En knude i maven og et pres på skuldrene

13101296_10207589207741541_728092759_n

Jeg skrev lidt om det sidst, jeg kiggede herind, og jeg skriver lidt om det igen i dag. Det bliver en personlig og lidt snørklet omgang. Om presset på skuldrene, knuden i maven og de søvnløse nætter. Presset, der mest af alt kommer fra mig selv, men som alligevel er noget nær mulig at ryste af sig. Jeg taler om den sidste gymnasietid. Zoomer vi ud til det overordnede plan, går det godt. Jeg når det, jeg skal, laver det, jeg skal og holder et godt humør – det ville være rart blot at sætte et punktum der, for det er jo det her, vi har gået og ventet på? Huen, enden, punktummet. Det er bare sværere, end jeg var forberedt på – at sætte det punktum. Mest af alt, er det svært at finde ro lige nu; det er som om, jeg har indstillet både krop og sind på at opretholde en kadence, der egner sig til motorvejen, og som ikke kan stoppes, inden målstregen er nået. Hvad jeg har glemt i den ligning, er, at man ikke kan nå rastepladsen, hvis man ikke sætter farten ned og blinker ind, i god tid. De fleste dage betyder det, at jeg farer rundt, lige indtil klokken siger sengetid, og jeg med hast når i seng i tide – med det resultat, at jeg selvfølgelig ikke kan sove. Og det frustrerer mig som intet andet. Det er som, at alle dagens sanseindtryk, begivenheder, følelser og samtaler skal vendes, inden jeg kan lukke og slukke. Jeg synes lige ud sagt, at det er pissehårdt at skulle “performe” hele tiden; at alt skal opbygges omkring eksamenslignende situationer, og at der konstant er en bevidsthed, der minder en om de der karakterer. Og jo selvfølgelig skal man holde i og “kæmpe”, men jeg har erfaret, at det for mig først er en sejr, hvis jeg har haft mig selv med og respekteret mine grænser.

Jeg er uden tvivl det, man vil kalde særligt sensitiv – og en introvert en af slagsen. Det har taget mig lang tid at erkende, for en del af mig har lyst til at være med. Med til alt det sjove. For det skal man jo. I hvert fald, hvis man vil følge normen. Jeg er vist på vej ud af tangent, der fortjener sin egen scene, men helt irrelevant i sammenhængen er det ikke – det fører nemlig til, at jeg har lært at tage en dag ud af kalenderen, når behovet opstår. Det gør intet godt for min fraværsprocent, men det gør alt godt for mig, og det er trods alt vigtigst. Jeg tror, det er vigtigt at tage pauser og sætte farten ned et minimum – man skal nok nå frem – og på denne måde i ét stykke.

 

Hej igen

PicMonkey Collage

Så gik der næsten en måned uden så meget som et pip fra denne side af skærmen. Forklaringen er simpel; den sidste gymnasietid har fanget mig med bukserne nede, jeg var skisme ikke forberedt på, at det ville være så altopslugende. Det er emotionelt, lærerigt og pissehårdt lige nu, there I said it. Jeg har vist tidligere ytret på lettere arrogant manér, at man selv er ude om det, hvis man finder gymnasiet hårdt, sat lidt på spidsen. Det er sikkert stadig rigtigt i et vist omfang, men for fa’en. Dagene har været lange, afleveringerne mange, lektierne endnu flere, og vigtigst af alt er bevidstheden om “performance”, den er svær at komme uden om, når man drømmer om en uddannelse, der kræver et ulækkert højt gennemsnit. Nuvel, det er ikke værre for mig end for alle andre, men det er forklaringen på, at jeg har været (endnu mere) fraværende end almindeligvis. Jeg har en forestilling om, at når jeg flytter til den anden side af broen, bliver bloggen en fast, integreret del af min hverdag igen. Man kan vel håbe. For jeg savner det. Jeg har været lidt slem til at skære stærkt ind til benet den seneste tid, idet det har føltes nødvendigt for at hænge sammen. Sagt på en anden måde, har jeg haft behov for kun at stå til ansvar for mig selv i det øjeblik, jeg træder ud af skolens port – hvis det giver mening. Jeg har prioriteret mig højest. Jeg har drukket litervis af kaffe, jeg har ligget syg, sovet længe og aflyst morgenaftaler, brugt for mange penge på netshopping, gået skoven tynd, nydt min træning og undgået at se for meget udover egen næsetip – og nu tror jeg overskuddet til omverdenen er ved at vende tilbage. Heldigvis. Huen ligger og kigger på mig, og nu vil jeg i gang med at fylde min kalender stille og roligt op med hyggelige aftaler; for blikket skal vendes ud igen. Måske bare et øje af gangen.

