Look at this Instagram

Gæsteindlæg: “Spiser du nok? Husker du restitution?”

Jeg vil i dag præsentere jer for endnu en gæsteblogger. Denne gang er der ikke fokus på personen bag indlæg – hun er sågar anonym – men derimod en problemstilling hun skrev til mig om. Jeg synes, at hendes udsagn er virkelig relevante, nogle af de ting, hun skriver, kan jeg virkelig selv relatere til. Jeg lader ordet gå videre igen 🙂PicMonkey Collage

Jeg skrev til Anne Sofie, og spurgte om hun havde lyst til at skrive et indlæg, der skulle omhandle det at hjælpe sine veninder eller en søskende med at stoppe et usundt forhold til mad og motion. Netop denne vinkel, er der nemlig ikke mange blogs, der tager op. Hun spurgte mig så, om jeg selv havde lyst til at skrive om det. Først blev jeg ærlig talt skræmt ved tanken, men efter kort tid blev jeg meget taknemlig over, at hun spurgte og takkede så ja. Indlægget her er lidt et tankeindlæg, men jeg vil gerne prøve at skabe en debat om dette emne.

Man hører mange historier om piger, der har gået fra undervægtig til sund vægt og endda fit.  Men der er ikke mange, der skriver om at opdage og hjælpe en veninde, der har et forstyrret forhold til hele dette øget sundhedsfokus. Jeg oplever, at der er et stort fokus på sundhed og motion i gymnasiet, jeg går selv i 3.g. Her går snakken i frikvarteret ”Ej hvad har du med der?” Det ser godt nok lækkert ud” ”Ved du, hvad jeg fik til aftensmad? Jeg skal ned at træne. Jeg vil gerne lige strammes lidt op her og der.” Hvis det ikke er i frokostpausen, så er det på toilettet, at man overhøre andres samtale om, at de var nede at træne i går. Man er snart ikke fri nogen steder for jagten på sundhed og den perfekte krop. Men for at komme til sagen. Jeg kan se på nogle af mine veninder, men også andre på skolen, at de har et lidt urealistisk forhold til især mad, men også motion. Her kommer pointen, hvor mange af jer, der sidder og læser dette, har gået hen til en veninde eller en i fitness og spurgt ” får du nok at spise, bliver du mæt af det? Husker du hviledage og restitution?” Jeg tror ikke, der er mange, der har? Men det ved jeg ikke.

Hvorfor tør man ikke stille spørgsmålstegn ved, at en af sine veninder klare en skoledag fra otte til tre på tre gulrødder og et rugbrød samtidig med en idrætstime?! Det er jo ikke nok. Dog kan man ikke vide, hvad der bliver spist i det skjulte. Men der må være noget galt, når det er denne mængde mad eller mindre hver dag? Jeg bliver frustreret, når jeg ser andres madpakker, og de siger ”puha jeg har meget mad med”, og de så ikke har. Hvordan kan man hjælpe? Hvad er det rigtig at sige eller gøre? (dette er et virkeligt eksempel). Jeg har prøvet at snakke med andre af mine veninderne om en veninde, men får at vide ”hun har styr på det, hun går meget op i sund mad og motion”. Men der er bare noget, der ikke helt stemmer overens her, sund mad er ikke lig med for lidt.  Her begynder min indre røde knap at blinke. For nej, der behøver ikke være ”styr” på det . Jeg har selv været der, jeg ikke spiste nok i forhold til den træningsmængde, jeg havde og har (jeg er normalvægtig i dag). Men ingen af mine veninder sagde noget til mig. Dem der sagde noget, var andre voksne, og de sagde det til min mor. Hvorfor ikke mig? Var de så bange for min reaktionen, at de tog kontakt til min mor? Men til sidst da min lillebror, sagde: ”Du er altså for tynd”. Der ramte det virkelig dybt. Jeg kan sidde nu og tænke, hvorfor blev jeg ikke stoppet?Eller var der nogle, der kom med hentydninger uden, at jeg forstod det?

