Jeg har selv valgt den

15182375_10209284346398948_155145401_oJeg har tænkt på noget – det gør jeg ofte. Oftest, faktisk, men netop denne tanke cirkulerer som en forvirret bi om en sommerforladt ispind. Det er en rodet tanke uden tilstedeværende konklusion eller gennemtænkte argumenter for eller imod. Bare en tanke. En tanke, der i dag fik ekstra spind, da mit yndlingsmenneske klokken dirrende øjenlåg over en Acai bowl (yes, vi er med på vognen) fremsagde citatet: “don’t be too busy making a living that you forget to make a life.” Hun har en pointe, det har hun ofte, hun er ret klog. Tanken har rod i tid, i arbejde, i travlhed, i glæde og i søvnmangel. Og i en masse andet.

Tiden flyver for tiden med en fart, jeg ikke troede mulig. I tråd med dette, bliver I nødt til at fortælle mig, at jeg ikke var den eneste, der nær stejlede, da Spotify foreslog julesange? Det er da ikke jul, endnu. Men det er det, jo. Hvilket må betyde, at jeg i næste uge har boet i Hovedstaden i fire måneder og arbejdet i tre. Helt klichéagtigt kan jeg ikke forstå, hvor tiden er blevet af, selvom jeg selvfølgelig ved, at den største procentdel er blevet brugt på at arbejde. På at arbejde på en arbejdsplads, der lige nu udgør, den boble, hvorfra hverdagen udspringer, for at sige det pænt – og sandt 😉

En hverdag, der på alle leder og kanter adskiller sig fra 2016’s første del, der var præget af et stresset hoved, et lavt energiniveau og en følelse af fastlåshed. Paradoksalt nok har jeg aldrig haft en kalender så fyldt som nu; alligevel har jeg aldrig været så glad, så spækket med energi. For at vende lidt keglet tilbage til den cirkulerende tanke, så giver min hverdag mig energi. For jeg har selv valgt den, hverdagen altså – og alt dens indhold, næsten i hvert fald.

   

Om sjatkøb og overfladisk glæde

Indlægget er sponsoreret

Jeg er blevet udfordret, udfordret til at droppe banken – i en hel uge. Denne udfordring landede i mine hænder på et tidspunkt så passende, at jeg ikke kunne andet end at sige ja. Ja tak. Jeg er begyndt at sjatkøbe, sjatkøbe som aldrig før – ofte i store sjatter og slatter, men her ikke at forglemme kaffen på farten, parfumen i Magasin eller bland selv-slikken på vej hjem fra job . København er en dyr by, hvis man vil drikke drinks og danse – og spise og shoppe – og leve. Og det vil jeg jo gerne. Som man kan rørende kan fornemme herinde, så har mine dage aldrig været så proppet, som de på nuværende tidspunkt præsterer. Jeg koordinerer kalender som en gal tetrisspiller. De fleste punkter i kalenderen hedder arbejde, noget jeg er blevet gladere for, end jeg troede muligt – alligevel har jeg brug for at fylde andre ting på, kalenderen altså.

De ting får hurtigt et islæt af forbrug, noget jeg har valgt at ignorere, for man skal da bruge sin hårdttjente penge, ikke? Den tankegang er jeg i hvert fald hurtigt blevet mere infiltreret i end en edderkop i eget spindelvæv. Især efter et par stramme økonomiske måneder, har det givet mig en frihedsfølelse at kunne give drinks, kaffe og middag. For slet ikke at tale om de nye beklædningsgenstande, der har sneget sig ind i mit klædeskab. Men, nu skulle jeg jo egentlig skrive om, om jeg formåede at droppe banken i en hel uge. Well. Det gjorde jeg – næsten da. Indtil i dag, hvor jeg købte min drømmevinterjakke. Nårh ja, og drinks i fredag… Og i lørdags. Ups.

Konklusion? Jeg har prøvet at kvitte småindkøbene, da mit budget var tynget af personlig træning og udbytterige ture til SuperBrugsen. Det gav mening i den periode, men lige nu giver det mig glæde ikke at tænke synderligt meget, hver gang jeg svinger kortet igennem. Bare kald mig overfladisk. Overfladisk glæde kan også noget – hvis du spørger mig.