Is, træthed og forårsfornemmelser

12939414_10207412860212963_1250116855_n (1)

Så blev det weekend. Jeg har placeret mig i sofaen for, hvad der skulle have været en kort stund efter at have handlet for lidt mere end, hvad budgettet dikterer. Til gengæld bugner mit køleskab af gode sager, og jeg er vild med det – glæde kan man vel altid forsvare. Om lidt skal hytten rengøres; noget jeg ser lidt frem til (altså til bagefter). Min indre Monica titter frem hver weekend, og tilfredsheden vil ingen ende nå – bagefter, altså. Senere vil jeg en tur i skoven med den ene firbenede, og derefter bør jeg nok ser på noget AT, et par afleveringer og noget arbejde. Det hele kommer til at foregå i snegletempo; men sådan forløber lørdagen nu ofte, i dag er tempoet dog endnu langsommere end almindeligvis, for jeg helt åndssvagt træt. Fredagen startede med intervalløb med idrætsholdet, hvilket havde været fint, hvis ikke eftermiddagen skulle skydes i gang med en introduktion til vægtløftning og en bentræning. Jeg var i hvert fald ikke meget værd, da jeg skulle mødes med en skøn veninde og trave gaderne tynde i den forårsbeduggede by. Så da jeg nåede hjem på adressen, og det tikkede ind med Snaps fra folk, der så småt begyndte at varme op til årets førte forårsbytur, smed jeg mig lykkeligt under dynen efter at have fyldt maven, der i dagens anledning var et umætteligt hul. Det kunne man jo lige så godt udnytte så dynen fik selskab af B&J’s og det nyeste afsnit af Grey’s Anatomy (hvem havde lige troet, at sæson 12 kunne blive så god?!).

 

En navlepillende snak

12895276_10207291021687076_831290467_n

Et smil har efterhånden permanent indtaget mit ansigt. Jeg befinder mig næsten for godt i rollen som feriepige. Dagene flyder sammen, og er alligevel alle lange og rare. Jeg valgte for et par uger siden at “stoppe” på kostplan, det var der et par grunde til – den primære var, at det var blevet en stressfaktor. Jeg stressede over at skulle nå alle måltiderne og over den pligtfølelse, jeg selv påduttede det. Når jeg stresser over tingene, så går det konsekvent ud over én ting; min søvn. Tankerne flyver rundt, jeg kan ikke falde i søvn, og når jeg endelig gør, så er der udsigt til en urolig nat med mange opvågninger. Det får man hurtigt nok af, og i en sen nattetime besluttede jeg mig for at stå op, sætte mig ned og skrive ned på et stykke papir, hvad der gjorde, at jeg ikke kunne finde ro. Det førte til et lille eksperiment – at hive planen af køleskabet og i bedste navlepillende stil at spørge mig selv: hvad har du lyst til. Det var en god beslutning. En rigtig god en. Mine spisevaner cirkulerer stadig omkring selvsamme plan – de fleste dage vil jeg sågar skyde på, at jeg spiser 80-90 pct. efter den – men elementet af struktur og rutine er forduftet. Jeg spiser volumenmæssigt mindre, men så spiser jeg til gengæld, det jeg har lyst – i de mængder, jeg har lyst til. Det overrasker mig, hvor meget den lille beslutning har betydet. Mit humør er bedre, jeg har mere energi, jeg har ingen ‘cravings’ og så sover jeg bedre, end jeg kan huske, jeg har gjort tidligere. Det siger i min verden ikke noget om planen, men om mit lidt for perfektionistiske og pligtopfyldende hoved. Indholdsmæssigt har jeg intet negativt at sige den, tværtimod spiser jeg mere og bedre, end jeg troede, var muligt.

