Den der forårsmagi

31069014_10213608249933834_4103331808077152256_n

Oh my, jeg kan slet ikke få ind i mit hoved, at jeg ikke (uvidende) er flyttet fra det land, der for få uger siden var dækket af sne og fyldt til renden med sure, d-vitaminmanglende mennesker (mig selv inkluderet) – og til det her glade sommerland, hvor der bades (!) i april, hvor tørsten slukkes i rosé, hvor der er iskø på en onsdag og hvor hver dag føles lidt som fredag. De lange lyse dage kombineret med en ny A-menneskerytme, som både hundedyret og jeg på en uge har fået (lidt for meget) ind under huden gør, at dagene føles dobbelt så lange som for bare tre uger siden – på den bedst tænkelige måde. Resultatet: min fyraften i går blev fejret med to flasker rosé, sushi og jordbær på altanen. Vi følte os lige dele kliché og lige dele som en del af den fantasi, der har summet på repeat i hovedet de sidste fem måneders tid. Endelig står man i den. Virkelighedsfantasien.

Jeg har haft fri dag. Kl. 6:00 prikkede en lille våd hundenæse til min kind akkompagneret af hidsige solstråler, der skreg, at der nu måtte lyde et startskud for en ny dag. Jeg var ikke helt enig og fik succesfuldt strukket den en lille time. Den sidste time tog toppen af det rosébetyngede hoved, og da jeg efter morgenturen for første gang i år tog mine havregryn, kaffe og Mads & Monopolet med ud på altanen med sol lige i fjæset, brusede de vildeste lykkebølger igennem mig. Lykkebølgerne har fortsat skvulpet rundt i mig hele dagen. De store bølger kom første gang, da vinduespudseren erklærede, at jeg nu kunne kalde mig ejer af rene ruder. Det er måske banalt, men at se forårslyset gennem pinligt rene ruder; det kan sgu et eller andet. Som at få en ny lejlighed. De var også ret beskidte.30740185_10213608250773855_9218295484295151616_nDe kom anden gang, da jeg cyklede igennem Fælleden med en forårskulret hund ved min side, og toppede da vi efter en lille times løb og træning væltede os ned i græsset – begge i bare maver og med tungen hængende ud af gabet. Efter jeg havde vasket græsset ud af håret, hentede Rachel mig. Vi har taget billeder, spist is og følt os som lalleglade køer i flok gående langs Nyhavn. Jeg tror, jeg fik sagt 20 gange, at jeg hele tiden glemte, at vi var i Danmark, at det ikke var ferie, og at denne dag har samme antal timer som dem, jeg brugte på at gå herhjemme, da kulden stadig raserede. Det er som om ens ration af overskud og energi fordobles i takt med stigningen af lyse timer. Og så hjælper det muligvis også lidt på produktiviteten, at det er én fridag og ikke 38 😉

Det danske vejr må være den bedste metafor for, at tingene fra dag til dag kan vende 180 grader – og heldigvis nogle gange til det bedre. Det meget, meget bedre.30739394_10213608251533874_2265448897629388800_n

   

En uge i den nye hverdag

20180326-dsc_0302_preview

Der skulle gå en lille uge, inden nye ord skulle ramme denne side. Sidste uge var skør, helt og aldeles skør. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste uge i mit liv, der er fløjet så hurtigt forbi og alligevel har været så begivenhedsrig, hverdagsagtig og intens som den foregående. At det hele foregik på en og samme uge forstår jeg ikke – så ugen må alligevel have været lang, men kort. Hver dag var som sin egen lille historie. Så nu tager vi dem; en af gangen.

Den første historie fandt sted i Aarhus’ rammer. Jeg vågnede mandag på ‘mit’ værelse i Risskov hos min mormor, 8 timer efter jeg var gået ud af døren af et tilrøget værtshus. En time senere løb jeg rundt i Riis Skov med min mor og Holly. Nostalgien summede i min krop, 5 timer senere sad jeg med en hund på mine fødder i et tog, der små 3 timer senere ankom på Hovedbanen i København.

