10 tegn på, at du trænger til hverdag

 photo PicMonkey Cohllage_zpsxh3spu1f.jpg
Jeg har efterhånden levet skemafrit i en lille måneds tid, og selvom den halve tid blev brugt på skriverier, så lyder “hverdag” ikke så slemt længere. Jeg glæder mig faktisk. Nærmest. Jeg troede aldrig, at det skulle ske, men jeg er seriemættet; jeg har endda åbnet en aflevering til midt januar, åbent – ikke begyndt på, bare rolig. I skrivende stund er hvalpen ved at splitte hytten ad i en hed kamp med en skotøjsæske. Det er tydeligt, hvem der vinder, og hvem der taber. Taberen er selvfølgelig undertegnende, der efterfølgende skal samle hvert lille stykke pap op fra gulvets ellers rene fundament. Når jeg formår at få lettet min ferietunge bagdel, skal jeg have smidt en torsk i ovnen, det kan få lov at hygge sig derinde, mens tilbehøret kræses om. Forhåbentlig fordufter torskens odeur, inden der kommer selskab.

Listen, der giver hverdagen et nyt lys:

  1. Man synes alt før kl. 8.00 er uhyggeligt tidligt. Ja, umenneskeligt, ligefrem.
  2. I tråd med ovenstående, græder man næsten ved tanken om et vækkeur. Hvad er det egentlig?
  3. Man har prøvet det der, de kalder “løb” – endda om morgenen.
  4. Ens kort er i skidt tilstand, virkelig skidt. Damn you julegaver og nu udsalg
  5. Man bruger ord som “skidt”.
  6. Man sætter sig formelt ned for at skrive en række nytårsforsæt, man aldrig kommer til at følge og har glemt alt om i februar. Det var en roman om måneden, sagde du? Mindre tid online? Nice.
  7. Man duller sig overdrevent op, når man skal ned i SuperBrugsen. En anledning, er en anledning.
  8. Joggingbukser er man til gengæld ikke meget for at slippe.
  9. Man har hørt sin playliste så mange gange, at yndlingssangene pludselig alle lyder som noget fra Melodi Grand Prix.
  10. Man er begyndt at høre Justin Bieber. Sorry, 16-årige mig, jeg er faldet i.

December på 5 dage

 photo 12399330_10206670270728690_1807865574_n_zpssjaemrpw.jpg

Så nået julen skisme at trille forbi, inden jeg nåede at kigge ind. Mit nytårsfortsæt bør vist være ikke blot at tænke indlæg, men rent faktisk at skrive dem 😉 Mit hoved var indtil for et par dage siden omkring november, og det mest julede, der var røget indenbords, var en appelsin, så jeg prøvede desperat at omgive mig med en koncentreret omgang julestemning med nelliker på panden, varm the, brunkager og julemusik. Det har været nogle skønne dage her efter afleveringen efter opgaven, selvom hjemmemennesket her knap nok har været hjemme. Efter aflevering mandag smuttede jeg med under armen på min mutti rundt i byen, hvorefter jeg drønede hjem til nogle søde piger og gjorde mig klar til at smutte i byen. Dagen efter kørte jeg med tungt hoved ned på skolen og sugede den sidste juleafslutning til mig, hvorefter jeg drønede videre til brunch med to af mine alleryndlingspiger. De sidste (og første) julegaver blev købt, og jeg smuttede ned til min far, papmor og lillebrødre og holdt en pre-juleaften.

Lillejuleaften startede med en omgang PT, der slog mig halvt omkuld, og gjorde en en halv time på øjet til en guddommelig (og nødvendig) stund. Om eftermiddagen satte vi 3D-brillerne på og lod os hive med ind i Star Wars universet – sådan er det at være vokset op blandt brødre. Og så endda i selskab af Prins Henrik i joggingsæt, jeg var vild med det. Nu er planen at få (gen)set alle Star Wars filmene inden nytår, vi er godt i gang. Juleaftensdag satte jeg af sted på mit nye lyn til en bentræning efterfulgt af et “dejlig” mix af prowleren og airbiken, jeg siger jer, at man træner godt på slik og brunkager 😉 Dagene herefter har været stille og rolige med af frisk luft og en forsøgen på at komme udenom så meget julemad som muligt. Det er altså ikke min kop the – undtagen det juleaften (og det søde), det er jeg vild med.

