Hej igen

Om at søge utilstrækkelighed og ekstremerne

 photo IMG_3990_zps34ead9b8.jpg
Hvis man skulle kåre årets meste udbredte følelse, er det lige før, at jeg vil pege på “utilstrækkelighed”. Det havde jo været en tand sjovere at skrive “glæde”, men på sin vis tror jeg, at de to hænger sammen. Forklaring følger. I snart alle sammenhænge popper ordet op, “utilstrækkelighed”. Vi vil nå det hele og stadig fremstå glade og “overskudsagtige”. Jeg har erfaret hos mig selv, at skal denne følelse gemmes langt væk, skal jeg tage nogle beslutninger og skære væk. Ikke ind til benet, men ind til de ting, som betyder noget for mig. Jeg befinder mig fx glimrende i mit eget selskab. Det tog mig lang tid at acceptere. At acceptere, at jeg bundærligt oftest foretrække en stille aften fremfor byture. For så lever man jo ikke livet? Man vil være gerne være det hele: sund, men ikke for sund, trænet, men ikke besat, 12-tals elev, men ikke stræber og så samtidig være social og en festabe – uden tømmermænd, selvfølgelig.

Der er en ting, der fascinerer (læs: undrer) mig en smule; vi taler om følelsen af utilstrækkelighed, der opstår på de sociale medier, vi sammenligner os med glansbilleder, og taler om, hvilket kropsideal medierne udsender, men alligevel søger vi vel på en vis måde de medier, der gør os skidt tilpas. At følge folk på Instagram eller at læse diverse blade og artikler er jo frivilligt. Et enkelt ‘unfollow’, og man er et skridt nærmere lykke. Eller hvad? Jeg kender det fra mig selv: jeg unfollower, jeg er glad og lettet i sekundet, der går 1 dag, og jeg klikker ind på profilen igen. Hvorfor? Aner det ikke.

Vi snakker om ekstremer – ekstrem sundhed, ekstrem træning, ekstreme kropsbilleder, ekstremt overskud, som om det er uundgåeligt. Der er bare det, at det er de jo ikke. Jeg kender da en masse, hvis ører det aldrig er nået til, at sixpacks er idealet til kvinder, eller som ved, hvad skyr er, og at man skal stille op i bikini fitness. De finder følelsen af utilstrækkelighed andre steder. Jeg er efterhånden af den opfattelse, at vi søger “ekstremerne” – selvfølgelig indenfor forskellige områder. Stræbsomme elever søger 12-tals eleverne, træningsentusiasterne søger de garvede indenfor området osv. Det kan altid blive lidt vildere, lidt bedre – lidt mere ekstremt. Det er selvfølgelig et spørgsmål om definition, hvornår noget er ekstremt. I know. Alligevel fascinerer det mig, hvorfor vi (okay nogle, inkl. mig selv) mere eller mindre ubevidst søger ting, der ikke gør os glade. Og jo, jeg vil gerne læse psykologi – eller filosofi.

Jeg håber, I kan finde hoved og hale i indlægget. Hvis I kan, hvad er så jeres mening omkring emnet? Hvorfor afskærer vi os ikke bare fra medier, der gør os skidt tilpas?

   

11 kommentarer

  • Trine K

    Netop derfor er jeg så glad for, at du er vendt tilbage! Dine velskrevne indlæg får mig virkelig til at reflektere over tingene…

    Du har ret; mange (ALT for mange!) af os stræber efter det uopnåelige! Ligesom du, kan jeg heller ikke give en forklaring. Måske fordi, at hvis man faktisk nærmer sig det uopnåelige, tror man, at man får succes, og bliver anerkendt af andre!? Jeg er af den opfattelse, at det i hvert fald ikke er for at tilfredsstille én selv. Inderst inde ved man jo godt, at man ikke bliver mere tilfreds af, at fornægte sig selv GOD mad, at tvinge sig selv til at træne…

    Desværre tror jeg faktisk, at det ofte er de samme personer, der går på stram diæt, træner ekstremt, hiver 12-taller hjem… Det handler grundlæggende om perfektionisme – alt skal gøres til UG+. Hvornår starter man mon med at forstå, at livet skal leves?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      Du er bare sød, altså. Hvis bare jeg havde lige så nemt ved at skrive mine afleveringer 🙂

      Der var engang en fra DR, der spurgte mig, hvorfor jeg troede, at vi er blevet så “afhængige” af at poste billeder fra vores liv alle vegne; jeg plaprede løs, men sandheden er, at jeg virkelig ikke ved det. Jeg tror dog, at du har meget ret i, at det bunder i ønsket om anerkendelse og succes.