Jeg skrev dette indlæg for snart 2 år siden om ‘at være sig selv i fitness verdenen’; det gør sig stadig gældende i min situation. Uanset hvor mange timer, jeg bruger i fitnessmiljøet, ændrer det ikke på, at jeg aldrig kommer til at finde reel glæde og værdi i æstetiske mål og vejen dertil. Jeg vil dog lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har det betydeligt bedre i min krop nu, end jeg havde, da min fedtprocent var 6-7 pct. højere, for det har jeg. Jeg finder værdi og glæde i at gøre det, jeg har lyst til, samt i at gå uden om en ‘alt eller intet’-tilgang. Jeg bliver aldrig hende, der med glæde står flere gange dagligt i et træningscenter, ikke fordi, jeg ikke finder glæde ved træning, men fordi glædeselementet forsvinder for mig, når det ikke er lysten, der driver værket – og det ville det ikke være i en sådan situation. Det er det til gengæld i den grad de 4-5 gange ugentligt, jeg er af sted. Ville jeg nogle gange ønske, at jeg var typen, der uden at blinke nåede ‘målstreg’ efter ‘målstreg’? Helt sikkert, men i det store hele er for mig vigtigst at finde en holdbar vej, jeg har lyst til at forblive på, og som ligeledes kan forenes med en social, almindelig hverdag.

Ferie i snegletempo

12380200_10207245767275744_1243849933_n

En ny uge er skudt i gang. En uge, der i mit tilfælde står i feriens tegn. Hvis altså, man må blære sig lidt. Det er helt mærkeligt med alt den tid, man pludselig har mellem hænderne. Det skaber lidt af et paradoks; mine hænder kribler for at tilplastre siden her med indlæg, men feriedagenes snegletempo og manglende produktivitet skaber ikke ligefrem sprudlende historier at berette om. Helt omvendt af hverdagen, hvor lange dage betyder minimal aktivitet herinde. Det til side, øver jeg mig i at holde ferie – der bliver konstant (okay, måske ikke konstant) tjekket op på vores konference og lektieside, og så er jeg måske kommet til at tage endnu et fritidsjob. Så det er vist løgn, at ferien indtil videre ikke har været præget af produktivitet, det er bare ikke den spændende af slagsen 😉 For at hive mig væk fra computeren og ud i det skønne vejr, har jeg heldigvis formået at få travet skoven og strandkanten tynd på daglig basis. Kombinationen af det gode selskab i form af gode veninder og min firbenede favorit, samt omgivelserne og den friske forårsluft har den skønneste, fortryllende effekt på mit humør.

Dagen har indtil videre stået i feriens tegn; den startede langsomt med en morgenbøf, Mads & Monopolet, stearinlys og en kaffekop, der på mystisk vis blev fyldt igen og igen. Derefter en tur langs vandet med begge de firbenede. Jeg har nu smækket benene op, spist frokost og genset et afsnit Friends (okay, to) for tusinde gang. Den resterende dag skal bruges på lidt arbejde, der skal afleveres i dag, en omgang PT i eftermiddag, måske lidt læsning, og så har jeg købt ind til et stenalderbrød med squash, det er vist halvandet års tids siden, jeg sidst har lavet sådan et. Måske en enkelt gåtur mere og et smut til fiskemanden også kommer på programmet. Who knows. Det er vilde sager 😀

