Upoleret, ærlig og 20 kg tungere

Lidt hverdagssnak

 photo 11139653_10205071504000521_1931385952_n_zpspyobnwrk.jpg
Uden jeg har fået set mig om, er der gået en uge, og jeg har ikke skrevet et eneste indlæg herinde, det giver nok et meget passende billede på ugerne for tiden – jeg synes, de flyver af sted og snegler sig frem på samme tid, ugerne altså. Lærerne har åbenbart kollektivt besluttet at sende granatstorme af lektier, timer og afleveringer i vores retning for tiden. Det er lidt presset, men de er nu gode nok alligevel, lærerne that is. Jeg vil gå med til at sige, at jeg er presset, men stresset, det er jeg altså ikke. Det skærer i mine ører, når “alle” ytrer deres stressniveau; kan vi ikke blive enige om, at er man stresset, så er det altså slemt? Nok har de fleste travlt, pænt travlt, men stress; det tror jeg altså, de færreste har. Uden at træde nogen over tæerne, naturligvis. Som min elskede dansklærer ville sige, er det nok et resultat af vor tids diagnosesamfund, men det er en helt anden sag, som jeg ikke vil komme ind på 😉

Jeg vil hellere skrive lidt om ingenting, for jeg skriver sgu om “vigtige” ting hele tiden (I ved, som jordens porøsitet og markkapacitet, super spændende), og nogle gange er det rart at koble af med ligegyldigheder. Det øver jeg mig meget på for tiden – at koble af. Det er min opfattelse, at det sidder indgroet i det fleste af os, at har vi tid til rådighed, skal den udnyttes så produktivt og fornuftigt som muligt, det instinkt prøver jeg stædigt at ignorere. Efter jeg er begyndt at morgentræne, fik jeg sågar den idé, at jeg burde skaffe mig et job til de nu “tomme” eftermiddage, hvilket da var en skidegod idé! Eller noget 😉 Jovist, det ville være rart med lidt flere penge mellem hænderne, men tid til dyr kaffe, veninder, lektier, Netflix og ingenting er endnu rarere. Måske det ikke høster “hvor er du sej”-kommentarer, men det høster sgu anerkendelse af mig selv. Min krop er vild med det, og det tror jeg egentlig også sindet er, bare lige for at være en smule lommefilosofisk her en højhellig onsdag aften.

Jeg tror, de fleste os af kender følelsen af at gøre tingene halvt, og at anerkende, at det sgu også er helt okay, er pissevigtigt, men lige nu, har jeg brug for at gøre tingene fuldt ud, så jeg har skåret ind til benet. Jeg prioriterer mig selv, min omgangskreds, skole og træning. Mon det siger noget om min personlighed, at jeg skrev mig selv først? 😛 Og det fungerer. Jeg når på ingen måde, alt jeg gerne vil, men det er ok. Vi vil så meget allesammen, men jeg tror, det er sundt at stoppe op, inden man mister pusten og spørge sig selv, inden man tager til ugens 10. aktivitet; “giver det mere end det dræner?”, hvis ikke skal man måske til at rydde op.

Jeg planlægger ret meget, det er ikke så sexet, men det giver overblik og ro. Planlagt spontanitet, det er vist ret karakteristisk for min person 🙂 Tag fx lørdag, som er afsat til venner og veninder og så lidt skole som muligt. Hvad der også siger meget om min person, er min perfektionisme, som nok også spiller et pus i mit behov for at gøre tingene fuldt ud. Nogle gange kan det sikkert fremstå som om, at træning er det altopslugende element i min hverdag, men det er ikke helt sandt; jeg er pligtopfyldende som bare fanden med mine lektier. I skulle se miner notathæfter, de er ret vilde og attraktive til eksamenslæsning 😉

Det blev lidt længere og tungere end planlagt. Men altså; hav en skøn aften<3

   

1 kommentar

  • […] Ofte går har jeg en følelse af konstant at skulle præstere. Efter næsten tre år i gymnasiet er jeg vant til, at jeg hvert eneste sekund har noget, jeg kunne lave eller burde lave. Det lægger et pres på skuldrene, der gør det svært at skulle slappe af. Og acceptere, at det okay at lave ingenting. Netop det er noget af det, som Anne Sofie fra Asofie.dk har skrevet nogle vældig fine ord, som du kan læse her Asofie.dk. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Upoleret, ærlig og 20 kg tungere