Om at dumpe og købe julegaver til sig selv

 photo DSC03335_zps5812cac4.jpg
Jeg har aldrig prøvet at dumpe noget før. Ikke før i dag. I dag har jeg dumpet min teoriprøve. Jeg kan godt lide at køre bil, og jeg har gjort min allerbedste for at bestå denne prøve, alligevel vidste hver en millimeter af min krop, at jeg ikke ville bestå i dag. Jeg troede ikke på mig selv, og jeg var skidenervøs. Måske var det derfor, jeg ikke bestod. Måske var det fordi, jeg blev færdig med teoriundervisningen for 2 måneder siden. Måske fordi mit fokus har været alle andre steder. Måske fordi jeg ikke skulle have påtaget mig denne ekstra tidsbyrde, når der var nok at tage af i forvejen. Måske fordi det bare ikke skulle være i dag. Det er egentlig ikke fordi, jeg har den store lyst til at råbe det til hele verden, men nu gør jeg det alligevel. Hvorfor? Fordi det hjalp mit selviske jeg at få at vide, at jeg ikke var den eneste i verden, der ikke bestod.
 photo DSC03338_zps7bb95f88.jpg
 photo DSC03339_zps7c66bf2d.jpg
 photo 881e2984-9d4a-4556-992f-7083f409fa93_zps2c40f023.jpgOg fordi det sgu ikke er verdens undergang. Nogle dage går tingene, som man vil have dem til, andre dage gør de ikke. Der er ikke andet for end at hoste op og komme op på hesten igen. Det er løgn; der er en ting mere. Shopping. Impulsiv og tankeløs shopping. Og dyr, for ikke at forglemme. Det har været en dyr dag for mig. Efter en tudetur i mors arme købte jeg mig et par vægtløftersko (hvilket er totalt løgn, for min søde mor betalte halvdelen), så købte jeg alle julegaverne (igen løgn; jeg mangler stadig mine lillebrødres), og så købte jeg mig et par smukke øreringe. Lige nu har jeg smidt røven i sædet og startet på et Grey’s Anatomy marathon, løgn; jeg startede for flere timer siden. I morgen tager jeg det tredje middel (der var tre, ups) i brug for at komme i bedre humør: personlig træning i morgen tidlig kl. 8.00, den skal have fuld smadder. Derefter tages det fjerde middel i brug (ups, der er fire): juletræ, risengrød, æbleskiver, og alt der hører til. Livet er sgu ok.

Så det var en bekendelse og seks løgne i ét indlæg. Og selvfølgelig en god jul til jer.

 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

10 julegaver til træningsnørden

 photo Skaeligrmbillede2014-12-20kl235603_zps22cc503d.jpg

1/2/3/4/5/6/7/8/9/10

Jeg vil ikke lyve for jer; denne sammensætning af træningsgadgets er ikke langt fra min ønskeliste, faktisk er der ikke en ting på billedet, jeg ville have noget imod under juletræet, måske lige et par enkelte, som jeg har snydt og købt til mig selv allerede. I får derfor lige mine argumenter for at svippe dem hjem eller ud til en I holder af.

  1. Tasken har jeg faktisk været ude at købe til mig selv fra min farmor, jeg kunne ikke lade være, da den er på 40 pct., og jeg har akut brug for en stor taske, der kan tages på ryggen.
  2. Kalk er lidt et must, hvis man som mig har tøsehænder, der ikke kan holde ved en skid. En flydende version er både nemmere at have med i tasken og sviner ikke så meget.
  3. Mit drømmetræningskøb må være en TRX, det ville være genialt at have sådan en med på ferie eller bare til sommerdage, hvor træningen tages udenfor i haven.
  4. Jeg kan ikke leve uden min træningsdagbog fra Fitnessguru, men jeg kunne godt leve uden dens lyserøde beklædning.
  5. Jeg fik foræret en pakke med jordens fineste hårelastikker til min fødselsdag fra en veninde, hvis mor kreerer de smukke elastikker. De er pæne, har ikke den dumme metaldut, og så spider de til med lidt tøset til listen 😉
  6. Min sutteflaske, som jeg har med overalt. 150 kr kan måske godt virke lige lovlig pebret for en vandflaske, men så køber man til gengæld ikke plastikflasker hele tiden – det kan svare sig 🙂
  7. Et stopur til at holde styr på tiden mellem sættene eller til en omgang METCON/ intervaltræning.
  8. Fitnessguru og jeg har indgået en “ambassadør”aftale, i vores deres sidste forsending lå denne lækre sag. Helt klart en favorit hos mig.
  9. Der er vist ikke en eneste træningsinteresseret, hvis næse er gået forbi en foam roller. The grid laver efter min mening den allerbedste af slagsen, den sparker i hvert fald min foam rollers røv.
  10. Vægtløftersko står højt på min ønskeliste – især til de tunge squats, der lige er kommet på programet.

 

Gaveidéer er vist ved at være lige på faldrebet til at være for sent, men hvis der nu sidder en enkelt derude, der ligesom mig ikke har købt en eneste julegave endnu eller bare mangler en enkelt eller to, så kan det være, at der er noget, der falder i din smag. Og husk, at det altid kan forsvares at klikke en gave hjem til sig selv, se bare på mig, jeg har lige brugt et helt indlæg på at argumentere for at klikke det hele hjem – til mig selv. Jeg har faktisk lige overbevist mig selv om at købe en tube kalk på vej til træning – en sætning, jeg aldrig troede, jeg ville tage i brug 😉

Please sig, at jeg ikke er den eneste, der er håbløst bagude med gaver?

