Luksus granola

Jeg har bragt opskrifter af mysli eller “granola” gentagende gange, men jeg bliver lige nødt til at poste en sidste. Okay, jeg ikke love, at det bliver den sidste. Denne her er nemlig for god til ikke at blive delt. For hold nu op, hvor blev den vellykket (sagde hun ydmygt). Jeg har ladet store, søde stykker nødder og kerner være det dominerende, hvilket gør det lidt ekstra god. Og fordi, den er så god, har jeg døbt den til at hedde granola. Jeg har læst mig frem til at forskellen på granola og mysli er, at granola er ristet fx i honning? Sidder der en ekspert derude, er I velkomne til at rette mig 😉 Jeg har i hvert fald et billede af, at granola er lidt mere luksus (og lækkert)? Jeg kan da godt indrømme, at jeg har spist den direkte fra glasset med en ske, især da den var lun.

DSC00447 DSC00448 DSC00449 DSC00489

Det skal du bruge (jeg hældte bare, så tallene er lidt lige gyldige):

  • 2-3 dl mandler
  • 1 dl paranødder (evt. hasselnødder)
  • 1-2 dl valnødder (evt. pecannødder)
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 dl græskarkerner
  • 1,5 dl grovvalsede havregryn
  • 1,5 buggryn
  • Ca. 6 gode tsk honning
  • 4-5 spsk stevia
  • Ca. 1 dl rosiner (eller andet tørret frugt)

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 180- 200 graders varmluft
  2. Hak nødderne groft
  3. Blend det hele på en bageplade (smelt evt. honningen, ellers gør den det i ovnen)
  4. Rør jævnligt rundt med en palet på bagepladen og tag det ud, når det hele er flot gyldent – efter ca. 15-20 min.
  5. Lad det køle af, før det kommes i lufttætte bøtter

P.S. det nederste billede er en lille teaser på bloggens næste opskrift 😉

Untitled

En kærlighedserklæring

Jeg bruger meget tid på ytre, at så vigtig er min træning jo heller ikke, at der er vigtigere ting. Jeg kan sågar få helt dårlig samvittighed, hvis jeg bruger for meget tid på min træning – for hvad så med venner, familie og lektier? Er det ikke langt vigtigere? Men ved I hvad? Det gider jeg ikke længere. Jeg kan lige så godt sige det, som det er, jeg elsker min træning, den betyder alverden for mig. Dermed ikke sagt, at jeg vil begynde at snakke om det hele tiden, bare rolig. Jeg er bare efterhånden træt af hele tiden at føle, at jeg skal undskylde for mig selv og skjule det (forbidden love 😉 ). Jeg har så travlt med at gå og fortælle, at jeg gerne vil være journalist, men det er ikke det, jeg brænder for. Jeg har i dag fx haft en, lad os sige, mindre god dag, som blev reddet af, at jeg efter skole gik igennem skoven, hvor jeg lavede (i agression) mine første chin-ups pg pull-ups uden elastik. Og efter at have hoppet og danset, var humøret vendt 180 grader. Hvorefter jeg sprang på racercyklen (ok først spiste jeg lige en Quest bar og et par figner og så det nye afsnit How I Met Your Mother) og cyklede en 25-30 km i solskin. I aften smutter jeg til crossfit, for jeg har fri i morgen, og det er det eneste i verden, jeg har lyst til.

5

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil med det her indlæg, andet end at erklære, at jeg elsker min træning. Jeg elsker at blive stærkere, spise store portioner, ikke at være bange for at spise, cykle skræmmende hurtigt ned at bakker (ikke så meget op ad igen), løbe hurtigere, lære seje løft til crossfit og blive smidig til yoga. Jeg elsker at have nørdede og kringlede samtaler om amniosyrer, biologisk værdi af forskelligt protein, kroppens behov for kulhydrat, protein og fedt, og om hvordan det optages, samt hvordan kroppen responderer på træning med kloge mennesker. Og så elsker jeg at svare på jeres mails (også selvom jeg til tider, er alt for langsom til at svare). Jeg prøver hele tiden bare at gøre det til en hobby, men let’s be honest, jeg ser mit center som mit andet hjem. Det kan til tider nærmest irriterer mig, at jeg brænder så latterligt meget for det. Jeg har aldrig ville gøre det til andet end en hobby, og jeg har aldrig set det som en mulighed at arbejde i faget engang i fremtiden, eller jo måske før mit “rigtige” studie. Men altså…

