My snack stash

Når sundhed bliver en identitet

 photo DSC03001_zpse82a5517.jpg
Det bliver lidt tungt, kringlet og personligt i dag – så er I advaret 😉 Men lad os alligevel prøve at springe ud i det. Det er ingen hemmelighed, at de sidste 3-4 måneder har påvirket mig. Jeg føler mig som en anden person – lidt corny, I know. Ærligt talt, så river det i mit hjerte, at jeg skal takke nej til alle træningsaftaler, stå på sidelinjen til løbetests og sidst men ikke mindst, se folks uforstående ansigter, når jeg siger, at jeg ikke kan deltage – eller endnu værre: sige “nej, Anne Sofie kan ikke være med, hun har dårlige knæ”, men omvendt var jeg heller ikke fan af, når veninder før i tiden sagde “jeg skal nok tage Anne Sofies kage, det spiser hun ikke.” Det rammer sgu lige, hvor det gør ondt – begge dele. Jeg gider ikke lyde som hende den 80-årige dame med de dårlige knæ eller som hende helsefreaken. Fandeme nej. Jeg savner træning så meget, at det gør endnu mere ondt. Det lyder sikkert overdrevet, og det er det sikkert også. Jeg har følt mig som en porcelænsdukke, jeg har været bange for at gå i stykke – selv den mindste løbetur har skræmt mig. Hvorfor meldte du dig ud af fitness, spørger fysioterapeuter (og alle andre), jamen, det er da fordi, jeg var skide bange for at ødelægge min krop, trin for trin.
 photo DSC02995_zpsd18a3527.jpgTil trods for dette, har det at tage denne pause været et af de bedste valg, jeg har foretaget i mit liv. Selvfølgelig for min krop, men mest af alt for mit hoved. Jeg har lært at spise uden at have trænet først, jeg har lært, at træning er en bonus, ikke en selvfølge, jeg har lært at sætte træning i 2. række. Denne identitet man kan få bygget op omkring sig selv ved hjælp af træning og sundhed, er for mig vigtigt at bryde ud af i ny og næ. Jeg synes efterhånden, at ordet sundhed er blevet misbrugt til det ugenkendelige. Jeg kan huske en dag til crossfit, hvor instruktøren stolt berettede om et medlem, der trods et brækket ben havde gennemført dagens WOD – rummet blev fyldt med anerkendende ord og nik. Hvad sker der lige for det? Hvordan kan det være sejt? Jeg spørger oprigtigt – også lidt mig selv. For hvad tænkte jeg på?

Lever man i en træningsboble er man også vant til, at kroppen forandrer sig – gerne til det “bedre”. Man bliver stærkere, slankere, hurtigere, bedre. Kroppen er nærmest i en konstant proces om at blive bedre – det er aldrig godt nok. Kosten kan altid blive lidt sundere, træningen lidt hårdere. Det er så kontrollerende, at en bankrådgiver ville blive stolt. Hvis bare det var økonomi, det drejede sig om… Men det er det jo ikke – det er noget langt vigtigere, det er vores krop. Den skal vi for filan passe på – også hovedet, der er skruet fast derpå.
 photo DSC02996_zps8a79a4a5.jpgIndrømmet; jeg har spist slik næsten dagligt i rimelig lang tid nu, det er ikke meget spaghetti, jeg har erstattet med squash, og det der med at få protein til hvert måltid, det er altså ikke sket. Jeg har skippet cykelturen, når jeg ikke har haft lyst eller energi. Og apropros, så sidder jeg lige nu i Rom og giver min krop en velfortjent pause fyldt med tiramisu, pizza, pasta og gelatto, inden jeg starter mit forløb på mandag. Jeg ved næsten ikke, hvad der fylder mig med mest glæde. Eller… Jo, det gør jeg 😉

   

16 kommentarer

  • Er helt enig med dig. Synes det er forfærdeligt at det er gået hen at blive til at man ligefrem roser en som har trænet trods et brækket ben. Også endda Crossfit!?
    Det ender med at vi sidder som 40 årige og kroppen er helt udkørt og død(altså ikke død-død, men du ved), bare pga. man vil være bedre og selv det bedste er ikke nok. Selvfølgelig er det i orden at man stræber efter det bedste men når man så når sit mål og bliver ved så ender det med at blive en smule farligt. Ligesom det du skrev med at det altid kan blive bedre, sundere og ja træne mere hårdt. Der burde være en limit men den er der ikke rigtig mere,desværre.
    Godt indlæg! 🙂

    – Maia/http://fitskinnyandhealthy.wordpress.com/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      Ja, jeg fatter det virkelig ikke – og det værste var næsten de anerkendende blikke rundt i lokalet. For hvor var han bare sej! Eller noget… 🙂 Så du dokumentaren på DR2 i lørdags; “Når sundhed bliver sygt”, tror jeg den hed? Der var også en mand, der løb og løb på en ødelagt krop. Man skal fandeme passe på, lige pludselig er det for sent, forhåbentlig ikke ligefrem død-død, som du skriver, men så er det for sent at gøre noget ved det. Jeg er vokset op med en far med dårlig hofte og dårlige knæ, som aldrig har kunnet det samme som os andre – sådan vil jeg aldrig ende… Det har lidt været mit skræmmeeksempel, og har klart været med til at give mig respekt for kroppen og dens grænser. Helt enig, den grænsen burde blive optegnet noget kraftigere.

      Hav en skøn aften og tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • For helved hvor er du reflekterende! Jeg har nogle gange svært ved at forstå du kun er 18. Du er så meget længere i dine refleksioner end folk på 30. Det er inspirerende!