Tilbage blandt de levende

PicMonkey Collagel

Kaffekoppen har netop fået et refill, opvasken fra den halvsene morgenmad er klaret, og det bløde, men pæne tøj sidder på kroppen. Den grå tone, der ellers havde indtaget mit ansigt, er erstattet af en sund glød, der sladrer om forkælelse fra den bedste ansigtsmaske. Håret er i sin sædvanlige knold, i dag ikke fordi, det er praktisk, men fordi det havde jeg lyst til. Grå tone og praktisk knold; begge indikatorer på fire lange dage, hvor 21 timer er blevet tilbragt på min flade med øjnene stirrende ind i den ene terminsprøve efter den anden på paralyserende vis. De første to forløb smertefrit, det var fagene, der ligger til højrebenet, og desuden var energien intakt. Da vi nåede onsdag, begyndte prøvekvalmen at tage til, torsdag var det helt ude i hampen, fredag, i dag, er lettelsen og glæden over den ferie, der endelig er skudt i gang, til at tage og føle på. Jeg har en tendens til at romanticere skriftlige prøver, som i mit hoved er piece of cake ved siden af de mundtlige. Lige nu ville jeg uden at blinke foretrække en mundtlig fremfor endnu en skriftlig. Men lad os snakkes ved til sommer – sommeren, der gerne må lade sig vente på, lige nu nyder jeg at have helle.

Ynk til side, er det virkelig skønt at have det overstået, hvilket min krop qua de sidste to dages komasøvn skriver under på. En komasøvn, der gerne skal påbegyndes inden kl. 22.00, kl. 21.00 begynder det at sejle, og jeg skal helst ikke formulere mere end et ords sætninger. Der er intet som prøver, der kan få min hjerne ud af kurs – praktisk 😉 Til gengæld er den fysiske træthed lidt tvetydig efter 5-6 timer på røven, for slet ikke at tale om den manglende friske luft, så for ikke at gå helt i stå, har jeg på lettere tvingende manér hevet mig selv ud på en lille times gåtur før aftensmad i skoven eller langs vandet. Det kan anbefales, især med podcast i ørerne. Hvis der også har været en træning inde i ligningen, så jeg har vist fundet den perfekte opskrift på en god nattesøvn 🙂 Apropos gåtur, må jeg hellere komme ud med  husets to mindste beboere.

Kram herfra.

En stammende beretning

12767293_10207069791876469_1607370031_n

Jeg stammer. Ikke ofte og ikke meget, men jeg gør det af og til. Før i tiden var det hver dag, hele tiden, og det lå i skolen som en altoverskyggende mørk sky, der konstant spøgede med en ny regnbyge. Det gjorde mig tavs; jeg sagde ikke det, jeg havde på hjertet, hvis jeg følte, det sad fast i halsen på vej ud i verden. I timerne blev det et problem, da stoppede med at række hånden op, og jeg bad om at blive sprunget over, hver gang man skulle “performe” altså læse op, fremlægge, osv. Selv navnerunder kunne få mit hjerte til at lave kolbøtter. Jeg fik mere eller andre at vide af en talepædagog, at det var en hæmsko, der ville påvirke i forskellig grad ville påvirke alle mine fremtidige valg, og med det sagt foreslog hun, at jeg startede til gruppeundervisning i håndteringen af stammen. Om det var tanken om navnerunden, min modvilje mod rundkredse eller hendes firkantet dom, der gav mig gåpåmod, ved jeg ikke. Men jeg var fuldt besluttet på, at nu var det slut. Slut med den for den lammelse, de stammende ord betød. Det var vist omkring 6. klasse.

Jeg tog små skridt, og pludselig så jeg mig selv stå og fremlægge foran klassen uden bankende hjerte og nervøse trip – ja, og uden stammende ord. Første gang fløj jeg i ekstase ud på gangen og ringede stolt hjem for at fortælle om successen. Det var vist en fremlæggelse om bøgetræet. Jeg havde samme succesoplevelse i denne uge, selvom det i dag har det en minimal plads i mit liv, der er vel altid, man kan bryde. Det er faktisk de færreste, jeg kender fra efter folkeskolen, der ved, at jeg stammer, det inkluderer min lærere. Jeg har i hvert fald aldrig fortalt dem det. Ikke fordi jeg skammer mig over eller prøver at skjule det, men fordi jeg finder det irrelevant. Jeg finder det irrelevant, fordi den lammende effekt, det tidligere havde, primært var forårsaget af nervøsitet omkring de omgivende reaktioner. Følelsen af at have et helt lokales øjne hvilende på sig, hvor alle ved, at man “skal have hjælp” til at udtale eget navn, er ikke særlig sjov. I virkeligheden er de jo ligeglade, men i ens egen forestilling af virkeligheden føles det ikke ligegyldigt, det føles intet mindre end frygteligt – i hvert fald, når man er 12 år gammel.