Untitled

Chokolade Smoothie og mig dag

Som overskriften antyder indtog jeg i lørdags  en “choko-shake” til morgenmad (inspiration herfra), som brændstof til min lørdags bentræning og en tur i svømmeren. Disse to ting kunne kombineres, eftersom jeg i denne uge har valgt at investere (okay min moar er lidt indblandet) i endnu et medlemsskab, nemlig til Seier Fitness. Det har jeg valgt at gøre af flere grunde, bl.a. fordi min træningsmakker og min gode, gode veninde også er smuttet derhen. Derudover har jeg altid haft en kæmpe passion for at svømme, og efter at jeg de sidste par år har døjet med irriterende mange skader (lyske, knæ og senest skulder), tror jeg min krop har rigtig godt af nogle svømmeture. Knæ og lyske har jeg dog fået under kontrol. Det er et virkelig fedt sted, som jeg snart vil komme lidt nærmere ind på med sauna og det hele. Hvilket virkelig bidrager til, at stedet får en til at føle, at man forkæler sig selv. Det passede perfekt ind i lørdags, da jeg havde en “mig dag”, det prøver jeg at have med jævne mellemrum, selvom der alt for ofte går langt tid imellem.

DSC00441DSC00442DSC00437

Det skal du bruge:

  • 1 frossen banan (moden)
  • 1 lille avocado
  • 2 tsk nøddesmør
  • 15-20 mandler
  • 1/2 dl vand
  • 4-5 isterninger
  • 1/2 mandelmælk
  • 1 scoop proteinpulver – jeg brugte Double Rich Chocolate fra Starnutrition (kan udelades)
  • 3  tsk god kakao – fx fra Valrhona
  • Evt. et nip havsalt

Sådan gør du:

  1. Blend det hele!
  2. Top evt. med lidt solsikkekerner, et par mandler og lidt morbær og spis den med en café latte ske 😉

Jeg må ærligt indrømme, at jeg var lidt skeptisk over for, om jeg nu kunne blive mæt af et så lille glas, men den indstilling ændrede sig hurtigt. Den mætter virkelig, virkelig godt! Med hjælp fra en proteinbar jeg spiste mellem bentræning og svømning holdte den mig i hvert fald glad og mæt fra kl. 9.00-15.30 – det er da ret sejt af sådan et lille glas.

Untitled

Gæsteindlæg: “Spiser du nok? Husker du restitution?”

Jeg vil i dag præsentere jer for endnu en gæsteblogger. Denne gang er der ikke fokus på personen bag indlæg – hun er sågar anonym – men derimod en problemstilling hun skrev til mig om. Jeg synes, at hendes udsagn er virkelig relevante, nogle af de ting, hun skriver, kan jeg virkelig selv relatere til. Jeg lader ordet gå videre igen 🙂PicMonkey Collage

Jeg skrev til Anne Sofie, og spurgte om hun havde lyst til at skrive et indlæg, der skulle omhandle det at hjælpe sine veninder eller en søskende med at stoppe et usundt forhold til mad og motion. Netop denne vinkel, er der nemlig ikke mange blogs, der tager op. Hun spurgte mig så, om jeg selv havde lyst til at skrive om det. Først blev jeg ærlig talt skræmt ved tanken, men efter kort tid blev jeg meget taknemlig over, at hun spurgte og takkede så ja. Indlægget her er lidt et tankeindlæg, men jeg vil gerne prøve at skabe en debat om dette emne.

