Studiestart, en ny hverdag og glade, men tunge øjne

Forhåbningerne om en ægte “indian summer”-weekend fordufter langsomt i takt med, at skyerne har gjort sit indtog på himlen på den anden side af mine overraskende rene ruder. På den anden side af ruderne ligger jeg overraskende behageligt med det ene ben halvt udover sofaen for at gøre plads til husets sødeste og mest behårede beboer – hvis øjne ihærdigt prøver at holde sig åbne, stærkt bekæmpet af den trætte krop, hvis vægt ser ud til at føles tungere og tungere. Bag den næsten-sovende hund pruster den efterhånden monstrøst store monstera sig op. Planten, der efterhånden har fulgt mig i et børnehavebarns alder. Er det mon kun mig, der synes tanken om, at ens planter er flere år gamle, er lidt mærkelig? Selvfølgelig er det bare fedt, at man har formået at holde dem i live, men det er stadig en pudsig tanke, at planten er ældre, end den nu sovende hund – synes jeg. Sidespor. Men sidespor er der tid og plads til i dag, for om 36 minutter kører bussen af sted mod introtur. En bus jeg ikke kommer til at sidde i. Selvom det altså var den oprindelige plan.

Den larmende stilhed herinde skyldtes, at jeg for snart to uger siden havde første dag på det studie, der forhåbentlig bliver min hovedbeskæftigelse de næste 5 år – ja, og mange, mange år efter det. Og det er godt, og jeg er glad for mit studievalg, mit hold, den nye hverdag og ja, for det hele, men. Jeg er også træt; så træt, at mine øjne i skrivende stund stort set laver samme stunt som den stædige hunds. Jeg drømmer om paragraffer og endeløse sider om natten og forundres om dagen både over, at der kun er gået to uger, og over hvor de to uger er forsvundet hen.

Til de flestes store forundring har jeg derfor valgt at trække stikket i weekenden og skippe den introtur, der igangsættes om nu 23 minutter. Egentlig ville jeg rigtig gerne med, men jeg kender efterhånden også mig selv godt nok til at vide, at jeg skal være på forkant; at jeg skal give mig pusterum og tid til bare at være mig. Mine næste mange weekender er proppet fra morgen til aften med skønne, skønne ting, men det er hverdagen også – og hvornår er det så lige, man skal trække vejret? Som jeg sagde til min far, da jeg i onsdags spadserede hjem over Langebro kl. 22:00, bliver jeg nødt til at holde fast i lidt af det, mine sabbatår har lært mig – ellers kunne jeg lige så godt være i gang med det sidste år på min bachelor lige nu.

Og hvad har de så lært mig? De har lært mig at tage mig selv, mit hoved og min krop seriøst. Og så har de lært mig ikke at blive absorberet i det seneste, jeg har kastet min tid og kærlighed over – hverken et arbejde, et studie, en hobby eller en person. Noget jeg indtil for ganske nylig var verdensmester i. Selvfølgelig er det fedt (og måske endda nødvendigt?) at tillægge noget af sin identitet i sit hovedforetagende (fx et studie), men jeg skal stadig være “Anne Sofie” først. Ikke “jurastuderende-Anne Sofie”. Muligvis lidt langhåret – “lad os sidde i en cirkel og holde hinanden i hænderne med lukkede øjne” – men ikke desto mindre det vigtigste de sidste to år har lært mig. Jo, og så at man ikke dør af at sidde i en cirkel, selv ikke med lukkede øjne. Det er muligvis stadig ikke min yndlingsbeskæftigelse, og jeg vælger den som oftest fra – men jeg kan godt. En sjælden gang imellem 😉

