Træningsupdate

IMG_3425En af jer spurgte, om det ikke er på tide at få lidt træning på banen herinde igen, og det synes jeg, det er. Selvsamme spurgte, hvorfor jeg stoppede med holdtræning, så den kan vi starte ud med. Jeg stoppede med holdtræning for ca. 2 år siden, og med holdtræning mener jeg yoga og crossfit, holdtræning ala ‘Bodyfit’ og ‘Stram Op’ skal vi endnu længere tilbage, før vi finder det på programmet. Jeg stoppede med holdtræning af flere grunde, men primært, fordi jeg havde tilegnet mig en håndfuld skader, som gjorde, at kollektiv træning, der ikke er tilpasset til den enkelte, var mindre optimal. I det hele taget savnede jeg træning tilpasset til mig, min krop og mine præferencer – egotræning, om man vil. Så efter længere styrketræningspause i 2014, begyndte jeg i oktober 14 ved Thomas Dybdahl, som på det tidspunkt var personlig træner i ‘Performance Gym Aarhus’, nu er han rykket til det nyåbnede ‘My Heart’. Det vil sige, at jeg træner begge steder nu; PT i ‘My Heart’ og selvtræning i PG.

Min træning er centreret omkring styrketræning, og de tilhørende mål, vi har opsat. Jeg klapper glad i mine hænder ved tanken om, at for lidt over et år siden var mit mål at blive skadesfri, nu er det bl.a. at squatte 100 kg, bænke 60 kg og dødløfte 2x kropsvægt (ca. 130-136 kg) – for jeg er skadesfri, og det har jeg planer om at fortsætte med at være. Min træning er simpel; af maks 60 minutters varighed, 4-5 gange ugentlig og opdelt i et 2-split af ‘upper’ og ‘lower’. Jeg laver som sagt ikke mine programmer selv, det kan man selvfølgelig sagtens, men det, at hvert program er del af en periodisering hvor antallet af reps, tempoet, pauserne osv. er gennemtænkt og varierende, er en opgave, jeg ikke kan (eller har lyst til at) administrere. Det er desuden gavnligt for sådan en som mig at blive mindet, at mere træning, ikke nødvendigvis er lig bedre træning. Der er mange indlæg herinde om mine tidligere hysteriske træningsuger, dem ligger jeg ikke vågen af savn over, jeg elsker min træning, men jeg elsker også, de dage, hvor jeg ikke træner.

I må hellere end gerne skrive, hvis der er noget specifikt, I gerne vil høre om 😀

Weekendstøv i hverdagen

12647699_10206873168761014_463711121_nJeg har lige tjekket skemaet for næste uge, som på jysk kan betegnes som en anelse stram, og i virkeligheden vil ordet modbydelig være mere passende. Vi snakker alt det, der trækker tænder ud samlet på én uge – jeg glæder mig allerede 😉 Men hvorfor er det interessant for jer? Det er det i sig selv heller ikke, så lad os gå et skridt tilbage til nuværende uge. Jeg er blevet slem til at tage hverdagen på rutinen og glemme vigtigheden af weekendstøv i hverdagens trivialitet, derfor var i går en dag, der gav bonus på glædeskontoen. Jeg cyklede efter PT hjem og sprang i bad og i det første og bedste (løgn: fjerde og lidt kedelige) outfit. Kun lidt forsinket, ankom jeg til banegården; klar til en aften med middag på Fika, bland-selv og bio. Fredag på en onsdag. Det var skønt, og det var filmen i øvrigt også – ‘Joy’, den kan anbefales, især hvis man ligesom mig har et kæmpe girl crush på Jennifer Lawrence og en hang til film, der byder på eftertanke.

Da jeg kom hjem bed hverdagen mig i nakken, idet en samf-aflevering lå og spøgede, men høj på film, selskab, cykeltur og sukker blev den hurtigt afleveret. Det krævede blot chokoladeballade fra fryseren – sådan går det, når man ikke blander nok slik til den resterende aften. Nå men, hvad skulle den historie sige om den anden? Den skulle minde mig (og forhåbentlig jer) om vigtigheden af weekendstøv i hverdagen, ellers bliver det for kedeligt, sgu. Jeg er tryghedsnarkoman som bare fa’en, men selvom rutiner føles trygge, er de ikke altid svaret. Det kan være små ting, som at tage en anden cykeltur hjem, fordi du ikke er færdig med at vende verdenssituationen med hende, der bor i den anden ende af byen, det kan være at gå i byen på en tirsdag eller spise kage fra fryseren, selvom du jo teknisk følger sådan en kostplan (guilty).