      Det tror jeg, er rigtig godt observeret. Jeg tror ligeledes heller ikke, at det er tilfældigt, at mange “tidligere” spiseforstyrret kaster sig over bikini fitness…

      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine K

      Er glad for at du skriver tidligere i situationstegn! 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine K

      Nej, nej, nej… Vågnede i morges og vidste med det samme, jeg havde skrevet situationstegn – Godt gået TK! Hader stavefejl eller misforståelser af sproget. Så lad mig hellere rette mig selv; citationstegn 😉

      Det mindre mig helt om, da jeg troede, at Kim Larsen hed Kimmi Larsen (bare rolig, det er mindst 17 år siden…)

      Lidt en flov kommentar herfra 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      Haha, jeg hader også, når jeg kommer til at lave stavefejl – jeg tænkte nu ikke så meget over det 😀 Det er så nemt at kommme til at misforstå hinanden over nettet!

      Kimmi! Jamen, det passer da egentlig også meget godt til ham 😀

      Der er da intet at være flov over – ha’ en skøn weekend!<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du spørger, hvorfor vi ikke bare afskærer os fra medier, der gør os skidt tilpas? For det første tror jeg ikke, at spørgsmålet er så enkelt. For det andet skal man gøre sig decideret umage, hvis man helt vil undgå diverse blogs, facebook, instagram, tv, radio, magasiner, ugeblade m.m., og det ville næppe være nok til at fjerne følelsen af utilstrækkelighed … Det er jo den virkelighed, vi lever i, og vi bliver nødt til at forholde os til den og dens synliggørelse af de forskellige ekstremer. Vi kan ikke undgå virkeligheden, men vi kan vælge, hvordan vi vil reagere på den. Det er netop det, som jeg tror, er vigtigt, hvis vi skal undgå den der følelse af utilstrækkelighed. Kan du følge mig?

    Anyways, i hvert fald et godt indlæg, der lige satte nogen tanker i gang i mit hoved …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      Noget lignende, ja 🙂 Det tror jeg, du har helt ret i, jeg kan heller ikke selv svare på det. Det er selvfølgelig rigtigt – og dog. Mange nævner Instagram som værende tilbøjelig til at så denne følelse af utilstrækkelighed og dårlig samvittighed, et klik og din er profil er væk. Det er så simpelt og alligevel så kompliceret. Selvfølgelig skal man forholde sig til virkeligheden, der er vi helt enige, min undren bunder i dem, der “søger” hen imod disse medier. Jeg kan sagtens følge dig, det er skidegodt formuleret.

      Jeg takker – både for de søde ord og din kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Christina

    Nå.. Nu bli’r jeg sgu lige nødt til at smide en kommentar igen 😉

    Jeg er rigtig enig med dig i, at vi et langt stykke hen af vejen selv er i stand til at styre, hvad der popper op på vores skærm.. Jeg tror hurtigt, at man kan komme til at se sig selv som et passivt offer for daglig spam med uopnåelige idealer. Jeg synes bare ikke, at det er helt rigtigt! For vi kan jo, som du siger, bare trykke unfollow til de input, der frustrerer os eller giver os følelsen af utilstrækkelighed.. Jeg har personligt erfaret, at det virker rigtig godt for mig at følge personer, blogs og sider på facebook, som er i overensstemmelse med det, jeg gerne vil opnå i mit liv.. Da jeg var en tynd cardio-pige, der trænge til at tage på og opbygge muskler, begyndte jeg at følge seje mennesker, der spiste igennem og styrketrænede, da jeg havde planer om bikinifitness begyndte jeg at følge en masse atleter.. I dag er det ikke længere de ting, som jeg ønsker skal fylde i mit liv, og jeg har derfor også trykket unfollow til rigtigt mange af de personer, som jeg engang fulgte. Nu følger jeg i stedet mennesker, der lader til at hvile i sig selv, tilstræber balance i tilværelsen osv.. Og jeg kan mærke, at det er en faktor, der er med til at skubbe mig i den retning, som jeg gerne selv vil bevæge mig i. Så på den måde ser jeg lidt de sociale medier som en platform, hvor man aktivt kan tilvælge “rollemodeller”, som er gode ift de ting, som man selv ønsker sig i tilværelsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja du kender allerede min holdning til sociale medier og ekstremme idealer.. jeg har også ryddet op i de profiler jeg følger på IG, da de minder mig om den ekstremme form og livsstil jeg har forsøgt at efterleve i flere år efterhånden. Nu er jeg bare et andet sted i mit liv, hvor jeg har fundet ud af, at det ikke gav mig nogen glæde – kun frustrationer og følelsen af ja, utilstrækkelighed.

    Synes det er ærgerligt at se unge piger føle sig utilstrækkelige fordi de ikke har en sixpack – og det er bare et forkert ideal at have. Sommetider tænker jeg virkelig, at det er et sygt samfund med syge idealer vi skaber. Tror da fanden unge mennesker i dag ikke har det godt med sig selv:)

    Hilsen Nana

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofia

    Juhuuuuuu! Elsker at du er tilbage på bloggen! Har savnet den slags småfilosofiske indlæg fra din side 😀 fantatisk. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne Sofie

      Altså, du gjorde da lige min aften en tand eller ti bedre 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hej igen