En knude i maven og et pres på skuldrene

13101296_10207589207741541_728092759_n

Jeg skrev lidt om det sidst, jeg kiggede herind, og jeg skriver lidt om det igen i dag. Det bliver en personlig og lidt snørklet omgang. Om presset på skuldrene, knuden i maven og de søvnløse nætter. Presset, der mest af alt kommer fra mig selv, men som alligevel er noget nær mulig at ryste af sig. Jeg taler om den sidste gymnasietid. Zoomer vi ud til det overordnede plan, går det godt. Jeg når det, jeg skal, laver det, jeg skal og holder et godt humør – det ville være rart blot at sætte et punktum der, for det er jo det her, vi har gået og ventet på? Huen, enden, punktummet. Det er bare sværere, end jeg var forberedt på – at sætte det punktum. Mest af alt, er det svært at finde ro lige nu; det er som om, jeg har indstillet både krop og sind på at opretholde en kadence, der egner sig til motorvejen, og som ikke kan stoppes, inden målstregen er nået. Hvad jeg har glemt i den ligning, er, at man ikke kan nå rastepladsen, hvis man ikke sætter farten ned og blinker ind, i god tid. De fleste dage betyder det, at jeg farer rundt, lige indtil klokken siger sengetid, og jeg med hast når i seng i tide – med det resultat, at jeg selvfølgelig ikke kan sove. Og det frustrerer mig som intet andet. Det er som, at alle dagens sanseindtryk, begivenheder, følelser og samtaler skal vendes, inden jeg kan lukke og slukke. Jeg synes lige ud sagt, at det er pissehårdt at skulle “performe” hele tiden; at alt skal opbygges omkring eksamenslignende situationer, og at der konstant er en bevidsthed, der minder en om de der karakterer. Og jo selvfølgelig skal man holde i og “kæmpe”, men jeg har erfaret, at det for mig først er en sejr, hvis jeg har haft mig selv med og respekteret mine grænser.

Jeg er uden tvivl det, man vil kalde særligt sensitiv – og en introvert en af slagsen. Det har taget mig lang tid at erkende, for en del af mig har lyst til at være med. Med til alt det sjove. For det skal man jo. I hvert fald, hvis man vil følge normen. Jeg er vist på vej ud af tangent, der fortjener sin egen scene, men helt irrelevant i sammenhængen er det ikke – det fører nemlig til, at jeg har lært at tage en dag ud af kalenderen, når behovet opstår. Det gør intet godt for min fraværsprocent, men det gør alt godt for mig, og det er trods alt vigtigst. Jeg tror, det er vigtigt at tage pauser og sætte farten ned et minimum – man skal nok nå frem – og på denne måde i ét stykke.

 

Hej igen

PicMonkey Collage

Så gik der næsten en måned uden så meget som et pip fra denne side af skærmen. Forklaringen er simpel; den sidste gymnasietid har fanget mig med bukserne nede, jeg var skisme ikke forberedt på, at det ville være så altopslugende. Det er emotionelt, lærerigt og pissehårdt lige nu, there I said it. Jeg har vist tidligere ytret på lettere arrogant manér, at man selv er ude om det, hvis man finder gymnasiet hårdt, sat lidt på spidsen. Det er sikkert stadig rigtigt i et vist omfang, men for fa’en. Dagene har været lange, afleveringerne mange, lektierne endnu flere, og vigtigst af alt er bevidstheden om “performance”, den er svær at komme uden om, når man drømmer om en uddannelse, der kræver et ulækkert højt gennemsnit. Nuvel, det er ikke værre for mig end for alle andre, men det er forklaringen på, at jeg har været (endnu mere) fraværende end almindeligvis. Jeg har en forestilling om, at når jeg flytter til den anden side af broen, bliver bloggen en fast, integreret del af min hverdag igen. Man kan vel håbe. For jeg savner det. Jeg har været lidt slem til at skære stærkt ind til benet den seneste tid, idet det har føltes nødvendigt for at hænge sammen. Sagt på en anden måde, har jeg haft behov for kun at stå til ansvar for mig selv i det øjeblik, jeg træder ud af skolens port – hvis det giver mening. Jeg har prioriteret mig højest. Jeg har drukket litervis af kaffe, jeg har ligget syg, sovet længe og aflyst morgenaftaler, brugt for mange penge på netshopping, gået skoven tynd, nydt min træning og undgået at se for meget udover egen næsetip – og nu tror jeg overskuddet til omverdenen er ved at vende tilbage. Heldigvis. Huen ligger og kigger på mig, og nu vil jeg i gang med at fylde min kalender stille og roligt op med hyggelige aftaler; for blikket skal vendes ud igen. Måske bare et øje af gangen.

Is, træthed og forårsfornemmelser

12939414_10207412860212963_1250116855_n (1)

Så blev det weekend. Jeg har placeret mig i sofaen for, hvad der skulle have været en kort stund efter at have handlet for lidt mere end, hvad budgettet dikterer. Til gengæld bugner mit køleskab af gode sager, og jeg er vild med det – glæde kan man vel altid forsvare. Om lidt skal hytten rengøres; noget jeg ser lidt frem til (altså til bagefter). Min indre Monica titter frem hver weekend, og tilfredsheden vil ingen ende nå – bagefter, altså. Senere vil jeg en tur i skoven med den ene firbenede, og derefter bør jeg nok ser på noget AT, et par afleveringer og noget arbejde. Det hele kommer til at foregå i snegletempo; men sådan forløber lørdagen nu ofte, i dag er tempoet dog endnu langsommere end almindeligvis, for jeg helt åndssvagt træt. Fredagen startede med intervalløb med idrætsholdet, hvilket havde været fint, hvis ikke eftermiddagen skulle skydes i gang med en introduktion til vægtløftning og en bentræning. Jeg var i hvert fald ikke meget værd, da jeg skulle mødes med en skøn veninde og trave gaderne tynde i den forårsbeduggede by. Så da jeg nåede hjem på adressen, og det tikkede ind med Snaps fra folk, der så småt begyndte at varme op til årets førte forårsbytur, smed jeg mig lykkeligt under dynen efter at have fyldt maven, der i dagens anledning var et umætteligt hul. Det kunne man jo lige så godt udnytte så dynen fik selskab af B&J’s og det nyeste afsnit af Grey’s Anatomy (hvem havde lige troet, at sæson 12 kunne blive så god?!).