Jeg sidder nu tilbage med den dumme tanke: Syntes de at jeg var pæn, siden der ikke blev spurgt ind til det? Er samfundet blevet drejet i den retning, at vi kun må beundre hinanden, men ikke blande os eller prøve at hjælpe, hvis det går den forkerte vej? Har man ikke en vis pligt til at hjælpe sin veninde? Jeg tør næsten ikke spørge min veninde, om hun spiser nok, for hvordan vil hun reagere? Man bliver vel nødt til at prøve at snakke med personen, stille og roligt. Man kan jo fortælle, at man er bekymret for hende? Nogen gange er det måske det spørgsmål, der skal redde en fra at ende ud i noget, som de slet ikke har lyst til.

Der må være andre derude, som sidder med samme problem? Vi må kunne skabe en åben debat om at finde en god måde at snakke med sin veninde eller søskende. Jeg sidder i dag med et ønske om, at mine veninder ville have taget en snak med mig, de har fået at vide, at jeg spiste for lidt, men reaktionen var ”gjorde du?!”  Jeg tror, det er vigtigt, at der bliver vist interesse og støtte, når der er en, der er ved at udvikle eller har udviklet et forkert forhold til mad og motion.

Hvad tænker i?

// anonym //

Untitled

8 kommentarer

  • Trine

    Super godt indlæg!
    Først og fremmest giver jeg dig fuldstændig ret i, at man ikke rigtig kan “værne” sig mod at overhøre samtaler om sundhed/motion HELE tiden – Er det ikke i studietiden, så er det i fjernsynet eller andre medier.

    Fsva. selve problemstillingen, så har jeg selv lidt af en spiseforstyrrelse i mange år. Spørger du mig, så er det klart bedst at tage det i opløbet – bagefter har sygdommen for meget magt! Og det er da helt rigtigt, at man udefra ikke kan være sikker på, at ens veninde er syg/på vej dertil, men det viser blot, at man faktisk passer på sine veninder.
    Jeg synes bestemt, man skal snakke med vedkommende om det – spørgsmålet er blot hvordan! Personligt kan jeg huske, at jeg nægtede ALT, såfremt en person “gik til angreb/anklagede” mig. Det hjalp mig langt mere, hvis folk udtrykte bekymring og viste en forståelse.
    Hvis du kan se, at det virkelig ER galt, og du kender hendes familie, så synes jeg, du bør snakke med hendes mor om det. Så har du gjort “dit”, og du kan måske give dig selv lov til at slappe lidt mere af, når du er sammen med din veninde.

    Hav en dejlig dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Fedt indlæg!
    Jeg har selv været ramt af en spiseforstyrrelse og der var ikke nogen der kommenterede på min mad eller nogen der helt reelt spurgte ind til hvordan jeg havde det, hvilket jeg egentlig nok godt kunne have brugt…
    Tror det skræmmer mange at det kan komme så vidt.
    Jeg kan virkelig godt følge dig i dine tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne Ø

    Rigtig godt emne at tage op. Jeg vil bare gerne tilføje (til den anonyme eller til Anne Sofie), at det kunne klæde indlæget at blive læst korrektur på. Ikke at det skal sammenlignes med en danskstil eller noget, det virker bare forstyrrende for mig(og måske for andre?), når der er så mange stavefejl. Bare lidt konstruktiv kritik 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Johanne,

      Det var faktisk også min første tanke, men jeg gjorde det ikke, da det føltes lidt forkert at rette på en, der ældre end mig selv 😉 Det er dog rettet nu, da du har helt ret i, at det var forstyrrende.

      Anne Sofie

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg hader også når min veninder sidder med deres madpakker der ikke indholder meget mere næring end hvad to gulerødder kan give, og siger “jeg har bare så meget mad med!”. Og så sidder man selv der med sin lækre wrap sprængtfyldt med alle mulige lækre mættende grøntsager og spiser skyr i det første frikvarter.,hvad skete der for at alle der før havde en god madpakke med nu kun lever af gulerødder og luft? Jeg beundre end af drengene fra min klasse, som er slank og veltrænet, og som dagligt tager masser af rugbrød, grønt og frugt med! Også selvom alle siger han spiser pisse meget! For han træner ekstremt meget, så han skal jo også have næringen til det!:D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg giver dig ret: sundt er sundt, men balance er endnu sundere! Det er utrolig vigtigt at være obs på både sig selv og sin omgangskreds og det er en meget fin balance mellem at sundhed giver energi i hverdagen og til at det overtager hele fokus med livet og ødelægger både krop og sind. Det er meget vigtigt at spise nok, ikke straffe kroppen, få sovet og hvilet – og få grinet en masse!
    Rigtig vigtig pointe som ofte glemmes i hele det her “lad os alle være super sunde” fokus, hvor er det godt skrevet! 😀

    Anna – http://wonderwomanwannabe.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • nadja

    Først vil jeg lige sige tak for en god blog, hvor der er plads til at se hele billedet og hvor der bliver taget diverse problemstillinger op, som altså desværre også følger med i hele den her sundhedsjungle.