Lige nu er jeg krøbet under dynen og planlægger en date med Netflix og tidligt i seng. Ferie, jeg er vild med dig.

Nu med bedre attitude

 photo 12387750_10206610024542573_2046927641_n_zpsl0bxpocl.jpg
Den gode attitude er vendt tilbage, pludselig er det blevet ret hyggeligt det her SRP, måske fordi jeg nu er 1,5 side fra mål. Det hele virker overskueligt og spændende igen. Vi har et lidt turbulent forhold; SRP’en og jeg, men jeg tror næsten, det ender vemodigt, sagde hun halvt ironisk, halvt ærligt. Jeg har altid været vild med slutningen af en skriveproces, hvor man går og retter det hele til, sletter lidt, skriver lidt, det er en sådan en dejlig hale på processen – forudsat, at man ikke sidder natten før, dér er det ikke så hyggeligt. Jeg har 7,9,13 ikke siddet søvnløs oppe med øjnene hypnotiseret klistrede til skærmen. Tværtimod kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så godt og tungt, det er lækkert. Lige nu ligger en halv butternut squash i ovnen og forhåbentlig glæder sig til selskabet af en bunke ris, lidt blomkål og så enten en røvsparkende bøf eller kylling fra selskabet ovenpå.

Alt imens sidder jeg med bagdelen placeret solidt i sædet og badet i skæret fra et halvt dusin stearinlys, jeg i et forsøg på at gøre det her så hyggeligt som muligt har tændt på de fleste flader i hyblen. Det vil sige, ovenstående scenarie skete for en (nu næsten 2) time(r) siden – jeg blev overrasket på den der fantastiske måde af en ringende telefon. I den anden ende af røret klukkede et af mine alleryndlingsmennesker, der netop havde ramt dansk jord. Og nu indbyder de ovenpå til hundetur, mon jeg nogensinde bliver færdig med dette indlæg? Jeg er tilbage, og nu må jeg hellere udgive det her indlæg. I dette øjeblik foregår der en duel i mit hoved; endnu et afsnit How I Met Your Mother eller lidt skriveri? Hmmm. To be continued.

P.S. valget endte på kylling. Hvis nu spændingen trak tænder ud 😉

Når man bare ikke gider mere

 photo 12388204_10206604661928511_2143333343_n_zpsfout84b4.jpg
Det er officielt, jeg er ved at blive kuk kuk. Til trods for en overraskende stille og rolig arbejdsproces har jeg efterhånden nået et punkt, hvor jeg bare ikke gider mere. Spurgte du mig for et par dage siden, var attituden en anden; jeg synes, det var så hyggeligt og fedt at få lov at fordybe sig. Jeg får lyst til at skrive, at det er long gone, selvom det er lidt løgn – jeg har stadig mine øjeblikke 😉 Jeg skulle måske nærmere skrive vi, vi har vores øjeblikke, opgaven og jeg. Jeg kom hurtigt efter sygdomsdagene og fandt endnu hurtigere ud af, at jeg havde/har gooood tid. Man kunne vælge at være positiv og sige, at det er vildt fedt, men jeg er som sagt ved at nå til det der punkt. Jeg har udviklet en koncentrationsevne mindre end hundehvalpens, så snart der er mad i nærheden. Et billede, der passer ret godt på mig – jeg laver åndssvagt mange overspringshandlinger (ja, dette indlæg er endnu et). I går sad jeg uden pis handlingslammet på gulvet i 20 minutter, imens tiden fløj forbi. Det gør den ikke, når jeg skriver eller læser længere – flyver altså. Den snegler sig af sted med uhyggelig langsom “fart”.

Det værste er, at jeg (ydmygt sagt) synes mit evne er enormt spændende, det hænger mig bare langt ud af halsen lige nu. Og det er ikke ligefrem, fordi jeg arbejder i døgndrift, overhovedet. Jeg føler mig faktisk ret forkælet. Jeg har (surprise) set min andel Netflix, kigget på tøj, jeg ikke skal købe, ryddet mærkeligt meget op og skrevet, snakket og klaget i pinlige (hyggelige) mængder med andre i samme båd. Med andre ord render jeg primært rundt herhjemme og hygger mig og alligevel længes jeg efter juleferie med en iver, der ikke kan beskrives. Men som jeg har prøvet at sige til mig: “Tag et ord af gangen.” Så det prøver jeg. Et. Ord.

Older posts