Hej igen

En knude i maven og et pres på skuldrene

13101296_10207589207741541_728092759_n

Jeg skrev lidt om det sidst, jeg kiggede herind, og jeg skriver lidt om det igen i dag. Det bliver en personlig og lidt snørklet omgang. Om presset på skuldrene, knuden i maven og de søvnløse nætter. Presset, der mest af alt kommer fra mig selv, men som alligevel er noget nær mulig at ryste af sig. Jeg taler om den sidste gymnasietid. Zoomer vi ud til det overordnede plan, går det godt. Jeg når det, jeg skal, laver det, jeg skal og holder et godt humør – det ville være rart blot at sætte et punktum der, for det er jo det her, vi har gået og ventet på? Huen, enden, punktummet. Det er bare sværere, end jeg var forberedt på – at sætte det punktum. Mest af alt, er det svært at finde ro lige nu; det er som om, jeg har indstillet både krop og sind på at opretholde en kadence, der egner sig til motorvejen, og som ikke kan stoppes, inden målstregen er nået. Hvad jeg har glemt i den ligning, er, at man ikke kan nå rastepladsen, hvis man ikke sætter farten ned og blinker ind, i god tid. De fleste dage betyder det, at jeg farer rundt, lige indtil klokken siger sengetid, og jeg med hast når i seng i tide – med det resultat, at jeg selvfølgelig ikke kan sove. Og det frustrerer mig som intet andet. Det er som, at alle dagens sanseindtryk, begivenheder, følelser og samtaler skal vendes, inden jeg kan lukke og slukke. Jeg synes lige ud sagt, at det er pissehårdt at skulle “performe” hele tiden; at alt skal opbygges omkring eksamenslignende situationer, og at der konstant er en bevidsthed, der minder en om de der karakterer. Og jo selvfølgelig skal man holde i og “kæmpe”, men jeg har erfaret, at det for mig først er en sejr, hvis jeg har haft mig selv med og respekteret mine grænser.

Jeg er uden tvivl det, man vil kalde særligt sensitiv – og en introvert en af slagsen. Det har taget mig lang tid at erkende, for en del af mig har lyst til at være med. Med til alt det sjove. For det skal man jo. I hvert fald, hvis man vil følge normen. Jeg er vist på vej ud af tangent, der fortjener sin egen scene, men helt irrelevant i sammenhængen er det ikke – det fører nemlig til, at jeg har lært at tage en dag ud af kalenderen, når behovet opstår. Det gør intet godt for min fraværsprocent, men det gør alt godt for mig, og det er trods alt vigtigst. Jeg tror, det er vigtigt at tage pauser og sætte farten ned et minimum – man skal nok nå frem – og på denne måde i ét stykke.

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hej igen