Jeg er taknemmelig for #1

 photo DSC03046_zps3541ab41.jpg
I en travl hverdag, glemmer jeg nogle gange at trække vejret. Når jeg husker det, bliver jeg i tvivl om, om jeg prioriterer rigtigt. Om jeg vægter noget for højt og noget for lavt. Om jeg påtager mig mere ansvar, end jeg kan holde til, og om det er det værd. Til det, spørger jeg mig selv, om jeg er glad, og hvad det er, der gør mig glad. Det er noget sjovt noget, det at være glad, det kan forsvinde lige så hurtigt, som det kom. Man kan finde glæde i selv hverdagens mindste ting, ting man måske slet ikke lægger mærke til. Et smil på gaden, en uselvisk gerning, en god sang, en solskinsdag osv. Det der fylder mig med så meget glæde, at bægeret tipper over, er mennesker. I dag skal det handle om to af de vigtigste mennesker i mit liv; mine lillebrødre.

 photo DSC03047_zps6f85eeec.jpgDen lille fyr kom pludselig ind i mit liv, og lige så pludselig blev der tilføjet et menneske til den lille inderkreds af mennesker, der betyder alt for mig. Jeg er dårlig til at tage mig tid til at få ham set, og lige så meget kulde det kan sprede i min krop, lige så meget varme kan han få mit hjerte til banke rundt i kroppen, hver gang, jeg ser ham. Hver gang han griner, smiler, siger små finurlige lyde eller smider sig mod en med alt hans lille krops kræft og afslutter faldet med en kæmpe krammer. Ja, nu triller der tårer ned på min computer, hvor mon de kom fra?

Den store fyr (han er satme blevet 10 cm højere end mig) betyder alt for mig. Han er den, jeg har sagt de grimmeste ord til, den jeg har betroet mig mest til, den jeg har spist mest slik med, og den jeg vil gøre alt for – undtagen at give ham mere tid på badeværelset og skrue ned for musikken 😉 Vi er gået igennem meget sammen, ja vel det meste af vores liv, og jeg ved, at vi altid vil have hinanden. Ja, nu triller de skide tårer igen. photo DSC03053_zpsbb66a68e.jpgDe to mennesker er jeg taknemmelig for at have i mit liv.

Hvad er I taknemmelige for? Det kan være alt mellem himmel og jord 🙂

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

 

Læserne tager over #2

 photo 974712_10204767429802625_2030963213_n_zpsbf000818.jpg
Hej alle sammen – Jeg har været så heldig, at få lov til at skrive et gæsteindlæg her på bloggen, og  det er jeg super glad for – faktisk har Asofie/Workout With Me været en stor inspiration for mig, så mange tak for det Anne Sofie! 🙂

