Noget om træningsglæde

Narcissist? Egoist? Eller bare selvoptaget?

 photo IMG_1454_zps1308de57.jpg
Der skal ikke et ekstra sæt briller til at se, at jeg har et ret så normalt liv. Jeg går ikke til fancy events, drikker champagne om onsdagen og rejser spontant til Paris torsdag.  Alligevel har jeg en blog med omdrejningspunkt i mig og mit liv. Det er sikkert toppen af poppen, hvis vi skal tage den på ego-termometret. I dag er menuen: “se mig, se min dag, mine meninger, billeder af mig, mit liv.” Jeg fortæller aldrig nogen, at jeg har en blog. De skulle jo nødig få det indtryk, at jeg tror, jeg er noget. Mit liv er noget nær så gennemsnitlig, som det kan være. Jeg går i gymnasiet, laver lektier, bliver sur på føromtalte og oven i det, prøver jeg at smide så meget andet ind, som døgnet kan holde til. Som de fleste andre på min alder.
 photo a5b4299e-a9ec-478d-86f1-6d5b4524e999_zpsd11acc38.jpgHvorfor så blogge, hvis man ser sig selv som skidekedelig og gennemsnitlig? Fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg elsker at skrive, jeg elsker jeres kommentarer, og jeg elsker blogmediet. Jeg synes, det er genialt. Det er et skønt univers. Lidt som en masse offentlige dagbøger, man kan bladre sig. Min dagbog er rodet, og fyldt med op- og nedture, små rare minder og en masse tankestrøg. Og fordi, det ikke helt er sandheden. Jeg synes ikke, at mit liv er kedeligt. Jeg synes, det er vildt og fantastisk – på sin egen helt måde, langt nede på jorden. Alles liv er jo unikke. Personligt er det, jeg bedst kan lide ved blogverdenen at læse små glimt fra folks hverdag, random facts og personlige mindre romaner om dit og dat. Jeg kan godt lide kontrasten mellem glansbilleder, og når folk piller sig ned fra derfra. Sagt på en anden måde: kontrasten mellem det overfladiske og det nedenunder. Jeg synes, det er enormt fedt.

Hvad jeg også synes er fedt, er at få respons og lære en masse nye mennesker at kende. Det kan sætte mange tanker i gang at få respons på både debatindlæg og personlige indlæg – det bringer tit en masse nye perspektiver ind i mit lille hoved. Der er sikkert en form for bekræftelse i at blogge; det er rart at læse om andre, der døjer med de samme ting, som man selv gør – og ligeledes ting, der gør en glad i låget. Man er ikke længere palle alene i verden. Og netop derfor, oprettede jeg i sin tid bloggen – jeg var blevet en træningstosse med stigende interesse for alt i den genre, og jeg manglede nogen at dele min glæde med. Det blev starten på bloggen.

Så for lige at opsummere: jeg blogger lige så meget for at tage del i et fællesskab, som  for at køre mit eget egotrip. Og øh, så jeg synes egentlig, det er okay at køre et egotrip i ny og næ, bare man er velvidende om, at man ikke er universets centrum… Det er da ret cool at være bevidst om, at man er noget – for selvfølgelig er man det. 

 

 

   

2 kommentarer

  • Freja

    Jeg synes du er… FOR NICE!
    “Det er da ret cool at være bevidst om, at man er noget – for selvfølgelig er man det.” Dét og meget andet i det her indlæg er bare spot on!
    Du er en af de bloggere jeg ville smile stort til, hvis jeg mødte dig på gaden, modsat de fleste andre, som jeg (af uforklarlige årsager) ville lade som om jeg ikke kendte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Jeg synes, du er… FOR SØD! Det er da bare den skønneste kommentar at komme med! Tak for den! Så håber jeg sgu, vi render en i hinanden en dag 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om træningsglæde