Den der midterbane

18582595_10210903040225282_3547895470087736140_n-1Cyklende ned ad Istedgade med et figentræ i cykelkurven, to lavender i lerkrukker på styret og sol på næsen, mærkede jeg det – det der smil på læben, der kommer snigende fra den yderste tåspids og breder sig gennem kroppen som en hedebølge, indtil den har nået hver en tomme af den nu gennemvarmede krop. Slutteligt rammer den dine læber, og du smiler et smil så stort, at det næsten føles hysterisk, men du er ligeglad, du er glad. Fuld på glæde, høj på varme, omtåget af en næsten uforklarlig ekstase.

Man skulle tro, jeg var ramt af forårsforelskelse, det er jeg ikke. Kun forelsket i foråret, i hverdagen. Jeg tog en beslutning, da jeg var i Paris om at tage ansvar for min egen lykke. Noget vi måske alle i større eller mindre grad gør dagligt, men også noget mange af os lader glide i baggrunden for i stedet at lade fornuften og en pligtopfyldende liderlighed agere den altdominerende forgrund. Jeg er, i hvert fald. Jeg er verdensmester i at befinde mig konstant i overhalingsbanen, til jeg til sidst punkterer og må fragtes til nødsporet – for endnu en gang at overse midterbanen. En metafor jeg på ingen måde selv kan tage æren for, men jeg elsker den.

Der er mange grunde til, at jeg ikke føler mig klar til at læse til september, den vigtigste er måske, at jeg ikke lærte lektien i år. Med det mener jeg, at jeg er selvdestruktivt dårlig til at leve i balance; jeg kan ikke bare arbejde fuldtid, jeg skal arbejde dobbelt fuldtid, jeg kan ikke bare styrketræne, jeg skal have en personlig træner, jeg kunne ikke bare gå i gymnasiet, jeg skulle have topkarakterer og lege voksen. Det er nok et stræbergen, mange af os er velsignet eller forbandet med – alt efter, hvordan man ser på det – men jeg har brug for et år mere til at sparke mig selv ind på midterbanen. Til at sætte farten ned, før den skal sættes op igen, til at udnytte den frihed, jeg har været så umådelig dårlig til at udnytte. Til at trække vejret.

   

Dagen der forsvandt

18339570_10210733996319290_1441899777_o

Og så gik den dag. Jeg hoppede tilbage i nattøjet kl. 15.00, og opgav dermed at tage til den yogaklasse, jeg egentlig havde glædet mig til i flere uger. Fordi jeg var træt, virkelig træt, og så havde min sofa pludselig forvandlet sig til paradis på jord. Jeg er hjemme igen. Hjemme fra verdens skønneste og energigivende- og tærende ferie, som jeg egentlig også ville have skrevet meget mere om – som jeg egentlig har skrevet meget mere om, men aldrig har udgivet, fordi så kom hverdagen. Og jeg troede, jeg var blevet klogere der på min mindre dannelsesrejse. Det er jeg sikkert også, jeg er i hvert fald blevet brunere – og gladere. Men, så kom i går, og som jeg støvsugede butikken efter 12 stive timer i biksen, mærkede jeg langsomt, hvordan jeg allerede havde støvsuget mig selv tilbage til reservetanken.

Jeg takkede guderne (og min chef) for min spontane fridag i dag og faldt derefter i jordens dybeste søvn for kun at vågne op til et sent vækkeur og en rar morgenmadsaftale. Verdenssituationen blev vendt, og maverne mætte med instagramvenlige acai bowls. Jeg fik afleveret de bøger for min veninde, jeg lovede at aftale for to måneder siden. Og så fik jeg hentet den cykel, jeg afleverede til reparation for selvsamme antal måneder siden. Og gået hjem i solskin fra Østerbro til Bryggen balancerende med to cykler. Ja, og så gik jeg ombord i sofaen, for kun at rejse mig for at bage en banankage, for derefter at vende banankagen ud af fadet. Og med vende ud, mener jeg vende flydende dej over hele køkkenbordet.