Mine råd til at leve godt uden at sprænge budgettet

Jeg har boet for mig selv i sammenlagt tre år, her inklusiv et snydeår, hvor jeg allernådigst fik lov at lege, at jeg var flyttet hjemmefra i mine forældres kælderlejlighed, der ellers almindeligvis beboes af en lejer eller to. Jeg tog det meget seriøst og spiste kun med ovenpå, hvis det var aftalt på forhånd. Meeen, manglede jeg en rulle toiletpapir, løb jeg altså bare ovenpå og nappede en. Undtagen en enkelt gang, hvor jeg vist bestilte en pr. SMS – smidt ned ad trappen. Enough said. Det var på det tidspunkt det bedste fra begge verdener. Jeg fik det basale det på plads; hvor meget koster det egentlig at fylde et køleskab? Hvor ofte bør man fylde det? Èn stor ugentlig tur med indkøbsliste og poser så tunge, at dine arme truer med at falde af? Eller sjatkøbe lidt, som det passer i løbet af ugen? Hvad bør man fylde det med? Og hvilket supermarked skal man vælge – skal man vælge et, eller kan det betale sig at kombinere dem? Spørgsmålene er mange, og disse her involverede jo blot indkøb. Og man kunne stille mange flere. Rådene er mange, både fra Google, dine veninder og din mor, men nu får I lidt af mine. Ikke som en guide – og slet ikke som en guide for at leve for så lidt som muligt, mere mine retningslinjer for at skære unødvendige udgifter og forbrug fra.

Jeg har på fornemmelsen, at de fleste af mine veninder synes, jeg lever lidt over evne. Jeg har ikke møbler fra Ikea, jeg lever ikke af pasta med ketchup, jeg har hund, jeg køber dyre hårprodukter og det meste af mit tøj er fra Ganni og deslige. MEN. Det har jeg kun, fordi jeg forsøger at tænke lidt kreativt.

Indkøb og madvaner

Jeg gjorde op med mig selv, hvad der er vigtigt for mig på madfronten og prioritede så (realistisk) omkring det. Det er nok de færreste, der har et ubegrænset budget til rådighed, når de lige så flyttet hjemmefra (især, hvis man lever af en SU), men havregryn tre gange dagligt har ikke været på bordet herhjemme endnu. Jeg har altid prioriteret økologi og danske råvarer højt, jeg vil også gerne en gang imellem købe den gode chokolade, den gode pesto og så videre, så derfor spiser jeg ikke kød i hverdagen. Jeg ville ikke have råd til at spise overvejende økologisk, hvis jeg spiste kød, og så vil jeg hellere lade være. Eller i hvert fald begrænse det meget.

Jeg startede med at fylde skabene med et basislager af kikærter og bønner (tørrede, ikke fra dåse), havregryn, mel, nødder osv. Herefter fyldte jeg min fryser med frosne grøntsager; det gør jeg løbende, ligesom jeg altid bager dobbelt op på boller og brød og smider det i fryseren. For ja, der er virkelig også noget at spare ved at bage sit eget brød – nemme opskrifter følger. På den måde kan jeg altid lave et hurtigt måltid på dage, hvor man egentlig kun har overskud til at bestille take-away.

For mig fungerer det at begrænse turene til supermarkedet til én stor tur om søndagen og så en enkelt eller to små, målrettede ture i løbet af ugen (fx efter det skide toiletpapir). Jeg var virkelig god til at få tømt (og dermed spist) stort set alt i mit køleskab, før jeg fyldte det igen engang, det prøver jeg på igen. Ellers kender jeg mig selv godt nok til, at jeg smutter i Irma, som ligger lige ved siden af og fylder kurven med alt muligt, jeg ikke har brug eller får spist. Jeg er igen begyndt at skrive en indkøbsliste, og så tager jeg turen til Rema 1000 i stedet. Det er et nemt sted at spare. Og så ellers være kreativ med råvarerne. Broccolihovedet blev måske dampet, men så kan stilken bages med nogle kikærter eller blendes til en gang deller. So many options 😉

Møbler og indretning

Jeg købte ikke et eneste møbel udover min seng, da jeg flyttede hjemmefra. I stedet lånte jeg en bil og tog på rundtur til mine forældre, stedforældre, bedsteforældre, deres venner og så videre. 90 pct. af min lejlighed er derfor indrettet med “genbrug” – endda genbrug, hvis historik har en betydning for mig. Det er så fedt at kunne sige: “det tæppe købte mine forældre på en rejse til Tyrkiet efter gymnasiet”, eller: “spisebordssættet er min mormors mand ekskones forældres”. På samme måde er min ene PH-lampe mine oldeforældres gamle og den anden tilhørte min papfars ekskones forældre. Jeg har muligvis været heldig, men det er værd at prøve, især fordi det (i hvert fald for mig) gav en følelse af hjem med det samme. Jeg vil næsten vædde på, at alle bedsteforældre har et sæt kopper, de ikke bruger. Det er nemt fx at pifte din tante og onkels gamle sofa fra kælderen op med en rens, pæne puder og måske et tæppe henover.

