Om Barcelona og om at være en stædig 5-årig

 photo PicMonkey Collage_zpsiddcty8e.jpg
I dag har skyerne overtaget den ellers skyfri, blå himmel. Temperaturen har faktisk været stødt faldende siden vi ankom, men for at vende det til noget positivt, så har det været perfekt storbyvejr. Der har vi forskudt været nogle smut inde i Barcelona. Med nogle smut, mener jeg nogle lange, men skønne heldagsture, der har stjålet mit energiniveau, og jeg venter i spænding på at få det tilbage. Det blev dog ikke i dag, at det tilbagevendte. I dag skulle hele familien af sted til storbyen, jeg havde opsat et sæt høje og idylliske forventninger til denne tur. Needless to say, at dette ikke blev en realitet. Ham min store lillebror har nemlig fået vendt sin døgnrytme så meget, at den er en blanding af den sydlandske og en vampyrs (en ægte vampyr, ikke sådan en Twilight en, der ikke sover). Han sover helst hele dagen, og han kan slet ikke forstå, at han ikke kan falde i søvn, når vi andre (normale) mennesker drager til drømmeland senere end vanligt. Han ville altså hellere sove end til en af verdens skønneste byer. Jeg er fristet til at sige, at han har taget klogere beslutninger, men efter selv at have vænnet min krop til at sove 11-12 timer, tilsat den træthed, jeg indledte med at fortælle om, jamen så forstår jeg ham egentlig godt – for shit, hvor har jeg været træt i dag.

Jeg er ikke så god til at være træt, jeg bliver transformeret til en stædig 5-årig, som er gråden nær, hvis skoene klemmer eller lårene skaver. Ja, den 2-årige har sgu klaret turen bedre end mig, til trods for, at jeg dagen lang har misundt ham for den accept, der ville være, hvis han pludselig lagde sig skrigende ned på de barcelonske gader. Ja, jeg har også til tider været misundelig på hans rullende lænestol og hans mobile toilet. De er heldige sådan nogle 2-årige, og søde. Vi andre må vandre med trætte stænger gade op og gade ned, og vi må acceptere, at selvom vi er tørstige, så stopper hele verden ikke op for at hælde vand i ganen på os. Tough life. Selvom der egentlig skete flere små uheldigheder, må jeg hellere zappe over til dagens mere lyse stunder – for dem har der været masser af. Mest af alt nyder jeg at have familien omkring mig og slentre i Barcelonas små stræder og gader, samtidig med, at solens blide stråler nuser en i nakken. Jeg har lyst til at skrive meget mere om Barcelona, men det bliver ikke i dag. Der mangler også billeder, dem har jeg ikke taget så mange af, faktisk er de fleste af de ovenstående fra i sidste uge…

For jeg har nemlig placeret mig i lænestolen med udsigt over den pludseligt blå himmel og havet, hvis bølger er faldet til ro. Inden daddy kommer ud fra putningshulen, og jeg forhåbentlig udnytter den sidste sjat energi, og kaster kroppen ud i bølgen blå, så vil jeg lige lukke øjnene lidt og suge Jake Buggs toner til mig. Det er godt, det ferie.

“Den sunde og slanke ferie”

 photo DSC04710_zpstylcakv6.jpg
Nogle gange bliver jeg træt, sådan helt ind i kernen. Dette sker ofte, når jeg griber et af min mors dameblade, fx sidste uges udgave af “Alt for damerne”, der finder man nemlig en lille (men omfattende) guide om den “sunde og slanke ferie”. Her bliver der bl.a. dikteret, hvordan man skal agere før, efter og under ferien, hvad man skal spise (og især hvad man ikke skal spise) til de forskellige måltider. Du får ligeledes at vide, at du skal tænke i tal, du kunne jo fx vælge to dage, hvor du kun spiser 500 kcal fordelt over hele dagen. Du kunne jo også vælge at faste i 14 timer, hver dag. Og selvfølgelig har du valgt en feriedestination, der ikke kun indbyder til dasen på stranden, nej, du har selvfølgelig valgt et sted, der indbyder til lange vandre-, cykel-, løbeture mm. Selvfølgelig. For hvem bryder sig da om at dase på stranden?

Min favorit del af artiklen er dog den, der fortæller de forskellige “do’s and don’ts” alt efter, hvilket land du ferierer i. Dybest set skal du bare undgå alle landenes nationalretter. Det vil altså sige, at hvis du er i Italien skal du styre udenom pasta, pizza og is, er du i Spanien, skal du styre udenom paella og tapas, og hvis du er i Grækenland, skal du styre udenom alt, der indeholder den sunde, men kalorieproppede olie. Opsummeret skal du egentlig altid holde dig til mager fisk og grøntsager, uanset hvor i verden du befinder dig. Jovist, artiklen nævner også, at hvis man har lyst til at “skeje lidt ud”, så er der da også plads til det. Omvendt vil jeg ligeledes indskyde, at har man lyst til at leve efter “den sunde og slanke ferie”, så er det da det, man skal, det er heller ikke fordi, at jeg selv lever af pizza, når jeg er på ferie. Det er som sådan heller ikke artiklens budskab, der gør mig træt – og så alligevel. Det der gør mig træt er den kultur, vi har opbygget omkring mad og regler. Hvorfor skal man beslutte hjemmefra, hvor mange pizzaer man vil fortære? Hvorfor kan man ikke gemme den beslutning til, man sidder med menukortet i hånden?
 photo DSC04639_zpstfcqvymn.jpg
Jeg synes bestemt ikke, at der er noget forkert i at spise en masse lækker fisk og sprøde grøntsager, når man er på ferie, men for mig er ferie lig med afslapning, og at leve lidt efter maven, så at sige. At tage tingene som de kommer, være lidt spontan og komme lidt ned i gear. Med at komme ned i gear, mener jeg ligeledes, at man slipper hæmningerne og kontrollen lidt. Jeg kan sagtens forstå, at det er fedt at føle sig godt tilpas i sin bikini, det synes jeg bare sagtens, at man kan uden at bruge to af feriens dage på at sulte. Jeg tror vitterligt ikke på, at den uges ferie eller to, du tager på om året, har en betydning for din krops udseende. Tværtimod tror jeg, at sådan en uges ferie er skide sund for både sjæl og krop – især hvis man ikke lever et regelsæt, kreeret hjemmefra. Og altså, helt ærligt, hvad betyder et kilo eller to ekstra? De skal nok forsvinde, så snart du sætter benene i Danmark igen.

Hola fra Sitges

 photo DSC04664_zpsrmwmxvwv.jpg
Nøj, hvor er der langt mellem indlæggene herinde for tiden, hvorfor ved jeg ikke helt. Det er ikke fordi, jeg ikke skriver indlæg eller ikke tænker på bloggen, jeg får bare ikke udgivet noget. Jeg har faktisk i skrivende stund tre faner åbne med kladder til indlæg. Så fik vi lige det åbenlyse på plads. Og nu til det mere spændende; nemlig, hvor jeg befinder mig lige nu. Jeg har netop gang i den mest luksuriøse omgang blogging til dato. Jeg sidder på vores altan i Sitges ca. 35 km fra Barcelona. På denne altan sidder jeg og holder øje med familien, som boltrer sig i vandkanten, alt imens jeg stopper vandmelon og gulerødder i kæften og skiftevis lytter til bølgernes brusen og Kendrick Lamars toner. Det er ret rart. Okay, rart dækker det ikke helt, det er noget nær perfekt.

Vi ankom i forgårs, og dagene siden da er gået med at dase ved stranden, svømme lange ture, tæve min bror i strandtennis (okay, det er mest omvendt), læse bøger (jep, ingen Netflix, endnu), spise god mad og lave ingenting. Lige som det skal være. Om lidt vil jeg begive mig ud på dagens powerwalk. Jeg har fundet en lækker rute med en masser trapper, der indbyder til trappeintervaller, der får sveden til at løbe hurtigere end Usain Bolt. Det ville til gengæld være synd at sammenligne mine bens fart med Usain Bolt, for ham altså. Gevinsten på ruten er uden tvivl, at den går lige forbi nudiststranden 😉 Eller noget. I morgen drager vi til Barcelona, det glæder jeg mig ret så meget til. Derudover vil jeg gerne finde et træningscenter i morgen, for det har jeg skide meget lyst til lige nu. photo DSC04628_zpsincrybum.jpg