12767706_10207069792676489_1367734955_n

I dag er jeg tæt på ligeglad, det er en del af mig, men det er ikke et dominerende element i min hverdag. Jeg fremlægger, læser højt og rækker hånden i vejret – vigtigst af alt, så siger jeg det ordret det, jeg har på hjertet, nogle gange truer et ord med at sætte sig fast i halsen, men så får det at vide, at det skal tage sig sammen. For det skal netop ikke være et begrænsende element, der påvirker mig, mine valg og min uddannelse. I folkeskolen blev de “farlige” ord (primært ord med startvokal) erstattet med neutrale ord, derfor kaldte jeg mig fx Sofie i stedet for Anne Sofie, den teknik har fulgt mig helt til i dag, hvilket især har været problematisk i fremmedsprog, hvor ens ordforråd er mindre. Jeg er måske heldig, men jeg ved i dag, at der er noget, der virker bedre end den “teknik”, nemlig vilje og en dyb indånding, dét kan klare de fleste problematikker på den front. Og det er vigtigt, for jeg ved ikke noget værre, end at undlade at sige, hvad jeg har på hjertet. Det er livet for kort til. Heldigvis.

Selvtilfreds søndag

Det er søndag, og jeg har smækket fødderne op på den der selvtilfredse måde. Det har været en produktiv dag på den hyggeligste søndagsfacon, og jeg er vild med det. Jeg har både tjekket alle krydserne af på listen og trukket vejret helt ned i lungerne adskillige gange, mens benene koncentrerede sig om at bestige bakker, ansigtet blev badet i solskin, og øjnene nød hvert et glimt af min yndlingsby, der dufter af forår. Det var lige til et dameblad. Alt, er selvfølgelig en løgn, for jeg mangler stadig at kigge på en lang række græske skulpturer fra den største og tungeste af alle bøgerne, og så mangler jeg vist også noget andet, men der mangler vel altid et kryds på listen, og jeg vil altså i seng om lidt. Jeg skal nok nå det. Sagde hun. Naivt. Dagen i dag startede halvtidligt og halvlangsomt. Der blev set på afleveringer, der blev gjort rent, og der blev nydt solskin på terrassen. Ret rart. Senere blev der trænet, derefter arbejdet og dernæst blev der hygget og snakket og grinet. Indimellem blev der spist og lavet ingenting. Mine batterier er vist opladede og klar på en ny uge.

Billede til blog

De pæneste træningssko

Traditioner kan man vel aldrig få for mange af, derfor vælger jeg at betragte den månedlige tradition, der er opstået herhjemme som noget positivt. Den startede sidst på en lidt skrabet måned, I ved, der hvor stemningen er lidt opgivende og drømmende på den materialistiske front. Først på måneden blev stemningen derimod opløftet, og alt føltes muligt. Jeg snakker om noget så ligegyldigt som “online window shopping”. Midt på måneden er jeg ikke slem til det, men det er som om, at det bliver det mere spændende sidst på måneden, hvor rammerne er lidt mere snævre. Jo, og først på måneden, hvor virker alt (overdrevet) muligt. Det er en ond cirkel. Men følelsen, når pakken lander på ens dørtrin er ikke ond, den er skøn. I sidste måned landede skoene nederst i højre hjørne på mit dørtrin; jeg er altid lidt nervøs, når jeg bestiller sko over nettet, men de her er lige i øjet. De vejer intet (!) og føles mest af alt som at have en fast strømpe på – hvis det giver mening?

