Flyttedilemma

IMG_4873Jeg får åbenbart aldrig skrevet det skoindlæg – for de eneste sko, der fylder i mit utålmodige, flyttetossede hoved er de, der mangler at blive pakket ned. Mit lille hjem har nået kaosstadiet; fyldt med fyldte poser, tasker og flyttekasser. Jeg har søgt eksil i køkkenet, der endnu står urørt og intakt. Jeg selv flyver mellem afskedskrammere og nedpakning. Sidstnævnte har vist sig at være mere omfattende, end jeg lige havde regnet med. Hvordan er det, man får skrabet så meget skrammel til sig?! Jeg fatter det ikke.

Jeg bliver ved med at forestille mig mit nye minimalistiske hjem med rene linjer og nipsfri flader, men jeg må nok indse, at der ikke bor den store minimalist i mig – kun en beundrer deraf. Til gengæld elsker jeg at smide ud, så hvis hende mutti ikke var inde over, ville minimalisten måske vinde et par slag, men som hun siger, er det jo vigtigt at gemme det, der er med til at gøre en til den, man er. De er også så kloge, de forældre.

De kloge ord løsnede sig dog hurtigt fra bevidstheden, da jeg i dag stikkede det flyttetossede hoved forbi hende den anden studine på billedet. Hendes indretning skriger så højt og indtrængende af gennemført minimalisme på tilfældig, hyggelig og original manér, at selv den største samler ville vende hovedet og sætte kurs mod genbrugsstadionen. Måske jeg skulle gøre det samme.

   

3.g: høje forventninger og ingen galla

IMG_4792I går handlede det om sabbatår: et år jeg i den seneste tid har set frem til med større iver, end jeg troede muligt. I dag handler det om gymnasiets sidste år – i hvert fald den del af det, der gjorde tanken om sabbatår mere tiltrækkende end den største lottokupon. Om følelsen af aldrig at have fri og den konstante samvittighed, der pustede en i nakken med sine lungers ypperste kræft.

De fleste siger, at 2.g er det hårdeste år; det skriver jeg gerne under på, hvis vi taler afleveringer, fag, man ikke rigtigt orker, og antallet af 4. blok man i den grad heller ikke orker, men snakker vi ’hårdt’ som i ”jeg-ville-give-alt-for-at-blive-fragtet-til-en-øde-ø-lige-nu”, så er det i år, vi skal have fat i. Jeg har i tidligere (i dette indlæg) ytret, hvordan gymnasiet (ud fra mit begrænsede og subjektive perspektiv) ikke er så hårdt, som det ofte gøres til i medierne. De ord fristes jeg til tage at tilbage, ikke fordi jeg nødvendigvis finder dem usande. Jeg syntes, det var hårdt i slutspurten. De ophobede afleveringer, præstationspresset og tanken om, at hvert fag skulle afsluttes – og gerne i god stil. Ja, det var nok især karakterpresset – selvom jeg ikke er meget for at indrømme det. For “man er jo ikke bare et tal”.

Værst var nok mine egne forventningerne, for jeg havde forventet et sjovt og afslappet år. I stedet endte jeg med mere eller mindre at isolere mig den sidste tid; jeg tog sågar ikke med til den store gallafest. Jeg fik et enormt behov for at være alene – et enormt behov for at lukke verden ude og koble helt fra. Mit fravær steg voldsomt, for jeg lå søvnløs nat efter nat og valgte derfor adskillige gange at blive hjemme – oftest for at lave afleveringer. Det havde jeg ikke prøvet før, sådan at blive hjemme, men det fik mig til at hænge sammen – og det var prioriteten.

