10 ting jeg troede om fremtidsmig

12476126_10206718302169446_1728988509_n (1)
Da jeg en morgen i denne uge kl. 6.45 stod med en vatpind og prøvede at redde mit concealerdækket øjenlåg fra mascaraens ubarmhjertelige afvigere, kom jeg et sekund til at grine. For havde jeg altså regnet med, at jeg ville kunne lægge mascara uden afvigere derude i fremtiden. Lige pludselig vandrede tankerne til alle de ting, jeg engang i fortiden var sikker på, at jeg ville kunne som 19-årig, men som stadig forvolder mig (overfladiske) problemer. Det kan godt være, at jeg er blevet betydeligt bedre til matematik, min squat er pænere og mit engelsk bedre, meeen den modsatte liste beviser, at alt ikke går i den retning 😉 På listen burde nok også være at huske at udgive indlæg, for jeg skrev egentlig det her indlæg for flere dage siden, men et manglende billede, blev til manglende udgivelse.

Jeg troede, jeg ville være i stand til at:

  1. Lægge mascara og eyeliner uden at pryde øjenlåget med en fest af sorte streger
  2. Have en hvid trøje på i længere end 5 minutter
  3. Disponere min tid bedre, før jeg skal ud af døren – og dermed komme i god tid
  4. Altid huske at sætte dvd’erne i æsken efter brug i stedet for at skabe dvd-bjerge
  5. Lave mine afleveringer og lektier i uhyre god tid
  6. Gå en hel aften i høje hæle uden at få følelsen af, at ens fødder har vendt sig imod en og nu erklæret krig
  7. Kunne løbe 10 km uden besvær (mon jeg overhovedet kan løbe 10 km?)
  8. Se tv-serier og film uden at tude over selv de mindste ting (især finaleafsnittet i alle serier bringer tårekanalerne ud af propertioner hos undertegnede)
  9. Have planter og blomster i min varetægt. #blomsterdræberen
  10. Være mere sikker. På det meste faktisk..

Mere sofa som nytårsforsæt?

 photo Fotografi den 07-01-16 kl. 15.48_zpsym2ihbr1.jpg
“Anne Sofie, hun arbejder altid så hårdt.” Ord, som disse kommer ofte ud af munden på min søde mormor, hun har ret i meget af det, hun siger, men netop denne tilbagevendende sætning har den, der har læst mere end et indlæg herinde nok luret, ikke er korrekt. For det gør jeg ikke, ikke altid i hvert fald. Helt simpelt, fordi jeg ikke gider. Det er så ‘farligt’ at komme til at fremstå som ‘doven’ eller ‘uambitiøs’, men i bedste Brinkman-stil har jeg ret hurtigt fundet ud af, at for mig er det mindst lige så “farligt” at køre sig selv derud, hvor det hele ikke længere giver mening. Hvis man kører der ud af, tror jeg, man gør sig selv klogt i at stoppe op i ny og næ og spørge sig, hvorfor man egentlig gør, som man gør. Gør det en glad? Gør det andre glade? Eller gør man det egentlig bare fordi, det er det, man føler, man bør. Jeg siger ikke, at man (mig selv inkluderet) blot skal henkaste sig til sofaen og give resten af verdenen fingeren, men at sofaen måske skulle stå på listen af nytårsforsæt.

Sofaen, dansepausen, læsepausen, rulle tommelfingre-pausen, gåturen, samtalen, fjernsynet, eller hvad end man foretrækker, bare man husker pausen. Pausen, hvor man trækker vejret helt ned i bunden af lungerne og hiver frisk luft derned. Uanset, hvor forkælet og selvcentreret det i ens nogens ører lyder. Desuden synes jeg, det er helt ok at prioritere sig selv – bare det ikke er på bekostning af andre. Jeg er ikke med på afstandstagen til nytårsforsæt; jeg har masser af nytårsforsæt – og de handler næsten alle sammen om at slappe af. At sove mere, slappe mere af, gå flere ture, se mine brødre så meget som muligt, samt læse og skrive mere og oftere. Derudover står der ‘gå mere i byen’ (ja, mere), ‘snak mere engelsk og fransk’, ‘få dig en pænere håndskrift’ og ‘spis mere fisk’ på listen. En broget og måske ikke en himmelhøj ambitiøs omgang, men de er lige mig.

Ikke, at jeg ser mig selv som uambitiøs døgnet rundt, jeg har høje ambitioner for min uddannelse, jeg kommer aldrig i skole uden at være forberedt, jeg er aldrig gået fra en eksamen før tid, og jeg afleverer yderst sjældent noget halvt. Men jeg så eddermame også meget Netflix under SRP, og jeg sidder aldrig og knokler til langt ud på natten, længere. Jeg er ambitiøs omkring min træning, og om at være der for dem, jeg holder af, men jeg gider ikke være ambitiøs døgnet rundt. Det har den seje Mette Marie skrevet et (som altid) rockerfedt indlæg omkring. Jeg har nu haft fri i 3+ timer, og jeg har intet ‘fornuftigt’ udrettet i denne halvmørke eftermiddag. Jeg har læst blogindlæg, skrevet dette, lavet juice til køleren, set Netflix og tullet rundt i joggingtøj og med en knold lidt for høj til mit korte hår, hvilket resulterer i en omgang svenskergarn bagtil, meget nydeligt. Og det er lige, som det skal være.

