Jeg er taknemmelig for #1

Om at være introvert

 photo DSC03166_zps295ecab8.jpg
Jeg har altid bedst kunnet lide at lege alene, jeg kunne lide lege sammen med andre, men alene legede jeg bedst. Der kunne gå timer, dage, hvor jeg bag lukket dør kunne fordybe mig i min egen verden. En verden, hvor alt var muligt, en verden, der kun var min. Jeg følte mig aldrig alene, og hvis jeg gjorde tilkaldte jeg selvfølgelig hæren af veninder, men behovet for nødopkaldet opstod sjældent. Så var det i hvert fald kun en enkelt rekrut eller to.

Jeg lader op i mit eget selskab. Hvis der har været en periode, hvor jeg har befundet mig i orkanens øje, i menneskemængden, uden at få aleneøjeblikke, er mine batterier flade. Så tager jeg et par dage, hvor jeg lukker mig lidt ind i min egen boble og genoplader. Jeg føler mig sjældent ensom i en negativ forstand, for jeg har jo selv valgt at være alene – og jeg nyder det. Ligeså vel, som jeg foretrækker at have mine tætte veninder over til middag, fremfor at tage i byen. Er det mennesker, jeg ikke slapper af sammen med (og selv hvis det er), er der altid noget inden i mig, der går og venter på, at de går. Ikke fordi, jeg ikke nyder deres selskab, men fordi jeg glæder mig til at være alene.
 photo DSC03165_zpsefdbf095.jpgAt jeg stammer har ikke ligefrem hevet mig ud af min skal, tværtimod. Der gik flere år i folkeskolen, hvor jeg ikke sagde et pip i timerne. 1: jeg skulle være sikker på, at svaret var 100 pct korrekt , 2: ordene sad fast i halsen. Hvor jeg udfoldede mig, var i mine stile. Jeg har altid elsket at skrive. Elsket at fordybe mig, elsket at reflektere over alt, der kunne reflekteres over. Ja, det er nok egentlig grundlaget for min blog. Et sted, jeg kunne reflektere over dit og dat, men ikke skulle konfronteres med det, hvis I kan følge mig? Jeg står selvfølgelig ved, hvad jeg skriver, men der er lidt mere frit løb på skrift – for mit vedkommende. Det er ingen, der afbryder tankestormen.

Min lillebror har altid foretrækket at lege sammen med andre, han er aldrig alene. Han befinder sig konstant i orkanens øje – og han elsker det. Han vokser det. Hvis man skal trække mærkater ned over min ham og jeg, så er han klart den ekstroverte, og jeg den introverte. Han spiller basket, fodbold, og alt den holdsport han kan komme i nærheden af, jeg løber, cykler, dyrker yoga (host, host) og styrketræner alene. Jeg bryder mig ikke om holdsport, jeg bryder mig ikke om, at andre skal afhænge af min præstation. Vores definitioner af en afslappende fredag aften er ligeledes i to forskellige poler. Der er selvfølgelig ingen af os, der er 100 pct det ene eller det andet, det tror jeg ikke på, at der er nogen, der er. Jeg kan fx godt lide at fremlægge og snakke på klassen i dag, og min lillebror spiller oftest basket alene. Men jeg tror, man kan lære meget om sig selv (og sine medmennesker for den sags skyld) igennem dette.
 photo DSC03161_zps6e6fe729.jpgHvor vil jeg hen med at fortælle jer alt dette? Udover at dele en side af mig selv. Jeg vil give vil give en reminder om, at det er okay at være sig selv – også til mig selv. Det er enormt respekteret og velanset at være socialt anlagt, og det synes jeg da også er vigtigt, men hvis man ikke har sig selv med i det, forekommer det for mig lidt ligegyldigt. Jeg vil leve på mine egne præmisser. Jeg tror, der er kvaliteter i begge dele, men vigtigst af alt, tror jeg, at vi alle bærer rundt på vores egne kvaliteter, der kommer andre til gode, hvis vi får lov at gøre det på vores måde. Uden at føle os forkerte.

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

12 kommentarer

  • Anja

    Det der er nok et af de bedste indlæg jeg nogensinde har læst! Jeg har det præcis på samme måde. Min tvillinge søster er meget ekstrovert, og derfor er jeg nok altid blevet sammenlignet meget med hende af familie og venner, og fået klasket i hovedet at jeg aldrig gad noget. Men nope jeg nyder bare mit eget selvskab, ligesåvel som jeg nyder andres. Igen super fedt indlæg, og rart at vide at man ikke er er alene om at have det sådan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind, tusind tak! Hvor er du sød. Det er lidt sjovt, at du nævner det. Mit kendskab til at være introvert og ekstrovert kommer netop fra to tvillingesøstre, hvor ene er enormt ekstrovert og den anden ret introvert. Det var præcis det samme med dem – det var ikke helt sjovt. Det er skide godt formuleret! Jeg nyder også mit eget selskab ligeså vel som andres. Det er det, jeg elsker ved blogverdenen – man finder ud af, at man ikke er alene med dit og dat 😀

      Hav en skøn aften<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Tilslutter mig Anja; det er et af de klart bedste indlæg! Hvor er det godt beskrevet.