Med min kæmpe rygsæk og alt for store jakke gik jeg med hunden i snor gennem et København, der i dagens anledning var badet i solskin. Jeg følte mig hjemme. Mit voksenhjem. Dagen efter var en rigtig overskudsdag med rosé, nyfarvede bryn, jakkeshopping og et gensyn. Så kom onsdag; dagen der startede, før en dag skal starte, og som sluttede med flere tårer, end jeg kan mindes har passeret mit system, siden der var en ble at finde på min numse. Jeg startede nyt job, tog en ægte afsked med det gamle og var på alle måder rundt på gulvet. Torsdag og fredag kan jeg nærmest ikke huske – jeg kan huske, at mine øjne var puffede, da jeg vågnede torsdag. Jeg kan huske, at jeg var betydeligt gladere, da jeg cyklede den lange tur hjem fra Hellerup.

20180326-dsc_0247_preview-1

Lørdag startede kl. 6:00, hvor hunden og jeg spontant mødtes med en veninde og hendes firbenede ven. Ja, hundeejere er sådan nogle tosser, der spankulerer rundt, før fanden har fået sko på – på en lørdag 😉 Helt frivilligt var det dog ikke, for jeg skulle på arbejde. En travl dag, hvor jeg følte mig ovenpå og tilpas i de nye omgivelser.

Efter endnu en hundetraver smuttede jeg i bad, træk i min strammeste kjole og åbnede (endnu) et par flasker rosé. Det blev ikke til altanaften, til gengæld blev det til et gensyn med 6 skønne damer. Det var derfor ikke med god vilje, at jeg cyklede hjem igennem en dansende by kl. 23:30. Men jeg skulle jo arbejde. At jeg kom op 5 timer senere søndag morgen, er jeg stadig lidt stolt af. Men så var der heller ikke mere at give af – og jeg kollapsede på sofaen med en kæmpe pose bland-selv slik, min dyne, Paradise Hotel flimrende på den store skærm og min egen light-udgave på den lille 😉

   

Og så kom tårerne

 photo 30652810_10213555355331502_7823537436541059072_n_zpsww6satat.jpg
Så begyndte den. Hverdagen. Den nye hverdag. Vækkeuret ringede klokken 4:30 i morges – og for første gang nogensinde trippede hunden ikke med ud på badeværelset. Jeg derimod hoppede overraskende frisk i bad til glade toner og boblende sæbe. Jeg fik den trætte hund med på en morgentur langs et tomt Islands Brygge, alt imens solen langsomt overvejede at stå op. Jeg besluttede der ved det mørke vand, den kølige morgenbrise og det glade hundesmil at vende tilbage til netop dét øjeblik, hvis dagen skulle vise sig fra sin mindre sjove side.

Jeg kæmpede mig igennem en blæsende, sovende by og ankom til Hellerup 35 minutter, efter jeg havde sat mig på cyklen. Det var jeg lidt stolt af, hvilket fik mig til at bryde ud i en solo-latter med Kesi i ørerne, imens solen endelig havde kravlede sig op ad stigen, der fører til himlen. Måske mere kæk end man burde være, før klokken slår syv. Kækheden fordampede langsomt, som vi kom i gang, og butikken åbnede. Jeg kunne mærke tårerne presse på og endte med at bruge min spisepause på at give slip på en tåre eller to. Jeg burde have spist noget, men tanken om at skulle spise der med flere nye mennesker, var mere end mit til tider sensitive hoved kunne overkomme. Jeg fik stædigt vendt mine tanker retur til morgenturen og taget de tre dybe vejrtrækninger, der altid gør en verden til forskel.
 photo 30704218_10213555355051495_258473103263268864_o_zps37cerpxa.jpg
Jeg kom igennem dagen med et overskud, der må have ligget på lager et sted. Jeg havde næsten nået Bryggebroen, da min mor ringede – og så kom vandfaldet ellers, og det fortsætte on/off i tre timer. Et hysterisk vandfald, der fik ekstra næring af den sparsomme søvn og den fastende krop. Jeg var lige dele taknemmelig for og jaloux på min hundelufter, der havde brugt tid med den hund, jeg ikke har været væk fra i 5 uger. Men mest af alt fik jeg den reaktion, jeg aldrig fik, da jeg stoppede på SMAG. Jeg måtte hele dagen knibe mig selv i armen for ikke at drømme mig rosenrødt tilbage. Det var ikke rosenrødt på SMAG, men de blev en substitut for den familie, der var så langt væk. De mennesker betyder alverden for mig, det sted betyder alverden for mig.

