En navlepillende snak

12895276_10207291021687076_831290467_n

Et smil har efterhånden permanent indtaget mit ansigt. Jeg befinder mig næsten for godt i rollen som feriepige. Dagene flyder sammen, og er alligevel alle lange og rare. Jeg valgte for et par uger siden at “stoppe” på kostplan, det var der et par grunde til – den primære var, at det var blevet en stressfaktor. Jeg stressede over at skulle nå alle måltiderne og over den pligtfølelse, jeg selv påduttede det. Når jeg stresser over tingene, så går det konsekvent ud over én ting; min søvn. Tankerne flyver rundt, jeg kan ikke falde i søvn, og når jeg endelig gør, så er der udsigt til en urolig nat med mange opvågninger. Det får man hurtigt nok af, og i en sen nattetime besluttede jeg mig for at stå op, sætte mig ned og skrive ned på et stykke papir, hvad der gjorde, at jeg ikke kunne finde ro. Det førte til et lille eksperiment – at hive planen af køleskabet og i bedste navlepillende stil at spørge mig selv: hvad har du lyst til. Det var en god beslutning. En rigtig god en. Mine spisevaner cirkulerer stadig omkring selvsamme plan – de fleste dage vil jeg sågar skyde på, at jeg spiser 80-90 pct. efter den – men elementet af struktur og rutine er forduftet. Jeg spiser volumenmæssigt mindre, men så spiser jeg til gengæld, det jeg har lyst – i de mængder, jeg har lyst til. Det overrasker mig, hvor meget den lille beslutning har betydet. Mit humør er bedre, jeg har mere energi, jeg har ingen ‘cravings’ og så sover jeg bedre, end jeg kan huske, jeg har gjort tidligere. Det siger i min verden ikke noget om planen, men om mit lidt for perfektionistiske og pligtopfyldende hoved. Indholdsmæssigt har jeg intet negativt at sige den, tværtimod spiser jeg mere og bedre, end jeg troede, var muligt.

Jeg skrev dette indlæg for snart 2 år siden om ‘at være sig selv i fitness verdenen’; det gør sig stadig gældende i min situation. Uanset hvor mange timer, jeg bruger i fitnessmiljøet, ændrer det ikke på, at jeg aldrig kommer til at finde reel glæde og værdi i æstetiske mål og vejen dertil. Jeg vil dog lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har det betydeligt bedre i min krop nu, end jeg havde, da min fedtprocent var 6-7 pct. højere, for det har jeg. Jeg finder værdi og glæde i at gøre det, jeg har lyst til, samt i at gå uden om en ‘alt eller intet’-tilgang. Jeg bliver aldrig hende, der med glæde står flere gange dagligt i et træningscenter, ikke fordi, jeg ikke finder glæde ved træning, men fordi glædeselementet forsvinder for mig, når det ikke er lysten, der driver værket – og det ville det ikke være i en sådan situation. Det er det til gengæld i den grad de 4-5 gange ugentligt, jeg er af sted. Ville jeg nogle gange ønske, at jeg var typen, der uden at blinke nåede ‘målstreg’ efter ‘målstreg’? Helt sikkert, men i det store hele er for mig vigtigst at finde en holdbar vej, jeg har lyst til at forblive på, og som ligeledes kan forenes med en social, almindelig hverdag.

Ferie i snegletempo

12380200_10207245767275744_1243849933_n

En ny uge er skudt i gang. En uge, der i mit tilfælde står i feriens tegn. Hvis altså, man må blære sig lidt. Det er helt mærkeligt med alt den tid, man pludselig har mellem hænderne. Det skaber lidt af et paradoks; mine hænder kribler for at tilplastre siden her med indlæg, men feriedagenes snegletempo og manglende produktivitet skaber ikke ligefrem sprudlende historier at berette om. Helt omvendt af hverdagen, hvor lange dage betyder minimal aktivitet herinde. Det til side, øver jeg mig i at holde ferie – der bliver konstant (okay, måske ikke konstant) tjekket op på vores konference og lektieside, og så er jeg måske kommet til at tage endnu et fritidsjob. Så det er vist løgn, at ferien indtil videre ikke har været præget af produktivitet, det er bare ikke den spændende af slagsen 😉 For at hive mig væk fra computeren og ud i det skønne vejr, har jeg heldigvis formået at få travet skoven og strandkanten tynd på daglig basis. Kombinationen af det gode selskab i form af gode veninder og min firbenede favorit, samt omgivelserne og den friske forårsluft har den skønneste, fortryllende effekt på mit humør.

Dagen har indtil videre stået i feriens tegn; den startede langsomt med en morgenbøf, Mads & Monopolet, stearinlys og en kaffekop, der på mystisk vis blev fyldt igen og igen. Derefter en tur langs vandet med begge de firbenede. Jeg har nu smækket benene op, spist frokost og genset et afsnit Friends (okay, to) for tusinde gang. Den resterende dag skal bruges på lidt arbejde, der skal afleveres i dag, en omgang PT i eftermiddag, måske lidt læsning, og så har jeg købt ind til et stenalderbrød med squash, det er vist halvandet års tids siden, jeg sidst har lavet sådan et. Måske en enkelt gåtur mere og et smut til fiskemanden også kommer på programmet. Who knows. Det er vilde sager 😀