Retrospektivt var det nok til det bedste, at skoletrætheden langsomt opslugte en (okay: mig) til sidst, for det afholdte mig (og sikkert mange andre) for forhastet at søge ind på en uddannelse, jeh egentlig ikke brændte for. Samtidig gjorde det det klart for mig, at jeg, når den dag kommer, skal vælge et studie, jeg synes, er sjovt – ellers bliver det for stramt i længden. Det var i den grad modviljen omkring at skulle læse fysik og kemi op, der gjorde udslaget for mig i forhold til ikke at læse medicin; for hvis de 3 måneder virkede uoverskuelige, hvordan ville de mange, mange resterende års studietid så ikke forløbe? Jeg var blevet så opsat på absolut at skulle springe ud, der hvor vandet var dybest og springet størst (læs bare her) – og jo, spring har  uden tvivl sine dannende fordele, men der skal også være udsigt til igen at lande på sine fødder. I hvert fald i min verden.

Og ja, det er skoene – mere om dem senere 😉 

Når man ikke skal starte i skole

IMG_4655August gør om lidt sin entré, hvilket de seneste 13 år har betydet skolestart for undertegnede – og alle andre i samme båd. Men i år er anderledes, meget anderledes. Kl. 7.51 tirsdag d. 9. august suser jeg ikke af sted på cyklen gennem Aarhus midtby med svedperlerne trillende og rygsækken pakket, jeg er måske ikke en gang stået op. Det er jeg nok ikke. Jeg ligger nok i min seng – i min egen lejlighed, i København. Hvis altså vi finder en måde at få den kæmpe seng transporteret. Jeg skal sikkert på arbejde om aftenen i det, der ikke hedder ‘midtbyen’. Jeg er sikkert lidt rundt på gulvet, og jeg glæder mig helt sikkert til, at min roomie flytter ind 6 dage efter. Og så glæder jeg mig helt sikkert over, at jeg ikke skal i skole.

For jeg er for første gang i mit liv helt igennem skoletræt – jeg glæder mig derimod til at skabe en hverdag uden skolegang, i hvert fald for et år eller to, for tanken om at nørde litteratur på lige fod med andre nørder trækker også lidt. Lidt meget. Men hver ting til sin tid. Jeg har altid elsket at gå i skole, sådan overordnet i hvert fald, men i år fik jeg nok – hvilket torsdagens indlæg indikeres til (yes, jeg forsøger at være sådan en tjekket planlægningstype – forsøger).

Jeg glæder mig til at have fri, når jeg fri, til færre forpligtelser og færre forventninger, til at skabe en identitet, der ikke involverer skole. Ja, og så glæder jeg mig egentlig også (lidt) til at glæde mig ved tanken om skole. Mon ikke den kommer ret hurtigt? Det er dælen dulme en priviligeret situation at stå i; at have friheden til at tage tingene, som de kommer, planlægge henad vejen og gøre lidt, som man har lyst til.

   

Så kom Goya kjolen på

IMG_4769Tøjet flyder, som havde en bombe meldt sin ankomst, sengen er uredt, to do-listen er bemærkelsesværdigt tom for flueben – og jeg, jeg ligger smidt, som havde jeg aldrig gjort andet. Lyden af Beyoncés smukke (og lidt irriterende?) stemme fylder rummet med sang og mig med misundelse på de, der fik oplevelsen i Parken. Vi er landet i DK efter endnu en dags togmarathon. Jeg bliver aldrig bedste venner med tog(skift), det tør jeg godt love. Turen var dog en af de allerbedste af slagsen; spækket med smil, ømme ben (!), langsomme morgener (mest min skyld) og et par kulturelle indspark. Det er jo vigtige. Hører jeg. Jeg var dog mest vild med indsparket til klædeskabskontoen, der nu har fået selskab af et par Saint Laurent sneaks! Oh yes, selvfølgelig på tilbud. Dem glæder jeg mig til at vise frem herinde, selvom de allerede har haft deres eksponering på Snapchat (annesofiebitsch).