Beautyprodukter

Det her et helt sikkert et område mit niveau af kræsenhed (snobbethed) er vokset markant de seneste to år. Så for, at denne post ikke eksploderer laver jeg mit forarbejde. Jeg køber mine hårprodukter fra Kevin Murphy på nettet, da man får 30 pct. ved at købe tre på en gang. Jeg køber altid bodylotion, mascara osv., før jeg løber tør – altid, når det er på 20 pct. i Magasin, Matas eller i lufthavnen. Jeg tager så mange make-up fri dage som muligt og minimerer ligeledes hårvask til et minimum. Jeg er stoppet med at mishandle mit hår og investerer i stedet tid i Olaplex-kure, almindelige kure, olie osv. Det er trods alt betydeligt billigere end at skulle klippes hele tiden. Ligeledes bruger før hver anden hårvask en blond conditioner eller shampoo, som fjerner gullige toner i farvet blond hår – den har jeg gerne siddende 12 timer sammen med min Olaplex. På den måde har jeg halveret mine ture i frisørstolen. Det ville selvfølgelig være allerbilligst ikke at farve hår eller bruge dyre mærker, men det har jeg ikke lyst til, så længe det er muligt.

Lidt af det sjove

Jeg har jo en hund. Hun er egentlig ikke så dyr i drift, men jeg har meldt mig ud af alt fitness og yoga – et hurtigt regnestykke: mit yogamedlemskab svarer til hendes månedlige forbrug af foder, hundeposer og godbidder, mit fitness-medlemskab svarer til hendes syge- og ansvarsforsikring. Easy peasy. Har man ikke hund, er medlemsskaber stadig et nemt sted at spare. Invester i et sæt kettlebells og en yogamåtte – smider du et sæt løbesko i puljen, er du ret godt kørende, hvis du spørger mig.

Jeg har fravalgt et fjernsyn, i stedet har jeg en række abonnementer. Jeg har fx købt en ekstra Netflix-bruger; en til en veninde og en til min familie. Så har hun købt en ekstra HBO-bruger til mig og min far har gjort det samme med en Viaplay-bruger. Det synes jeg er ret smart. Når vi er ved veninder, er en af mine yndlings venindedates blevet at lave mad sammen – fx inden en bytur i stedet for altid at spise ude. Så kan man også lave den hjemmerystet drink og spare… well, et par hundrede.

Tøj og sko køber jeg næsten udelukkende på udsalg ellers en sjælden gang imellem på Trendsales eller Tradono. Og så forsøger jeg at passe rigtig godt på det – og bliver ved med at bruge det. Mine Acne Pistol støvler købte jeg på fuld pris, men de har også fem år på bagen efterhånden.

Det blev lidt langt og måske lidt for indspist i mine egne vaner, men jeg håber alligevel, at det kan bruges.

Må man være nervøs nu?

Kender I det, når man har glædet sig så meget til noget i så lang tid, at det til sidst tilslutter sig i lyserødt filter, hvori alt er godt, fantastisk, dejligt og vidunderligt? Og når det så nærmer sig, begynder det lyserøde filter langsomt at falme og nærme sig et filter, der ligner virkeligheden? Sådan har jeg det lidt med den forestående studiestart. Jeg har glædet mig, som jeg ikke har glædet mig til noget, siden jeg var 5 år og skulle falde i søvn velvidende, at jeg i morgen ikke længere var 5, men 6 år. Og heldigvis for det. Jeg valgte netop at tage mit andet sabbatår for at glæde mig til at læse. Hvad jeg ikke vidste ikke var, at den glæde hurtigt kom og endnu hurtigere blev til en længsel, der senere ville sprede sig til hver en fibre af min krop. Jeg begyndte at savne at bruge mig, mit hoved og min stemme. Alle der har været i servicebranchen mere end et par vagter, kender muligvis til følelsen af, at ens personlighed langsomt fordufter i takt med, at ens stemme transformerer sig til en lyd meget lig, den man hører, når (okay: hvis) man aflytter sin telefonsvarer. En robotagtige stemme med hang til at genbruge de samme fraser igen og igen.