Jeg er ikke god til at være ‘hende den nye’, jeg er derimod rigtig god til at være ‘hende den gamle’. Hende elsker jeg at være. Jeg elskede at vide, hvad stamkunderne bestilte, før de åbnede munden. Jeg elskede rutinerne, jargonen og trygheden. Den skide tryghed. Det tog lang tid, før jeg for alvor følte mig hjemme derinde, men da jeg først gjorde det, var det lige så meget hjem, som mit reelle hjem. Det var derfor naturligt for mig at tage ansvar – og det ansvar gav mig både ro og frustration. Jeg ved, at det var på tide at sige farvel, men det var nok først i dag, det gik op for mig, at det faktisk var et farvel og ikke et på gensyn.
 photo 30698303_10213555355851515_3725034876806627328_n_zpsmqfsoqyg.jpg
Men det er sgu også okay at blive ked af det. Det kan være helt forløsende – bagefter, altså. At smide tøjet, hoppe i et langt varmt bad og så ellers bare lade de tårer få frit løb. Dét, et glas rosé, fem-seks telefonopkald og en lang tur på Fælleden med sol på næsen og en savnet, evigglad hundemus har hivet mig op ad det hul, jeg meget pludseligt var forsvundet ned i.

I morgen er en ny dag, og jeg skal nok give det en chance. Selvfølgelig gør jeg det. Mon ikke der er mere på lager af det overskud et sted derinde i mørket?

   

5 uger senere

 photo 30581308_10213547400732642_1804129346584051712_o_zpsvel5ulvo.jpg
5 uger klinger lidt særligt i mine ører. Jeg var i 2g på studietur i 5 uger i Malaysia og Singapore. De uger fyldte meget i snakken, bevidstheden og ja sågar i undervisningen. Det er 5 uger, jeg ofte refererer tilbage til, og som jeg bærer i mig med stolthed.

Det er i dag præcis 5 uger siden, at jeg stoppede på det arbejde, der har fyldt tusind gange mere end den studietur – og som har udviklet mig på en mere indgroet og udtalt måde. Det var jo halvandet år, så kampen er ikke fair. I dag starter jeg på ny – et nyt kapitel. Jeg startede på SMAG samme måned, som jeg spædt og usikkert havde begivet mig til København. Med et stort, kruset og meget afbleget hår. Med en aarhusiansk dialekt, der gjorde det umuligt for mine nye kolleger at tyde, hvor hulan jeg nu lige kom fra. Ikke på grund af dialekten, men på grund af udtalen af “Årrrrrhus”.  photo 30531037_10213547401652665_8348169817756270592_o_zpsiwir1cfs.jpg

Hun føles så fjern, hende der startede den varme august dag. Hende, der drak sig så fuld til julefrokosten, at hun måtte køres hjem i en taxa af sin spritnye chef. Hende, der ikke kunne sige nej, og som arbejdede som var det liv eller død. Hende, der ikke kunne overskue, at der også var en lejlighed med en fyldt vasketøjskurv, beskidte ruder og en række hårde hvidevarer, der skulle repareres. Hende, der forelskede sig i dem, hun ikke skulle, og som ikke kunne gengælde forelskelsen i ham, som så gerne ville have, at hun gjorde.

Hun føles fjern. Det gør hende, der cyklede ned gennem Fælledvej for sidste gang for 5 uger siden også. Jeg forstår mere og mere, hvorfor vi er mange, der beskriver livet som i kapitler; for begge dele føles på alle måder som to separate og afsluttede kapitler. På en måde bliver hele tilværelsen også mere overskuelig, hvis man tænker den i kapitler fremfor én lang roman. Så bliver det hele pludselig ikke så højtideligt. Enden på ét bliver starten på et nyt. Et nyt, hvor man drager erfaringer fra det sidste. Fx aldrig at få sit stakkels hår afbleget, så det ligner en akrylparyk fra BR. Det bliver dyrt senere – siger mine erfaringer mig 😉
 photo 30531300_10213547401852670_6483369548400558080_o_zpsdmdc7dfi.jpg