Man hører mange historier om piger, der har gået fra undervægtig til sund vægt og endda fit.  Men der er ikke mange, der skriver om at opdage og hjælpe en veninde, der har et forstyrret forhold til hele dette øget sundhedsfokus. Jeg oplever, at der er et stort fokus på sundhed og motion i gymnasiet, jeg går selv i 3.g. Her går snakken i frikvarteret ”Ej hvad har du med der?” Det ser godt nok lækkert ud” ”Ved du, hvad jeg fik til aftensmad? Jeg skal ned at træne. Jeg vil gerne lige strammes lidt op her og der.” Hvis det ikke er i frokostpausen, så er det på toilettet, at man overhøre andres samtale om, at de var nede at træne i går. Man er snart ikke fri nogen steder for jagten på sundhed og den perfekte krop. Men for at komme til sagen. Jeg kan se på nogle af mine veninder, men også andre på skolen, at de har et lidt urealistisk forhold til især mad, men også motion. Her kommer pointen, hvor mange af jer, der sidder og læser dette, har gået hen til en veninde eller en i fitness og spurgt ” får du nok at spise, bliver du mæt af det? Husker du hviledage og restitution?” Jeg tror ikke, der er mange, der har? Men det ved jeg ikke.

Hvorfor tør man ikke stille spørgsmålstegn ved, at en af sine veninder klare en skoledag fra otte til tre på tre gulrødder og et rugbrød samtidig med en idrætstime?! Det er jo ikke nok. Dog kan man ikke vide, hvad der bliver spist i det skjulte. Men der må være noget galt, når det er denne mængde mad eller mindre hver dag? Jeg bliver frustreret, når jeg ser andres madpakker, og de siger ”puha jeg har meget mad med”, og de så ikke har. Hvordan kan man hjælpe? Hvad er det rigtig at sige eller gøre? (dette er et virkeligt eksempel). Jeg har prøvet at snakke med andre af mine veninderne om en veninde, men får at vide ”hun har styr på det, hun går meget op i sund mad og motion”. Men der er bare noget, der ikke helt stemmer overens her, sund mad er ikke lig med for lidt.  Her begynder min indre røde knap at blinke. For nej, der behøver ikke være ”styr” på det . Jeg har selv været der, jeg ikke spiste nok i forhold til den træningsmængde, jeg havde og har (jeg er normalvægtig i dag). Men ingen af mine veninder sagde noget til mig. Dem der sagde noget, var andre voksne, og de sagde det til min mor. Hvorfor ikke mig? Var de så bange for min reaktionen, at de tog kontakt til min mor? Men til sidst da min lillebror, sagde: ”Du er altså for tynd”. Der ramte det virkelig dybt. Jeg kan sidde nu og tænke, hvorfor blev jeg ikke stoppet?Eller var der nogle, der kom med hentydninger uden, at jeg forstod det?

Jeg sidder nu tilbage med den dumme tanke: Syntes de at jeg var pæn, siden der ikke blev spurgt ind til det? Er samfundet blevet drejet i den retning, at vi kun må beundre hinanden, men ikke blande os eller prøve at hjælpe, hvis det går den forkerte vej? Har man ikke en vis pligt til at hjælpe sin veninde? Jeg tør næsten ikke spørge min veninde, om hun spiser nok, for hvordan vil hun reagere? Man bliver vel nødt til at prøve at snakke med personen, stille og roligt. Man kan jo fortælle, at man er bekymret for hende? Nogen gange er det måske det spørgsmål, der skal redde en fra at ende ud i noget, som de slet ikke har lyst til.

Der må være andre derude, som sidder med samme problem? Vi må kunne skabe en åben debat om at finde en god måde at snakke med sin veninde eller søskende. Jeg sidder i dag med et ønske om, at mine veninder ville have taget en snak med mig, de har fået at vide, at jeg spiste for lidt, men reaktionen var ”gjorde du?!”  Jeg tror, det er vigtigt, at der bliver vist interesse og støtte, når der er en, der er ved at udvikle eller har udviklet et forkert forhold til mad og motion.

Hvad tænker i?

// anonym //

Untitled

Older posts