Om at bryde grænser

 photo IMG_4902_zpsssnw5jin.jpg
Først og fremmest vil jeg lige takke jer for jeres skønne velkomst, det varmer mere, end I aner.

Jeg har vredet min hjerne så mange gange, at den efterhånden føltes tom og tør for, hvordan jeg skulle bryde isen herinde og komme i gang igen. Jeg hoppede jo bare i med begge ben uden så meget som at skænke en tanke om, hvordan og hvorledes. Det karakteriserer nok min tilgang til tingene (eller livet om man vil) for tiden; jeg prøver at kaste mig ud i tingene uden at tænke for meget. At jeg er blevet påvirket af konstant at få at vide, at man skal være omstillingsparat, fleksibel og have ja-hatten i XXL helt ned over maven på Asieneventyret, er en mulighed 😉 Der nede kunne jeg slet ikke tage det seriøst, måske fordi det virkede grænseoverskridende, eller fordi, at det som min dansklærer siger, er “bullshit sprog”, men det fungerer skisme. Jeg er kommet ud af min trygge hverdagsboble, som var ved at sidde mig langt ud af halsen.

Det var en kæmpe udfordring for en tryghedsnarkoman som mig at skulle hive teltpælene op og flytte til den anden side af jorden, uden at vide, hvad der ventede, og hvordan jeg skulle præstere. Jeg havde mange tudeture og en kæmpe klump i maven ugerne op til afgang, hvilket som bekendt resulterede i, at jeg satte le blog på pause. Den tur har heldigvis gjort noget ved mig. Om det er solen, menneskerne eller bare det hele, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg har en helt anden ro over mig, jeg tør kaste mig ud i ting (som at stå på hænder, say what?), jeg tænker ikke over, hvad andre tænker om mig, laver sjove ting og griner ret meget- ja, det kører sgu meget godt lige nu. Selvom jeg tror, min konto er blevet tomt af en eller anden 😉 Min lillebror synes, at jeg er blevet mere though, om det er er en reference til min hip hop periode, er en mulighed. Uanset hvad, er det måske ikke så skidt endda.

For lige at opsummere: Jeg tror, det er pissesundt at skubbe sine grænser til tider, lige så sundt, tror jeg, det er at kende dem, respektere dem og lytte til dem, man behøver jo ikke at bryde dem, men at give dem et skub i ny og næ kan gøre godt. Synes jeg. Omfanget bestemmer man selv, en tur til Asien er ikke en nødvendighed 🙂 Det kan også være mindre ting, som at tage intiativ til at snakke med en, man tror, er uden for rækkevidde, tage sommerkjole på i marts, række hånden op, selvom du ikke er sikker på svaret eller høre en ny musikgenre. Sundhed er jo andet end grøntsager og løbeture, det her tror jeg, er mindst lige så vigtigt.

Er I gode til at bryde grænser og rutiner?

Et pip fra hende den tavse

 photo 8527245a-9e51-4e46-9c00-a558ae196ddc_zpse0mz19o4.jpg
Hej søde læsere. I er derude? Det håber jeg. Ellers må jeg jo se, om jeg kan lokke jer tilbage 😉

Jeg befinder mig igen på dansk jord, hverdagen, jeg holder så meget af, er sat i gang. Men helt almindelig har den jo ikke været, for der har manglet noget – jer, bloggen, skriverierne. Jeg var egentlig ved at blive afklaret med, at min tid som blogger var udløbet, meeen så begyndte en kriblen en dag at overtage mine ellers ret rolige hænder, en kriblen, der har taget til, og som har resulteret i, at jeg i dag kommer kravlende tilbage. Jeg kan mærke i dette øjeblik, at det er den helt rigtige beslutning, for hold nu op, hvor har jeg savnet det. Jeg har savnet interaktionen med jer, pausen i hverdagens tumult til at nedskrive diverse grublerier – ja, det hele sgu. Okay, næsten det hele.

Jeg har ikke planer om nogle store ændringer herinde, jeg vil bare gerne i gang igen. Men en smule ændring kommer der sikkert snigende, jeg har trods alt nået at bo på den anden side af jordkloden siden sidst, så hvis jeg ikke har ændret mig bare lidt, kræver jeg sgu pengene tilbage 😉 I får i hvert fald lige en omgang “siden sidst” nedenfor.
 photo IMG_4760_zpsz5t6ltqw.jpg
Siden sidst:

  • Har jeg været et smut i Malaysia og Singapore. Et smut på 5 uger, hvor jeg erhvervede mig mit livs endnu største oplevelse, en solskoldning, et par bommerter, et sæt æblekinder, nogle ret søde venner og ret meget farverigt tøj. Mere om det en anden god gang.
  • Har jeg i den forbindelse fået en ustyrlig rejsefeber.
  • Har et kørekort fundet sig pladsen i min pung – føler mig ret voksen, den illusion bliver dog ødelagt af min rystende underskrift, som til forveksling ligner min brors. Ham på 1,5 eller 14, må I selv vælge mellem.
  • Har jeg endelig fået dato på min indflytning i kælderlejligheden. Spørg mig lige, hvor meget jeg glæder mig. Er ved at blive 13 år igen af at bo hjemme.
  • Har æblekinderne det hårdt; jeg er startet op hos min træner igen. Kæft, det er fedt. Altså det med træneren, ikke kinderne. Okay, bare babserne ikke ryger… Igen.
  • Har jeg i forbindelse med ovenstående påbegyndt en ny vane: træning kl. 6 nul dut. Føler mig sgu lidt sej, når jeg hopper (haha, som om) ud af sengen kl. 5.00.
  • Har jeg kun gjort ovenstående 2 gange…
  • Har jeg lært at bryde mine egne dogmer, og fundet ud af, at jeg måske ikke behøver at satse på den humanistiske hest, men at den naturvidenskabelig også er ret nice. I den forbindelse har jeg skisme hævet matematik til A-niveau. Crazy shit.
  • Har jeg det pissegodt i øjeblikket. Det er som om, at det hele bare spiller. Det er ret rart.

 

Håber af hele mit hjerte, at I har lyst til at følge med igen, og måske smide et pip et kommentarfeltet, det kunne være hyggeligt <3

 

    Newer posts