Ferie i snegletempo

En navlepillende snak

12895276_10207291021687076_831290467_n

Et smil har efterhånden permanent indtaget mit ansigt. Jeg befinder mig næsten for godt i rollen som feriepige. Dagene flyder sammen, og er alligevel alle lange og rare. Jeg valgte for et par uger siden at “stoppe” på kostplan, det var der et par grunde til – den primære var, at det var blevet en stressfaktor. Jeg stressede over at skulle nå alle måltiderne og over den pligtfølelse, jeg selv påduttede det. Når jeg stresser over tingene, så går det konsekvent ud over én ting; min søvn. Tankerne flyver rundt, jeg kan ikke falde i søvn, og når jeg endelig gør, så er der udsigt til en urolig nat med mange opvågninger. Det får man hurtigt nok af, og i en sen nattetime besluttede jeg mig for at stå op, sætte mig ned og skrive ned på et stykke papir, hvad der gjorde, at jeg ikke kunne finde ro. Det førte til et lille eksperiment – at hive planen af køleskabet og i bedste navlepillende stil at spørge mig selv: hvad har du lyst til. Det var en god beslutning. En rigtig god en. Mine spisevaner cirkulerer stadig omkring selvsamme plan – de fleste dage vil jeg sågar skyde på, at jeg spiser 80-90 pct. efter den – men elementet af struktur og rutine er forduftet. Jeg spiser volumenmæssigt mindre, men så spiser jeg til gengæld, det jeg har lyst – i de mængder, jeg har lyst til. Det overrasker mig, hvor meget den lille beslutning har betydet. Mit humør er bedre, jeg har mere energi, jeg har ingen ‘cravings’ og så sover jeg bedre, end jeg kan huske, jeg har gjort tidligere. Det siger i min verden ikke noget om planen, men om mit lidt for perfektionistiske og pligtopfyldende hoved. Indholdsmæssigt har jeg intet negativt at sige den, tværtimod spiser jeg mere og bedre, end jeg troede, var muligt.

Jeg skrev dette indlæg for snart 2 år siden om ‘at være sig selv i fitness verdenen’; det gør sig stadig gældende i min situation. Uanset hvor mange timer, jeg bruger i fitnessmiljøet, ændrer det ikke på, at jeg aldrig kommer til at finde reel glæde og værdi i æstetiske mål og vejen dertil. Jeg vil dog lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har det betydeligt bedre i min krop nu, end jeg havde, da min fedtprocent var 6-7 pct. højere, for det har jeg. Jeg finder værdi og glæde i at gøre det, jeg har lyst til, samt i at gå uden om en ‘alt eller intet’-tilgang. Jeg bliver aldrig hende, der med glæde står flere gange dagligt i et træningscenter, ikke fordi, jeg ikke finder glæde ved træning, men fordi glædeselementet forsvinder for mig, når det ikke er lysten, der driver værket – og det ville det ikke være i en sådan situation. Det er det til gengæld i den grad de 4-5 gange ugentligt, jeg er af sted. Ville jeg nogle gange ønske, at jeg var typen, der uden at blinke nåede ‘målstreg’ efter ‘målstreg’? Helt sikkert, men i det store hele er for mig vigtigst at finde en holdbar vej, jeg har lyst til at forblive på, og som ligeledes kan forenes med en social, almindelig hverdag.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ferie i snegletempo