    Havde jeg læst indlægget for bare 2 år siden, havde jeg slet ikke forstået, hvorfor du så godt kan lide at være alene! Men nu forstår jeg det; med årene er jeg blevet mere og mere glad for at være selv; jeg behøver ikke at have nogen at snakke med hele tiden – tværtimod, jeg har behov for at være mig selv nogen gange!

    Din pointe er skide god; hvorfor er det så attraktivt og velanset er være social? Da jeg var mindre, var jeg klart den ekstroverte type. Helt modsat min søster, som var meget sig selv. Jeg var den populære, og hun var den nørdede, stille pige. Min mor og far havde altid travlt med spørge, om hun ikke skulle have veninder hjem – hun gad ikke rigtig, men det var som om, at det skulle man jo bare!? Ellers var der da noget galt? I dag er det omvendt – hun er mere social end jeg er. Havde jeg ikke haft en spiseforstyrrelse, og derved være tvunget til at være meget “alene”, så havde jeg nok aldrig fået øjnene op for, at det kan være godt med en social “pause”.
    At det er med attraktivt at være social, står også ret klart, når man skal skrive ansøgninger, hvor HOLDsport og deltagelse i diverse arrangementer påpeges, og hvor det ofte også er det, man bliver spurgt ind til til selve jobsamtales – og det endda selv om det er “enearbejde” på kontor

    God Weekend 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Årh hvor er I søde – mange tak!

      Jeg tror på, at man har enormt godt af at kunne holde ud at være i sit eget selskab – ellers er det skisme svært at skulle være i andres. Eller formuleret anerledes: så er det altså svært for andre at være i ens selskab, hvis man ikke aner, hvem man selv er. Lidt kringlet, men det er sent, og du fanger den nok 😉 Jeg er er helt med på, at det vigtigt i langt de fleste tilfælde, at man skal kunne færdes med andre, men det tror jeg bedst man kan, hvis man gør det på sine egne præmisser. Der er vi vist ret enige 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke Nørgaard

    True words spoken! Intet mindre 🙂
    – God lørdag <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Det er som om du taler direkte til mig altså! Jeg ELSKER mit eget selskab, men jeg HADER at være alene – netop fordi der ligger en vis forventning om at man skal være social hele tiden, og at man er kedelig hvis man ikke er. Det er en konstant kamp der udkæmpes indeni mig, for hvor er det svært når hjerte og hoved ikke vil det samme.. Så FEDT, med ekstra fedt på, at du nedlægger tabuet. Som altid stor respekt herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det er jeg bare totalt glad for, at jeg gør! Jeg kan vildt godt lide din formulering – det er nemlig et paradoks uden lige. Jeg er fuldstændig enig med dig! Man kommer hurtig til at føle sig kedelig og “asocial”, hvis man vælger sit eget selskab over andres. Og pyyhha, vi kan da ikke have, at man er asocial 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hold da op et dejligt indlæg! Og hvor ser jeg bare mig selv i det… Jeg har ofte følt mig helt forkert, da jeg var mindre, fordi alle altid var sammen med deres venner og veninder næsten hver dag, mens jeg hellere bare ville være mig selv. Det er jeg kommet fra nu, og er nu flyttet i min helt egen lejlighed og bor helt alene, og folk spørger om det ikke er trist eller kedeligt, men hold nu op, hvor jeg nyder bare at skulle forholde mig til mig selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skønt indlæg.

    Jeg er selv “nyhedssøgende særlig sensitiv” dvs. jeg elsker nye ting, projekter og mennesker, men jeg har brug for alenetid for at lade op.

    Og dejligt at du slutter af med at sige, at vi er gode nok, som vi er – om vi elsker at være alene (introvert) eller at være sociale hele tiden (ekstrovert) – for som du siger, er der ikke en “rigtig” eller “forkert” måde at være på, selvom det er velanset at være social hele tiden. Måske har de sociale medier en finger med i dette?

    Spændende og relevant indlæg i hvert fald 🙂

    Kærlig hilsen
    Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Manbe tak Ida 😀

      Det lyder præcis ligesom mig!

      Det er vi sgu – gode nok som vi er, og netop fordi vi er, som vi er. Det ville eddermame også være et kedeligt sted at bo, hvis vi alle var ens! De sociale medier har altid en finger med i spillet 😉

      Mange tak<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Modigt indlæg! Jeg er selv introvert, og føler tit at det er ¨forkert¨ at være introvert. Jeg synes tit intovert bliver et synonym for at være genert! Og jeg er bestemt ikke genert! Jeg elsker at være sammen med mine venner, men i doser! På et tidspunkt har jeg brug for at være alene og bare flade ud! Om den udfladning så sker foran fjernsynet eller til lektierne er ligemeget! Bare jeg er alene!
    Super godt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er taknemmelig for #1