Lidt om alting

 photo 12248881_10206453653033383_1494100275_n_zpsbvdzpu5s.jpg
Så stoppede den gode stime, der ellers var startet herinde. Vi sidder med afleveringer, lektier og SRP til halsen for tiden, og det er lidt en opmærksomheds stjæler. Derudover har jeg bruger jeg tiden, når bøgerne smides i hjørnet på at bevæge mig og koble helt af, hvilket resulterer i, at bloggen bliver nedprioriteret. Igen. Onsdag skal en matematik aflevering afleveres, og torsdag står en dansk stil for tur. Sidstnævnte sluger tid, da vi kun har 4-5 afleveringer i dansk om året, så man vil gerne gøre sit ypperste med de få, man har mellem hænderne. Vi skal skrive et essay om kunstens betydning, og selvom essayet er min fortrukne genre, skal jeg holde tungen lige i munden, for jeg synes, at det er en svær og krævende genre, der kræver stor indsigt i emnet. På sin vis minder et essay egentlig en smule om et blogindlæg – bare lidt mindre frit og lidt mindre jeg-centreret.

SRP’en står hele tiden og puster en i nakken, til trods for, at det åbenbart ikke har den store effekt på undertegnende, der ikke ligefrem bruger dag og nat på den. Det er mere følelsen af, at det burde man gøre. For filan, hvor bliver det en lettelse, når skidtet er afleveret. Selvom jeg egentlig glæder mig en smule til en reelle skriveproces, prøver at tænke på det som en lang weekend – og apropros weekend håber jeg, at ellers har været mere spændende end min. Jeg fik nemlig en inflammation i foden i fredags, der gjorde, at jeg blev beordret sengeliggende hele weekend, en ordre jeg opgav at følge søndag, men altså, jeg lever endnu 😉

Når det er sagt, så er jeg vist langt fra den eneste, der disse dage bruger megen tid og energi på at følge med på News, Politikken og det meste andet, for at følge med i verdens grusomheder. Lige pludselig virker mit SRP-stress og min inflammerede fod enormt ubetydeligt.

Kroppen på de sociale medier

 photo IMG_7086_zps7ylhgriv.jpg
Jeg kan huske, at jeg i bloggens første levetid havde det stramt med at klæde om i offentligheden. Dette skyldes mest af alt, at jeg fremstillede min krop på sociale medier i selfieform, selvfølgelig. Nu siger jeg ikke, at jeg havde (eller har) millioner af følgere, det er mere princippet i det. For hvad nu hvis min krop ikke så ud som på billederne i virkeligheden? Billederne, der blev taget i en bestemt lys, en bestemt vinkel og et bestemt tidspunkt på dagen. Gerne i den pæne sports-BH og med lidt mere make-up, end hverdagen normalt byder. Det jeg egentlig syntes, var skræmmende ved det, var, at andre mennesker jeg ikke kendte, kunne have en mening om min krop. Det er min opfattelse, at der er sket en voldsom udvikling netop i denne retning. At fremmede har holdninger til andre fremmede menneskers kroppe, og måske endda ved, hvad vedkommende vejer, hvor høj vedkommende er, og hvilken fedtprocent hun eller han har.

Dette er ét aspekt af det, et andet er det at danne et billede af, hvordan kroppen ser ud ud fra opstillede billeder. For uanset, hvordan man vender og drejer det, så vil jeg påstå, at alles kroppe ser forskellige ud alt efter, hvilken dag det er, og hvilken tid på dagen det er. Det kan vi ikke gøre så meget ved, og det mener jeg heller ikke, at vi bør. Problemet med at fremvise sin krop på sociale medier er efter min mening, at kroppen gøres til til en statisk, uforanderlig størrelse, og det er jo langt fra sandheden. Så selvfølgelig ser man anderledes ud i virkeligheden, end man gør på billeder – man kan også se anderledes ud i morgen, end man gjorde i dag. Jeg kan huske, at jeg engang læste en kommentar til et billede på Instagram, hos hvem kan jeg ikke huske, som fortalte, at en følger havde klaget over, at hendes krop så anderledes ud i virkeligheden end på billeder. Dette kombinerer indlæggets to problematikker; at fremmede danner en mening om andre fremmedes kroppe, og at de sociale medier bidrager til opfattelsen af, at kroppen er en uforanderlig størrelse.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om man deler sin krop på sociale medier. Jeg vil blot minde os om, at vi ikke har ejerskab over andres krop, og at disse kroppe sker forskellige ud, ikke bare på billleder kontra i virkeligheden, men hele tiden.

Onsdagstip: Se Modern family

 photo TVGq2MLMWvjIKN_1_600_zpstmuxblsi.jpg
Jeg er en seriepige, det er der vist ingen tvivl om. Min nyeste serieafhængighed er faldet på Modern Family, som er noget af det sjoveste, jeg har set. Jeg har hørt megen snak om den, men det var alligevel først, da min bror tvangsindlagde mig til at se et afsnit (og et mere og et mere), at jeg fik øjnene op for denne geniale serie. Serien giver et virkelig fint billede på, hvordan det er at være en moderne familie, der på alle måder bryder med de traditionelle rammer. Og så er den sjov, virkelig sjov. Mit råd til jer at skynde jer ind på Netflix og tænde for Modern Family. Det vil I ikke fortryde. Afsnittene varer kun 20 minutter, så der er næsten altid tid til et enkelt. Eller to. Eller tre.

PMS og søvnbesvær

 photo 0a408344-2874-4978-a2ac-caa1f8af8166_zpsuqypm8i8.jpg
For ca. 6 år siden begyndte jeg et par nætter om måneden enten at have enormt svært ved at falde i søvn eller vågne midt om natten og ligge vågen i timevis – nogle gange kombineret. Der er få ting, der frustrerer mig mere end søvnproblemer, og jeg kørte derfor altid mig selv op i et gear, der gjorde det endnu mere umuligt at falde til ro og henfalde til drømmeland. I ved: “nu får jeg 6 timers søvn… 5 timer og 23 minutter… 4 timer og 52 minutter. Den fortsætter, og for en der trives bedst med 9 timers søvn, er det en frustration uden lige. Det problem har jeg stadig. På daværende tidspunkt lagde jeg ikke to og to sammen, og kunne derfor ikke forstå, hvorfor de tilbagevendende søvnproblemer opstod 3-4 dage om måneden. Da problemerne forsvandt ca. 3 år senere, regnede jeg med, at jeg var vokset fra det. Hvad der højest sandsynligt var faktoren, der tryllede problemerne væk, var, at min cyklus som bekendt stoppede og forblev stoppet 3 år frem.

Sidste år kom der gang i min cyklus igen og i selskab med denne vendte søvnløsheden tilbage. I frustration googlede jeg søvnløshed en dag for et lille år siden og fandt en masse sider om præmenstruel syndrom og søvnbesvær. Almindeligvis er symptomlæsning på Google måske ikke den mest troværdige kilde, men lige her passede det perfekt. Og netop derfor besluttede jeg for mig at skrive dette indlæg, fordi det er rart at vide, at man ikke er alene, og at der ikke er noget galt med en. Det synes jeg i hvert fald. For selvom jeg på ingen måder kan lide de 3-4 dage om måneden, hvor jeg ikke kan sove, har jeg alligevel accepteret, at sådan er jeg og min krop. Jeg er en hormonel bombe uden lige i dagene op til min menstruation, og der er ikke så meget andet at gøre end at give kroppen ro og lade være med at skælde ud på sig selv. Indrømmet; jeg skældte ret meget ud på mig selv i nat og lidt natten før. Men det er eddermame ikke fair at ligge vågen fra kl. 1.00-5.30, når man gik i seng kl. 21.00.

Jeg endte med at overgive mig og tage min dyne med ind i sofaen og tænde for Netflix efter min mor og jeg sad i mit køkken og lavede havregrød – kl. 3.00 om natten, det var faktisk ret hyggeligt. Og på sofaen med dyne om kroppen ligger jeg stadig, jeg har valgt at tage en sygedag, og så håber jeg at komme min krop lidt i forkøbet ved at give den ro.