    Nyd Rom, is og pizza for mig :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      For helved, hvor er du sød! Ha ha, jeg har også altid fået at vide, at jeg har et gammelt sind i en ung krop 😀

      Promise! Har allerede gået amok i Zara, is og pasta<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine K

    Hvor er det nogle flotte ord!
    Vil faktisk tillade mig at sige tillykke; du har gjort (måske blevet presset til) noget, mange andre ikke tør – du har givet slip på den ekstreme kontrol!

    Særligt sætningen “…vant til, at kroppen forandrer sig – gerne til det “bedre”. Man bliver stærkere, slankere, hurtigere, bedre” hæftede jeg mig ved. Hvor i al verden kommer den generelle forestilling, at kroppen skal ændres kontant – og gerne hurtigt – fra? Burde man ikke nærmere fokusere på at komme til ét punkt, og så vedligeholde.

    Hav en dejlig ferie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      Mange tak!
      Det skal du da i hvert fald have lov til. Men ja, du har helt ret. Det er lidt skræmmende, hvor meget kontrol man pludselig kan få bygget op omkring sig selv uden rigtig at lægge mærke til det. At komme ud det, lægger man til gengæld mærke til 🙂

      Det tror jeg egentlig, jeg vil skrive et indlæg om – næste gang. For du har fuldstændig ret.

      Tak, her er skønt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ligger selv i sengen med et nyopereret knæ… Det andet venter på sin tur til februar. Jeg endte med kun at kunne gå 600 meter, før jeg måtte sidde ned. Jeg har sagt farvel til fitness for en stund, for jeg kan hverken gå eller sidde normalt længere.

    Fitness venter på mig igen snart, forhåbentligt. Men denne gang vil jeg 100% fokusere på ikke at overstrække mit ben, ikke presse mig selv ud i ekstremer… For denne her omgang med operation var IKKE det værd!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      Det er jeg godt nok ked af det at høre – men fedt, at der kan blive gjort noget ved dit knæ. Må jeg spørge, hvad der skete? Det er sgu så nemt at komme langt ud, det er langt sværere at stoppe op på vejen dertil.

      Fitness regner ingen vegne, det gør ens helbred til gengæld (lyder jo næsten ligesom min mor)… 😉

      Kæmpe knus og god bedring herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jamen, faktisk er det en medfødt fejl i mine knæ som lægerne har ignoreret igennem hele mit liv – og så har jeg bare fået at vide, at det skal trænes væk. Så det gjorde jeg…!
      Det endte med en operation, hvor jeg fik lavet et korsbånd (som jeg åbenbart ikke havde…), halveret min menisk OG rykket hele min knæskal på plads (den sad næsten på siden af knæet). Træningen har kun gjort det værre, selvom det var efter lægens anvisning.

      Og det venstre knæ venter på operation til februar. Øv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig fedt indlæg! Og super spændende emne at tage op 🙂

    Knus Maria
    fra http://www.mariabandreassen.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg sad og tænkte nøjagtig det samme som Danica. Du er simpelthen så super reflekteret – og reflekterende! Man glemmer sgu lidt at du “kun” går i 2.g og er 18 år. Men det er samtidig også derfor jeg holder så meget af din blog. Jeg glæder mig til at følge med i dit nye forløb 🙂

    Og – den historie du fortæller minder mig også om DR2 programmet i lørdags. Han løb jo 100 KILOMETER med en brækket knogle i foden?!? WTF? Men han var samtidig også ærlig: han vidste godt at det var mere sygt end sundt. Men han tænkte ikke på fremtiden og om han overhovedet kunne bruge sin krop om 10 år. Jeg blev fucking skræmt! Puha.. Men han fik jo respekt for det? Jeg synes til gengæld han var en idiot. Men sådan ser vi jo så forskelligt på tingene 😉

    Nyd din ferie i skønne Rom 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      I er søde, er I. Jeg håber min dansklærer tænker det sammme, når han læser min DHO 😉

      Det så jeg også. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Det var jo så ekstremt, at man blev helt rundt på gulvet, for den ene side synes jeg da, han var latterligt sej – og dog, for hvor sejt er det lige at ødelægge sin krop? Jeg forstår samtidig ikke helt behovet for ekstrem sport, men dem om det 🙂

      Mange tak – det kan du tro, jeg gør 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det her er en af årsagerne til, at jeg elsker at følge dig! Du er så selvreflekterende og god til at tage vigtige emner op.

    For mig virker du bare til at være enormt livsglad, hvilket blandt andet afspejler sig i din kærlighed til crossfit, cykling, pizza og tiramisu – det ene behøver jo ikke udelukke det andet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      Hvor er du sød! Det er så fedt, at I tager så godt imod det – ellers ville det være riiimelig grænseoverskridende 😉

      Det er sgu en skøn observation! Det tror jeg også, jeg er. Madglad, livsglad, træningsglad – og egentlig bare glad 😀 Det har du helt ret i, det behøver ikke at være så sort/hvidt – selvom det efter min optik har lidt en tendens til at blive det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så vigtigt indlæg og meget kloge ord! Sund kost og motion er naturligvis vigtigt for en sund krop, men det er IKKE hele et menneskes identitet og det bliver sgu farligt hvis det eneste man identificerer sig selv med er træning. For hvad hvis man så netop bliver skadet – hvem er man så?

    Træning kan opbygge en krop, men den må ikke definere mennesket inde i kroppen!

    – Annawarrington.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

My snack stash