 

Pssst… Vil lige tippe jer om, at der er gratis fragt på alle ordrer hos Fitnessguru til og med den d. 31/12-14.
 photo freeshipping2014-facebook-en_zpsfadc6b24.jpg

//Indlægget er lavet i samarbejde med Fitnessguru

 

Halvhjertet blogging

 photo DSC03309_zps1677f704.jpg
Min blog var min baby, min dagbog, mit afløb for tanker. Det var aldrig svært at skrive indlæg, komme på idéer eller give mig tid at bruge timer, aftener, dage på bloggen. Jeg ved ikke, hvad der er sket de sidste par måneder, men min motivation for bloggen har været lig nul. Min indsats har været halvhjertet og indlæggene ligeså. Det bliver lidt en ond spiral, for jo større en indsats, man laver, jo bedre vind får man, hvilket selvfølgelig også gælder den anden vej rundt. Bloggen er blevet mere overfladisk og mindre mig. Altså hallo, jeg har skrevet om overskud som om, det var noget, jeg havde overflod af, når sandheden er, at jeg med nød og næppe er kommet igennem de sidste skoleuger. Så meget for at være ærlig.

Det har været svært at foretage en pendulændring herinde. Det er en ting at ændre holdninger, men når man har dokumenteret de forrige på skrift, delt dem med andre og lagt dem på nettet, er de lidt svære at løbe fra. Jeg har ændret mig meget i løbet de sidste par år, hvilket selvfølgelig er afspejlet her på bloggen. Det er naturligt at ændre sig, og jeg tror på, at det er skidesundt for en at prøve lidt af hvert, men jeg kan ligeledes sagtens sætte mig ind i, at det kan være svært at følge med, hvis holdningerne ændres, som vinden blæser. Jeg vil jo gerne skrive noget, I har lyst til at læse, og noget I ikke følger, I spilder jeres tid ved at læse, det er jo ikke meningen, men det skal være uden at gå på kompromis med, hvem jeg er.

På mange måder er bloggen blevet en afspejling af sider af mig og mine holdninger. Jeg skrev ting herinde, jeg ikke ville drømme om at snakke åbent om med selv nogle af mine nærmeste. Jeg følte mig nok lidt blottet til sidst, så jeg har klædt mig lidt ekstra på – med det resultat, at en del af bloggen er gået tabt. Der skal ske noget nyt herinde, jeg ved ikke hvad, men noget skal der ske. Nu har jeg heldigvis ferie, så der er massere af tid til at gå og gruble over det 🙂

Jeg håber, I stadig har lyst til at følge med 🙂

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Mig og skader 1-0

 photo 10863530_10204233111201225_2131753439_n_zps7777e8f2.jpg
Jeg har glædet mig ubeskriveligt meget til at skrive dette indlæg, for nu er skisme tid til, at jeg kan snakke om skader med mig som vinderen og dem som taberen. Skader er noget lort, det kan vi vist hurtigt blive enige om. Man tror, de aldrig forsvinder, de stjæler ens gode humør, de bringer tårer frem til overfladen, og er egentlig bare altoverskyggende og dumme. Med man mener jeg selvfølgelig jeg, og tror, kan vi passende lave om til datid, for jeg tror endelig, at det er ved at være en overstået kapitel for mit vedkommende. Efter ca. 8 måneders begrænsning af skulderen og 18 måneders knæsmerter. Det er helt underligt – ikke at have ondt eller føle, at man er ved at gå i stykker. Godt underligt, altså. Skal jeg være ærlig, så troede jeg ikke længere på, at min knæsmerterne nogensinde ville forsvinde (lidt melodramatisk er man vel), skulderen den havde jeg tiltro til, men knæet…

2 måneder er gået, og skidtet er forsvundet som dug for solen. 90 pct. af tiden i hvert fald, hvilket er lige omvendt af før. Når jeg skriver, at det er underligt, at det ikke gør ondt længere, mener jeg, at man kan vænne sig så meget til at være i konstant smerte, at man næsten ikke længere mærker det. Det synes jeg, er lidt skræmmende, for vi skal vel ikke gå rundt og have ondt, hvis det kan undgåes? Jeg blev så vant til, at alt gjorde ondt; at det gjorde ondt at sidde stille i biografen, i gåturen i pausen, på cykelturen hjem, og i særdeleshed ned af de tusind trapper på skolen. Det var ofte værst om morgenen, og om natten gik det ofte i krampe og holdte mig vågen. Min pointe med klagesange? Skader sucks, men det er sgu værre nu mere, hvis man giver op. Så min pointe må være, at man skal hænge i, lytte til sin krop og være urimeligt utålmodig. Det betaler sig sgu i sidste ende 😀

Hvis der en én ting, jeg har lært, så er det, at man skal søge hjælp. Det der med at rende rundt og tro, at hvis man bare lukker øjnene i længe nok, så forsvinder de – det holder ikke helt. Jeg har lært så meget om min krop ved at søge hjælp, jeg har ligeledes lært, at mine handlinger ikke var den bærende faktor, der udløste skaderne. Jeg har en uhensigtsmæssig fodstilling, lettere indadvendte skuldre og knæ, samt en ubalance i skulder og ryg ift. styrkefordeling. Væsentlige ting, jeg ikke anede, og derfor ikke tog hensyn til. Nogle fantastiske træningsprogrammer, indlæg i skoene, ART- behandlinger og farvel til skaderne. Fik jeg nævnt, at jeg er tæt på ekstase? Ovenpå kransekagen smider vi, at jeg har afleveret sidste aflevering, har ferie fredag, og at jeg i morgen starter på mit nye og fede(!) træningsprogram. Vildt som det hele kan vende 🙂

 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg