Betonben og snegletempo

Guide: sundhed og økologi på budget

 photo DSC04463_zpsupmp1jvt.jpg
Et kilo grønt om dagen, tilberedte måltider og en morgenmad, der ikke blot består af en bolle på vej ud af døren, det kan lyde umuligt i en i forvejen travl hverdag. Uden at få det til at lyde som en mirakuløs guide i et dameblad, har jeg prøvet at samle mine bedste råd til at leve sundt, billigt og forholdsvis økologisk i en travl hverdag. Det er mig nogle gange en gåde, hvordan jeg får det hele til at gå op, da jeg føler, at jeg bruger penge, som andre bruger toiletpapir, men sætter jeg mit forbrug under mikroskopet, så formår jeg faktisk at leve en dyr livsstil på et begrænset budget. Ikke at jeg har evner udover det sædvanlige, men man er vel blevet rutineret 😉 Økonomi betragtes af de fleste som værende privat, men nu indvier jeg altså jer i min økonomi. Til trods for, at jeg bor hjemme, så står jeg selv for størstedelen af mine indkøb og økonomien bag, det gør jeg fordi, jeg ellers ville spise de andre ud af huset, og så kan jeg godt lide at klare mig (og bestemme) selv. Jeg er uafhængighedssøgende som bare pokker. Mit forbrug består ca. 90 pct. af mad – hvis man ser bort fra personlig træning, som er den tunge dreng i mit budget.

 

Mine bedste råd til indkøb:

    • Begræns indkøb til højest 2 gange ugentligt – 1 gang kan gøre det med lidt planlægning
    • Lav altid en indkøbsliste hjemmefra, og tjek tilbudaviserne (de er også online), så ved du, hvor du skal hen, og hvad du skal gå efter
    • Apropos tilbud, så prøv at handle ind enten lige inden lukketid eller ved åbningstid, der kan man ofte være heldig at finde kød på vilde tilbud, jeg fik fx en pakke kylling til 25 kr i går, som almindeligvis koster 69 kr, da det udløber i dag
    • Føtex har ofte frostgrøntsager (og bær) til 10 kr, så go nuts – dog ikke øko. I det hele taget er jeg meget glad for vores fryser, den huser bl.a. store mængder kød, som blev købt billigt, da udløbsdatoen nærmede sig
    • Køb nødder over Nøddebazaren, det er relativt “billigt”, samt god kvalitet

 photo DSC04459_zpsuygjspsy.jpg

Mine bedste råd til madlavning:

  • Hav 2 faste dage om ugen, hvor du forbereder mad til den store guldmedalje, det behøver ikke at tage mere end en lille time af gangen – hold det simpelt, men hav gang i mange ting på én gang. Sæt noget musik på og gå i krig, det giver meget tid og overskud i den anden ende
  • Lav altid store portioner, og tilbered altid hele pakker af fx kylling på én gang
  • Opbevar evt. de forskellige “retter” hver for sig, så kan du mikse dem forskelligt alt efter lyst

 

Det kunne du lave: 

    • Råkost af revet rødbede, gulerødder og hvidkål
    • Dampede bønner og broccoli
    • Finhak en masse kål; fx spidskål, rødkål og savoykål
    • En stor omgang wok med alt grønt, du kan komme på
    • Bønnefritter
    • Kyllingedeller
    • Hakkebøffer
    • Kylling, kalkun, laks, oksekød, mm.
    • Chili Con Carne
    • Stenaldermuffins med chokolade
    • En kæmpe omgang juice klar til at hive ud til morgenmaden
    • Blomkåls- og broccoliboller 
    • Koldhævede boller
    • Store bøtter med snackgrønt; fx cherry tomater, gulerødder, rød peberfrugt, agurk og blomkål
    • Koge en bakke æg, så står de klar i køleskabet, lige så nemme som at hapse en bolle
    • En lækker og simpel tomatsauce til at peppe diverse måltider op

 photo DSC04433_zpsx8w6fpuh.jpg

Mine bedste råd til økologi på budget:

  • Husk, at Føtex har 25 pct. på øko den 1. lørdag i måneden, følg på Økologi til alle på Facebook for opdateringer omkring økologi på bud
  • Undersøg om der ligger gårdbutikker i nærheden af dig; det er fantastisk at få æg, hvis blomme er skrigende orange, og som du med egne øjne kan se, stammer fra høns, der boltrer sig på græs – og køer og grise ligeså. Vi køber ofte æg hos Gartnergården lidt ude for Aarhus – 50 kr for 30 store frilandsæg
  • Meld dig ind i et økologisk fødevarefællesskab, det kræver dog lidt ekstra indsats
  • Øko-kylling er i den pebrede ende – tjek evt. denne hjemmeside, hvis du leder efter øko-kylling, der er til at betale
  • Prioriter, hvad der er vigtigst at købe øko, fx æg og smør – det vigtigste ift. frugt og grønt, er efter min mening, at det er dansk og dermed ikke importeret
  • Køber du økologisk, hakket, frilands oksekød med 9-15 pct. fedt i stedet for 3-7 pct., sparer du ofte op til 17 kr.

 

Diverse råd:

  • Lav et fast budget for månedlig forbrug af mad, lav evt. en seperat konto til mad
  • Tager du ligesom mig kosttilskud i store mængder, så vælg dem fra i første omgang, hvis økonomien strammer. Jeg vil heller have råd til at købe gode bøffer end fiskeolie fra PurePharma hver måned
  • Mange Fitness World centre tilbyder en billigere pris, hvis man blot træner i ét center, hvis man alligevel vælger det samme center 90 pct. af gangene, er det da lige til højrebenet
  • Hvis muligt, så stå 10-20 minutter tidligere op end vanligt, så er der både tid til at kredse lidt om morgenmaden og nyde kaffe i ro og mag
  • Sidder du fast i eksamensopgaven, så smid hørebøfferne på, snør løbeskoene og gå en lang tur langs vandet, i skoven, eller hvor end du har lyst til, det giver energi som intet andet
  • Invitér veninderne, kæresten, familien etc. til middag hjemme i stuen i stedet for på restaurant, det er både hyggeligt, billigere, og du kan selv bestemme menuen

 photo DSC04431_zpsusbtlj1m.jpg

Håber det kunne bruges, hav en skøn søndag.

2 kommentarer

  • Sara

    Gode og brugbare råd! Lidt underligt spørgsmål, men grønsagerne i bøtten (den, hvor der er majs, bønner, gulerødder(?) m.m. i) er det en frostpakke eller noget du selv har sat sammen? Det ser rigtig lækkert ud og nogle flotte farver!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er jeg rigtig glad for at høre, tak! Overhovedet ikke et underligt spørgsmål, det er blot grønt fra frost. Det smager udemærket, og så er bare så nemt 🙂

      Fortsat god søndag<3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Betonben og snegletempo