Nulstille del 2

Det var det der ‘nulstilling’, vi kom fra. Hvorfor og hvordan? Og er det ikke lidt for langhåret? Igen et nemt spørgsmål til sidst; det synes jeg ikke. Jeg gør det, fordi jeg kan godt lide tanken om at have afsluttet et kapitel, før jeg starter på et nyt. Og med afsluttet mener jeg ikke blokeret en ekskæreste på Facebook eller slettet alle billeder fra den foregående tid – det kan måske være første skridt, men jeg vil gerne nå til næste skridt – der, hvor det ikke længere fylder og definerer en.

Måske nogle stykker af jer kan huske den sommer for to år siden, hvor jeg flyttede til København? Den er for mig blevet synonym med frihed. Ikke mere kostplan, ikke mere skole, ikke mere byen, jeg voksede i, eller menneskerne jeg voksede op med. Det var skræmmende AF, men det var også virkelig godt for mig. Jeg fik nulstillet. Jeg startede på et arbejde, der kom til sluge både alt min tid og meget af mig. Sidstnævnte har jeg forsøgt at bearbejde de sidste par uger; for hvordan bliver man så opslugt af en arbejdsplads, at man sætter sig plads på standby for altid at være tilgængelig? For ikke at skrive et indlæg så langt, at selv den mest trofaste falder fra, springer jeg frem til min egen konklusion. En konklusion, jeg kom frem til ved at skrue tiden endnu længere tilbage; til min gymnasietid, nærmere bestemt min SRP, hvor jeg skrev om dannelse i litteraturen. Her formulerede jeg mit dannelsesbegreb omkring følgende sætning: at blive en anden for at blive sig selv. Den tanke, kan jeg ret godt lide, især fordi den er meget passende på det 1,5 år, hvor jeg var på SMAG.

Jeg tabte for et års tid siden min telefon i en stor gryde, alt gik tabt, og jeg har derfor ikke set billeder af mig selv fra den periode. Indtil for en uge siden, hvor jeg loggede ind på min iCloud. Det var ret interessant. Interessant at se mig selv i Carhartt hættetrøje, med Soulland huer, høje støvler, stramme tights og en tand for meget bronzer. Ja, kombineret. Jeg ændrede mig i det halvandet år. Og så ændrede jeg mig lidt tilbage. Selvfølgelig er jeg ikke tilbage til den, jeg var for den sommer for to år siden, måske nærmere en midterposition, men stadig – jeg går ikke i lige præcis det outfit længere 😉 Der er mange ting, jeg ikke gør længere, fx at sætte en arbejdsplads foran mig selv. Eller græde mig selv i søvn, fordi mit hoved er forvirret, min krop er træt, og følelsen af hjemve og udbrændthed overvælder mig.

I mit nostalgiske hoved havde jeg lidt fortrængt det sidste. Måske fordi det ikke har en direkte sammenhæng. Jeg huskede (næsten) kun alt det gode, alle de dejlige mennesker, festerne, mine mange forelskelser, og at jeg på mange måder er blevet stærkere og gladere af min tid der. For det er jeg. Det blev en tryg base, hvorfra jeg inden for velkendte rammer kunne finde ud af, hvem jeg er. Hvem halvvoksne mig er. Det er en dødforvirrende og frustrerende tid, når man går ud af gymnasiet, flytter hjemmefra og skal lære at klare sig selv. Det var det i hvert fald for mig. Det var derfor fantastisk og trygt at have et sted, man hørte til, hvor man fik lidt af den anderkendelse, man er vant til at få hver uge i gymnasiet, når intranettet fortæller, at man har fået sin aflevering tilbage.

Og så sluttede det, og den base forsvandt, og jeg holdte klamrende, mentalt fast i den – og har nok først nu sluppet jerngrebet. Det hjalp ikke at fortrænge det, det hjalp heller ikke at svælge i det, det hjalp tværtimod at tage mig selv seriøst og sige hvorforhvad skete der lige. I virkeligheden hjalp det hele nok. Men guderne skal vide, at det er 100 gange sværere at definere sig selv uden at kunne sige “jeg er studerende, jeg er sygeplejerske, jeg er Ulriks kæreste (fiktiv, btw)”. Næh, jeg er bare mig selv – og hvem fanden er det?

P.S.

Jeg lå for tre uger siden i min mormors sofa og faldt over et afsnit Beverly Hills 90210. Det var sommer, og de skulle alle på ‘Beverly Hills Beach Club’, undtagen Brenda – for Dylan var der. I stedet dedikerede hun sig til sin dramaklasse, hvor hun via en vinterjakke skulle genkalde sig en scene fra sin barndom. Hun render frustreret, grædende rundt i et forsøg på at genkalde nogle følelser, der ikke var der. Først da hun (ved hjælp af sin far) kommer i tanke, hvilken fest oplevelsen i virkeligheden havde været, kunne hun tage til stranden. Velvidende, at Dylan ville være der.