Skærmbillede 2016-02-20 kl. 11.15.05

1//2//3//4//5//6

Ønskelisten i denne måned byder på kedelige ting som nye drikkedunke og genopfyldning af kosttilskudslageret. Jeg har med andre ord sat mærkatet ‘fornuftig’ på marts måned. Ja altså, udover Hummels Cloe Leggings, som endelig er kommet tilbage på lager – de ser simpelthen så behaglige ud 😀

Hav den skønneste solskinssøndag! 

 

Hvordan vælger man studieretning?

Lige om snart er det tid til at sætte kryds ved, hvilken studieretning man som spæd gymnasieganger ønsker (hvis ikke, man allerede har gjort det). Det fylder i hvert fald meget herhjemme på de øvre etager. Jeg fik derfor lyst til at skrive lidt om mine erfaringer med valg af studieretning, specielt om forventning vs. realitet. I folkeskolen var jeg sprogpige med stort S, hvilket jeg vel stadig er, men s’et er har fået selskab. Jeg skulle ikke så meget som se på flere tal end højest nødvendigt, og tanken om at skulle have fysik, gav mig myrekryb. Det eneste fag i kategorien, jeg kunne holde ud, var biologi. Det var ok, resten måtte gerne forsvinde – for hvad fa’en skulle jeg bruge det til? Jeg skulle jo være journalist eller i hvert fald noget inden for humaniora. Tanken om studieretningen Fransk, Engelsk og Samfundsfag var derfor aldeles fristende. Men tanken om at skulle begynde fra bunden med fransk (som jeg på daværende tidspunkt havde haft i 4 år), afholdte mig. Jeg valgte derfor studieretningen Samfundsfag, Engelsk og Innovation, selvom den pokkers matematik var på b-niveau. Innovation vidste jeg ikke, hvad var, men det lød da meget spændende – og så skulle vi til Malaysia og Singapore, hvilket ikke ligefrem trak ned.

PoseJeg vil ikke sige, at jeg i dag har fortrudt mit valg af studieretning og slet ikke mit valg af skole, men jeg havde i dag valgt anderledes. For det første forandrer man sig gevaldigt i gymnasiet; man bliver ældre og påvirket af sine omgivelser. Helt essentielt skal man huske forskellen på fagene i folkeskolen og i gymnasiet. Jeg plejer at sige til min bror (til hans store irritation over min gymnasiearrogance), at man næsten ikke kan sammenligne fx matematik i folkeskolen og på gymnasiet. Det er lige før, at jeg vil gå så langt og sige, at det er to forskellige fag – i hvert i mine øjne og tilfælde. Selvfølgelig afhænger det af læreren og egen motivation og engagement, men altså. Med det sagt, brød jeg på ingen måde om matematik i 1.g, eller andre naturvidenskabelig fag, men i 1.g. ligger man jo også stadig tæt op af folkeskolen (i hvert fald, hvis man er gået direkte ). I 2.g begyndte det at forandre sig; nu ville jeg pludselig læse medicin og have matematik på A-niveau. Og i 3.g er det helt ude i hampen – i dag kan jeg blive helt træt ved tanken om at skulle have en hel dag med humanistiske fag, en tanke der i 1.g gav anledning til glædesrus.

Så hvad vil jeg med denne historie? Jeg håber, jeg har tegnet et billede af, at selvom man selvfølgelig skal tage udgangspunkt i, hvilke fag man interesser sig for og er god til, så er det ikke nødvendigvis, de fag man sætter højest i gymnasiet.Det kan i den grad anbefales at prøve at inddrage det element, at man forandrer sig, og at man får muligheden for at viske tavlen ren i gymnasiet. Måske føler man sig på udebane i engelsk lige nu, og derfor virker engelsk på A-niveau i gymnasiet utænkeligt, men hvis man synes, det virker spændende, og man yder en indsats, så tror jeg på, at man skal give det et skud. Man kan selvfølgelig være rationel (og lidt firkantet) og sige, at man skal vælge den studieretning, hvor man har bedst chancer for at få en højt snit, men de chancer tror jeg, er svære at spå om allerede, før man starter, der er så meget, der kan ændre sig.