Næste uge skal nok vise sin pænere side, den skal bare hjælpes på vej. Ikke af en overfyldt kalender, men af små glædeselementer. Måske jeg faktisk glæder mig 😀

Mit liv udover serier og sofa

DSC04819Temaet herinde har længe været sofa, serie og for en kort periode, SRP. Sådan mere eller mindre ubevidst. I virkeligheden bunder det i, at når jeg endelig har fingrene på tasterne og pusler om et nyt indlæg, så er det oftest fra sofaen, imens en serie kører, og jeg nyder en tiltrængt pause. På den bevidste side, har jeg været lidt træt af den tendens, jeg selv kørte herinde tidligere med at skrive ned op og side ned, om alle de bolde jeg kunne jonglere på én gang. For det var jo en løgn, ikke, at jeg prøvede, men at jeg kunne. Hvis I forstår? Det var for meget, og derfor har jeg trukket en skarp modpol op. Måske for skarp, men hvad fa’en. Jeg opdagede så i dag, at jeg aldrig har fået opdateret ‘om mig’-siden herinde, så det må betyde en opdatering på mit liv, udover serier og sofa.

Jeg har en håndfuld måneder tilbage i gymnasiet, hvorefter den virkelige verden kalder. Jeg er glad for at gå i skole, især for dansk faget og faktisk også matematik (hvem havde troet det?), men jeg glæder mig efterhånden til at nå den anden ende. Det ville være løgn at sige, at jeg ikke tænker meget over det kommende år, for det gør jeg. I den grad. Jeg synes, det er spændende og skræmmende på samme tid. Til de, der ikke ved det, flytter jeg til august fra Aarhus til KBH, Bryggen for at være præcis. Det var egentlig tænkt som et opholdssted til et enkelt sabbatår, men jeg har efterhånden lyst til at blive der, så længe det er muligt. Det ville være trygt at starte direkte på en uddannelse, men det kommer ikke til at ske. Jeg skal arbejde, rejse og starte på et nyt kapitel. Når jeg er klar til at tage hul på endnu et kapitel, drømmer jeg om at læse medicin.

Det var fremtiden, men hvad sker der så lige nu? Lige nu nyder jeg at bo i min kælderlejlighed (jeg skal snart have jer på en room tour!). Jeg nyder hverdagen, der byder på skoledage, veninder og kaffe, afleveringer, familie og træning. Jo, og så byder den altså også på serier og sofa! Det kan vi ikke komme udenom. Eller, jeg hører faktisk flere podcasts, end jeg ser serier. Jeg træner én gang om ugen med, hvad jeg vil betegne som verdens bedste PT’er, resten af tiden træner jeg i Performance Gym Aarhus, og for at det er muligt, og jeg samtidig kan køre mit øko-show, så arbejder jeg. Jeg har efterhånden fire mindre jobs, der alle er fleksible og perfekte til min hverdag.

DSC04821 (1)

Jeg forstår forresten godt, hvis I er trætte af de efterhånden altdominerende iPhonebilleder, sagen er den, at jeg i agression har hivet mit hukommelseskort til kameraet lidt voldsomt ud, og det er ikke kønt. Så jeg skal have købt et nyt, igen.

 

Hverdagslys

12584240_10206818510554593_1879054680_nDa jeg startede på gymnasiet for 2,5 år siden, fandt jeg hurtigt den bedste cykelrute til skole, ned langs skoven og videre langs havnen. Den tur giver hver morgen anledning til to sekunders smil og overvældelse af mødet med den smukke horisont på selv den mørkeste og travleste morgen. Jeg satte mig som mål en dag i 1.g, at jeg skulle tage omvejen langs vandet mindst én gang, men jeg tænkte, at jeg ville gøre det ofte. Det har jeg ikke gjort. På samme måde forestillede jeg mig, da jeg rykkede ned i kælderhyblen, at jeg efter skole kunne trille ned til fiskemanden på havnen og hente fisk, for det er jo lige på vejen. Det har jeg heller ikke gjort. Før i dag. Jeg har haft en lang række dage her i det nye år, hvor jeg er på farten i 10 timer. Jeg skal ikke klage, og det gør jeg heller ikke. Men som det introverte, sofamenneske jeg er, kan det hurtigt føles som en mavepuster, hvis der ikke rives tid ud af kalenderen til ingenting. Jo altså, til mig selv.

I dag efter skole var kalenderen ryddet; aftalerne var rykket, træning stod ikke på programmet, og den presserende aflevering er afleveret. Så jeg trillede ned til fiskemanden, skisme så. Og da bakken hjem ikke virkede vitterligt tiltrækkende, cyklede jeg ud langs vandet med smilet op til ørerne af sollyset og den smukke udsigt. Da vandet forsvandt mellem husene, fik jeg inderligt lyst til at cykle turen igen, men det virkede alligevel dumt, så jeg satte i stedet retning mod vandkanten. Cyklen blev sat til side, og min popo blev placeret på en sten i vandkanten, badet i sollys. Jeg øver mig i hver dag mindst en gang at tage tre dybe vejrtrækninger, de blev taget her.12571413_10206818511514617_268582598_n (1)På vej hjem i skoven havde jeg en energi, jeg ikke har haft længe – ikke fordi jeg har været træt, mere udmattet, hvis det giver mening? Èn ting er den friske luft og sollyset, noget andet er det at gøre noget lidt ekstraordinært i hverdagen. Det giver energi, og er for mig sundhed på den allerhøjeste plan. Når den sidste tår kaffe er drukket, kalder støvsugeren og derefter matematik afleveringen. Jeg tror, jeg drikker den langsomt. Meget langsomt.

Older posts