Så nu forsøger min ovn at redde resterne af banankagen, og jeg forsøger at tage mig sammen til at rette de rapporter, jeg burde have rettet for længst. Måske man skulle give op og spise den nu meget lidt instagramvenlige banankage og glæde sig over, at det er en ny og sikkert skøn dag, der står for døre i morgen. For så glad så jeg altså ud, da jeg tirsdag aften kom hjem efter en lang og ret fantastisk arbejdsdag.

Hvad så med næste år?

18216269_10210681319562404_1520592033_oKender I den der mærkelige følelse, der opstår, når en ferie lakker mod ende? Hvor man det ene sekund glæder sig til den hverdag, der lige pludselig virker romanticeret og enormt tiltrængt – og hvor man på den anden side indtræder i et lettere febrilsk stadie med følelsen af, at man ikke er færdig. Ikke er færdig med friheden, med dovenskaben, med at være væk. Jeg føler, at jeg har været væk i en mindre evighed, hvilket selvfølgelig ikke stemmer overens med, at jeg kun har været væk i to uger. Hverdagen føles bare meget langt væk, Danmark føles meget langt væk. Selv Paris føles langt væk – til trods for, at det altså kun er fire dage siden, at jeg tog derfra. Hvad der måske får denne ferie til at føles som en evighed, er det halve års tænketid, der har været plads til. Jeg har skrevet, læst, tænkt, set kunst og talt, som jeg sjældent har gjort det. For der har været tid til det. Tid til at tænke alle de tanker, man ikke giver hjernen plads (eller ro) til at tænke, når man er fanget i en hverdag uden mange åndehuller.

Jeg har tænkt over, hvad der skal ske næste år; for det er et spørgsmål, jeg har følt frustration over ikke at kunne svare på. Det korte svar er, at jeg ikke skal læse til sommer, den korte forklaring er, at jeg ikke har lyst, ikke endnu. Selvom det var planen. Der er bare det med de planer, at de ikke altid stemmer overens med virkeligheden eller tager hensyn til, at man forandrer sig – at ens drømme, ønsker og behov forandrer sig. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil læse, jeg har det seneste år skiftet, som vinden blæser – mest fordi, jeg har følt et behov for at kunne give, dem der spørger (inklusiv mig selv) et konkret svar. Jeg har selvfølgelig en idé, flere idéer faktisk, men jeg er ikke klar til at fastlægge mig på noget endnu. Og det er helt okay, har jeg besluttet.

Hvad jeg har lyst til er at tage tingene, som de kommer. Jeg har lyst til at skabe flere åndehuller i hverdagen. Jeg har lyst til at tage på spontane weekendture, til at læse, til at løbe langt og længe, til yoga, til godt selskab, til crossfit og til at nyde min lejlighed. Og så har jeg lyst til at rejse – meget mere end noget andet. Jeg vil til Australien og blive blæst væk af naturen, til Italien og spise pizza, til Bali og begrave mig i yoga og navlepillen, til Azorerne og vandre. Ja, det er et “jeg vil”-år. Det har jeg også besluttet, er okay 😉

   

Tør du tale med fremmede?

 photo Skrmbillede 2017-04-26 kl. 20.19.58_zpsflvrjfiz.jpg
”Jeg tror min største styrke og min største svaghed er, at jeg vil gøre alting selv.” Det udsagn røg over mine læber på en parisisk gade til min veninde Line. Hun tyggede på den i under fem sekunder og erklærede sig derefter enig. ”Det burde du få tatoveret – på en eller anden måde.” Sagde hun herefter. Åbenlyst får man meget tid til at tænke, fundere og reflektere, når man har valgt at tilbringe fem dage på egen hånd i et land væk fra ens vante rammer og mennesker. Det gik ret hurtigt op for mig, at det ikke var den store udfordring at være alene; det var langt værre at åbne op for alle de mange mennesker omkring mig. Jo jo, jeg er ikke bleg for at smile og hilse på gud og hver mand (man arbejder vel i servicebranchen), men faktisk at skulle tale med dem, them being everybody around me, se den var værre.

