Fremtidsdrømme, KBH og sabbatår

Hvorfor jeg ikke bryder mig om cheat meals

 photo BuafbbCIgAAHmwA_zps6fko4oae.jpg
Jeg har i hele bloggens levetid udtalt mig kritisk omkring ‘cheat meals’, uden egentlig selv at have erfaring med dem. Det har jeg så nu, og jeg er stadig mere kritisk end restaurantanmelderen fra Ratatouille. Og han var kritisk. Der er aldrig blevet brugt ordet cheat meals om mine måltider, jeg havde derimod et carb-up måltid hver 5. dage, og det fungerede sgu ikke super godt, og altså potato potato. I starten tænkte jeg, at det lød pissefedt – jeg skulle da nok spise min andel søde sager i en god sags tjeneste. Jeg forestillede mig, at det ville gøre det hele mere fleksibelt, give et ekstra spark motivation, og så kunne jeg vel holde mig til ris el.lig. størstedelen af gangene. Ha ha, siger jeg bare.

Min krop kunne slet ikke forstå den pludselig mængde sukker og kulhydrat, der blev hældt på den. Og når jeg skriver sukker og kulhydrat, så snakker vi altså oftest blot i form af frugt, tørret frugt, mørk chokolade, havregryn og lignende. Nogle gange gik jeg all in på Ben & Jerry’s og andet godt, jeg tænkte, at det vel er meget sundt at give 100 pct. slip – det tænker jeg stadig. Sagen er bare den, at det for mig ikke er at give slip, da det ikke er drevet af lysten, men tanken om “det er nu eller aldrig”. Netop den mentalitet, bryder jeg mig ikke om. Når man sidder stopmæt uden lyst til at spise mere, men alligevel bliver overrumplet af tanken om “det er nu eller aldrig”, og så klemmer man en bid eller to mere ned. Jeg er sikker på, at der sidder nogle derude, der sagtens kan “styre det”, jeg er også sikker på, at der sidder nogle, der spiser, som var det sidste chance. Efter min mening skal man selvfølgelig have lov til at go nuts i ny og næ, jeg foretrækker blot, at det er fordi, veninderne lokker, man skal i bio med en sød en, eller fordi det har man lige brug for den dag og det øjeblik. Og med det sagt, så er jeg mest til at spise et tern chokolade eller to, når lysten melder sig i stedet for hele pladen, fordi er er tidsfrist på. Goodbye stopknap.

Man kan selvfølgelig sige, at det heller ikke er lystbetonet at spise efter en kostplan, og det er det sgu heller ikke alle dage i min verden, men størstedelen af dem. Efter et stykke tid er både min palet af madlyster og min krop tilvænnet en paleo-lignende kost. Det fuckede de carb-up måltider også lidt op. For det meste overstrålede udsigten til carb-up måltidet fuldstændig nydelsen af de mange resterende måltider, der derfor blev mere kedelige og strikse efter planen. Jeg har altid været ret fleksibel ift. sociale arrangementer osv., dette følte jeg pludselig ikke, at der var plads til længere, da jeg jo lige havde haft carb-up. Det kammede over, og ligeledes gjorde min krop. Den er efterhånden så vant til simple råvarer, at den slet ikke kunne forstå, hvad filan, der lige foregik. Vi snakker søvn med utallige opvågninger, maveproblemer, hjertebanken, og en mave der agerede oppusteligt badedyr fyldt med flere kg ekstra væske, ikke hver gang dog. Men stadig, hvem gider at have madtømmermænd over en portion havregryn?

Så det er sgu slut med dem. Dermed ikke sagt, at det er slut med Ben & Jerry’s, vi to bliver aldrig færdige med hinanden. Vores møde skal bare ikke aftales på forhånd eller nødvendigvis ende på én aften. Vi kan godt rykke romancen over flere gange. Og hvis mormor inviterer på jordbærtærte, så skal jeg da hen og spise jordbærtærte. Ligesom hvis chokoladen i skabet kalder på mig på en sløv aften. At spise efter lyst og behov, den bliver aldrig gammel hos mig.

Hvad siger I? Hvad er jeres holdning til ‘cheat meals’? Har I selv erfaring med dem?

1 kommentar

  • Emma

    Sjældent har jeg kunne nikke genkendende til så meget på så kort tid. Min krop er ligeledes vant til en stabil kost bestående af grønt, fuldkorn og protein. Jeg spiser stort set altid på samme tidspunkter simpelthen fordi jeg fungerer bedst sådan. Så da jeg eksperimenterede med en såkaldt cheatday gik min krop fuldstændig i hårknude – netop på grund af tanken om “det er nu eller aldrig”. Jeg kunne ikke styre det og kastede mad ned selvom jeg for længst var mæt. Rart at høre at jeg ikke er den eneste “der ikke kunne styre det”.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fremtidsdrømme, KBH og sabbatår