Tømmermænd og løbetøj til pynt

15046429_10209206425290969_387728514_nLyset strømmer insisterende ind i mit soveværelse, ufrivilligt har jeg slået øjnene op, kroppen bliver under dynen, hovedet er træt, og jeg lugter af smøger og parfume. Trætheden er forståelig, eftersom jeg satte nøglerne i døren for 4-5 timer siden. Planen var egentlig at gå tidligt i seng, men de der planer har det med at ændre sig for tiden. Fx var planen heller ikke, at jeg skulle bæres lettere bevidstløs hjem fra julefrokost forhenværende lørdag, men hvad sjov får man også ud af planer 😉

Meget apropos skrev jeg dette i går morges, inden det gik op for mig, at jeg var for træt til at kreere andet end kaffe og morgenmad – sidstnævnte var det førsttilberedte måltid i hytten i længere tid, end jeg er villig til at indrømme. En uvillighed kun slået af stoltheden over at stege et par æg. En stolthed kun slået, hvis jeg formår at hive mig selv ud af lejligheden i dag – gerne i ført det løbetøj, der den sidste time har siddet som en fysisk påmindelse om, at jeg skal af sted. Der mangler bare en fysisk påmindelse om den løbekærlighed, man så hurtigt glemmer, når løbeturene erstattes af tømmermænd. Og så skal jeg vist have hentet min cykel, bare den står der. Det satser vi på.

   

Om vintertid og iscenesat travlhed

pa202434 Jeg har ikke travlt i dag, det troede jeg, jeg ville have, men så kom vintertid og et vant hurtigt tempo mig i forkøbet. For lige at knytte en kommentar til vintertidsbemærkningen; har min krop stadig ikke fattet, at det ikke betyder, at jeg skal op, så snart solen insisterende lyser mit soveværelse op. Tilbage på sporet (og tilbage under dynen). Det betyder, at jeg nu kl. 10.55 ligger smidt på min seng med ingen andre planer end en hudbehandling (okay, det er en spraytan) om 2 timer og arbejde 5 timer derude i fremtiden. Og hvorfor er det så interessant?

Det er det måske heller ikke, bortset fra, at jeg øver mig på ikke at dyrke travlhed – og i sær grad iscenesat travlhed. Med fare for at lave en “Mads Christensen” og kommentere på en tendens i samfundet, så synes jeg, at vi (ja, i allerhøjeste grad mig selv inkluderet) er slemme til at anvende de sociale medier til konstant at promovere vores travle kalendere. Jeg tog flere gange mig selv i på falsk heroisk manér at fortælle alle på min vej om mit stressudslæt og min fyldte kalender. Måske som bortforklaring på mit manglende nærvær, halvhjertethed og rander under øjnene, måske fordi det er lidt sejt at have travlt og lege superwoman. Jeg trives også med at have travlt, men jeg trives eddermame også med at ligge her og stirre ud i luften – eller måske endda lukke øjnene, bare lidt. Jeg har jo ikke travlt. picmonkey-collage1

En opfølgende status

14894603_10209060578004878_841224892_o-1Aftenens banankagekatastrofe kræver vist en opfølgning ( 😉 ). Nuværende status er, at jeg netop har indtaget selvsamme banankage til morgenmad – ledsaget af kaffe, naturligvis. Min jakkesætklædte far smuttede ud af hoveddøren, da himlen stadig spøgte morgen. Jeg sidder derfor alene i lejligheden for første gang i, hvad der føles som en evighed. En rar evighed. Lørdag blev der båret flyttekasser ud af det, der nu er døbt gæsteværelset, hvilket må gøre mig til et styks eneboer i en lidt for stor lejlighed. En lejlighed, der gør mig så glad, at smilet er som limet til hovedet.

Lejligheden er i hvert fald en del af det. Søndag blev et g&t’s træt hoved kureret med hvidvin og yndlingsmennesket, dagen derpå landede der besøg fra fastlandet til en forskudt weekend. Det ene besøg erstattede det andet, og jeg skal nu til at lære at være i eget selskab igen – i hvert fald for en kort stund, der pludselig kan føles lang, når man er blevet vant til en snakkende summen omkring sig.