Forstå mig ret, jeg elskede restaurationsbranchen det første 1,5 år tids. Jeg havde faktisk en kort periode i efteråret 2017, hvor jeg legede med tanken om at blive i den for good – ret sjov tanke, at det var den samme person, der to år tidligere blev hjemme fredag aften for at lave matematikaflevering, “for jeg skulle jo læse medicin”. På den ene side lyder det som to forskellige personer, på den anden side har jeg svært ved at overse fællesnævneren, når jeg skriver det sort på hvidt; jeg er allermest mig selv, når går all in. Om det er på visionen om at læse medicin, styrketræning, arbejde eller at have hund, er egentlig sekundært. Denne sommer er jeg gået all in på at lave så lidt som muligt. Måske et selvmodsigende udsagn, måske ikke. En af hovedårsagerne til, at jeg sagde mit job op, var, at jeg ikke længere kunne tage det seriøst – uanset, hvor hårdt jeg prøvede. Dermed ikke sagt, at jeg ikke gjorde mit arbejde, eller ikke gjorde mig umage med mit arbejde – mere, at ikke kunne få det ind under huden. Jeg har vist tidligere beskrevet det som at være en pensioneret, der vendte tilbage på arbejdsmarkedet. Muligvis lidt en tidlig alder at tage en sådan analogi i brug, men hvis hatten passer 😉

Min mormor har i hvert fødselsdags-, jule- og lykønskningskort adresseret mig, skrevet, at jeg har drive. Det har jeg altid været stolt af, at hun har skrevet – for det har hun skisme også, men det havde jeg bestemt ikke den sidste tid. Ikke fordi, at det ikke var et dejligt sted, men fordi jeg følte mig færdig. Som om mit hoved var et andet sted end min krop. Mit hoved var ved studiestart, og det er det stadig. Nu ikke kun, fordi jeg trænger til luftforandring, men fordi det lyserøde filter har gjort, at jeg har glædet mig til det hele: bøgerne, forelæsninger, studiegrupperne – selv eksamerne. Men som jeg indledte med at skrive, begynder det lyserøde filter at falme, og selvom jeg stadig glæder mig til på mandag (!!), begynder nervøsiteten også at indtage de fibre af kroppen, der før var fyldt af længsel. Jeg har aldrig været ølbowlingstypen. Jeg har altid flygtet fra alt det holdsport, jeg kunne flygte fra, og set mit snit til at løbe på toilettet, hvis ordet “navneleg” ramte nogens læber. Jeg holdte alle sleepovers og festerne hjemme hos mig helt fra 1. klasse – for så kunne jeg altid sove i min egen seng.

Jeg skal nok deltage, og jeg ved, at det bliver godt det hele, men nervøsiteten har altså ramt mig. Jeg har ikke gået i skole i to år, jeg har ikke haft lektier for i to år. Jeg har ikke levet af en SU i to år. Jeg har ikke leget navneleg i to år. Jeg har aldrig gået på universitetet. Damn. Jeg er 100 pct. mere klar, end jeg var for både et og to år siden, og jeg skal nok lade være med at løbe på toilettet, når ordet navneleg smides i luften, men all in på navneleg – det kommer nok ikke til at ske.

Nulstille del 2

Det var det der ‘nulstilling’, vi kom fra. Hvorfor og hvordan? Og er det ikke lidt for langhåret? Igen et nemt spørgsmål til sidst; det synes jeg ikke. Jeg gør det, fordi jeg kan godt lide tanken om at have afsluttet et kapitel, før jeg starter på et nyt. Og med afsluttet mener jeg ikke blokeret en ekskæreste på Facebook eller slettet alle billeder fra den foregående tid – det kan måske være første skridt, men jeg vil gerne nå til næste skridt – der, hvor det ikke længere fylder og definerer en.

