Noget om overtræning og om at være stærk og glad

 photo DSC02820_zps0c2fbfd5.jpg
Jeg har været endnu et smut til fysioterapeut. Jeg tror endelig, vi er ved at komme til bunds i mine skavanker. Nå men, han spurgte mig, hvad mine ambitioner for fremtiden er – om jeg er tilfreds med tingene som de er, eller om jeg ville tilbage til styrketræning og crossfit på “højt niveau”. Der var ikke et snert af tvivl boblende i mig; jeg vil være stærk (igen) – koste hvad det vil. Eller hvad? Jeg vil tilbage til vægtene, men det skal ikke være på bekostning af mit helbred.

Dette tror jeg min mor, stiller sig en smule uforstående overfor – at jeg vil være stærk alså – selvom hun ikke siger det, så tror jeg, at hun finder det ret så besynderligt. Det er egentlig også noget underligt noget. Det at ville være stærk. Jeg tror ikke, at det (for mit vedkommende) bunder i, at jeg vil have store muller. Det er måske en del af det, men mest af alt, tror jeg, det er følelsen, det giver mig. Følelsen af at kunne klare hele verden – for altså, man føler sig lidt sej, når man står der og dødløfter som ind i helvede. Der er få ting, der slår det adrenalinsus, der svæver igennem en efter en dræbende WOD, en benhård løbetur eller en bentræning, hvor benene føles som spaghetti og hovedet kan sammenlignes en tomat.
 photo DSC02818_zpsc57df79c.jpgTrænede jeg for meget før? Uden tvivl. Var det dumt? Måske. Fortryder jeg det? Ikke et sekund. Jeg har lært, at meget ikke nødvendigvis er godt. Når jeg ser tilbage på mine træningsuger, bliver jeg flov. Det var for meget. Alt for meget. Det var skræmmende, hvor meget mit humør fulgte min træning. Vi snakker ikke abstinenser, men svingninger på humørkurven. Ham fysen, som i øvrigt var topsød og dygtig, nævnte overtræning og træningsafhængighed. Han havde en pointe. Selvom jeg ikke bryder mig om ordet ‘afhængighed’. Jeg bildte mig selv og alle andre ind, at jeg var glad, at det udelukkende var mit frirum og deraf lystpræget. Der er forskel på afhængighed og glæde. At træning bidrager med glæde, gælder nok for mange. At man kan blive afhængig af den følelse, man føler i forbindelse med træning, er da heller ingen synd, men bliver man overdreven offensiv med let til tårer, når nogen prikker til ens træning, taler udenom, hvis der bliver spurgt, hvor meget man træner eller føler en spirende dårlig samvittighed og en uro i kroppen, hvis man misser sin træning, så synes jeg, at man trænger til lidt afstand.

Man kan ende i nærmest at have en indre kamp med sig selv, hvor man hele tiden skal præstere – mere og bedre. Det tror jeg sgu, er farligt. Især fordi, det at have en veltrænet krop, løbe marathon eller spise sundt er velanset, måske der ligefrem bliver set op til en. Det er svært at bryde af ud af noget, man får ros for – især hvis det bliver forbundet med, hvem man er. Jeg er kommet langt de seneste år, men jeg finder det skræmmende, at så mange skal så langt ud, før de nærmer sig en balance – mig selv inkluderet. Jeg kan anbefale en pause (skader anbefaler jeg dog ikke) – det at finde ud af, at hele ens identitet og glæde ikke afhænger af træning og sundhed, har gjort meget godt for mig. 3-4 måneder er selvfølgelig ikke nødvendigt, men det var det for mig. Både for hovedet og for kroppen. Der er andet i livet – også selvom træning er røvfedt.

Det skal lige understreges, at alt er skrevet ud fra erfaringer på egen krop. Jeg prøver hverken at udnævne mig selv til ekspert eller at generalisere – vi er alle forskellige 🙂 

Hvor synes I grænsen går mellem overtræning og blot træningsglæde?

Lækre salater #1

 photo DSC02736_zpsf1b84840.jpgJeg er pjattet med salater. De skal helst være smukke, mættende og uden salatblade. Så er jeg glad. Jeg elsker salater, der tages til det næste niveau end blot iceberg med tomat og agurk. Det må gerne være en blanding af noget salt, noget varmt, noget koldt, noget blødt, noget knasende osv. Alt dette lever dette eftermiddagsmåltid op til – bruger man den til et måltid, vil en gang kylling og måske noget godt brød vist være på sin plads 🙂 photo DSC02733_zpseab7f426.jpg photo DSC02731_zps2e49d371.jpg

Det skal du bruge:

  • Broccoli
  • Squash
  • Gulerødder
  • Pesto
  • Græskarkerner & solsikkefrø
  • Soya og/eller salt
  • Soltørrede tomater
  • Mandler

