Min yndlingsmorgenmad

Upoleret, ærlig og 20 kg tungere

 photo IMG_4999_zpssse9sd2s.jpg
Det har sgu været et lidt poleret billede af min hverdag, I har fået serveret. Jeg har altid gjort en dyd ud af at være ærlig herinde, men I kender mig efterhånden så godt, at det kan føltes en smule angstprovokerende at dele den nøgne sandhed. Dette er heller ikke noget, jeg deler med min omgangskreds, selv ikke de tætteste og slet ikke min familie. Hvorfor kan man jo analysere på, men jeg tror, det er fordi, jeg vil bevise et eller andet, hvorfor er endnu et reflektionsemne. Men altså, nu får I den – den upolerede sandhed.

Kl. 6.00 i morges stod jeg klar til min tredje BioSignature måling i vores andet forløb. Det var 3 uger siden sidst, og jeg var egentlig lidt småspændt, for jeg synes sgu, jeg har fulgt planerne nogenlunde til punkt og prikke. Well, det gik ikke, som man kunne have håbet. Det i sig selv er selvfølgelig ærgerligt, men så er det heller ikke værre, hvad der rigtig går mig på, er årsagen. For selvom jeg ikke sagde det i øjeblikket, så ved jeg da godt, hvad det skyldes – jeg sover jo ikke en skid, og så er jeg en smuuule anspændt og småstresset. Nu har jeg rost morgentræning til skyerne, og ja, det er da også pissefedt, men jeg er jo træt som ind i helvede. Min krop har været mere forvirret end min oldemor med en iPhone over den pludselige forrykning i døgnrytmen, især da den har foregået on/off. Jeg har haft svært ved at falde i søvn; jeg vender og drejer, jeg vågner adskillige gange i løbet af natten med troen om, at NU skal jeg op. Og så hidser jeg mig op, over den stjålne søvn, og så falder man jo aldrig til ro.
 photo IMG_4998_zpsmerjkpvu.jpg
Jeg fungerer overraskende godt på en kostplan, det gør jeg virkelig, men nogle dage spekulerer jeg lidt over, om det er sådan, jeg vil leve mit liv. Jeg har jo ikke noget mål som sådan; jeg vil “bare” have en stærk og sund krop, men med det in mente, så fylder det mere og mere i min hverdag, og måske for meget, men jeg er jo vild med det for fa’en. I takt med, at jeg bliver mere og mere nørdet og opslugt af denne verden, jeg har placeret mig selv i, opstår tanken, om jeg vil se tilbage om 20 år og fortryde, at jeg ikke tog med i byen, fordi jeg skulle hjem og sove eller gå glip af tøsemiddag, fordi menuen ikke passede ind på kostplanen. Groft sagt. Men sandt.

Min krop er ikke meget for at slippe på fedtet, og måske det også er helt okay, måske jeg bare skulle lytte til det, i stedet for at stresse den yderligere. Jeg tror, min krop har det skidegodt på den fedtprocent, den stædigt ligger på. Jeg har min menstruation regelmæssigt for første gang i 3 år, min styrke stiger for næsten hver træning, jeg er aldrig syg – ja, hvad mere kan man egentlig forlange? Nu er vi jo ærlige, så jeg kan da lige så godt indrømme, at jeg har drømt lidt om en lavere fedtprocent, den drøm tilhører vist mere mit hovede end min krop. At vægten i dag sagde 20 kg mere, end da jeg startede i 1.G for små 2 år siden, det er sgu okay. Den krop, må 16-årige mig godt beholde 😉 Hun spiser for lidt, træner for meget, og ja, så er hun altså kun 16.