Om altid at komme for sent

 photo 12467995_10206737278923853_1109637382_n_zpswfl72tjm.jpg
Jeg kommer altid ud af døren i sidste øjeblik, altid. Og jeg hader det. I dag var ingen undtagelse, og jeg skulle endda først møde kl. 10.00, det er næsten en bedrift at komme for sent til det. Da jeg stod med skoene på fødderne og tasken på ryggen, gik det op for mig, at jeg havde glemt kagen. Kagen, jeg i går stod og bagte, imens jeg bandede og svovlede over, hvor meget jeg hader kageordningen på matematikholdet, da vi kun er 10-12 stykker, og det derfor føles som om, at man skal have kage med i tide og utide. Ja ja, det er da meget hyggeligt, men jeg gider sgu ikke stå og bage kage tirsdag aften, fordi jeg skal. Og nej, det tegner ikke til, at jeg engang om mange år bliver overskudsmor med stort O. Det tegner vist mere til købekagen, den gode fra Emmery’s, selvfølgelig, som man ikke selv skulle stå og bage. Det tegner vist også til, at jeg får en stram økonomi 😉 Nå, sidespor, tilbage til historien. Jeg havde glemt kagen og måtte i panik drøne tilbage efter kagen – og med panik, mener jeg – it wasn’t pretty. Jeg haster mod skolen 5 minutter i og når det skisme, næsten. Med prusten, stønnen og pandekager under armene på den grå t-shirts, men altså.

Nu kommer vi til klimaks, for vi skulle ikke have matematik i dag. Det var aflyst. Det er første (og sikkert sidste) gang i mit liv, at jeg har og kommer til at ærgre mig over et aflyst modul. Men det gjorde jeg altså, kagen (eller det, der var tilbage efter cykelturen) blev lidt undskyldende delt ud, og jeg har selvfølgelig gemt et stykker eller tre i fryseren til en regnvejrsdag. Dem har vi jo mange af. Den ligger derinde sammen med nytårskagen, nu må vi se, hvornår de bliver adskilt, jeg har på fornemmelsen, at det er snart. Efter ærgrelsen kom lettelsen, for jeg elsker at få “en ekstra time” foræret, det er altid der, jeg når allermest og har mest overskud og størst smil på læben, og i dag er ingen undtagelse. Hvis jeg var rigtig fornuftig, havde jeg selvfølgelig også skrevet videre på min samf-aflevering, men altså, jeg skal til træning hos Le Coach om 30-ish minutter, så må hellere lade batterierne optimalt op. Det er vel det mest fornuftige? 😛 Ellers kommer jeg vel for sent. Det gør jeg nu nok alligevel.

Januar oprydning

 photo 12467827_10206719736405301_665209735_n_zpsiin0otw8.jpg
Jeg var i formiddags ramt af voldsom omgang overskudssyndrom – ja, det begyndte faktisk, da jeg stod op, så jeg fandt juiceren frem fra dets skjul (og støvsky). Jeg smuttede ovenpå og kidnappede hundehvalpen og tullede derefter rundt og lavede imponerende rod og larm med juiceren. Det gik hurtigt op for mig, hvorfor den kun er fremme en gang hver andet år – det er eddermame meget arbejde for en juice, men altså, den var lækker, og jeg følte overskuddet nå nye og ukendte højder. Og så følte jeg mig tilfreds over ikke at have smidt en mindre formue for at få slukket min juicetrang. Da opvaskekrigen skulle begyndes, fik jeg pludselig lyst til at give hytten endnu en omgang hovedrengøring, I ved, sådan en uoverskuelig omgang, hvor man støver de hylder af, man aldrig orker at rydde normalt.

Det gik egentlig ret godt, jeg fik endda skruet udluftningen af, så den også kunne mærke karkludens kærlighed, så skete der bare det, at der blev hidkaldt til hundeluftning. Om det var kulden eller bare akut dovenskab, der ramte mig, det forbliver i det uvisse, men jeg klistrede altså enden til sofaen, og støvsugeren fik lov pænt at ligge på gulvet, ufærdig, skuffet og ivrig efter brug. Jeg var mindre ivrig. Men det blev gjort, og fornemmelsen af senere at ligge i et helt rent soveværelse med dynen om kroppen efter endnu et kuldechok nu med et sæt trætte stænger, var ret fed.

Jeg har gennemgået en mindre følelsesmæssig rutsjetur her i januars endnu få dage; den første dag gik mest med ondt i hovedet og med en optur over alle de muligheder, et nyt år betyder, i går overvældede det mig som en lammer – lige i mellemgulvet – og i dag har jeg fået en udrydningstrang af nye dimensioner. Her skal være rent og ryddeligt, ikke bare i hyblen, men ligeledes i overført betydning. Vi snakker ikke om en “detoxomgang”, min krop har ikke brug for “rengøring” efter julen, den har bare haft godt af det den ekstra mad (og sukker). Det har mine chin ups ikke, men det er en anden sag 😉 Jeg skal ryddet op i det, der har fyldt i den foregående år.