   

En lille øjenåbner

Efter at have tilbragt størstedelen af min ungdom i et træningscenter med en håndvægt i hånden og på caféer med sort kaffe i selvsamme hånd og med en mistænksomt stor taske ved fødderne indeholdende træningstøj og endeløse tupperwares proppet med kylling, kokosolie og broccoli, er ord som ‘glutenfrit’, ‘bootcamp’ og ‘low carb’ blevet noget nær fyord i mit hoved. Jeg har med desperation i stemmen forsøgt at overbevise veninder, der ellers støttede mig i mine til tider decideret skøre kostvaner, om at smide dadelkuglen i skraldespanden og tage mig under armen – mod Lagkagehuset. Så sent som i sidste uge forsøgte jeg i en time at overbevise en veninde over telefonen om, at der ikke er nogen grund til at forsage gluten, hvis hun kan tåle det – jo, og så fik jeg vist også lige indskudt, at øl altså er flydende gluten. Jeg er ikke helt stolt af det, men det var en handling af kærlighed. I en overbevisning om, at restriktioner ikke giver dit liv en lykkeindsprøjtning – eller fem kg mindre på badevægten.

Jeg har elsket at være hende, der ikke takker nej til hverken kage, øllen (flydende gluten, oh lord) eller brødkurven. Jeg har elsket, at jeg ikke følte behov for tvinge mig selv på en ‘bikini-bootcamp’ – eller for den sags skyld at beholde mit Fitness World medlemsskab. Det har jeg virkelig, men jeg har også smurt tyk på. Ja, jeg har nydt ikke at være hende, man ikke tør at lave mad, men jeg har ikke nydt alt det sukker, jeg på ren rutine har kørt indenbords den seneste tid. Et lille eksempel: jeg passede min mormors og hendes mands hus i en uge i juli; hvad er det første, jeg gør, efter jeg har låst hoveddøren bag mig? Rydde alle deres skuffer og skabe igennem for noget, hvor sukker har majoriteten af energifordelingen. Jeg lagde ikke engang mærke til, at de havde fyldt køleskabet for mig, indtil et par dage senere.Men jeg må jo godt, for jeg løber, cykler og går lange ture med hunden på daglig basis. Ja ja, men jeg må også godt hoppe i havet med alt mit tøj på, men jeg behøver jo ikke at gøre det. Sandheden er, at jeg var blevet enorm doven, hvad angår madlavning af den simple årsag, at jeg stod med mad til ørerne på arbejdet – og derfor næsten dagligt overbeviste mig selv om, at det gad jeg i hvert fald ikke gøre derhjemme. Det var såmænd også fint nok, men nu arbejder jeg jo ikke længere i restaurationsbranchen, og det bliver i det hele taget sværere og sværere at overbevise mig selv om, at jeg er sund i det store billede. I virkeligheden blev jeg dagligt ramt af akut sukker- og nikotintrang sekundet efter, jeg havde sat morgenmadsskålen i opvaskemaskinen, jeg var begyndt at vågne med et hul i maven 5-6 gange pr. nat, og jeg var så oppustet allerede hen af eftermiddagen, at flere af mine bukser ikke kunne lukkes.

Men, så er det jo så heldigt, at man er lige så fri til at lade chokoladen stå i Irma, som man er til at købe den 😉

   

Nulstille

Jeg har nu spolet mig igennem omkring 17 sange for at finde den helt rigtige. I ved, den sang, der er lige lækker nok til, at man arbejder fremragende til den, men ikke så lækker, at man ikke kan koncentrere sig og i stedet danser rundt, som havde man ild i røven. Jeg kører lige nu rundt i noget Post Malone – sikkert grundet den FOMO, der rammer mig, hver gang jeg ser endnu et selfie med selvsamme mand derovre i en jysk Bøgeskov. Til gengæld fryder min smålighed sig en smule over Kendrick Lamars angivelige halvhjertede præstation i går. Jeg beklager; jeg er ikke et stort nok menneske til at kunne rumme andet. Som jeg swiper mig forbi endnu en uafsluttet sang, kommer jeg i tanke om, hvad der egentlig var, jeg ville skrive om; nemlig at ‘nulstille’.