Jeg bidrager her med et meget personligt indlæg – der er så meget fokus på sundhed hele tiden, og vi kaster os over de nyeste trends, de hurtigste tips til den der evigtjagtede flade mave (jep, jeg gør det også – stadig) eller guides til hvordan vi kan finde vores indre sundheds-guru frem – rådene er alle ens: vand, motion og en varieret fedtfattig kost. Bum, så nemt er det.. Eller er det nu også det?
 photo Skaeligrmbillede2014-10-07195643_zps01d66b1a.png For 10 år siden (da jeg var 10 år) startede jeg min fitnessdebut, fordi jeg var hende den lille, overvægtige, ekstremt-dårlig-til-matematik-pige, der bare ikke kunne holde op med at spise søde sager hele tiden – og når man bliver mobbet, ja så er det så nemt lige at skubbe et par ekstra chokoladekiks indenbords og mærke lykken i 5 sekunder. Jeg var så ked af det og flov over at skulle handle bukser i str. 42 og aldrig kunne få det samme smarte tøj, som de andre piger, fordi jeg altid skulle handle i kvindeafdelingen (og så var bukserne selvfølgelig også altid for lange!) så jeg begyndte at gå til kontrolvejninger hos lægen, for at få smidt de der 8-10 kilo fedt, med hjælp fra min mors sunde frokosttallerkener (hun stillede mad frem i løbet af dagen, som jeg skulle spise – typisk en masse gnavegrønt og rugbrød med noget kødpålæg) og ellers igang i fitness centeret og små løbeture. Og vupti, sådan tabte jeg mig 1. gang. Jeg lovede mig selv dengang, at jeg ALDRIG nogensinde i livet ville blive overvægtig igen. Nix, DÉT har jeg prøvet. photo 10748673_10204767429122608_167656401_n_zps7ed3d055.jpgJeg har faktisk været på en eller anden form for “kur” lige siden – Jeg tror næsten jeg har prøvet dem alle – Suppekuren, Tinyteatox, LCHF, Low carb i sig selv, kalorietællerier til den værste kur af alle, vil jeg nok sige; 5:2-kuren! Jeg vil gerne allerede hér, fraråde jer at begynde på den her kur, for det kan så nemt gå galt (det gjorde det i hvert fald for mig). Jeg begyndte at styrketræne, sådan semi-seriøst for to år siden men spiste helt normalt + slik og søde sager, men efterhånden begyndte jeg at identificere mig mere og mere med alle de top lækre fitness-tøser, der squattede rundt i centeret og ubevidst så blev jeg mere og mere tiltrukket af det. På min instagram forsvandt alle mine “virkelige venner” og i stedet fulgte jeg egentlig kun fitnesssider, inspiration til sund og lowcarb mad, 6pack-exercises etc. ovenidet udregnede jeg AL min mad i makrofordelinger, opstillede jeg en masse regler for mig selv (Fx: Spis ALDRIG efter kl. 20). Jeg tvangsmotionerede hver aften (30 day ab-challenge). Jeg blev hende der, der fik et glas vand på fredagsbaren og alt handlede bare om sundhed og fitness. I sommers tog jeg direkte hen i fitness efter hver eksamen… Kroppen viste resultater, og jeg var besat af det. Mere vil altid have mere og til sidst blev det hele min mor for meget! photo 10743541_10204767429602620_1157737393_n_zps89e7a4cb.jpgDet gik først rigtigt op for mig, at jeg var “syg” 1. gang jeg stod på toilettet med fingrene i halsen, og hvorfor gjorde jeg nu det? Tjo, fordi jeg pænt blev bedt om at droppe den forbandede køkkenvægt og æde det skide pasta i stedet for squash, jamen hvordan skulle jeg så kontrollere vægten og maden, hvis jeg skulle til at spise “normalt”?! Jeg over-åd og kastede op dagligt i 3 måneder, jeg var i et madhelvede hvor maden var min ven, men samtidig min fjende. Det var ganske frygteligt fysisk, men meget værre psykisk, hvilket nu betyder at jeg lider af en mild depression, måtte droppe ud af mit studie (Ernæring-og sundhed, right?) og med i købet fik jeg spiseforstyrrelsen på papir. Jeg er nødt til at tvinge mig selv til at spise hver dag, selvom jeg absolut ingen appetit har haft i 3 måneder, og den manglende ernæring fører til hårtab, udebleven menstruation og en vægt der siger omkring de 40 kilo…

Mit budskab med dette indlæg er vel som alle andres; Pas på jer selv og elsk jer selv – Sundhed er så meget mere end motion og kost. Alle med en spiseforstyrrelse er udmærket godt klar over,at det er langt fra sundt, og at man egentlig langsomt slår sig selv ihjel, blot for at tilfredsstille et eller andet, man ikke kan sætte ord på. Find balancen og glæden. Jeg nåede mit “mål”; Den flade, lettere markerede mave, men blev jeg lykkeligere? – Tværtimod. photo IMG_4781_zps06c1969b.jpg

Jeg har hverken nogen ord for, hvor imponeret, jeg er over modigheden bag denne historie eller for, hvor frygteligt det er, at vi lever i et samfund, hvor (uopnåelige) idealer, presser os så langt ud. Det bliver i mine øjne uopnåelige idealer, det egentlige ideal er det, vi har til os selv – og det kan altid blive lidt bedre. 

Har I lyst til at dele jeres historie, en sjov idé, et outfit el.lig., så skriv til mig: anne.sofie.b.h@hotmail.com

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

En af de der dage

 photo 10752083_10203951589043347_305463563_n_zpsaa579991.jpg
Shit, jeg har sådan “en af de der dage”. Jeg tror, jeg nåede at tænke “hold op, en lortedag” ca. 20 gange på cykelturen hjem.”En af de der dage” er selvfølgelig sådan en dag, hvor er alt går galt. I ved, de dage, hvor man spilder mælk ned ad sig, kommer for sent, har tandpasta på kjolen (og i håret). De dage, hvor man bare har lyst til at smide sig under dynen og aldrig komme frem igen. Eller først, når det er sommer, og man bliver lovet guld og grønne skove. Mit dag startede egentlig meget godt, indtil jeg kom ud og min saddel sad skævt. Det var en alternativ cykeltur, lover jeg jer. Men jeg nåede det. Skoledagen var den længste til dato. Det var som om, at vi var der i 3 dage – uden at sove. Og så havde vi idræt i anden blok, og vi skulle bokse og sjippe, og der sveder man, og jeg havde glemt håndklæde. Mums.

