Når jeg er allermest kikset

Selvfølgelig skal du have bikini på

 photo DSC04837_zps60vaicqq.jpg
Hvis du altså har lyst. Der er få ting, der kan få mine ører til at svi som kommentarer om, at specifikke påklædninger kræver en specifik krop. Bikinier, crop tops, lårkorte shorts osv. Man skal da have lov til at klæde sig i præcis det, man har lyst til, hvad er det for noget fis at sige andet. Hvad jeg ligeledes synes er noget fis, er vores kultur omkring at stresse op til sommeren, fordi nu skal vi jo i bikini og små sommerkjoler. Hvordan er udsigten til sol og sommer lige blevet en udbredt stressfaktor fremfor en glædesfaktor? Det er nemt at sige, at man “blot” bør acceptere sin krop og påføre sig en bikini, men sandheden kan de fleste nok bekræfte, er en anden. Det er langt fra nemt at acceptere sin krop, som den der, det er langt nemmere at falde i en af sommerens fælder – og her snakker vi altså ikke om “isfælden” el.lig., vi snakker om den fælde, der giver kaching på damebladenes konto i sommermånederne.

Jeg skrev dette indlæg for små 2 måneder siden, men det er aldrig blevet udgivet, måske det er i den sene ende, men pointen mener jeg er helårsdygtig. Det er skræmmende, hvordan ens idealer og selvbillede kan ændre sig alt efter, hvilket tøj, man kommer på kroppen – eller hvilket forum man befinder sig i. Hiver man i træningstøjet, og står blandt stærke mennesker, er det nemt at føle sig lille og splejset. Sammenligner man sig med modellen, der bærer selvsamme kjole, som man netop har påført sig, er det nemt at følge sig stor og “forkert”. Listen kunne fortsættes, ligeledes kunne tankerne, situationerne medfører. Jeg har en reel undren omkring, hvordan denne kassetænkning er blevet skabt? En medførende faktor tror jeg, er vores definition på “sommerform” og “vinterform”. Hvilket som bekendt er udbredt indenfor fitnesskulturen.  Jeg forstår inderligt godt, at det kan være svært at være i egen krop, hvis man “bulker” og “cutter” alt efter sæson, især, hvis man betrager sin “sommerform”, som den “rigtige” form og den “vinterformen” som midlertidig.  photo DSC04834_zpswe3xt0i6.jpgMedierne bliver ofte beskyldt som værende synderen for piger, kvinder, drenge og mænds usikkerhed omkring deres krop, det er vel også en af synderne, men mest af alt, tror jeg på, at det kommer fra os selv, vores forventinger. Lige så vel som man gennem medier manipulerer med kroppe, som var det voksdukker, gør vi det i vores hoved. Vi ser vores krop i spejlet, som vi forestiller os den i hovedet. Er vægten gået et hak i den retning, man ikke ønskede, kan man hurtigt se forandring i spejlet, også selvom der ingen forandring var at spore, før vi begav os på vægten. Det er noget, jeg selv øver mig i. Jeg øver mig i at smile til mit spejlbillede og sætte forventningsbarren til et niveau, hvor jeg kan nå. Jeg øver mig hver dag i at snakke pænt om min krop, også selvom den nogle dage spiller mig et pus. For det er jo min krop, den skal hverken tilpasse sig til omverdenen eller mine egne til tider for høje forventninger.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når jeg er allermest kikset