Jeg har dog bevæget mig fra sengen i dag: det har været så godt timet, at hver gang ham ovenpå har tændt for vandet (ham helt øverst, selvfølgelig), havde jeg en aftale, der krævede cykeltransport. Tre gange på én dag, så bliver man altså lidt øv 😉 På den anden side var det faktisk ret hyggeligt at stå klemt sammen med en bunke fremmede mennesker under en markise ved Banegårdspladsen. Der blev lige taget et mentalt billede af byen og øjeblikket – lige så kikset som ham Phoebes kortvarige kæreste i Friends. Kikset, kan jeg ikke løbe fra at være. Jeg tager mange mentale billeder disse dage, det er skønt.

Og ja, så kom jeg endelig i den sorte Goya kjole, jeg erhvervede mig til studenterugerne, men den var altså for “pæn” (og stram til menuen). Anledningen var restaurantbesøg i lørdags – endda en af Jamie Olivers. Skøn mad og lækre omgivelser – én ret var dog rigeligt i den kjole, hvis I forstår 😉 Hvilket fører til det spørgsmål, jeg godt gad kende svaret på: hvordan er stramme kjoler blevet aftenkjoler og løst tøj dagsuniformen? Det ville da være langt federe omvendt, siger det bare 😀 PicMonkey lCollage

Sommer, du er dejlig

IMG_4731Åh, jeg elsker sommer – selv den regnende slags. Det er som om, man bliver et 20 pct. bedre menneske om sommeren. Jeg gør i hvert fald. Brune ben, lysere hår (ja og forsvindende øjenbryn), der gerne spiller saltvandssmart, lette sommerkjoler, der blafrer i luften, og sandaler der skarver (som man tager på alligevel) og efterlader fødderne med en tanline, man ikke havde overvejet kunne eksistere. Sene aftener uden bekymringer om et ubarmhjerteligt vækkeur, der hiver en ud af nattesøvnens drømmende tilstand. Desperationen om, at sommerboblen kunne fortsætte for evigt. Farverige skåle med jordbær, vandmelon og kirsebær – og efterfulgte mavepiner, fordi nogle er uden stopknap, når sommerherlighederne står på bordet. Svømmeture med vand i næsen og følelsen af vægtfrit at kunne svæve fra den ene ende af landet til den anden.

Grin og smil og sure drinks under aftensolen med følelsen af, at dagen aldrig stopper. Bållugt og grillede pølser og ristede skumfiduser under den sidste glød. Køreture i det danske sommerland med dårlig musik ud af højtalerne, air condition på højeste blus og vind i håret. Forviringen over, at halvdelen af familien frivilligt sidder foran tv’et med øjnene klistret til en række spinkle cykelryttere på selv den varmeste sommerdag. Lette solskoldninger, fordi man endnu en gang undervurderede solstrålernes kraftfulde indtrængen.

Og så er der rejserne – rejserne, der sætter tiden i stå, lige indtil man igen står der med den pakkede kuffert og drømmer om egen dyne. Mine drømme er endnu ikke nået til egen dyne; lige nu priser jeg mig lykkelig over at have endnu en dag i det hollandske ferieland. Men det er også svært andet, når fyrværkeriet maler farverige stjerner på himlen og glitrende skygger i kanalen.

PicMonkey Collageoo

Hello Amsterdam

13817320_10208211598620924_244380314_nLandegrænserne passeres, temperaturen bliver varmere, landskabet besynderligt uændret – men vi er nu heller ikke så langt væk, og antallet af landegrænserne er blot tre. Vi er på vej til Amsterdam. Eller det var vi, for nu er vi her, jeg nåede bare aldrig at udgive indlægget, før kaos udbrød. Ulykke på ulykke ramte netop vores togskinner, og vi endte med at skifte 6-7 tog, før vi nåede mål. Lidt hektisk, men lidt hyggeligt, faktisk. Vi var trætte, men veloplagte. Eller, så veloplagte, som man nu kan være efter Springsteen koncert inden for samme døgn. Jeg tog dog en skraber om bord, der nåede så tunge niveauer, at jeg selv i søvne kunne fornemme den åbne mund og frygten for tilhørende savl.

