10 ting man kan lave når det sner

Om at være pissenederen

 photo DSC03411_zps10fb7564.jpg
Jeg var egentlig startet på et lettere overfladisk og halvhjertet indlæg om året, der gik, og året vi har forude, men som så meget andet, blev det ikke andet end halvfærdigt. Den følelse har jeg ofte – følelsen af at gøre alting halvt, intet færdigt. Gør man det ene 100 pct., har man glemt noget, nogle. Jeg ville gerne komme med pæne ord om 2014, men sandheden er, at jeg føler det har revet mig i tusind stykker, og jeg har sgu svært ved at samle stykkerne. Det er selvfølgelig ikke 2014s skyld, det ville være unfair at sige. Det ville være mere fair at skyde skylden på mig selv, for det er vel os selv, der i sidste ende har det afgørende ord at skulle have sagt, når det gælder vores eget liv. Er det ikke? Men det er ikke særlig sjovt at indrømme, det er meget nemmere at give alt andet og alle andre skylden. Det er jeg ret god til. Give mine skader skylden for tårerne, der triller ned ad kinden, den dumpede teoriprøve, karakteren, der virkede alt andet end fair, for man havde jo lagt sit hjerte i den opgave. Det er meget nemmere at skyde skylden på de faktorer, det ikke gør ondt på, for det gør sgu ondt at skyde skylden på sig selv.

Jeg er ikke nogen solstråle for tiden, jeg vrisser af mennesker, jeg elsker, jeg stresser over ting, jeg ikke burde stresse over. Jeg opfører mig ikke så pænt, som jeg burde. Jeg føler alting slutter, og jeg er ikke klar til at begynde på noget nyt, jeg er ikke klar til de udfordringer og valg, der står for døren. Overhovedet. Og hold kæft, hvor jeg godt gad at være det; have ja-hatten på og gribe verden med sværd og skjold. I stedet for, at gemme mig bad det skjold, der blot burde være nødvendigt i nødsituationer, men det er som om, at nødsituationerne opstår oftere, end hvad godt er. Jeg føler mig pissenederen, og det værste er, at jeg føler mig så brugt, at jeg ikke orker at lade mig op. Hvad sker der?
 photo DSC03419_zps4a5b0c31.jpgJeg synes det er mere end okay at være pissenederen i perioder, det tror jeg sgu, vi alle har brug for i ny og næ. At være nederen, that is. Og se serier i marathonskalaen, spise boller badet i smør (opskrift coming up i morgen… eller sikkert først om et par dage) og høre musik i de halvdeprie toner. De tre ting beskriver egentlig min dag meget godt. Nårh jo, og så faldt jeg ud af en bus på vej hjem, hvilket ikke ligefrem gav mig lysten til at tage bussen mere end de 5-6 gange det sker årligt. Jo, og i går til en ellers hyggelig og festlig nytårsaften, sad jeg i sofaen med et glas i hånden, jeg ikke orkede at bunde eller at sippe til. Så jeg gik i selv med mavepine, hvad mon den kom af? Hvis nederenhed er en sygdom, var det nok den.

Et nytårsforsæt? Det må være at stoppe med at være så nederen, det er ikke fair, hverken overfor mig selv eller dem, der er så søde at holde af mig. Jeg synes egentlig generelt, at jeg er blevet meget god til at passe på mig selv, og det synes jeg også, at jeg gør lige nu, men på et eller andet tidspunkt bliver jeg nok nødt til at hive mig selv ud af hulen. Ud i virkeligheden. Den virkelighed er bare lidt dum til tider, men sådan er det vel. Jeg vil gerne gøre tingene 100 pct., de ting, der gør mig glad. Lige nu gør min træning mig glad, glad sådan helt ned i maven, så det bobler og syder, og den dumme virkeligheden glider ud  af den hårdkogte hjerne for en stund. Så på den front vil jeg gerne satse alle min rouletter. Eller jeg vil også gemme nogle til bloggen, skolen, og dem jeg holder af. Det er i grove træk de faktorer, jeg vil satse på.

Når alt er sagt, har jeg en skidegod mavefornemmelse med 2015. Jeg flytter jo en slags hjemmefra, flytter residensen 5 uger til Malaysia, har sidste hele år på gym, og så napper jeg jo lige et år med personlig træning, og alt der hører til. Det skal nok blive godt 🙂

Jeg håber jeres 2015 bliver pissefedt – også selvom man føler sig pissenederen 😉

   

7 kommentarer

  • Trine

    Du er ikke pissenederen! Man kan – endda som læser – tydeligt mærke, hvor skøn en person du er; reflekterende og meget opmærksom på dine omgivelser. Måske sidstnævnte nogle gange kan bide én lidt i halen? “Gør jeg det godt nok til DEM?”, “Jeg burde være mere impulsiv pga. DEM (også selv om tabeller og lister giver mig tryghed)” osv. osv.

    Tænk på, hvad der oprigtigt gør dig glad, og gør mere af det 🙂

    Jeg vil i hvert fald gerne takke for din blog og dine mange gode indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du er til gengæld pissesød. Det er lidt vildt så mange ting, I ved om mig – fx min listehang. Jeg prøver lidt at kombinere de to ting for tiden; være impulsiv og samtidig planlægge og lave lister, for min egen skyld 😀

      Det kan du tro, jeg gør – jeg tror, jeg er mere selvisk, end du beskriver mig… Om det er godt eller skidt, tør jeg ikke svare på 😉

      Du er sød, mange tak<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Du er ikke den eneste – kan 100% sætte mig ind i det du skriver 🙂 Sådan tror jeg desværre bare man har det engang imellem, det skal nok snart blive godt igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirstine

    Jeg genkender godt det du skriver! Det er svært at befinde sig i, fordi man IKKE har lyst til at være der og måske ikke rigtig ved hvad man skal skal stille op? De tidspunkter vil altid være der, men de vil også gå over. Husk det 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh, hvor kender jeg altså godt den følelse, og hvor er det altså en pissenederen følelse! Men ved du, hvad jeg synes er megasejt? Jeg synes, at det er helt vildt sejt, at du er så ærlig for os læsere, og det er så pissesejt, at det er helt forbilledligt.
    Og ja, nogle gange synes det hele bare svært, hårdt og tvært, men det går heldigvis over igen, især hvis man accepterer det frem for at kritisere sig selv. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender det alt for godt, det med at føle sig pissenederen. Så godt at jeg dedikerer årets første blogkommentar til dette indlæg! 😉
    Jeg tror, det er rigtig vigtigt at give sig selv lov til at lade op på den helt gammeldags måde nogle gange, uden computer og diverse elektroniske apparater (der giver adgang til “sociale medier”), også selvom man ikke orker. For i sidste ende er det bare en selv, det går ud over. Stressede er vi jo nok i forvejen, og kronisk stress nej tak! 😉 Jeg har hvertfald sat mig som mål i år at passe bedre på mig selv og se mere op (du ved ligesom i videoen “Look up”). Så vil jeg hvertfald føle mig mindre nederen; måske bare lidt nederen og ikke pissenederen længere!

    Forresten synes jeg der er en virkelig god indholdmæssig balance på bloggen for tiden, og dit sprog er som altid vildt farvefuldt! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting man kan lave når det sner