Så det besluttede jeg mig for skulle være et fokuspunkt mine dage i Paris; jeg skulle tale med de føromtalte gud og hver mand – ikke bare sige ’hej’, men spørge ind til dem, til vejret, til nyhederne, til deres hund – anything. Indenfor naturlighedens grænser, selvfølgelig. Så jeg talte med tjenere, museumsinspektører, baristaer, yogalærere, you name it. Og så oplever man altså noget sjovt – hvis man er heldig – hvordan tilfældigheder nogle gange ikke føles så tilfældige.

Jeg spiste adskillige gange på en bestemt Le Pain Quotidien, ved det samme bord, naturligvis. En af dagene faldt jeg i en lang (okay, ikke lang lang) snak med en af tjenerne, han spurgte, hvor jeg helt præcist boede i Danmark (altså bare del af København, ikke hvilken opgang, etage osv.) Det viste sig, at det var fordi, han ville blære sig med sit kendskab til byen, han havde nemlig været et år på udveksling i København, hvor han boede på Christianhavn. Han elskede Christiania, i øvrigt. Jeg kom ikke tilbage efter det, for det var åbenbart mere grænseoverskridende for mig at have en spirende relation til en fremmede end til at være alene. Derfor begyndte jeg selvfølgelig at tale endnu mere 😉

Blandt andet med en af de yogainstruktører, jeg havde, hun skulle til Aarhus i dag. Hun skulle til bryllup, og så havde hun hørt, at man var glad der, så det ville hun se. Hun var overbevist om, at det var meningen, at vi skulle nødes netop denne aften. Hun havde nok ret.

Til selvsamme yogaklasse mødte jeg en fellow yogi på omtrent min alder, vistnok et par år ældre; et af de mest åbenbare mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hun var flyttet til Paris, omtrent samme tid, som jeg flyttede til København. Da jeg spurgte hende, om det ikke var helt fantastisk at bo i Paris, byernes by, svarede hun dødærligt, at det syntes hun ikke. For hun arbejdede fra 8.00-21.00 hver dag på et arbejde, hun ikke fandt tilfredsstillende, og så brugte hun 40 minutter på transport hver vej. Hun følte sig derfor fanget i en triviel hverdag, som hun følte hun burde være taknemmelig for – i virkeligheden følte hun, at dagene fløj af sted, imens hendes drømme sad fast inden i hovedet. Alt dette og mere nåede hun at dele 2 minutter efter, vi havde mødt hinanden – og det var altså før yogaklassen overhovedet var begyndt.

Jeg var lidt blæst væk bagefter, ikke kun af yogaen, af den pizza jeg købte med hjem på værelset (som i øvrigt var mit første reelle måltid i to dage, first time that has happened), men i allerhøjeste grad over min samtale. Over hendes ærlighed, over hvor meget jeg kunne relatere til stort set alt, der kom ud af munden på hende, over hvor meget jeg deltog i samtalen – og hvor ærligt.

Feriekapitel 3

skaermbillede-2017-04-23-kl-22-04-15-1

Kl. 4:30 i nat (jo, det er nat for en magelig ferierende) ringer mit vækkeur, ubarmhjerteligt som sådan et er. I stedet for at hidse mig op over det, smiler jeg lidt, smiler over, at det er første gang i otte dage, jeg har trykket på netop denne ubarmhjertelige funktion på min telefon. Smiler over, at jeg kan mærke, jeg har fået sol i dag. I ved, den følelse man kan være heldig at få de par gange om året i Danmark, hvor solen faktisk skinner 😉 Følelsen af, at solens stråler ikke har forladt ens ansigt, selvom den gjorde sin forsvinden for timer siden. Mine kinder føles stadig varme. Om det er fra aftenens yogaklasse, solen eller bare glæde, ved jeg ikke – det er nok en kombi.

