Hjemmelavede digestive kiks

Afhængig af træning?

Lad os lige først slå fast, at jeg hader ordet “afhængig”, da det oftest sættes i forbindelse med noget negativt. Dog indrømmer jeg blankt, at min hverdag hænger sammen på grund af min træning – derfor ville nogle måske betegne det som en “afhængighed”. Uden at pive for meget, indrømmer jeg gerne, at jeg synes, dagligdagen er lidt hård for tiden. Det er ikke som i folkeskolen, der stilles højere krav til en – fra alle sider, og man skal præstere hele tiden og samtidig være social og smilende. Jeg er dagligt fuldstændig smadret, så snart det bliver mørkt. Der er dog 1 ting, der hver dag kan få vendt mit energiniveau, nemlig en 1 times træning. Jeg er ærlig talt lidt fascineret af, hvordan jeg reagerer både fysisk, men mest af alt psykisk på min træning. Især efter en hviledag, er følelsen af en endt træning eller kræfterne, der normalt ikke er der til at tage den sidste gentagelse ubeskrivelig. I må gerne tænke, at jeg lyder latterlig og sådan lidt småskør, men det er sandheden, og den kan jeg ikke løbe fra 😉
 photo 1464098_10201756429325726_117589832_n_zps4acd8142.jpg

Jeg fik lysten til at skrive dette indlæg, efter jeg snakkede med nogle veninder, som efter en uges træningspause fuldstændig havde mistet energien og overskuddet i hverdagen. Pludselig tiltrækkede sofaen mere på en eftermiddag, hvor energiniveauet i bund, hvilket bare bidrager med yderligere træthed – og endnu mindre motivation til at lave sine lektier. Man behøver jo på ingen måde at træne i flere timer dagligt, men bare lige en lille løbe- eller gåtur i den friske luft kan altså (som vi sikkert alle ved) gøre underværker. Den selv samme veninde havde mistet motivation, da hun ikke kunne se noget formål med at stå i et fitness center og løfte lidt vægte med en højest sandsynligt forkert teknik. Med den holdning kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvor ekstremt demotiverende, det så må være at cykle ned og køre kortet igennem. Hvad der så kan vende den situation for mig, er tænke på alle de ting, man giver sig selv ved at tage af sted. En stærkere krop, bedre selvtillid, glæden af at gøre noget godt for sig selv og så den skønneste følelse bagefter af at samtidig med, at man er fuldstændig smadret, er der intet, man ikke kan gøre. Høj på træning?

Så selvom det måske virker formålsløst at løft nogle vægte (som man selvfølgelig lærer den rigtige teknik til), er det det måske slet ikke. Måske skal man vænne sig til at tænke på som den ultimative selvforkælelse. Jeg har læst mange historier om vægttab og set mange “før og efter billeder”, og en ting jeg har lagt mærke til på dem alle, er hvordan ansigtsudtrykket går fra at være usikker og lidt nedtrykt til at stråle af glæde og stolthed.  Det er vel egentlig også langt vigtigere end selve vægttabet. For jeg vil gerne vædde med, at 9 ud af 10 ikke vil tænke tilbage om 40 år og tænke over, hvordan ens krop så ud – nej, man vil da tænke over, om man var glad og fulgte sit hjerte. Og hvis der er noget, træning kan bidrage med, så er det glæde, for hvor sjældent er det ikke lige, at man kommer ulykkelig ud af et træningscenter? Måske ankommer man i ny og næ uden den store glæde, men på vejen ud ser jeg sjældent triste ansigter. Min pointe er bare, at de fysiske gevinster oftest bliver bragt på banen, når emnet er sund kost og træning, men jeg prøver at se det som en sidegevinst, hvor hovedpræmien er, at jeg bliver bedre og bedre til at hvile i min krop samt til at sætte større pris på den

http://www.gymnordic.com

Anne Sofie

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmelavede digestive kiks