Og vinderen er .....

Noget om skriverier, efterår og accept

 photo PicMonkey Collage_zpskgbhwenx.jpg
Så prøver hun sgu igen, at blogge, that is. Åh altså, hvor er jeg dårlig til at prioritere at sætte mig ned og give hænderne fri leg på tastaturet i ny og næ, og jeg savner det. Jeg savner ikke at skulle skrive efter en problemformulering, en matematikformel eller en opgaveformulering, det er bare ikke det samme, selvom det også kan sit. Der er så meget, jeg gerne vil dele med jer, og jeg tænker over det, hver gang en anledning opstår, men der er åbenbart langt mellem tanke og handling i mit lille hoved. Men altså, det går godt her på matriklen, bortset fra, at min længsel efter ferie nu har nået rekordhøje (ok, ikke sandt) højder. Vi har haft et par hårde uger, hvor prøver, fremlæggelser og afleveringer har stået mig ud af ørerne. Egentlig tror jeg, at mængden er mindre i år, men presset og kravene er bare større. Det er hele tiden en stemme i baghovedet, der hvisker, at det er nu, det gælder, og det er det jo også (på en måde i hvert fald), men heldigvis har karakterstressen ikke ramt mig i år, og det er lettende og rart. Rigtig rart. Jeg gør mit bedste, men er der noget, jeg har lært i min snart 2,5 årige karriere som gymnasieelev, så er det, at man ikke kan alting – heller ikke altid komme til idræt, når man har sovet dårligt, og det regner 😉

Jeg nyder virkelig at være kommet til det punkt, hvor jeg accepterer, at jeg ikke kan eller behøver at kunne alt, jeg nyder ikke at tælle afsnittene af serien, der taler ud af mit TV med halvdårlig samvittighed, for man skal jo udnytte sin tid effektivt, ikke sandt? Eller noget. Netop en god serie (Gilmore Girls har været min “efterårsserie” de sidste 10 år, jeg er sgu halvgammel efterhånden 😉 ), en kop varm kaffe, et tæppe omkring den krop, der klistrer sig til sofaen i stearinlysets skær er efteråret den perfekte årstid til, måske det er derfor, efterår er min yndlingsårstid (når altså det ikke involverer isnende, våde cykelture). I dag ramte jeg allerede hoveddørens indbydende rammer kl. 15, med en taske, hvori begge min hunde kunne ligge 3-4 gange, i den lå et halvt ton indkøbsvarer og den række inventar en skoledag og en træning kræver. Alle dagens gode gerninger klaret inden kl. 15.00, og jeg er for en uges tid færdig med afleveringer, hvilken tomhed 😀 Så jeg har praktiseret ovenstående scenarie og trukket i gummistøvler og plasket i vandpytter med to styks glade hunde, den ene mere velvillig til at gå end den anden.

Lige nu kæler højtalernes blide toner for mine ører og duften af bønnefritter spreder sig i etablissementet. Har planer om at indtage aftens halvsene måltid foran endnu et afsnit Gilmore Girls, alt imens lillehund (som lille, lillebror har døbt hvalpen) gør sit ypperste for at få fat på min hyggestrømper og dets indhold.

Hav en skøn aften<3

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og vinderen er .....