Lørdag til onsdag spankulerede jeg Paris’ gader tynde i allerbedste selskab af min Line. Vi så kirker, museer, tårne, bygninger, gader, butikker, avenuer, you name it – til vi begge konkluderede, at vi var mætte – mætte af oplevelser, mætte af at gå, men egentlig ret sultne 😉 Det er nogle gange lidt skørt så højt, man sætter ambitionsniveauet, når turen går til en af verdens mange storbyer; man skal opleve det hele, spise det hele, se det hele, købe det hele – og gerne gå til ens fødder tigger og beder om nåde. Og så går man lidt mere. Vi nåede heldigvis frem til den konklusion, dagen forinden Line skulle hjem, så da jeg skulle sætte mig ned og lave en slagplan for de fremtidige fire dage på egen hånd, lød de noget nær: slap af, nyd vejret, nyd byen, nyd friheden, løb nogle ture, spis nogle croissanter, find et yogasted, læs i din bog, skriv, gør hvad du har lyst til.

Så det jeg har gjort. Jeg har siddet foran Tour Eiffel hver morgen med enten en pain au chocolat og en café au lait eller med frugt, grønt, nødder og juice – helsestyle pain au chocolat, I ved. Jeg har læst i min bog, jeg har slentret, jeg har taget selfies (kamerarullen fortæller altid sandheden), jeg har shoppet mig fattig den ene dag og brugt under 100 kr den anden (langt de fleste museer o.lig. er gratis for europæere under 26 år, helt fantastisk). Jeg har ligget på en bænk og sovet og læst og skrevet og tegnet – i både Rodins have og haven ved Hôtel des Invalides. Åh Paris, du har været god ved mig. I morgen (aka: i nat) flyver jeg til Nice og mødes med min mor og papfar. Journey part three, I am ready for you. Når altså jeg har pakket…

Ensomhed eller alenesomhed?

img_6328-3Min mormor ringede i dag for at høre, om jeg var okay: “for du er jo helt alene og ensom – er det ikke snart overstået?”, spurgte hun med sin velmenende, velkendte stemme. Et smil bredte sig på mine læber, for ja, jeg er alene, men sjældent har jeg følt mig så lidt ensom. Det fik mig til at tænke over de to begreber, og de forskelle de for mig indebærer. Jeg har altid prædiket for mit behov og min store glæde ved at være i eget selskab, men helt uden at lægge mærke til det har jeg (som jeg skrev i går), fået visket den alenetid ud, som havde jeg et viskelæder i forvokset størrelse.

Jeg er i hverdagen typisk sammen med mennesker fra 10-21 , når jeg cykler hjem, taler jeg i telefon (I know, not my proudest moments), i mellemrummene hører jeg musik eller anden skøn støj. Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er ensomt at bo alene; sandheden er, at jeg efterhånden kun sover i min lejlighed, men jo, det kan være ensomt – derfor har jeg altid støj på lyd eller skærm kørende som en effektiv distrahering. Et værn mod den farlige ensomhed.

Jeg følte mig ensom i dag. Slentrende ned ad en ellers smuk parisisk gade i omfavnende solskin, havde jeg en øjebliksfølelse af mindreværd, af ikke at være god nok. Utilstrækkelighed, kunne vi kalde det. Så jeg købte mig et par nye sko, som alle fornuftige, Sex and the City-seende kvinder/damer/piger ved, er det eneste rigtige at gøre. Så satte jeg mig på en højbelagt solskinsplet ved Hôtel des Invalides med fronten mod Seinen, trafikken og solens stråler af lykkepiller. Jo, og en mand. En mand, der sad med et lykkeligt smil på læben og næsen i dagens avis. Jeg kunne ikke få øjnene fra ham, ikke fordi han var specielt flot, det lagde jeg hands down ikke mærke til, om han var, men fordi han havde en aura af jordbunden hverdagslykke over sig. Så jeg besluttede mig for at tegne ham, helt uden tilladelse, fra andre end mig selv. Ja, I læste rigtigt: tegne. 