Når jeg skriver nulstille, er vi ikke ude i en drastisk filmscene, hvor huset bliver solgt, manden udskiftet, scenariet flyttet til Californien og håret farvet. Nej, tværtimod har jeg aflyst min frisørtid, der ellers falder med præcise intervaller i håbet om, at min egen hårfarve blender sig harmonisk ind mellem de semi afblegede, semi solbeskinnede lokker et par cm nede. Jo, og så for at spare pengene – for jeg har jo sagt mit arbejde op, uden intentioner om at starte på et nyt. Bevares, nu starter jeg også på studie om 14 dage (gisp), men altså. Jeg har ikke arbejdet i 1,5 måned, i stedet har jeg tilbragt en uge i Italien med lige dele vandring, solbadning, frokoster af det lyseste lyse brød, havvand og udrikkeligt stærke mojitos skyllet ned med nogle mindre generøse, men mere drikkelige Aperols. Jeg har været i Aarhus og set flere mennesker, end der var dage. Jeg har drukket vin på altanen på Bryggen i det ene fremragende selskab efter det andet – og så har jeg været alene. Rigtig meget.Jeg har løbet og gået utallige ture – primært i selskab af min yndlings firbenede ven. Et par gange har både veninder, venner og Drake fået lov at komme med, ellers har det bare været mig og den firbenede. Jeg har lavet granola, bagt boller, læst (og købt) bøger, oversprøjtet mig med parfumer fra Magasin, danset rundt i timevis foran spejler, spist vandmelon til frokost, cyklet ture rundt i byen uden formål og reorganiseret min lejlighed. Alle ting, jeg havde kunne finde på at gøre, da jeg var 15 år.

 

Nu nærmer vi os mit nulstillingsbegreb, for det er det, jeg prøver på; at nulstille mig selv. Og hvordan gør man så lige det? Og hvorfor? Og er det noget at danse nøgen rundt om et bål? Sidstnævnte kan jeg hurtigt svare på; nej, ikke for mit vedkommende i hvert fald. De andre to er lidt sværere. Dem gemmer vi til et andet indlæg.

//Sommeren 2016

   

22. gang er lykkens gang

Jeg har nu åbnet et tomt dokument ca. en gang dagligt i en måneds tid – hver gang med samme resultat: det uoverskueligt tomme dokument bliver endnu mere uoverskueligt af, at der endnu en gang er gået alt for tid, siden det sidste ord florerede herinde. Jeg har flere gange overvejet, om det måske er på tide at kaste håndklædet i ringen og acceptere, at jeg ikke længere formår at oprette en rutine herinde, der gør det værd at følge med, men også det udskyder jeg. For lige så inaktiv jeg er herinde, lige så meget elsker jeg den her platform, så nu igangsættes forsøg nr. 100. Og så går jeg endnu en gang i stå – for hvor starter man lige efter flere måneders fravær? Et hurtigt recap? Jeg sagde for to uger siden mit job op. Et job, jeg kun nåede at have i tre måneder, og som jeg i det store hele var rigtig glad for. Så hvorfor sige op? Kunne man spørge. Det var ikke en nem og hurtig beslutning, det er det jo sjældent, når der er økonomi involveret – og så alligvel, for jeg vidste fra første gang, tanken begyndte at cirkulere, at det var den rigtige beslutning.

Og hvorfor var det så det? For at passe på mig selv, sagt kort, men præcist. Bloggen her startede tilbage i 2013 som en sundhedsblog, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at vende lidt tilbage til, for selvom mit svar i dag ville være diamentralt modsat kontra dengang, hvis du bad mig definere ‘sundhed’, så tror jeg, ‘kernen’ er den samme. Ordet sundhed har langt fra været overskriften på mit liv de sidste to år, og det har været befriende og tiltrængt og helt rigtigt, men det har også betydet, at jeg ikke har passet vildt godt på mig selv. Her snakker jeg ikke, om hvad der har ligget på min tallerken eller om antal løbeture.

Udadtil kan det måske syne, at jeg har smidt sundhed i skraldespanden uden ambitioner om at tage den op derfra igen. Det har jeg det egentlig fint med, nogle gange rammer tanken også mig selv. Tænker jeg videre over det i mit hav af navlepilleri, er det  meget langt fra sandheden. I virkeligheden er ’sundhed’ nok det styrende element i både mit tankesæt og tilgang til tilværelsen. Min definition af sundhed har bare ændret sig. Min definition af at være ’sej’ har ligeledes taget et ryk i den modsatte retning af, hvad den hidtil har været. Sådan er det nok, som årene går; man gør sig erfaringer på egen krop, og den husker det. Arbejdede jeg mere end en gennemsnitlig arbejdsuge i en branche, jeg var ved at få nok af, forsvandt mit overskud, og min krop lukkede langsomt ned. Detaljerne vil jeg skåne jer for, og selvom det kan være enormt frustrerende for det tilhørende hoved, der jo kan erindre, at jeg tidligere har kunne køre i et helt andet gear, er jeg pisse taknemmelig. Undskyld mit franske. For at arbejde som en gal, huske mine grøntsager og træne mig gul og blå i et skrig efter anerkendelse fra alle andre end mig selv. Eller måske mest af alt fra mig selv. Ja, det er i hvert fald ikke sundhed for mig længere.

Det vil jeg gerne ‘snakke’ lidt (meget) mere om: sundhedsdefinitioner. Jeg vil også gerne snakke om forestående studiestart, om at bo alene, om at have hund, om dulledrej, om gode bøger og om 117 andre ting. Hvad siger I? Er I med på forsøg nr. 100? Det håber jeg virkelig.