Så kører vi igen

Ferien er lakket mod ende, og sygdommen er heldigvis fulgt trop. Mads og Monopolet kører i baggrunden, bordet er pyntet med de fineste påskelinjer verdens sødeste lillebror kom med i går, og maven er fyldt med kaffe og morgenmad. Jeg er med andre ord klar på at tage hul på hverdagen. Min motivation er for første gang i et par uger til at tage og føle på – i alle henseende. Jeg er klar til at suge de sidste tre-fire måneder (!!), der tilbage af gymnasiet til mig og give den det sidste. Og samtidig at nyde tilværelsen, for den er skisme priviligeret. Så jeg nød morgenmaden lidt ekstra her til morgen og priste mig lykkelig over, at jeg kunne sove længe, da ugens første PT er rykket til i aften og første blok stod fri. Ret lækker måde at starte ugen på. En uge, jeg håber kommer til at vække domænet herinde tilbage til live; jeg har i hvert fald skrevet på livet løs hele weekenden, og jeg er SÅ klar på at gøre en indsats for at få noget rutine tilbage i bloggen. En helt anden tanke her til morgen er, hvor uhyggeligt snart huen (forhåbentlig) sidder på hovedet og flytningen til KBH kommer indenfor lillefingerafstand. En ting af gangen, så jeg tager lige den sidste tår kaffe, smider det sidste i tasken, og så må jeg hellere drage ud i kulden og forsøge for en gangs skyld at komme i god tid.

12767297_10207033435967594_264553900_n

Hav en skøn, skøn start på ugen.

Når hverdagen tager en pause

Jeg skal være den sidste til at påstå, at indlæggene herinde lander hyppigt, men det er alligevel svært at komme udenom, at der har været mere stille herinde end sædvanligvis. Det skyldes, at jeg har været træt. Sådan en træthed, der rammer en lige i mellemgulvet så hårdt, at man er nødt til at trække vejret en ekstra gang og gerne smide sig, hvor end det er muligt. Jeg er måske god til at minde min omverden om at tage tid ud af hverdagens tumult og lave absolut ingenting – ja altså, udover at glo serier med dynen på sofaen. Jeg er også god til at gøre det i ny og næ, men bare ikke nok, åbenbart. Jeg er imponeret over mange menneskers omfangsrige formåen, men jeg anerkender sjældent min egen. Indtil i sidste uge. Jeg kom helskindet og glad igennem forrige uges marathondage, hvor mit motto var “hvad med at se på travlhed som noget positivt, som et tegn på, at man når en masse.” Et lidt langt motto, men ikke desto mindre et godt billede på ugens indstilling. Og med påmindelsen til mig selv om, at jeg jo selv har valgt at arbejde, gå i skole, bo i egen husholdning og træne og spise på et tidsopslugende plan, osv., kunne jeg ikke tillade mig at klage. Så det lod jeg være med. Næsten.BlogindlægJeg tænkte derfor, at ugen efter, der på papiret virkede overmådeligt overkommelig, var piece of cake. Sådan kan man nogle gange skyde ved siden af. Min krop skreg på ferie i et desperat skrål, så i stedet for at blive ved med at kæmpe imod en influenzalignende tilstand, endte jeg med at give efter og tog derfor et lille forskud på ferien. Det var en beslutning af de allerbedste; det var en beslutning om at tage bedre vare på mig selv. Noget jeg altid har intentioner om, men ikke altid fører ud i livet. Trætheden syntes derefter at fordufte – måske fordi jeg sov mere end et spædbarn. Den første dag i Malaga scorede jeg mig sågar både en eftermiddagslur (mens de andre lavede det der træning) og efterfulgte det med stil med små 12 timer på øjet. Jeg tænkte, at NU var jeg klar til at give den en skalle igen, men skisme om jeg ikke blev syg igen. Så dagligdagen og alt der hører med blev sat på pause. Og først i dag er ’start-knappen’ blevet trykket på, og det har været skønt. Jeg troede aldrig, det skulle ske, men jeg har fået nok af Netflix og deslige. Derfor var det perfekt, at søndagen i dag bød på træning, arbejde og gæster, og nu burde jeg nok kigge på de der lektier. Lige om lidt.

Jeg håber forresten meget, at I har lyst til at kigge herind det næste stykke tid. Jeg kan i hvert fald love, at her ikke bliver stille – for et eller andet måtte jeg jo give mig til, når nu Netflix er røget ud i kulden 😉

Glimt og tankestrøg

 

