Kyllingesalat med tomat og mozzarella

Bag facaden

 photo 11911918_10206009821217865_241152465_n 1_zps5jysigpx.jpg
Der tikkede den sødeste kommentar ind til forrige indlæg om, at mine skriverier får tilværelsen til at fremstå idyllisk, hvilket jo er skidesødt skrevet. Men det ramte ligeledes hovedet på sømmet omkring mine egne tanker om den idylliske facade, jeg har fået en tendens til at opsætte. Jeg skjuler hverdagens hårde stunder i smil og pyntede adjektiver, og det er egentlig en skam, for sådan har jeg aldrig ønsket hverken min person eller blog skulle være. Så nu får I altså en omgang “bagsiden af medaljen”. For det er da ikke altid fryd og gammen at agere frue i eget hus – heller ikke selvom familien er ovenpå. Det har denne weekend været et glimrende eksempel. Fredag tæller jeg dog ikke med, for det var en solskinsdag på alle måder. Undtagen da skærmen på min iPhone valgte at give op.

Lørdag og søndag er ikke længere afslapningsdage her på matriklen, de er limen til hverdagens puslespil. Dagene der får det hele til at gå op og giver mulighed for en aften på sofaen, selv på en tirsdag. Det er dagene, hvor der arbejdes, handles ind, bliver forberedt mad(pakker) i milevis, hytten får en rengøring helt i bund og så laves der lektier. Og så kommer der selvfølgelig træning og andre ting og sager oveni puljen. Det er selvfølgelig helt almene pligter, som ikke får vandet i kog hos de fleste – jeg beklager mig heller ikke, men på netop denne front nyder jeg ikke hvert sekund af det. Det hele bunder sikkert i, at jeg er perfektionistisk helt ind til knoglerne, jeg kan ikke finde ud af at gøre tingene halvt. Jeg vil leve godt, så jeg arbejder ekstra. Jeg vil have det skinnende rent. Jeg skriver notater, som var det liv eller død. Jeg vil klare mig selv. Nu tænker I nok, at det er ved at blive en tand for ananas i egen juice, men så har man overset pointen – for det er ikke entydigt positivt. Nogle gange sutter det røv at være perfektionistisk. Pardon my French.

For falder der en brik ud af puslespillet, så knækker jeg. Som i dag, hvor jeg havde gemt min bentræning som “treat”, og på vejen hjem ville jeg lige nappe et par småting i Netto og Føtex, som endte med en mange kilo tung rygsæk til moi og cyklen. Der var bare den lille detalje, at jeg havde glemt min cykelnøgle. Lettere desperat kimede jeg min familie ned, som alle var optaget af andet end deres telefoner, så skildpadden her med langsomme ben og skjold på ryggen måtte vandre hjem. Cyklen? Den står der stadig. Jeg ville gerne have taget det i stiv arm, men da min mor endelig ringede igen, startede sprinklerne altså. Så, nu glæder jeg mig faktisk til hverdagen. Bring it.

2 kommentarer

  • Sara

    Du er skide skøn – også bag facaden :-*
    Din beskrivelse fra i dag rammer spot on, det kunne lige såvel have været mig, der lige havde glemt min nøgle eller manglede brikken i puslespillet for at få det hele til at gå op..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Den pris render du sgu af med, søde dig.
      Punkterede dæk er klart med på listen over manglende brikker, der får det hele til at rable 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kyllingesalat med tomat og mozzarella