Selvtilfreds søndag

En stammende beretning

12767293_10207069791876469_1607370031_n

Jeg stammer. Ikke ofte og ikke meget, men jeg gør det af og til. Før i tiden var det hver dag, hele tiden, og det lå i skolen som en altoverskyggende mørk sky, der konstant spøgede med en ny regnbyge. Det gjorde mig tavs; jeg sagde ikke det, jeg havde på hjertet, hvis jeg følte, det sad fast i halsen på vej ud i verden. I timerne blev det et problem, da stoppede med at række hånden op, og jeg bad om at blive sprunget over, hver gang man skulle “performe” altså læse op, fremlægge, osv. Selv navnerunder kunne få mit hjerte til at lave kolbøtter. Jeg fik mere eller andre at vide af en talepædagog, at det var en hæmsko, der ville påvirke i forskellig grad ville påvirke alle mine fremtidige valg, og med det sagt foreslog hun, at jeg startede til gruppeundervisning i håndteringen af stammen. Om det var tanken om navnerunden, min modvilje mod rundkredse eller hendes firkantet dom, der gav mig gåpåmod, ved jeg ikke. Men jeg var fuldt besluttet på, at nu var det slut. Slut med den for den lammelse, de stammende ord betød. Det var vist omkring 6. klasse.

Jeg tog små skridt, og pludselig så jeg mig selv stå og fremlægge foran klassen uden bankende hjerte og nervøse trip – ja, og uden stammende ord. Første gang fløj jeg i ekstase ud på gangen og ringede stolt hjem for at fortælle om successen. Det var vist en fremlæggelse om bøgetræet. Jeg havde samme succesoplevelse i denne uge, selvom det i dag har det en minimal plads i mit liv, der er vel altid, man kan bryde. Det er faktisk de færreste, jeg kender fra efter folkeskolen, der ved, at jeg stammer, det inkluderer min lærere. Jeg har i hvert fald aldrig fortalt dem det. Ikke fordi jeg skammer mig over eller prøver at skjule det, men fordi jeg finder det irrelevant. Jeg finder det irrelevant, fordi den lammende effekt, det tidligere havde, primært var forårsaget af nervøsitet omkring de omgivende reaktioner. Følelsen af at have et helt lokales øjne hvilende på sig, hvor alle ved, at man “skal have hjælp” til at udtale eget navn, er ikke særlig sjov. I virkeligheden er de jo ligeglade, men i ens egen forestilling af virkeligheden føles det ikke ligegyldigt, det føles intet mindre end frygteligt – i hvert fald, når man er 12 år gammel.

12767706_10207069792676489_1367734955_n

I dag er jeg tæt på ligeglad, det er en del af mig, men det er ikke et dominerende element i min hverdag. Jeg fremlægger, læser højt og rækker hånden i vejret – vigtigst af alt, så siger jeg det ordret det, jeg har på hjertet, nogle gange truer et ord med at sætte sig fast i halsen, men så får det at vide, at det skal tage sig sammen. For det skal netop ikke være et begrænsende element, der påvirker mig, mine valg og min uddannelse. I folkeskolen blev de “farlige” ord (primært ord med startvokal) erstattet med neutrale ord, derfor kaldte jeg mig fx Sofie i stedet for Anne Sofie, den teknik har fulgt mig helt til i dag, hvilket især har været problematisk i fremmedsprog, hvor ens ordforråd er mindre. Jeg er måske heldig, men jeg ved i dag, at der er noget, der virker bedre end den “teknik”, nemlig vilje og en dyb indånding, dét kan klare de fleste problematikker på den front. Og det er vigtigt, for jeg ved ikke noget værre, end at undlade at sige, hvad jeg har på hjertet. Det er livet for kort til. Heldigvis.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Selvtilfreds søndag