  • Vi er skisme ved at bestille flybilletter herhjemme til et spontant smut til Malaga i vinterferien – sol, here we come
  • Mine spritnye tights fra Under Armour bukkede i dag under for presset og sprækkede… Det er to par tights på 4 måneder, skal vist stopppe med at shoppe online. Eller bare købe en størrelse større
  • Passer ovenstående slet ikke med min ustyrlige shoppetrang for tiden, en shoppetrang, jeg desperat prøver at drukne i fornuftige tanker
  • Er min bror og jeg blevet enige om, at How I Met Your Mother er serien
  • Er sæson 1 klart den bedste, 9’eren gør lidt ondt
  • Har jeg vildere optur end sædvanligvis over fredagens arrival
  • Skal min weekend bestå af så lidt som muligt
  • Glæder jeg mig næsten til Føtex’ 25 pct. på øko i morgen, jeg har nemlig fået fejl af dagene ikke en, ikke to, men tre gange
  • Hører jeg så mange podcasts for tiden, at jeg er begyndt at sammenligne alt med dilemmaer fra Mads og Monopolet
  • Har jeg oplevet en nyfunden kærlighed for X-factor, det havde jeg ikke troet, ville ske
  • Er jeg nu fornuftig og ser nyheder – altså mens jeg skriver, så sådan halvt
  • Har jeg fået en uvane med at vågne halvanden time, før mit vækkeur ringer
  • Gør ovenstående, at jeg virkelig glæder mig virkelig til at sove længe i morgen (fingers crossed)

 

Jeg har installeret bagdelen i sofaen, klar til at indtage ugens første alene aften på sofaen. Dét har jeg glædet mig lidt til hele ugen. Jeg er tosset med Sneglcilles ‘I øvrigt’-indlæg, hvilket jeg vist har nævnt en håndfuld gange før, men altså, de fortjener at blive nævnt (og læst) igen og igen. I stil med disse har jeg samlet jeg ugens tanker og ‘begivenheder’ i ovenstående liste, som det listemenneske jeg er. Jeg elsker, hvordan et sådan overblik tvinger en til at hive små ting frem og dermed kaste et glimt over en uge, man ikke så, da man stod midt i den.

Lidt om taknemmelighed

PicMonkey Collakge (2)

Gymnasieelever og stress har trukket mange forsider det seneste stykke tid. Der bliver sat lighedstegn mellem gymnasieelever og stress, et lighedstegn jeg synes, burde viskes ud. For vi har det ikke hårdt. Jeg skrev i sidste uge, at denne uge ville blive stram, og det er den også, men det er da ikke skolens skyld. Det er ikke skolens skyld, at jeg absolut skal ned og træne efter skole og derfor kommer sent hjem. Det er heller ikke skolens skyld, at jeg ikke kommer i seng kl. 21.30, som jeg gerne vil, for jeg kunne jo bare have ladet være med at bruge eftermiddagen på Emmery’s med en kop kaffe og sladder. Eller at jeg lige nu har ondt i bagdelen af at sidde ned med dansk afleveringen, for jeg kunne bare have ladet være med at bruge halvdelen af tiden på Facebook og læse og skrive blogs. Nu skal det ikke blive et læserbrev, men jeg er typen, der skal have tankerne ned på skrift, og det kommer de så nu, nogle af dem.

Jeg har været på udveksling i Holland, i Malaysia og i Singapore, jeg har familie og venner, der går på gymnasiet i udlandet, og det kan hurtigt konstateres, at vi har det godt i Danmark, og så får vi ligefrem vores (mere eller mindre frivillige) uddannelse givet med udstrakt hånd. Det var ikke noget, man råbte højt om i hverken Singapore eller Malaysia, for her var altså en gruppe mennesker, hvis familier betalte hver en øre for deres børns hundedyre uddannelser – og hvis man gjorde var det med stor ydmyghed og taknemmelighed i stemmen. Hvor er den ydmyghed og taknemmelighed henne, når vi befinder os indenfor landets grænser? Jeg indrømmer blankt, at jeg i går aftes under forberedelse til en matematik prøve i et øjeblik af frustration og træthed udråbte “hvor er det unfair”. Så kom jeg til at tænke på min kusine i Schweiz, der har flere prøver på en uge, end vi har på et år, og så tog jeg mig sammen. Det er sgu ikke unfair, tværtimod. For hvor var det fedt i dag at sidde der, uden svedende håndflader og rystende blyantstrøg, som prøver betød for bare et år siden. At få lov at dygtiggøre sig er sgu priviligeret. Jeg sidder i dag med matematik på A-niveau og besvarer prøver med sikker hånd, for bare 3 år ville jeg gøre alt for at gå udenom alt, der involverede matematik – dét skyldes en dygtig lærer og undervisning, ikke underholdning.

Jeg er træt af at skulle underholdes i skolen; jeg vil undervises, hvilket ikke skal forståes som en kritik af den undervisning, jeg modtager, men som understregning af den attitude og forventning, der efter min opfattelse er kommet omkring undervisningen. Og den underholdning, vi vælger at bruge tid på, når skolen ringer ud, skal skolen ikke klantres for. Selvfølgelig skal man have et liv udenfor skolen, men det har vi altså også rig mulighed for, sagt generaliserende. Så hvorfor skriver jeg dette, hvis jeg ikke er ude på at kritisere? Det gør jeg fordi, at jeg synes, vi skal stoppe med at tage tingene for givet og skifte attituden “det skal overstås” ud med “jeg er sgu heldig”. Ikke mindst for at minde mig selv om det, for jeg har altid så travlt med at skulle videre, at jeg glemmer at sætte pris på tingene, som de er. Man skal have lov at brokke sig nogle gange, for gu er det stramt til tider, og det skal man have lov til at sige, men man skal også kunne zoome ud og se tingene i et større perspektiv. Efter min mening.

    Newer posts