 

Kender I det?

14886357_10209103414755770_1507851742_nNår man forsøger at være en overskudsdatter, der vil byde faderen på hjemmebag i en ren og pæn lejlighed, når han lander på et lynvisit? I alle tilfælde kommer nu en beretning om, hvad der sker, når undertegnende forsøger at skabe føromtalte scenarie. To timer blev der brugt på at gøre lejligheden værdig til et boligmagasin – to timer, hvor der også blev spist pizza fra dagen før (en detalje, der viser sig vigtig senere) med fredagens SKAM-afsnit på skærmen. To timer, der betød, at det blev mørkt, inden jeg bandt løbeskoene – dog ikke så mørkt, at det ikke var muligt at spotte et par paller sat til storskrald. Beskidte paller, jeg hev med op i min rene lejlighed. Planen var lynhurtigt at rengøre dem, mens føromtalte pizza varmede sig sprød i ovnen. Rengøringsplanen skiftede hurtigt til løberkroppen (for mange detaljer?), alt imens fik pizzaen lov til at passe sig selv.

Sådan en pizza, erfarede jeg, skal man ikke skal overlade til sig selv. Med mindre man er i humør til en omgang ovnrengøring – er man det, fedt, respekt. Nu videre til banankagen, som jeg på overskudsmanér ville bikse sammen, alt imens ovnen varmede sig selv til rette temperatur – igen, en fejl. Status: den helseficerede banankagedej er midlertidigt opgivet, røgalarmen har endelig opgivet at vække hele bygningen, jeg har åbnet døren til to søde raslende børn iført håndklædeturban, natbukser og gennemsigtig trøje med 50 Cent for fuld skrue, pallerne får lov at overnatte på altanen, og jeg er gået i stå. Tirsdag har peaket.

   

Feriedag i København

14876092_10209047175509824_1472628386_o-1

Fra søndag aften til (tidlig) tirsdag morgen havde jeg fint besøg, og med fint besøg skal man selvfølgelig agere vært i første klasse – og hvad bedre end med en strøgtur? 😉 Jeg kan ikke mindes, at mine ben har gået deres gang på strøget, siden jeg flyttede hertil for tre måneder siden (yes, der er sgu gået tre måneder!). Man finder hurtigt sin vante gang i byen. Og her gætter jeg på, at det er de færreste, der vælger den brede, menneskepakkede gade. Correct me if I’m wrong. Det jeg egentlig ville sige med det var, at jeg fik de skønneste ferievibes af at vandre rundt derinde i Indre By. Og hvordan kunne man andet, når man startede dagen langsomt med morgenmad på Mad og Kaffe, slentren i de vesterbroske gader og snakken i al uendelighed. Kombineret med en blå himmel, og luft så ren og skærende, at jeg tog mig selv gentagende gange i at stå og indsuge den efterårsfarvede by.

Langsomt nåede vi Envii butikken, hvor jeg havde planer om at prøve, hvad jeg vil beskrive som den perfekte lille sorte kjole. Endelig fandt jeg dig. Den kom med hjem – det samme gjorde et par lækre støvler (er de ikke smukke?) og en rød løbestift. Om jeg er klar til julefrokostsæson? Oh yes. Money well spent. Til gengæld kunne jeg snildt have fundet en bedre måde at bruge mine penge end på den acai bowl, jeg indtog; en vandet smoothie med lidt topping, hypen har ikke ramt mig. Så er jeg mere til den vegetarburger med tilhørende curly fries og drinks, der senere blev indtaget på Cocks and Cows.

Hvem sagde frihed?

skaermbillede-2016-10-26-kl-11-12-33

Jeg har nu siddet og stirret på en blank side en halv Springsteen-sang, hvilket er lidt fjollet, for der er jo en masse, jeg har lyst til at skrive, det er bare det der med, hvor man skal starte. Det bliver lidt rodet. Jeg kan i hvert fald starte med at konkludere, at jeg er blevet rask (sådan da), hverdagen ruller igen, jeg har leget ferie i et døgn med skønt besøg, og jeg glæder mig til nyt, besøg altså. Efter en uge med sløvhed er det ret rart at føle sig som sig selv igen.