Nå men, da den uendelige dag endelig nåede sit slutpunkt, og jeg gik igennem porten ud til frihed, sad min saddel jo stadig skævt. Så i den tro, at min papfar var på vagt, smuttede jeg forbi cykelhandleren – og han tog fandeme 65 kr for at justere min saddel. Altså den fungerer perfekt nu (se billedet), men 65 kr for 1,5 minuts arbejde. Det er timeløn, der vil noget… Mine dæk var egentlig også flade, men jeg turde ikke tage chancen og bede ham pumpe dem (jeg har nogle seriøst mærkelig ventiler). Hvad ville det ikke have kostet? 200 kr? Det fandt jeg heldigvis ikke ud af, så jeg måtte selv i krig – med krigsmaling (olie i ansigtet, that is). Selvfølgelig løb luften helt ud af, og de var nede og kysse jorden. Dumme ventiler.

Jeg tror dog dagen er vendt på lykketermometret; jeg er netop hjemvendt fra en køretime, som jeg ydmygt selv synes, jeg nailede. Det er altså ikke hver gang. Nu vil jeg ud at løbe, og så hjem og spise endnu et lækkert måltid. Og så hjem og nyde, at jeg har huset for mig selv, og at det er en kort dag i morgen. Hvem sagde Beverly? Det er længe siden sidst. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Mon det er dagens lektie?

Jeg håber inderligt, at I har haft en bedre dag end mig. Hvad har I lavet? 😀

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Tanker om kostplan

 photo DSC03142_zps9a8d99e8.jpg
Man skal vist sove tungere end en bjørn i vinterhi, hvis man ikke har fanget, at jeg lige nu finder mig i hænderne på en personlig træner, der har smidt mig på en kostplan. Den frygtede jeg sgu – kostplanen, altså. Træneren frygter jeg ikke. Eller. Jeg kalder ham i hvert fald ikke den. Jeg var ikke bange for, at den bed (kostplanen, igen), mere bange for kontrollen, rammerne og det, at en nu skulle en fortælle mig, hvad jeg måtte og især, hvad ikke måtte spise. Er det så så slemt, som jeg havde frygtet? Overhovedet ikke. Det var noget værre pjat. Min kostplan er ret løs, uden specifikke angivelser, hvilket er virkelig nice. Det sjældent jeg vejer noget, og der skal ikke tælles en kalorie, en makro, mikro, eller hvad hulan, man kan finde på at gøre op i matematik. Jeg er sprogpige. Talhjernen befinder sig et meget fjernt og mørkt sted, et territorium, jeg ikke begiver mig ind på med god vilje.

Men altså; hallo frøken dobbeltmoralsk, kostplan? Det passer sgu da ikke til din holdning til sagerne? Tænker I måske. Næh, måske ikke. Men det fungerer. Det fungerer virkelig godt. Den egentlige grund til, hvorfor jeg befinder mig så godt på den, tager vi en anden gang. Skal lige tag mod til mig. Vi kan tage en lidt kedeligere grund, men næsten lige så nice grund: Jeg vild med ikke at skulle tænke over, hvad jeg skal (eller ikke skal) spise hele tiden. Det kræver nogle store omgang indkøb og ditto madlavninger, men så er det bare at hive en røvfuld bøtter ud af køleren om morgenen og vupti. En styks glad og mæt pige hele dagen. Og hvordan kan jeg næsten være andet? Jeg spiser 5 måltider om dagen + post workout + evt. formiddagssnack + grønt af libitum dagen lang. Det er luksus.

Jeg følger den ikke til punkt og prikke, det kan jeg lige så godt være ærlig at sige. Jeg følger principperne 100 p, men jeg vejer sjældent af, og “leger” lidt med den så at sige. De første 2 uger er lidt “strikse”, men det gør mig intet, så længe jeg er mæt, smagsløgene har en fest, og jeg ikke føler, at jeg lider afsavn, så kører det. Og det gør det. Kører altså. Jeg har mere energi, min konstante flirten med alt sødt er brændt ud og vigtigst af alt; er jeg glad. Meget glad. Min mutti og veninder siger, at jeg stråler. Og jeg er altså ikke gravid. Men selvfølgelig er jeg glad. Jeg er tilbage til det noget af det, jeg aller-, allerbedst kan lide. Jeg har nosset mig sammen til at punge ud til dette forløb. Et forløb jeg har driblet hen imod i over et år. Jeg har kigget med store, misundelig øjne (og lidt mundsavl) til alle de, der har været i gang med det, jeg allerhelst ville. Så glad, det er jeg.

Ha’ en mega fed mandag. Også selvom mandag sucks, så tager vi lige en god en, ikk’? 

 photo IMG_1534_zps876c37f0.jpg photo DSC02313_zpse82a58a7.jpg photo DSC03050_zpsa0a020cf.jpg

Older posts