Min største frygt

Træning og identitet

 photo Fotografi den 06-08-15 kl. 11.50_zps7ftfuyc4.jpg
Man finder ikke mange indlæg om træning herinde for tiden, det har man ikke gjort i et stykke tid. Jovist, der er indlæg at finde om mine tanker bag og små opdateringer, men det er få indlæg i posen, der er fuldt dedikeret til træning. Ej heller er min Instagram-profil tilplastret med træningsbilleder. Det har ikke været et bevidst valg – og så alligevel. Jeg skrev sidste år indlægget “Mit uden filter”, et indlæg jeg havde brygget længe på, og som symboliserede afslutningen på en bestemt tid og begyndelsen på en ny. Mest af alt symboliserede det et skift i min tankegang og mentalitet, for selvom træning og kost igen fylder en stor del af min hverdag og af mig, så er det på en anden måde. Jeg har ikke samme behov for at eksponere den del af mig og mit liv, jeg tænker ikke over, hvad andre mener om det, jeg søger ikke samme anerkendelse igennem min træning.

Netop derfor deler jeg ikke en masse om den side af mit liv. Jeg har behov for, at det er noget, jeg gør for mig selv og ingen andre. Jeg vil ikke bygge min identitet op omkring min træning, for dette er et for mig et skrøbeligt fundament, det lærte jeg på den hårde måde sidste år. Læs bare HER. Det er noget af det fede ved at have en blog; man har konstant en tidsmaskine ved hånden, der kan bringe en tilbage til ens tidligere tanker og tankegang, og hvor har jeg svært ved at genkende mig selv i de tidlige indlæg. Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvorfor jeg havde behov for at dele den ene vanvittige træningsuge efter den anden. Jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvor behovet for de vanvittige træningsuger kom fra. Retrospektivt må jeg nok konstatere, at det ikke udelukkende var fordi, jeg syntes, det var fedt. Jeg havde brug for anerkendelse, måske mest fra mig selv, jeg ville være sej, jeg ville være hende træningspigen. Jeg ville være stærk og løbe hurtigt, men det var ikke fordi, det var en reel værdi for mig.
 photo Fotografi den 06-08-15 kl. 11.52 3_zpstx6obgrw.jpg
Man kan kalde det overfladisk, man kan kalde mainstream, man kan kalde det, hvad man vil, men det er i dag en reel værdi for mig at styrketræne. Jeg skal aldrig tvinge mig selv af sted, og det er sjældent, jeg ikke føler et skud af lykke, når jeg nærmer mig centret. Men det er en lykke, jeg ikke har behov for at dele i øst og vest. Er jeg i selskab af en anden træningstosse, kan mundtøjet fortsætte i timevis, er jeg derimod i selskab af en, hvis interesser intet har med træning at gøre, så lukker jeg min mund, ikke fordi jeg føler, jeg skal skjule en side af mig selv, men fordi jeg har andet at byde på. Jeg har med andre ord lært at sætte det i anden række, hvilket jeg også gjorde da jeg var i Barcelona, det er vigtigt for mig nogle gange at få det på afstand, også selvom fedtprocenten steg med over 2 pct. Jeg synes, det er fedt, at der er kommet så megen fokus på styrketræning og deslige, men jeg synes, det er endnu federe, hvis man formår ikke at lade det opsluge sin person. Jeg ser intet problem i, at man lader det fylde en stor del af sit liv, det synes jeg derimod, vi er lidt slemme til at problematisere. Men jeg er enig i, at det kan blive et problem, hvis man betragter sig selv som værende synonym med sin træning, det tror jeg sjældent er holdbart. Det var det i hvert fald ikke for mig.

2 kommentarer

  • Hatten af for det her indlæg! 🙂 Jeg kan virkelig sætte mig ind i dine tanker, for jeg render rundt med præcis de samme! 🙂 Det er fantastisk at være nået til det sted, hvor man ikke har brug for den ankerkendelse – man er nået frem til at elske sig selv, uden andres rosende ord! 🙂 Super godt!
    Kh Amanda // http://www.theawayblog.wordpress.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for din kommentar Amanda! Hvor er det fedt, at indlægget fik sat ord på nogle af dine tanker!
      – Jeg er helt enig, det hører vel også lidt med til det der med at blive ældre? 🙂

      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min største frygt