Hvis man sidder inde med et lækkert tid eller to til Barcelona, så modtages det med kyshånd 😀

En sukkerberetning

 photo 10441370_10204798899951495_4144445121744831281_n_zpsqgxvua79.jpg
Jeg har tidligere skrevet om min holdning til “cheat meals”, men nu dedikerer jeg altså et helt indlæg til sukker. Sukker er en af de mest udskældte fødevarer i 2015s samfund, og jeg har aldrig helt forstået hvorfor. Jeg har forstået en række af de uhensigtsmæssige påvirkninger sukker har på kroppen inklusiv blodsukkerets udsvingninger, men jeg har stadig ikke helt kunne forstå, hvorfor sukker skulle udråbes som djævlen. Jeg har aldrig set noget problem i at spise sukker i ny og næ – ej heller på daglig basis eller til små børn i små doser. Jeg synes stadig, at vi er hysteriske omkring sukker, men efter at have levet længe uden sukker og deslige begynder jeg at kunne sætte mig mere ind i tankegangen.

Jeg var på nippet til falde i søvn stående hele dagen i går, det, så jeg nappede en middagslur og havde planer om at gå tidligt i seng. Jeg bakkede derfor ud af en bytursaftale med forventninger om en lang velfortjent nattesøvn. Hjemme i huset var kun min mor og jeg, så vi smuttede ned og købte en is efter aftensmaden. Efter isen var fortæret tænkte jeg et kort øjeblik, at jeg var vild med den balance (2015s mest misbrugte ord), den er i min kost for tiden. At der midt i den lidt strikse kost altid er plads til en is eller et stykke af farmors hjemmebagte kage, også selvom det er to dage i streg og på en hverdag. Med den tanke in mente, smuttede jeg på hovedet i seng. Sagen var bare den, at jeg ikke kunne mærke trætheden længere, og så skete det, der altid sker med sukker lige inden sengetid – jeg ligger og vender og drejer mig i timevis, og når søvnen endelig falder ind, er det en søvn, der afbrydes konstant af en forvirret, svedende og tørstig krop. photo DSC02491_zpsac1bda3d.jpgJeg valgte at blive hjemme i går aftes for at vågne op veludhvilet og uden tømmermænd, og så vågner jeg paradoksalt nok i morges dødtræt og med i en tilstand, der kopierer tømmermænd på det kraftigste. Jeg har altid gerne villet give et nuanceret billede på sundhed, hvor intet udråbes som synderen eller helten, men jeg er alligevel nået til et punkt, hvor jeg får lidt ondt af min krop, når der hældes sukker og lignende på den. Ja ja, jeg binder væske dagen efter, men mest af alt virker min krop forvirret. Det lyder så helligt, men det der begyndte som en kostplan, hvor et af målene var en lavere fedtprocent, er efterhånden langt mere tanken om at give min krop “rene” og uforarbejdede fødevarer at arbejde med. Jeg sover som en sten om natten, jeg har det godt i min krop, jeg har en god appetitregulering – ja, det hele fungerer. Selvfølgelig skal der være plads til en is, hvis det er det, man har lyst til, men hånden på hjertet spiste jeg den is for min mors skyld, ikke min. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig spiser en is for min egen skyld, selvfølgelig gør jeg det. Men den is spiste jeg, fordi jeg for alt i verden ikke vil kaldes fanatisk. For det er næsten værre at være fanatisk end sukkerspiser 😉

For lige at opsummere min roman, nogle regnvejrsdage kræver Nutella med ske og nogle sommerdage kalder på en kæmpe is, og den nydelse fortjener alle. Men jeg ville ønske, at vi havde større fokus på, hvordan kroppen reagerer indeni i stedet for, hvordan den arter sig udseendsmæssigt. Ikke fordi at vi død og pine skal tilstræbe et ideal om at være sunde, alt imens vi modvilligt tvinger spinatbladene i os, men fordi det er et priviligium at være velsignet med en velfungerende krop, som jeg synes, vi bør give de optimale omstændigheder for at fungere. En velfungerende krop, så kan man næsten ikke bede om mere. Udover kærlighed, måske.

Older posts