    Jeg vil sige, at jeg elsker og høre på folk, der har lagt sine dårlige vaner fra sig og byttede dem ud med nogle sundere alternativer og som stolt fortæller om hvordan de både fysisk og psykisk har fået det bedre! Det glæder mig at høre, når fokusset er på ens ve og vel og ikke på ens taljemål.

    For fokus på ens taljemål er det jo desværre ofte. Sådan startede det også for mig, at jeg bare lige skulle tabe mig, for så ville jeg blive glad og lækker, men det tog overhånd og jeg sidder nu midt i en spiseforstyrrelse, som har ødelagt de sidste 5 år af mit liv. Det som startede med, at jeg bare lige ville blive sundere og tabe mig, men det tog overhånd, fik så meget fokus på kost og motion, at jeg ikke kunne være sammen med nogle både pga. jeg ikke vil spise, men jeg havde simpelthen heller ikke energi til det. Nu sidder jeg 5 år efter med både psykiske og fysiske mén. Jeg kan ikke gå i skole, håndtere at sammen med folk, tage til angementer, min hukommelse svigter, jeg har alvorlig angst osv.

    Jeg skriver alt dette for virkelig, at fortælle at selv om du bliver tynd/fit og får drømme kroppen, så er det ikke ens betydende med, at alt bliver godt og du bliver gladere. Jeg understrejer, at det er meget vigtigt, at vi snakker sammen. Folk sagde ikke noget til mig, når jeg sad uden en madpakke eller kun gulerødder, for jeg lod jo som om at jeg havde så godt styr på kosten og bla bla. Men så længe jeg så “normal ud” (ikke havde tabt mig for meget endnu), så sagde folk ikke noget. Det var først, da jeg havde tabt mig meget at folk sagde ” skal du ikke lige spise lidt mere, er du ikke blevet lidt for tynd din splejs” Og der vil jeg bare sige, at når jeg ser tilbage, så var det netop i starten, at jeg havde brug for, at folk havde vist deres bekymring, for det er der du er så ked af det(ked af dig selv, din krop, føler dig alene osv.), for det er følelser der gør ondt og dem skal der hul på inden de bliver for ødelæggende. Jeg synes den bedste måde, at takle det på, hvis man er bekymrede for nogle, er at snakke med personen om hvordan hun har det og hvis personen ikke selv åbner op, så fortælle om ens bekymring og sige, at man jo kun gør det, fordi at man holder af personen og kun vil den det bedste.

    Jeg synes i det hele taget, at vi skal være bedre til at komme hinanden ved, hjælpe og ikke være så ” hver mand sin egen lykkes smed” agtige.

    Undskylder for min lange kommentar og så håber jeg at alle får en rigtig dejlig dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig relevant indlæg og især i disse fitnesstider, hvor der er så ekstrem meget fokus på mad, krop, træning og sundhed. Jeg har selv en veninde, som spiser al al for lidt og træner al al for meget og er blevet så tynd på det sidste. Hun vil gerne have flere muskler og jeg har forklaret hende flere gange, at så er hun simpelthen nødt til at spise mere – og allerhelst i et overskud. Jeg har forklaret hende hele ‘regnestykket’ før, og jeg er ret sikker på, at hun også forstår det. Men hun gør bare ingen af tingene. Hun vil både blæse og have mel i munden og sådan fungerer det bare ikke. Jeg er oprigtigt bekymret for hende, men aner faktisk ikke hvordan jeg skal ‘tackle’ hende :-/ Jeg synes det er svært, især når man gerne vil hjælpe!

    Hilsen Nana
    http://www.nana-regalah.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Look at this Instagram