Måske nogle stykker af jer kan huske den sommer for to år siden, hvor jeg flyttede til København? Den er for mig blevet synonym med frihed. Ikke mere kostplan, ikke mere skole, ikke mere byen, jeg voksede i, eller menneskerne jeg voksede op med. Det var skræmmende AF, men det var også virkelig godt for mig. Jeg fik nulstillet. Jeg startede på et arbejde, der kom til sluge både alt min tid og meget af mig. Sidstnævnte har jeg forsøgt at bearbejde de sidste par uger; for hvordan bliver man så opslugt af en arbejdsplads, at man sætter sig plads på standby for altid at være tilgængelig? For ikke at skrive et indlæg så langt, at selv den mest trofaste falder fra, springer jeg frem til min egen konklusion. En konklusion, jeg kom frem til ved at skrue tiden endnu længere tilbage; til min gymnasietid, nærmere bestemt min SRP, hvor jeg skrev om dannelse i litteraturen. Her formulerede jeg mit dannelsesbegreb omkring følgende sætning: at blive en anden for at blive sig selv. Den tanke, kan jeg ret godt lide, især fordi den er meget passende på det 1,5 år, hvor jeg var på SMAG.

Jeg tabte for et års tid siden min telefon i en stor gryde, alt gik tabt, og jeg har derfor ikke set billeder af mig selv fra den periode. Indtil for en uge siden, hvor jeg loggede ind på min iCloud. Det var ret interessant. Interessant at se mig selv i Carhartt hættetrøje, med Soulland huer, høje støvler, stramme tights og en tand for meget bronzer. Ja, kombineret. Jeg ændrede mig i det halvandet år. Og så ændrede jeg mig lidt tilbage. Selvfølgelig er jeg ikke tilbage til den, jeg var for den sommer for to år siden, måske nærmere en midterposition, men stadig – jeg går ikke i lige præcis det outfit længere 😉 Der er mange ting, jeg ikke gør længere, fx at sætte en arbejdsplads foran mig selv. Eller græde mig selv i søvn, fordi mit hoved er forvirret, min krop er træt, og følelsen af hjemve og udbrændthed overvælder mig.

I mit nostalgiske hoved havde jeg lidt fortrængt det sidste. Måske fordi det ikke har en direkte sammenhæng. Jeg huskede (næsten) kun alt det gode, alle de dejlige mennesker, festerne, mine mange forelskelser, og at jeg på mange måder er blevet stærkere og gladere af min tid der. For det er jeg. Det blev en tryg base, hvorfra jeg inden for velkendte rammer kunne finde ud af, hvem jeg er. Hvem halvvoksne mig er. Det er en dødforvirrende og frustrerende tid, når man går ud af gymnasiet, flytter hjemmefra og skal lære at klare sig selv. Det var det i hvert fald for mig. Det var derfor fantastisk og trygt at have et sted, man hørte til, hvor man fik lidt af den anderkendelse, man er vant til at få hver uge i gymnasiet, når intranettet fortæller, at man har fået sin aflevering tilbage.

Og så sluttede det, og den base forsvandt, og jeg holdte klamrende, mentalt fast i den – og har nok først nu sluppet jerngrebet. Det hjalp ikke at fortrænge det, det hjalp heller ikke at svælge i det, det hjalp tværtimod at tage mig selv seriøst og sige hvorforhvad skete der lige. I virkeligheden hjalp det hele nok. Men guderne skal vide, at det er 100 gange sværere at definere sig selv uden at kunne sige “jeg er studerende, jeg er sygeplejerske, jeg er Ulriks kæreste (fiktiv, btw)”. Næh, jeg er bare mig selv – og hvem fanden er det?

P.S.

Jeg lå for tre uger siden i min mormors sofa og faldt over et afsnit Beverly Hills 90210. Det var sommer, og de skulle alle på ‘Beverly Hills Beach Club’, undtagen Brenda – for Dylan var der. I stedet dedikerede hun sig til sin dramaklasse, hvor hun via en vinterjakke skulle genkalde sig en scene fra sin barndom. Hun render frustreret, grædende rundt i et forsøg på at genkalde nogle følelser, der ikke var der. Først da hun (ved hjælp af sin far) kommer i tanke, hvilken fest oplevelsen i virkeligheden havde været, kunne hun tage til stranden. Velvidende, at Dylan ville være der.