Når man ikke skal starte i skole

3.g: høje forventninger og ingen galla

IMG_4792I går handlede det om sabbatår: et år jeg i den seneste tid har set frem til med større iver, end jeg troede muligt. I dag handler det om gymnasiets sidste år – i hvert fald den del af det, der gjorde tanken om sabbatår mere tiltrækkende end den største lottokupon. Om følelsen af aldrig at have fri og den konstante samvittighed, der pustede en i nakken med sine lungers ypperste kræft.

De fleste siger, at 2.g er det hårdeste år; det skriver jeg gerne under på, hvis vi taler afleveringer, fag, man ikke rigtigt orker, og antallet af 4. blok man i den grad heller ikke orker, men snakker vi ’hårdt’ som i ”jeg-ville-give-alt-for-at-blive-fragtet-til-en-øde-ø-lige-nu”, så er det i år, vi skal have fat i. Jeg har i tidligere (i dette indlæg) ytret, hvordan gymnasiet (ud fra mit begrænsede og subjektive perspektiv) ikke er så hårdt, som det ofte gøres til i medierne. De ord fristes jeg til tage at tilbage, ikke fordi jeg nødvendigvis finder dem usande. Jeg syntes, det var hårdt i slutspurten. De ophobede afleveringer, præstationspresset og tanken om, at hvert fag skulle afsluttes – og gerne i god stil. Ja, det var nok især karakterpresset – selvom jeg ikke er meget for at indrømme det. For “man er jo ikke bare et tal”.

Værst var nok mine egne forventningerne, for jeg havde forventet et sjovt og afslappet år. I stedet endte jeg med mere eller mindre at isolere mig den sidste tid; jeg tog sågar ikke med til den store gallafest. Jeg fik et enormt behov for at være alene – et enormt behov for at lukke verden ude og koble helt fra. Mit fravær steg voldsomt, for jeg lå søvnløs nat efter nat og valgte derfor adskillige gange at blive hjemme – oftest for at lave afleveringer. Det havde jeg ikke prøvet før, sådan at blive hjemme, men det fik mig til at hænge sammen – og det var prioriteten.

Retrospektivt var det nok til det bedste, at skoletrætheden langsomt opslugte en (okay: mig) til sidst, for det afholdte mig (og sikkert mange andre) for forhastet at søge ind på en uddannelse, jeh egentlig ikke brændte for. Samtidig gjorde det det klart for mig, at jeg, når den dag kommer, skal vælge et studie, jeg synes, er sjovt – ellers bliver det for stramt i længden. Det var i den grad modviljen omkring at skulle læse fysik og kemi op, der gjorde udslaget for mig i forhold til ikke at læse medicin; for hvis de 3 måneder virkede uoverskuelige, hvordan ville de mange, mange resterende års studietid så ikke forløbe? Jeg var blevet så opsat på absolut at skulle springe ud, der hvor vandet var dybest og springet størst (læs bare her) – og jo, spring har  uden tvivl sine dannende fordele, men der skal også være udsigt til igen at lande på sine fødder. I hvert fald i min verden.

Og ja, det er skoene – mere om dem senere 😉 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man ikke skal starte i skole