Vi er af sted min bror, far og jeg; en småspontan smuttur. En smuttur jeg har set frem til. Mit sidste (og eneste) visit til Amsterdam var i forbindelse med et udvekslingsophold i Holland i 8. klasse, hvor det eneste jeg husker er godt vejr, kanalrundfart og drengenes ivrighed i Red Light District. Pigernes ivrighed gik mest ud på at holde godt om rygsækken – som selvfølgelig var placeret strategisk på maven med tilhørende jerngreb. Jeg husker også busturen hjem, de mange stop, de mange sange og den store desperation for at falde i søvn. Min mor skulle nemlig giftes få timer efter vores hjemkomst. Det endte vist med mere eller mindre 45 timers søvnløshed, se dét kan jeg huske.13814377_10208211598100911_26951448_nI dette øjeblik ligger vi alle med fødderne smækket op, trætte fødder, der har vandret byen tynd. Mine fødder iklædte et par espadrilles til fire euro, som har ageret overraskende gode gåsko, og som gav dagens outfit et islæt af fangedragt. Men altså, vi er vel også i Amsterdam. Amsterdam, hvis charme og fantastiske stemning, jeg fuldstændig havde fortrængt. Ret lækkert, at der er to hele dage tilbage.

   

Byens bedste brunch

IMG_4609Tidligere i dag skrev jeg, at jeg aldrig kan finde et sted i Aarhus at spise, det var måske lidt misvisende, for det kan jeg da; jeg ender bare altid de samme 4-5 steder. Et af dem er Fika i Jægergårdsgade – og med god grund, for det er friskt, veltillavet og til at betale. Ja, og så er det økologisk, og så er der hyggeligt. Jeg er personligt størst fan af deres brunch, som efter min mening er på byens top tre – jeg vil næsten krone den som 1’eren.

Den eneste undtagelse er, hvis tømmermændene hærger, og man craver bacon og Nutella (seperat, selvfølgelig – eller det skal jeg da ikke blande mig i, med tømmermænd er alt tilladt). For på Fika er der øko-nutella, og det er livet altså for kort til – besluttede min mor og jeg under vores sidste visit. Til gengæld er alt det andet spot on; brødet er lunt, saftigt og hjemmebagt (samt glutenfrit, hvis ønske forelægger), portionen giver den perfekte brunchmættelse (på allerbedste vis), og så kan man tilkøbe friskpresset juice eller smoothie til halv pris. Ja, og kaffen er også god. Virkelig god. Vi nærmer os perfektion. Når det er sagt, ved jeg stadig ikke, hvor vi skal spise i aften.Fika

Hvad er dit favorit spisested i Aarhus? 

Fordi det er sjovest at se fremad

KunstJeg er forpustet for tiden. Selvom der drikkes meget kaffe, spises meget chokolade og ses meget Netflix, er det svært at løbe fra følelsen af, at alting afsluttes eller påbegyndes. Sidstnævnte fylder hver en tomme af mig med glæde, sommerfugle og en dråbe af nervøsitet – på den gode måde. Om 8 dage flytter jeg fra det hjem, jeg har boet i de sidste 14-15 år, byen jeg har boet i i snart 20 år og dens iboende mennesker; mennesker jeg elsker fra månen og tilbage igen. Og jeg er klar, mere end klar. Klar på nye udfordringer, nye minder, klar på at skabe mit eget liv.

Mine studenteruger forvandlede mig til en halvskizofren, der den ene aften slog hovedet fra og den anden var fanget med et hoved, hvis tankekapacitet nærmede sig maksimum. Tankerne cirkulerede omkring alt det, man kunne have gjort anderledes – set med bagklogskabens briller, naturligvis. Den klogeste jeg kender mindede mig om, at mit fangeskab i fortrydelsens anger var den rene tidsspilde; for man gør jo det, der giver mening for en på det givne tidspunkt. Man gør sit bedste.