7 kommentarer

  • Rikke

    Du er meget inspirerende, Anne Sofie! 🙂 Jeg kender selv godt den der følelse af, at man gerne liige vil have lidt lavere fedtprocent og den følelse af, at hele fitnessverdenen opsluger en ret meget. Men jeg elsker jo den livsstil (som jeg tænker du også gør), så jeg vil jo ikke give afkald på alle de positive ting, som følger med. Tror det er meget et mind game, man har med sig selv, for længe man er sund og rask, ikke? Men balancen mellem at sætte sig mål og ville noget med fitness og så at holde sig i balance rent mentalt kan være svær at finde sommetider.
    Nå, det blev til lidt rambling, haha 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Rikke,
      Mange tak!
      Balance er skidesvært, især, hvis man, som du skriver, er sund og rask, og samtidig vil det hele og elsker det hele. Det er lige det, man vil gerne gøre det hele fuldt ud, men så snart, man gør det, så gør man noget andet halvt.
      Av, det er svært… 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hej Anne Sofie!
    Altså, hvem har ikke lyst til at tegne et glansbillede af ens hverdag på sociale medier? Det tror jeg de fleste har. Selvom du roste morgentræningen til skyerne, så tænkte jeg da alligevel “Aaaaarh, at stå op kl. 5 betyder sgu immervæk for de fleste at man er træt som bare pokker når man rammer eftermiddagen.. Men alligevel er det så rart at træningen er overstået fra morgenen af, så måske der er noget om det”.. Dog har jeg ikke gjort det særlig meget 😉 Jeg er også så skide priviligeret at være universitetsstuderende, så jeg kan træne om formiddagen og slipper for at skulle tidligt op 😉 Men du skal gøre hvad du føler for! Hvis du står op kl 5 hver dag, så vil du efter noget tid vænne dig til det. Men hvis du ikke er så stringent i morgenrutinen, så er det klart det er svært 🙂

    Og så må jeg indrømme noget.. Hver gang du har snakket om, at du elsker den her livstil og du derfor ikke drikker så meget og faktisk heller ikke føler, at du går glip af noget. Så har jeg virkelig tænkt, at det ved du altså først når din gymnasietid er ovre.. Nu er det selv snart 10 år (FUCK!) siden, at jeg startede på gymnasiet – og det var den bedste tid i mit liv! Indrømmet – det var en anden tid at være teenager i, i forhold til sociale medier og al den her sundheds/fitness-kultur der er vokset frem. Men – i 2. + 3. g gik jeg i byen hver eneste weekend, både fredag og lørdag (ude på landet har tingene ikke åbent om torsdagen) og jeg husker det som en fantastisk tid!! Det bliver bare ikke det samme, når man flytter hjemmefra, starter på en videregående uddannelse osv. osv. Man har altså ikke så mange bekymringer i gymnasiet, som når man bliver ældre. Okay, det jeg vil frem til er, at du virkelig skal sørge for at udnytte din gymnasietid, mens du har den. Fest for vildt, for helvede! Og nej, alkohol er ikke sundt, men tænker at kulturen omkring det er ændret nu? At det er mere acceptabelt ikke at drikke så fuldstændigt ned til hver gymnasiefest men måske kun nøjes med en enkelt eller to? Man kan jo stadig have det sjovt 🙂 Om 10 år vil du huske alle de pisse sjove fester og ting og sager man nu gør, når man er fuld – og ikke alle de træninger du lavede i stedet for.
    Personligt ville jeg ikke ændre noget som helst ved min gymnasietid i forhold til hvor meget jeg festede og gik i byen. For det har jeg slet ikke gjort i samme omfang efter jeg flyttede hjemmefra. Du skal selvfølgelig gøre det, som du føler er mest rigtigt – sådan helt nede i mavsen. Jeg vil bare sige, at jeg, sådan i retrospektivets klare lys, ikke fortryder noget fra min gymnasietid, fordi man der har mulighed for at feste til man brækker sig, uden at have ansvar for nogen eller noget. Fejle så det brager, men det er okay – for man er ikke ældre 🙂
    Du er til gengæld sindsygt mere reflekteret end jeg var på da jeg var 18, så du kan måske tage mere fornuftige valg, og have det godt med det 🙂 Er helt sikker på, at du har nogle dejlige stunder på gymnasiet som det er nu, men vil bare lige sige, at “i little party never hurt nobody” 😉
    Undskyld, det blev langt – men jeg føler jo efterhånden at jeg kender dig og jeg synes jo bare, at du skal have det så sjovt som overhovedet muligt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Louise,
      Først og fremmest; tusind tak for din søde og skidebetænksomme kommentar. Du render vist med prisen for den længste kommentar herinde til dato 😉