Noget, jeg ikke har givet mig i kast med siden billedkunstimerne i 1.g. – på nær de få gange, min lillebror har kommanderet mig til at tegne et dyr. Det er han stoppet med, jeg er ikke god til det. Men jeg var god til at tegne ham, og til derefter at skrive smååbenbarende ord om oplevelsen. Før jeg fik set mig om, var tiden passeret langt over planlagt – og frokost – og jeg mærkede en styrke, en hverdagslykke, jeg ikke kan mindes at have følt tidligere. Væk var formiddagens småkedelige følelser, som dug for den sol, der varmede mine arme, mit humør, mig – og alle andre. Ja, jeg er ikke færdig med at skrive om emnet… Slet ikke 😉

   

Lidt om stilhed

 photo d113fd7a-0181-4367-8b0c-7bbd235ca273_zpsl8eq6h2w.png
Det gik for et par uger op for mig, at der kun er stille omkring mig, når jeg lukker mine øjne og lægger mig til at sove. Her er der endda ekstrem stilhed, da jeg de sidste 7-8 år har sovet med ørepropper. Måske en mekanisme til at holde mig indelukket i min egen verden. Sekundet jeg står op, sætter jeg musik på, tempoet sættes op, når jeg snører løbeskoene. Morgenmaden spises ved den summende lyd af en podcast, oftest Mads & Monopolet. Make-uppen lægges i selskab af The Weeknd, Kendrick Lamar eller Drake. Cykelturen får oftest samme selskab. På arbejdet sættes de samme på, først når aftenen presser sig så meget på, at lyset er gemt væk, sættes der musik på i et andet leje, dog stadig musik. Slukkes musikken er det fordi, jeg taler i telefon, har gæster eller glor på en serie – der er altid lyd. Nogle gange fra flere medier på én gang. Det er blevet så naturligt, at jeg ikke længere skænker det en tanke; indtil en aften, hvor der pludselig var stille, og det gik op for mig, hvor unaturligt det føltes, hvor stille, hvor ensomt, hvor uvant. For lyd er lig selskab – på én eller anden måde. Pludselig var der stille, og det var bare mig, og vinden og regnen og de susende træer.

I dag satte jeg mig ved Place de la Concorde og spiste det æble, de gulerødder, de dadler og den mørke chokolade, jeg havde købt. Det var et rent festmåltid 😉 Der var ingen underholdning – andet end verdens måske smukkeste by – til at fjerne opmærksomheden fra smagen. Der var ingen desperat sult, træthed eller craving til at igangsætte en øjeblikkelig udryddelse; det var ren nydelse. Helt zen, helt ukendt, helt rart. Musik er fantastisk, men musik er for mig blevet en forsvarsmekanisme, som både sætter ensomheden på afstand og samtidig lukker mig inde i min egen verden. Det er en måde at fremkalde eller undertrykke følelser uden at gøre tankearbejdet bag.

Jeg har derfor ladt mine høretelefoner blive i kufferten – og i stedet lade byen og mig selv bestemme, hvordan jeg har det. Det var noget med et tankearbejde…

En ny begyndelse

 photo c1f5b2c6-5039-4d3d-bcc4-f49b3f496090_zpsw1hgp1yo.jpg
Kære søde blog, det er længe siden, meget længe siden. Jeg lover ikke, at vi nogensinde får det forhold, vi havde engang, men jeg savner dig. Jeg savner den stemme, du agerer, den platform du skaber, det fællesskab der var omkring dig. Så nu giver jeg dig en chance, hvis altså du, og I søde læsere, vil tage mig tilbage.

Lige nu ligger jeg træt og glad på en seng… I Paris. Min veninde Line er på vej til lufthavnen efter fem fantastiske dage i byernes by. Fra i dag af kører jeg solo, hvilket passer meget godt på det seneste lille år. Det seneste lille år har været skørt. Det glemmer jeg ofte, men det har det altså. Jeg flyttede alene til København for nu ca. 9 måneder siden. På den tid har jeg nået at have en roomie for da at erkende, at det ikke gik, og derfor vælge at bo alene i min elskede lejlighed – på godt og ondt. Jeg fik et job, jeg også måtte erkende ikke var mig, for derefter at få mit nuværende job som daglig leder på SMAG. Et job, der har endt med at fylde så meget, at jeg i perioder har glemt at trække vejret og huske at leve mit liv.