Lige nu giver det mening for mig at se fremad, kalenderen fyldes derfor på uset manér. For det nuværende øjeblik er ikke rosenrødt. Det har været hjemsøgt af sygdom, ventetid og uløste konflikter; intet der har mit navn skrevet direkte på sig – og så alligevel. Jeg har lukket af for det, indtil der er grund til at gøre andet (hvilket der heldigvis ikke ser ud til at være), for jeg kan ikke rumme mere, og jeg har brug for at se fremad – det andet bliver man så træt af. Min tro på, at alting nok skal gå er større end nogensinde før. Det skal det jo. Og det gør det jo.

Er der mere kaffe?

IMG_8211Godmorgen herfra. Morgenmaden er spist, og kaffen er drukket (det er den åbenbart altid for tiden), omend der var alt for lidt af den, kaffen altså. Oprindeligt skulle benet være svunget over jernhesten med afgang mod en omgang PT i formiddags, men sådan blev det ikke. Derefter skulle kursen være sat mod den skønneste pige, der med al sandsynlighed er at finde i selvsamme lejlighed som jeg – derude på Bryggen. Sådan blev det heller ikke; begge dele er rykket til i morgen, hvilket passer mine trætte legemer strålende. Trætheden har endelig ramt hovedet, og jeg er derfor hoppet tilbage under dynen med en hed drøm om mere kaffe, for jeg er løbet tør, og indkøb af mere er jo ensbetydende med at rejse mig.

Jeg har taget mig en tiltrængt langsom morgen, hvor jeg fik kreeret de pandekager, jeg har fantaseret om i en måneds tid – hvem sagde madlavningsdovenskab på højt niveau? Det er sgu også så skide besværligt at lave pandekager 😉 Og så har jeg fået set det der Netflix, jeg altid skriver, at jeg ser, men sjældent får set – for der kommer altid et eller andet op, et eller andet mere fornuftigt.

Men, de der gulve vasker jo heller ikke sig selv, det ville ellers være lækkert. Og lækkert er det jo under alle omstændigheder bagefter, især i dag, for bagefter venter et af mine alleryndlingsmennesker, som skal have verdens største krammer og en streng ordre om at komme at besøge mig, når jeg er flyttet, gerne med det samme. Spisestedet er stadig ikke bestemt; hvad sker der for, at jeg har boet og spist ude i samme by i snart 20 år, og jeg kan stadig aldrig finde ud af, hvor hulan vi skal spise? Come on. Godt man flytter. Så bliver det endnu værre 😉

   

Snuden vendes hjem mod Jylland

IMG_4627De 8 timer er gået, og jeg har indfundet mig på mit bussæde med snuden mod provinsernes hovedstad. Og ja, jeg talte forkert tidligere, det er et mirakel, at jeg tilegnede mig nogle rimelig gode matematiske kundskaber i gymnasiet; i praksis er de åbenbart forsvundet. Men altså. Sjældent har jeg siddet så godt, mine sko har jeg smidt (undskyld), og min mave er fyldt med dagens anden omgang fra Palæo (var i mit kreative hjørne). Der er run på for tiden, hvilket både min kalender og min skridttæller (dvs. min iPhone) bevidner om. Til trods for det, er det kun mine trætte fødder, der understreger trætheden, hovedet har ikke helt fattet det endnu, hvilket er fair nok, for det har været en dag med performance i højsædet. En skøn dag.

Jeg tror endelig, jeg er ved at være i mål med de fleste praktikaliteter, inden flyttebilen fyldes næste søndag. Det er fantastisk, vildt og lidt skørt. Den ene del af mig har hele tiden opretholdt en bemærkelsesværdig ro grundet en stenfast tro på, at det hele nok skulle flaske sig. Den anden del har været mere skeptisk, mere realistisk – måske. Jeg har langsomt hengivet mig til førstnævnte, for den ser ud til at vinde – og vinde, det vil man helst. Uden at jinxe det, selvfølgelig.