Sådan gør du:

  1. Skær broccolien ud i mindre buketter (også stilken)
  2. Steg det på panden og riv imens gulerødder i passende mængder til råkost
  3. Grib fat i en gulerodsskræller og skræl squashen ud i strimler (har du et mere fancy apparat, tager du selvfølgelig det i brug 🙂 )
  4. Rist kerner, frø og mandler på panden ved svag varme – tilsæt til sidst 1 klat olivenolie og lidt salt
  5. Anbring kerner på et stykke køkkenrulle for at udtrække vedhængende olie, samt for at køle dem af
  6. Vend squash strimler og gulerodsråkosten i pesto
  7. Hæld lidt soya over broccolien og fordel det over squash og gulerod
  8. Hak de soltørrede tomater ud i små stykker og fordel ligeledes dem og kernerne over salaten

 photo DSC02729_zpsc6664415.jpg
 photo DSC02734_zpsc1d82dd2.jpg

18 år

 photo DSC02787_zpsd5a2b707.jpg
Så kom dagen, hvor jeg bliver en slags voksen. Det er altså lidt skræmmende og lidt fantastisk på samme tid. En ting er sikkert, der er ikke så meget at gøre ved det. Heldigvis da… 😀

Måske tager man hul på et nyt kapitel i sit liv, når bliver 18? Jeg ved det ikke, måske hører det for mit vedkommende ‘blot’ under gymnasiekapitlet. Det næste rigtige kapitel bliver vel, når jeg går ud af skolen og forlader reden. Det er en helt fantastisk tid lige nu, hvor man lige så stille lære at tage mere og mere ansvar og hoppe lidt ud fra sikkerhedsrammernes net. Hold op op, hvor har jeg det sjovt, og hold op, hvor er man ligeledes en presset ‘dame’ i 2G. Det er helt absurd – det skriver myoserne på min ryg vist under på 😉 Nogle dage sidder jeg på cyklen hjem eller på vej et nyt sted hen eller på cyklen til en aftentur (det er ofte på cyklen, som I nok kan høre) – og tænker over, hvordan filan jeg egentlig når så mange ting. Det er mig lidt et mysterium, som der ofte bliver svaret på, når jeg pludselig rammer en mur, og intet kan overkomme resten af den dag. Der er sgu ikke så meget tid til Beverly fra nu af, er der det? Det håber jeg. Hvordan skal jeg ellers leve et lykkeligt liv? 😉
 photo Skaeligrmbillede2014-09-22kl215834_zpsa6e05b18.png

Er jeg den eneste, som kommer til at klynge sig lidt til barndomsminderne i flæng med en vis 18-års fødselsdag? Den eneste er jeg i hvert fald ikke, min forældre er også godt i gang – se bare min fars fine collage 🙂 I må i hvert fald have en skøn dag. Jeg vil tilbringe min med mine yndlingsfag (livets små glæder), et forkælelsessmut til frisøren, hygge i byen og en afslutning med manér med min tætteste familie i selskab af pulled pork og chokoladeballaden.

Knus<3

Runners high

 photo DSC02782_zps1375c486.jpg
Jeg bliver lige nødt til at dele det her med jer. Jeg har nemlig lige løbet min første tur i ca. 1/2 år. Om jeg flyver på en sky lige nu? Oh yearh! Jeg har været bange for at løbe siden juni 2013 – bange for, at det vil ødelægge mine knæ. Jeg har siden da løbet ture i ny og næ, altid med det resultat, at jeg de følgende 3-4 dage ville have svært ved at gå. Jeg knuselsker at løbe om efteråret. At flyve igennem skoven med orange blade svævende omkring sig og sin yndlingsmusik i ørene, der får en til at flyve yderligere. Det er så fantastisk. Så i dag tog jeg mod til mig efter, at min mor flere gange nu har sagt “jeg tror altså sagtens, du kan lige så stille kan begynde at løbe”. Min læge og fys har ligeledes givet mig grønt lys i – bare jeg lytter til min krop. Så det gjorde jeg. Jeg snørede løbeskoene, gik ned i skoven og begyndte at løbe. Lige så stille steg tempoet og smilet bredte sig større og større. Det der cykling har sgu givet noget. Jeg har ikke løbet så ubesværet i flere år – hverken med formen eller knæet. Det var nok de mest fantastiske 3-4 km nogensinde. Jeg smilte over hele femøren på gåturen hjem.

Jeg kommer ifølge min læge aldrig til at kunne løbe marathon el.lig., men det gør mig heller ingenting – bare jeg kan løbe sådanne ture som i dag på regelmæssig basis. Så er jeg lykkelig.

I må have en skøn søndag aften<3