Mit liv udover serier og sofa

Weekendstøv i hverdagen

12647699_10206873168761014_463711121_nJeg har lige tjekket skemaet for næste uge, som på jysk kan betegnes som en anelse stram, og i virkeligheden vil ordet modbydelig være mere passende. Vi snakker alt det, der trækker tænder ud samlet på én uge – jeg glæder mig allerede 😉 Men hvorfor er det interessant for jer? Det er det i sig selv heller ikke, så lad os gå et skridt tilbage til nuværende uge. Jeg er blevet slem til at tage hverdagen på rutinen og glemme vigtigheden af weekendstøv i hverdagens trivialitet, derfor var i går en dag, der gav bonus på glædeskontoen. Jeg cyklede efter PT hjem og sprang i bad og i det første og bedste (løgn: fjerde og lidt kedelige) outfit. Kun lidt forsinket, ankom jeg til banegården; klar til en aften med middag på Fika, bland-selv og bio. Fredag på en onsdag. Det var skønt, og det var filmen i øvrigt også – ‘Joy’, den kan anbefales, især hvis man ligesom mig har et kæmpe girl crush på Jennifer Lawrence og en hang til film, der byder på eftertanke.

Da jeg kom hjem bed hverdagen mig i nakken, idet en samf-aflevering lå og spøgede, men høj på film, selskab, cykeltur og sukker blev den hurtigt afleveret. Det krævede blot chokoladeballade fra fryseren – sådan går det, når man ikke blander nok slik til den resterende aften. Nå men, hvad skulle den historie sige om den anden? Den skulle minde mig (og forhåbentlig jer) om vigtigheden af weekendstøv i hverdagen, ellers bliver det for kedeligt, sgu. Jeg er tryghedsnarkoman som bare fa’en, men selvom rutiner føles trygge, er de ikke altid svaret. Det kan være små ting, som at tage en anden cykeltur hjem, fordi du ikke er færdig med at vende verdenssituationen med hende, der bor i den anden ende af byen, det kan være at gå i byen på en tirsdag eller spise kage fra fryseren, selvom du jo teknisk følger sådan en kostplan (guilty).

Næste uge skal nok vise sin pænere side, den skal bare hjælpes på vej. Ikke af en overfyldt kalender, men af små glædeselementer. Måske jeg faktisk glæder mig 😀

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit liv udover serier og sofa