For det har været igennem mit arbejde, at mit liv med base i København langsomt har taget form, hovedsageligt på grund af de bedste mennesker. Jeg er blevet tatoveret og render nu rundt med et hjerte på håndledet og et rådhustårn på armen. Jeg kan endelig kalde mig løber igen – og (hot)yogi og crossfitter, endda. Jeg kan også kalde mig træt og forvirret – og glad. Jeg har forelsket mig med de rutsjeture, glæde og slag, det medfører. Og nu er jeg altså i Paris, alene.

Jeg ved stadig ikke, hvordan bloggen og jeg skal bruge hinanden, det lærer jeg nok aldrig, for jeg har det med at have brug for pauser fra sociale medier. Men, wauw, hvor har jeg savnet netop dette medie.

Tid til refleksion

picmonkey-collageSom i et glasbur sidder jeg på min plet på anden sal og kigger ud på de glimt, der kan ses af den by, der har udgjort rammerne for mit liv det sidste halve år. Det hele føles anderledes, jeg føler mig anderledes. Kaffe er der stadig i koppen, selvom den nu har fået selskab af et sjat mælk, bare fordi. Jeg savner at skrive; et savn, der bedst kan beskrives som savnet af en gammel ven. En gammel ven, der har en lille, men essentiel, del af en selv, i lommen, i hjertet. Et savn, der også bunder i savn af refleksion, savn af alenetid, af pusterum, af navlepilleri, af jordforbindelse.

Jeg troede, at ordene ville flyde over i dag i et overflodsbjerg af navlepillende refleksion, men det er som, de sidder fast, ordene. Måske det skyldes et hoved og en krop, der endelig har forstået begrebet ‘træthed’ efter at have kørt i motorvejstempo i lidt for lang tid. I dag føler jeg mig lammet, låst fast i glasburets rammer, selvom jeg egentlig burde få købt de sidste (og første) julegaver, og så var der jo det der yogahold, jeg havde glædet mig til. For slet ikke at tale om vasketøjet, men det taler vi helst ikke om.

I stedet kan vi tale om, hvor mange gange jeg den seneste tid har kaldt mig selv for ‘fucked up’, for det er en del. Det er jo egentlig løgn, jeg vil bare for meget på én gang, hvilket har forårsaget en lang række forvirrende handlinger, heriblandt et tindereventyr, et manglende filter og alt for mange dyre drinks. Det er vist godt, at jeg snart skal hjem til Jylland 😉

   

Jeg har selv valgt den

15182375_10209284346398948_155145401_oJeg har tænkt på noget – det gør jeg ofte. Oftest, faktisk, men netop denne tanke cirkulerer som en forvirret bi om en sommerforladt ispind. Det er en rodet tanke uden tilstedeværende konklusion eller gennemtænkte argumenter for eller imod. Bare en tanke. En tanke, der i dag fik ekstra spind, da mit yndlingsmenneske klokken dirrende øjenlåg over en Acai bowl (yes, vi er med på vognen) fremsagde citatet: “don’t be too busy making a living that you forget to make a life.” Hun har en pointe, det har hun ofte, hun er ret klog. Tanken har rod i tid, i arbejde, i travlhed, i glæde og i søvnmangel. Og i en masse andet.

Tiden flyver for tiden med en fart, jeg ikke troede mulig. I tråd med dette, bliver I nødt til at fortælle mig, at jeg ikke var den eneste, der nær stejlede, da Spotify foreslog julesange? Det er da ikke jul, endnu. Men det er det, jo. Hvilket må betyde, at jeg i næste uge har boet i Hovedstaden i fire måneder og arbejdet i tre. Helt klichéagtigt kan jeg ikke forstå, hvor tiden er blevet af, selvom jeg selvfølgelig ved, at den største procentdel er blevet brugt på at arbejde. På at arbejde på en arbejdsplads, der lige nu udgør, den boble, hvorfra hverdagen udspringer, for at sige det pænt – og sandt 😉

En hverdag, der på alle leder og kanter adskiller sig fra 2016’s første del, der var præget af et stresset hoved, et lavt energiniveau og en følelse af fastlåshed. Paradoksalt nok har jeg aldrig haft en kalender så fyldt som nu; alligevel har jeg aldrig været så glad, så spækket med energi. For at vende lidt keglet tilbage til den cirkulerende tanke, så giver min hverdag mig energi. For jeg har selv valgt den, hverdagen altså – og alt dens indhold, næsten i hvert fald.

