Jeg er flyttet

13884580_10208290568355118_1753619424_n (1)Gæt, hvor jeg sidder? Måske afsløret af overskriften, men oh yes. Jeg sidder henslængt i min nye lejlighed – i den anden ende af landet. Min egen lejlighed: fyldt med lys, højt til loftet (i hvert fald højere end i kælderen) og uskrevne kapitler. Jeg selv ligger i nattøj med sorte rander under øjnene og drikker Cola Zero af plastikglas.

Det har været et par lettere kaotiske dage, der selvfølgelig har centreret omkring flytning og nedpakning; udpakning ventes der med – der skal bare lige findes et par underhyler, strømper og et sæt tøj, så er vi kørende. Og måske et håndklæde og en tandbørste. Og 117 andre ting. Er det nu, man skal tage en dyb indånding og tage en ting af gangen? Det håber jeg. Og forsøger jeg på. Hvis jeg kan tage mig sammen og få rumpetten ned i det mørke kælderrum og hente min cykel, lyder aftenplanerne på en hurtig cykeltur ind til byen lands vandet. Måske jeg skulle smide natbukserne? Altså til noget mere passende – ikke den anden vej rundt.

Flyttekaos part 2

13883900_10208272386020571_1768340536_nVi fortsætter lige flyttetemaet herinde et par dage endnu – håber, det er til at holde ud? Ellers må I sige til. Jeg er, som skrevet i går, ved at blive småtosset af flytteriet. Øj, en følelsesmæssig rutsjetur. Èn ting er de mange minder, noget helt andet er den mentale flytning – som allerede foregik den dag, huen blev på mit krøllede hår. Det var den mærkeligste følelse at komme hjem den dag; det summede af år, der nu var bag mig. Fremtidsaspektet var væk. Jeg har elsket at bo hernede i min hybel, men der er intet, der trækker mere end tanken om at tage hul på et nyt kapitel. I nye rammer. Det måtte bare gerne være nu. Men okay, 1,5 døgn er til at holde ud.

Det har været en mærkelig sommer, for mit hoved har hele tiden har været andetsteds. Feriefølelsen er aldrig indtruffet, i stedet har tankerne været på jobansøgninger, lejlighedskontrakt, el-selskab, adresseskift – you name (and probably know it). Det hører nok med, når man er ved at blive det der voksen. Tænker dog, at det er vigtigt ikke at blive helt voksen på én gang, så må hellere finde slikresterne frem fra Frankrig og sætte Netflix på – midt i flyttekaosset.

Flyttedilemma

IMG_4873Jeg får åbenbart aldrig skrevet det skoindlæg – for de eneste sko, der fylder i mit utålmodige, flyttetossede hoved er de, der mangler at blive pakket ned. Mit lille hjem har nået kaosstadiet; fyldt med fyldte poser, tasker og flyttekasser. Jeg har søgt eksil i køkkenet, der endnu står urørt og intakt. Jeg selv flyver mellem afskedskrammere og nedpakning. Sidstnævnte har vist sig at være mere omfattende, end jeg lige havde regnet med. Hvordan er det, man får skrabet så meget skrammel til sig?! Jeg fatter det ikke.

Jeg bliver ved med at forestille mig mit nye minimalistiske hjem med rene linjer og nipsfri flader, men jeg må nok indse, at der ikke bor den store minimalist i mig – kun en beundrer deraf. Til gengæld elsker jeg at smide ud, så hvis hende mutti ikke var inde over, ville minimalisten måske vinde et par slag, men som hun siger, er det jo vigtigt at gemme det, der er med til at gøre en til den, man er. De er også så kloge, de forældre.

De kloge ord løsnede sig dog hurtigt fra bevidstheden, da jeg i dag stikkede det flyttetossede hoved forbi hende den anden studine på billedet. Hendes indretning skriger så højt og indtrængende af gennemført minimalisme på tilfældig, hyggelig og original manér, at selv den største samler ville vende hovedet og sætte kurs mod genbrugsstadionen. Måske jeg skulle gøre det samme.

3.g: høje forventninger og ingen galla

IMG_4792I går handlede det om sabbatår: et år jeg i den seneste tid har set frem til med større iver, end jeg troede muligt. I dag handler det om gymnasiets sidste år – i hvert fald den del af det, der gjorde tanken om sabbatår mere tiltrækkende end den største lottokupon. Om følelsen af aldrig at have fri og den konstante samvittighed, der pustede en i nakken med sine lungers ypperste kræft.

De fleste siger, at 2.g er det hårdeste år; det skriver jeg gerne under på, hvis vi taler afleveringer, fag, man ikke rigtigt orker, og antallet af 4. blok man i den grad heller ikke orker, men snakker vi ’hårdt’ som i ”jeg-ville-give-alt-for-at-blive-fragtet-til-en-øde-ø-lige-nu”, så er det i år, vi skal have fat i. Jeg har i tidligere (i dette indlæg) ytret, hvordan gymnasiet (ud fra mit begrænsede og subjektive perspektiv) ikke er så hårdt, som det ofte gøres til i medierne. De ord fristes jeg til tage at tilbage, ikke fordi jeg nødvendigvis finder dem usande. Jeg syntes, det var hårdt i slutspurten. De ophobede afleveringer, præstationspresset og tanken om, at hvert fag skulle afsluttes – og gerne i god stil. Ja, det var nok især karakterpresset – selvom jeg ikke er meget for at indrømme det. For “man er jo ikke bare et tal”.

Værst var nok mine egne forventningerne, for jeg havde forventet et sjovt og afslappet år. I stedet endte jeg med mere eller mindre at isolere mig den sidste tid; jeg tog sågar ikke med til den store gallafest. Jeg fik et enormt behov for at være alene – et enormt behov for at lukke verden ude og koble helt fra. Mit fravær steg voldsomt, for jeg lå søvnløs nat efter nat og valgte derfor adskillige gange at blive hjemme – oftest for at lave afleveringer. Det havde jeg ikke prøvet før, sådan at blive hjemme, men det fik mig til at hænge sammen – og det var prioriteten.

Retrospektivt var det nok til det bedste, at skoletrætheden langsomt opslugte en (okay: mig) til sidst, for det afholdte mig (og sikkert mange andre) for forhastet at søge ind på en uddannelse, jeh egentlig ikke brændte for. Samtidig gjorde det det klart for mig, at jeg, når den dag kommer, skal vælge et studie, jeg synes, er sjovt – ellers bliver det for stramt i længden. Det var i den grad modviljen omkring at skulle læse fysik og kemi op, der gjorde udslaget for mig i forhold til ikke at læse medicin; for hvis de 3 måneder virkede uoverskuelige, hvordan ville de mange, mange resterende års studietid så ikke forløbe? Jeg var blevet så opsat på absolut at skulle springe ud, der hvor vandet var dybest og springet størst (læs bare her) – og jo, spring har  uden tvivl sine dannende fordele, men der skal også være udsigt til igen at lande på sine fødder. I hvert fald i min verden.

Og ja, det er skoene – mere om dem senere 😉 

Older posts