Busturen så jeg ellers ikke ligefrem frem til efter at siddet med røven i sædet i en tidslængde, en hurtigløber kunne have gennemført 10 maratons på for blot få dage siden – dog fordelt over 2-3 dage, men altså. Det skulle dog vise sig at være en fordel, for så er sådan en tur på 4 timer jo i småtingsafdelingen. Det er lige før, at bussen er min nye fortrukne transportmetode mellem byerne; det er nemt, billigt og fleksibelt. I like. Nu vil jeg flyde ud med Netflix på skærmen, for ja, der er gratis Wifi i bussen – og der er intet vasketøj eller andet til at stjæle min dose Netflix. Og det er så løgn, for jeg burde egentlig læse korrektur for mit arbejde. Det der burde.

7 timer i København

IMG_4620Klokken alt for tidligt besluttede mine øjne, at morgenlys var en god idé, og at det dermed var tid til at stå op – mere præcist var klokken 5.05. Vækkeuret var sat til en halv time senere, men dage, hvor der venter noget udover det sædvanlige, er jeg altid oppe, når de sidste er på vej hjem fra byen. Til trods for, at jeg den seneste tid har konverteret til b-menneske med et stort B, er der noget ret rart over at cykle igennem en sovende by. Også selvom man selv er halvsovende, halvforvirret og halvsvedende, fordi man altid kommer for sent ud af døren, og dermed altid misser muligheden for at virke tjekket og struktureret. Bussen kørte kl. 7.00, og jeg fortsatte mit halvsovende trip, indtil den store af broerne var krydset. Man kunne dermed håbe, at renderne under øjnene var forsvundet som med et trylleslag, men så heldig har man ikke lov at være, åbenbart. Godt der findes divasolbriller – og kaffebarer med toiletter, som man kapre i minutter så lange, at omgivelserne fanges i en illusion om, at der var vist nok var en med dårlig mave. I virkeligheden kan det lille areal udnyttes til at foretage en fysisk retouchering af renderne og deres kammerater.

Bussen går hjem igen engang i aften, men inden da har jeg to aftaler, jeg ser meget frem til – og dermed også en masse timer til blot at spankulere, drikke mere kaffe, købe mere fyld til mit i forvejen fyldte klædeskab og ellers bare prøve at få byen lidt under huden. Har I et forslag eller to til, hvad dagen skal gå med, er det mere end velkomment 🙂 Jeg fristes til at gå forbi lejligheden, bare fordi.

En urolig nat og en søndagsbrunch

13695793_10208164810851259_937796385_nPlanen var egentlig at smække et harmonisk morgenselfie op med husets mindste beboer. For jeg overgav mig til de søde hundeøjne i går og delte derfor dyne med den firbenede i nat. For at vende tilbage til planen lød den selvfølgelig også på at vågne veludhvilet – gerne efter et 10 timers turpas til drømmeland med minus uro og minus legen med de nyvaskede dyner, selvfølgelig. Den plan var dyret ikke med på; i stedet tog det krapylet små 2 timer at falde helt til ro. For det er da sjovere at grave lidt i sengen, udnytte sengens forholdsvis store areal til at lege tagfat – med sig selv, for ikke at forglemme det der med at sove på ryggen, af mig.

Men vi faldt i søvn, omsider. Han på min plads af sengen, mig derovre på den helt forkerte siden af sengen. Og vi har sovet længe. Og nu skal en af os ud at brunche den, inden progammet lyder på træning og derefter arbejde – og så burde jeg også virkelig få vasket de trapper, burde, virkelig. Man kan dog tale imod, da jeg skal være topfrisk til 10 spændende timer i KBH i morgen, hvis startskud lyder ubarmhjerteligt tidligt. Jeg tror, jeg taler imod. Hunden skal i hvert fald ikke sove her i nat.