I det hele taget er min yndlingsting ved dette år, at jeg med sneglefart stille og roligt begynder at føle mig som mig selv – uden for en skolerelateret kontekst. Skulle jeg vælge ét ord, der på fyldestgørende vis kunne beskrive det foreløbige sabbatår, må det være ‘frihed’. Det er godt, det er skræmmende, og det kræver en uddybning.

 

Når planerne går i vasken

14812908_10208983346874148_1482244331_oJeg havde ambitiøse planer. Planer, i flertal, selvfølgelig. Planer for min fridag. Den havde jeg set frem til, og den skulle derfor udnyttes til fulde. Dagen skulle starte veudhvilet med en lang og harmonisk løbetur, hvor de ski’e høretelefoner selvfølgelig ikke konstant faldt ud af ørerne. Derefter skulle en ‘insta-værdig’ morgenmad konsumeres, hvorefter dagens kedelige, men fornuftige punkt på listen skulle afkrydses: tandlæge. Ud derfra ville jeg gå med et colgate smil – klar til at knipse smukke billeder med den smukke, smukke Danica. Først ville jeg dog slentre langsomt hjem og pr. telefon sørge for, at et yndlingsmenneske fik sin popo til Bryggen. For jeg har jo fri, og vi skulle jo lave mad. Det skulle være punktummet på dagen, hvor jeg nåede alt og samtidig fik ladet op. Hvor jeg nåede rengøringen, rapporterne, kalenderorganisering, et smut i træningscentret og måske en gåtur og naturligvis indlagte pauser. Balance, I ved.

I har nok luret det; det store men. Men, så ramte den der virkelig, igen. Lad os først konkludere, at jeg ikke var veludhvilet, det havde snotnæsen så venligt sørget for ikke skete. Sød én, den snotnæse. Så, jeg spiste selvsagt morgenmad i sengen med SKAM på skærmen (ja, jeg er nu også afhængig). Jeg kom for sent ud af døren, og tandlægen fandt et hul, mit første hul. Det er dyrt, sådan et. Det der yndlingsmenneske? Var selvfølgelig ikke hjemme – og colgate smilet, det holder, især matchet med den røde tud og de blanke øjne. I det mindste var det solbrillevejr, og der var godt selskab, rigtig godt selskab.

I har nok også luret, at jeg selvfølgelig ikke har nået en skid. Udover at svælge i selvmedlidenhed og gentage overfor mig selv, at jeg ikke har tid til at være syg. Håber, den lytter på mig. Er der en, der har lyst til at komme til Bryggen og rette rapporter, gøre rent, lægge vasketøj sammen og lave mad, så skal I være så hjertelig velkomne. Der er snotklude og selvmedlidenhed over det hele, så er I advaret.

   

Arhmen forhelvede

dsc05417-2Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Hvilket ingen overdrivelse er; jeg er begyndt på dette indlæg dagligt i den uge, vi lige har lagt bag os. Hver gang med en ny tone, en ny pointe, en ny positivisme, en ny negativisme. Egentlig ville jeg ønske, at jeg blot udgav det, da jeg stod midt i det, selvom det var skrevet i følelsernes vold – det giver alligevel noget andet end en omgang bagklog refleksion. Lad os derfor skrue tiden tilbage til lørdag aften og nappe den tekst, der blev skrevet med tunge øjenlåg og et endnu tungere hoved.