 

10 fordele ved at have hund

Efter en lang og skøn dag er min plan om lidt at smutte op og hente en hund eller to, det er noget af det hyggeligste, jeg ved. Det giver mig et lille stik i maven, når tankerne falder på deres fravær næste år. Det længste jeg i år mit liv har levet uden en hund, var en enkelt sommerferie før 0. klasse, ellers har der altid været mindst en hund herhjemme. Jeg har med andre ord svært ved at forestille mig et liv uden en omvandrende pelsklump. Det kan lyde så skørt, hvis man ikke selv har hund, men der er bare noget specielt ved den betingelsesløse, simple kærlighed, en hund kan udstråle. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som lille altid lagde mig ind til en af hundene, hvis tårerne pressede på, for der ingen bedre steder at få grædt ud – som bonus lå hovedet blødt og godt.

DSC04981

  1. Du har altid mindst en plastiskpose i lommen. Dét er da smart!
  2. Ingen dag uden frisk luft og motion. Hunden skal ud (gerne tre gange dagligt), og Vovse er ligeglad med regn og slud (altså, undtagen vores sippede vovser).
  3. Du bliver bedre til at sætte dig ind i andres sted. Jo jo, den er god nok, hvis du kan sætte dig ind, hvor der er spændende dufte, er der få andre ting, du ikke kan sætte dig ind i.
  4. Du bliver opmærksom på dine omgivelser. Ingen gåtur med næsen i sky, for hvad nu, hvis postmanden kommer cyklende forbi, en kat eller en hunhund i løbetid?
  5. Du behøver ikke at støvsuge efter et måltid, selv ikke, hvis du har små børn, hunden er på sagen. Hver gang.
  6. Du behøver ingen sofapuder. Det er da meget hyggeligere at hvile hovedet på Hr. Hund.
  7. Du bliver bedre til at give komplimenter. Hvis du kan rose hunden for at tisse udenfor, kan du også rose din veninde for hendes nye frisure.
  8. Du kommer aldrig hjem til en tom lejlighed. Du bliver i stedet taget imod med en overvældende glæde selv efter et kort smut på posthuset.
  9. Du får ryddet ud i gamle sko. En gammel ensom sko? Den skal hunden nok klare.
  10. Du bliver elsket betingelsesløst – make-up løs, minus på overskudskontoen og følelsen af at være utilstrækkelig? Din hund er ligeglad, han elsker dig, bare du husker at lufte ham, fodre ham og klø ham bag øret.

Så kører vi igen

Ferien er lakket mod ende, og sygdommen er heldigvis fulgt trop. Mads og Monopolet kører i baggrunden, bordet er pyntet med de fineste påskelinjer verdens sødeste lillebror kom med i går, og maven er fyldt med kaffe og morgenmad. Jeg er med andre ord klar på at tage hul på hverdagen. Min motivation er for første gang i et par uger til at tage og føle på – i alle henseende. Jeg er klar til at suge de sidste tre-fire måneder (!!), der tilbage af gymnasiet til mig og give den det sidste. Og samtidig at nyde tilværelsen, for den er skisme priviligeret. Så jeg nød morgenmaden lidt ekstra her til morgen og priste mig lykkelig over, at jeg kunne sove længe, da ugens første PT er rykket til i aften og første blok stod fri. Ret lækker måde at starte ugen på. En uge, jeg håber kommer til at vække domænet herinde tilbage til live; jeg har i hvert fald skrevet på livet løs hele weekenden, og jeg er SÅ klar på at gøre en indsats for at få noget rutine tilbage i bloggen. En helt anden tanke her til morgen er, hvor uhyggeligt snart huen (forhåbentlig) sidder på hovedet og flytningen til KBH kommer indenfor lillefingerafstand. En ting af gangen, så jeg tager lige den sidste tår kaffe, smider det sidste i tasken, og så må jeg hellere drage ud i kulden og forsøge for en gangs skyld at komme i god tid.

12767297_10207033435967594_264553900_n

Hav en skøn, skøn start på ugen.