      Du har helt sikkert ret i, at det først er bagefter, man ved det, men jeg vælger alligevel at tro (måske naivt) på, at det der er rigtigt for mig, er det, der føles rigtigt lige nu. Man kan med god vilje sige, at jeg fik en bid af det liv, de fleste forbinder med ungdommen i Malaysia; jeg sov max 6 timer pr. nat, var sammen med mennesker nonstop, spiste Oreos til morgenmad og festede og drak med de andre. Og det var en skøn, skøn oplevelse, men det er ikke sådan, jeg vil leve mit liv. Jeg bryder mig sgu ikke om at være hønefuld, og hvis jeg, med in mente, alligevel bundede shot efter shot hver weekend, så ville det ikke være for min egen skyld. Det er klart, at man bliver reflekteret over de valg, der har en dominerende plads i sit liv, men det er ikke ensbetydende med, at jeg fortryder dem – ej heller tror jeg, at jeg vil det i fremtiden. Jeg tror på, at det at have passion og tør følge det, man brænder for – selvom det ikke passer ind i andres forestilling om en ideel ungdom, er noget, jeg engang vil være stolt over. Uanset hvilke valg, man foretager sig, vil der jo altid være konsekvenser og fravalg, sådan er livet jo, og jeg har valgt at leve på en måde, der både er stringent, hård og pissefed. Jo, jeg går sikkert glip af en masse, men det gør de, der vælger anerledes jo også.

      Hav en fantastisk aften<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Haha, jamen – prisen for længste kommentar tager jeg gerne! 😉 For jeg er glad for, at du kan se kommentaren, som den var ment: som en betænksom storesøster-agtig tanke. For du viser netop i dit svar, hvor vildt reflekteret du er og du har i højere grad taget stilling til den måde du lever dit liv på lige nu. Det havde jeg ærligt talt ikke dengang. Det var sådan det blev, men det er jeg vildt glad for i dag.
      Du kan også kun gå efter, hvad du føler er mest rigtigt for dig nu og her – andet kan vi jo ikke gøre 🙂 Det gode ved at blive ældre er bare, at man får et andet perspektiv på tingene 🙂
      Som jeg også skrev, så tror jeg virkelig bare, at det ér noget andet at være gymnasieelev i dag. Dengang tænkte jeg sgu ikke på, hvad jeg skulle fremadrettet – det havde jeg jo 3 år til at finde ud af. Og gennemsnit? Det var kun det sidste halve år vi bekymrede os om det. Der er en helt anden mentalitet i dag. Det er både godt og dårligt, efter min mening. Netop fordi jeg fik lov at have 2 år i gymnasiet, hvor jeg ikke skulle tænke over at være voksen, hvad vil jeg bagefter, at have et mål med alt hvad jeg gjorde dengang osv osv. Jeg tog nogle fucking dumme valg, men dengang havde jeg rum til det, fordi jeg ikke havde yderligere bekymringer end at fylde benzin på min bil og huske dankortet inden jeg tog i byen 😉 (Okay, det er måske en forenkling, men du forstår nok pointen). I dag har jeg lært af de fejl, så jeg ikke begår dem mens jeg står med væsentligt mere ansvar.. Jeg kom også til at se, at det måske virkede som om, at jeg var fortaler for at man skulle drikke sig i hegnet hver weekend. Det er jeg bestemt ikke! Jeg tror netop en af de gode forandringer for jer i dag er, at der er flere måder at feste på, både med og uden alkohol. Og større respekt for en livsstil som fx din. Det er fucking godt!
      Jeg kan ikke understrege nok, at jeg ikke er i tvivl om, at du har tænkt over dine valg og kan stå helt inde for dem. Jeg ville bare give mit besyv med, fra én som har en anden, mere bekymringsløs, gymnasietid og bare gerne vil understrege betydningen af at udskyde det der med at blive voksen så længe som man kan 🙂

      Dejlig aften til dig også! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Hej Anne Sofie.

    Jeg er også 20 kg tungere pt. end da min spiseforstyrrelse havde magten. Det var virkelig svært i starten at acceptere vægtøgningen, men nu har jeg været det samme (plus minus 2 kg) i cirka 3-4 år, så jeg tror på, at det er det rigtige vægt for mig. Jeg har det MEGET bedre og er meget stærkere og så er jeg (som dig!!) ikke overvægtig eller det der ligner.

    God weekend!!

    (Jeg skal faktisk ud på Amager til Ismageriet om lidt og mødes med min kæreste – kan huske, at du skrev omkring din Københavnertur her på bloggen og at I besøgte selvsamme. Det er er virkeligt hyggeligt sted med god is 🙂 )

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Signe,

      Beklager mit sene svar. Hvor er du sej, kæmpe respekt til dig. Jeg har også lidt en teori om, at kroppen har en ideelvægt, der intet har med BMI el.lig. at gøre, men ens krop egen biologi og præferencer. Det er helt som at høre mig selv; det er jordens fedeste følelse, at man er stærk og har en funktionsdygtig og glad krop.

      Eeeeeej, hvor er jeg misundelig!! Hvis du kommer forbi igen, så spis en kugle eller to for mig 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min yndlingsmorgenmad