Lad os starte med et oprids. Jeg sidder i den sofa, der for min bagdel har været fremmede i et uoverskueligt tidsrum. Bagdelen skulle egentlig rystes på et dansegulv et sted i København, hvis navn jeg ikke kan huske. Sidstnævnte er ikke så mærkeligt; for der er meget, jeg ikke kan huske for tiden, fx at smide mig i sofaen. I stedet har bagdelen og dens ejermand faret rundt og leget travl. En leg, der har bragt gode ting med sig herunder god vind på job, skørt mange træninger og endnu mere skøre og endnu mere skønne bekendtskaber. Men – et ‘men’ det er der ofte, det ved vi, der trofast lytter til Mads & Monopolet. Den har også pyntet min krop med, hvad der må betegnes som et stressudslæt, en sporadisk influenzalignende tilstand og en udebleven menstruation på tredje måned. Det der med at flytte til den anden ende af landet? Det er ikke en dans på roser. Det glemmer jeg nogle gange, for det går jo godt. Virkelig godt.

Jeg har været skideheldig. Med mit job, min lejlighed, min hverdag, at jeg nogle gange glemmer, at det er ok at sige ‘fuck, hvor er det hårdt, altså’. For det er det, især for en stædig idiot som mig selv, der gerne vil flyve med kappe og nå det hele på halv tid. Det er drænende at være ‘på’ på den måde, man er, når alt og alle er nyt og nye – selv derhjemme i den lejlighed, der skulle være opladningsbasen. Det giver et lille sug i maven at køre gennem Nørrebros gader en fredag aften, en sug af misundelse, et sug af savn. Måske man skulle indføre ugentlig bland-selv-slik-ikke-rejse-mig-aften? Ja, forvirringen fortsætter.

En planteædende løbepige

dsc05326 I snart tre måneder har ugentligt snøret løbeskoene. Først var det 1-2 gange, så blev det 2-3 gange, og nu lander vi på 4-5 gange. Derhjemme venter ingen ‘proteinshake’, og der bliver heller ikke spist en bøf på kommando. Faktisk er der ingen bøffer i køleskabet, heller ingen kylling – ja, egentlig er der ikke så meget derinde, men kød er der ikke så meget som et gram af. Den havde jeg ikke set komme, slet ikke for et halvt år siden, hvor jeg trods løbeforløb på gymnasiet, prioriterede min styrketræning og ‘glemte’ løbeturene, og hvor en dag uden en bøf var utænkelig – det var trods alt som oftest sådan en, dagen startede med. En morgenbøf.

Men så stoppede PT-forløbet, og kostplanen røg over i hjørnet – sammen med træningstasken. Ovre fra det andet hjørne samlede jeg løbeskoene op, der havde de ligget i 3-4 år. Okay, det var ikke de samme, men altså. De der har læst med længe, kan måske huske, at jeg den heldige ejer af et dårligt knæ – et dårligt knæ, der satte en stopper for en af min hverdags største glæder: løb. Stille og roligt er jeg begyndt at trække tilbage i løbetøjet, et langsomt og kort skridt af gangen. Turene er blevet længere, og tempoet hurtigere – og knæet? Knæet klager ikke, ej heller gør jeg. Og hvad skulle jeg egentlig også klage over? Det er et privilegium at få at lov løbe, sgu. Planteæderiet får en uddybning en anden dag, ellers stopper jeg vist aldrig 😉

dsc05328

Inden klokken 13.00

14632758_10208901524108630_1677447090_o

Har jeg nået at:

  • Spise morgenmad to gange
  • Drikke 4 kopper kaffe
  • Bruge en time på at vinduesshoppe – på nettet
  • Konkludere, at jeg seriøst ikke orker at gøre rent
  • Konkludere, at jeg seriøst burde gøre rent
  • Nappe 8k i løbeskoene
  • Sætte mine høretelefoner i ca. 100 gange på ovenstående løbetur
  • Ærgre mig lidt over, at jeg for tiden er serieløs. Du læste rigtigt. Venter på bekymrede opkald fra Netflix 😉
  • Bruge 89 pct. af min iPhones batteri. Enten får jeg snart gigt i hænderne, ellers skal batteriet tage sig sammen
  • Har jeg brændt føromtalte hænder på ovnen – eller kun den venstre, har til gengæld brændt højre albue
  • Er jeg næsten stolt af ovenstående præstation. En forbrændt albue må da kvalificere en til kegle på seriøst niveau
  • Forsøgt at nyde, at jeg først skal møde kl. 17.00. Hvem sagde rastløs?