Tilbage blandt de levende

PicMonkey Collagel

Kaffekoppen har netop fået et refill, opvasken fra den halvsene morgenmad er klaret, og det bløde, men pæne tøj sidder på kroppen. Den grå tone, der ellers havde indtaget mit ansigt, er erstattet af en sund glød, der sladrer om forkælelse fra den bedste ansigtsmaske. Håret er i sin sædvanlige knold, i dag ikke fordi, det er praktisk, men fordi det havde jeg lyst til. Grå tone og praktisk knold; begge indikatorer på fire lange dage, hvor 21 timer er blevet tilbragt på min flade med øjnene stirrende ind i den ene terminsprøve efter den anden på paralyserende vis. De første to forløb smertefrit, det var fagene, der ligger til højrebenet, og desuden var energien intakt. Da vi nåede onsdag, begyndte prøvekvalmen at tage til, torsdag var det helt ude i hampen, fredag, i dag, er lettelsen og glæden over den ferie, der endelig er skudt i gang, til at tage og føle på. Jeg har en tendens til at romanticere skriftlige prøver, som i mit hoved er piece of cake ved siden af de mundtlige. Lige nu ville jeg uden at blinke foretrække en mundtlig fremfor endnu en skriftlig. Men lad os snakkes ved til sommer – sommeren, der gerne må lade sig vente på, lige nu nyder jeg at have helle.

Ynk til side, er det virkelig skønt at have det overstået, hvilket min krop qua de sidste to dages komasøvn skriver under på. En komasøvn, der gerne skal påbegyndes inden kl. 22.00, kl. 21.00 begynder det at sejle, og jeg skal helst ikke formulere mere end et ords sætninger. Der er intet som prøver, der kan få min hjerne ud af kurs – praktisk 😉 Til gengæld er den fysiske træthed lidt tvetydig efter 5-6 timer på røven, for slet ikke at tale om den manglende friske luft, så for ikke at gå helt i stå, har jeg på lettere tvingende manér hevet mig selv ud på en lille times gåtur før aftensmad i skoven eller langs vandet. Det kan anbefales, især med podcast i ørerne. Hvis der også har været en træning inde i ligningen, så jeg har vist fundet den perfekte opskrift på en god nattesøvn 🙂 Apropos gåtur, må jeg hellere komme ud med  husets to mindste beboere.

Kram herfra.

En stammende beretning

12767293_10207069791876469_1607370031_n

Jeg stammer. Ikke ofte og ikke meget, men jeg gør det af og til. Før i tiden var det hver dag, hele tiden, og det lå i skolen som en altoverskyggende mørk sky, der konstant spøgede med en ny regnbyge. Det gjorde mig tavs; jeg sagde ikke det, jeg havde på hjertet, hvis jeg følte, det sad fast i halsen på vej ud i verden. I timerne blev det et problem, da stoppede med at række hånden op, og jeg bad om at blive sprunget over, hver gang man skulle “performe” altså læse op, fremlægge, osv. Selv navnerunder kunne få mit hjerte til at lave kolbøtter. Jeg fik mere eller andre at vide af en talepædagog, at det var en hæmsko, der ville påvirke i forskellig grad ville påvirke alle mine fremtidige valg, og med det sagt foreslog hun, at jeg startede til gruppeundervisning i håndteringen af stammen. Om det var tanken om navnerunden, min modvilje mod rundkredse eller hendes firkantet dom, der gav mig gåpåmod, ved jeg ikke. Men jeg var fuldt besluttet på, at nu var det slut. Slut med den for den lammelse, de stammende ord betød. Det var vist omkring 6. klasse.

Jeg tog små skridt, og pludselig så jeg mig selv stå og fremlægge foran klassen uden bankende hjerte og nervøse trip – ja, og uden stammende ord. Første gang fløj jeg i ekstase ud på gangen og ringede stolt hjem for at fortælle om successen. Det var vist en fremlæggelse om bøgetræet. Jeg havde samme succesoplevelse i denne uge, selvom det i dag har det en minimal plads i mit liv, der er vel altid, man kan bryde. Det er faktisk de færreste, jeg kender fra efter folkeskolen, der ved, at jeg stammer, det inkluderer min lærere. Jeg har i hvert fald aldrig fortalt dem det. Ikke fordi jeg skammer mig over eller prøver at skjule det, men fordi jeg finder det irrelevant. Jeg finder det irrelevant, fordi den lammende effekt, det tidligere havde, primært var forårsaget af nervøsitet omkring de omgivende reaktioner. Følelsen af at have et helt lokales øjne hvilende på sig, hvor alle ved, at man “skal have hjælp” til at udtale eget navn, er ikke særlig sjov. I virkeligheden er de jo ligeglade, men i ens egen forestilling af virkeligheden føles det ikke ligegyldigt, det føles intet mindre end frygteligt – i hvert fald, når man er 12 år gammel.

12767706_10207069792676489_1367734955_n

I dag er jeg tæt på ligeglad, det er en del af mig, men det er ikke et dominerende element i min hverdag. Jeg fremlægger, læser højt og rækker hånden i vejret – vigtigst af alt, så siger jeg det ordret det, jeg har på hjertet, nogle gange truer et ord med at sætte sig fast i halsen, men så får det at vide, at det skal tage sig sammen. For det skal netop ikke være et begrænsende element, der påvirker mig, mine valg og min uddannelse. I folkeskolen blev de “farlige” ord (primært ord med startvokal) erstattet med neutrale ord, derfor kaldte jeg mig fx Sofie i stedet for Anne Sofie, den teknik har fulgt mig helt til i dag, hvilket især har været problematisk i fremmedsprog, hvor ens ordforråd er mindre. Jeg er måske heldig, men jeg ved i dag, at der er noget, der virker bedre end den “teknik”, nemlig vilje og en dyb indånding, dét kan klare de fleste problematikker på den front. Og det er vigtigt, for jeg ved ikke noget værre, end at undlade at sige, hvad jeg har på hjertet. Det er livet for kort til. Heldigvis.