Om sjatkøb og overfladisk glæde

Indlægget er sponsoreret

Jeg er blevet udfordret, udfordret til at droppe banken – i en hel uge. Denne udfordring landede i mine hænder på et tidspunkt så passende, at jeg ikke kunne andet end at sige ja. Ja tak. Jeg er begyndt at sjatkøbe, sjatkøbe som aldrig før – ofte i store sjatter og slatter, men her ikke at forglemme kaffen på farten, parfumen i Magasin eller bland selv-slikken på vej hjem fra job . København er en dyr by, hvis man vil drikke drinks og danse – og spise og shoppe – og leve. Og det vil jeg jo gerne. Som man kan rørende kan fornemme herinde, så har mine dage aldrig været så proppet, som de på nuværende tidspunkt præsterer. Jeg koordinerer kalender som en gal tetrisspiller. De fleste punkter i kalenderen hedder arbejde, noget jeg er blevet gladere for, end jeg troede muligt – alligevel har jeg brug for at fylde andre ting på, kalenderen altså.

De ting får hurtigt et islæt af forbrug, noget jeg har valgt at ignorere, for man skal da bruge sin hårdttjente penge, ikke? Den tankegang er jeg i hvert fald hurtigt blevet mere infiltreret i end en edderkop i eget spindelvæv. Især efter et par stramme økonomiske måneder, har det givet mig en frihedsfølelse at kunne give drinks, kaffe og middag. For slet ikke at tale om de nye beklædningsgenstande, der har sneget sig ind i mit klædeskab. Men, nu skulle jeg jo egentlig skrive om, om jeg formåede at droppe banken i en hel uge. Well. Det gjorde jeg – næsten da. Indtil i dag, hvor jeg købte min drømmevinterjakke. Nårh ja, og drinks i fredag… Og i lørdags. Ups.

Konklusion? Jeg har prøvet at kvitte småindkøbene, da mit budget var tynget af personlig træning og udbytterige ture til SuperBrugsen. Det gav mening i den periode, men lige nu giver det mig glæde ikke at tænke synderligt meget, hver gang jeg svinger kortet igennem. Bare kald mig overfladisk. Overfladisk glæde kan også noget – hvis du spørger mig.

Tømmermænd og løbetøj til pynt

15046429_10209206425290969_387728514_nLyset strømmer insisterende ind i mit soveværelse, ufrivilligt har jeg slået øjnene op, kroppen bliver under dynen, hovedet er træt, og jeg lugter af smøger og parfume. Trætheden er forståelig, eftersom jeg satte nøglerne i døren for 4-5 timer siden. Planen var egentlig at gå tidligt i seng, men de der planer har det med at ændre sig for tiden. Fx var planen heller ikke, at jeg skulle bæres lettere bevidstløs hjem fra julefrokost forhenværende lørdag, men hvad sjov får man også ud af planer 😉

Meget apropos skrev jeg dette i går morges, inden det gik op for mig, at jeg var for træt til at kreere andet end kaffe og morgenmad – sidstnævnte var det førsttilberedte måltid i hytten i længere tid, end jeg er villig til at indrømme. En uvillighed kun slået af stoltheden over at stege et par æg. En stolthed kun slået, hvis jeg formår at hive mig selv ud af lejligheden i dag – gerne i ført det løbetøj, der den sidste time har siddet som en fysisk påmindelse om, at jeg skal af sted. Der mangler bare en fysisk påmindelse om den løbekærlighed, man så hurtigt glemmer, når løbeturene erstattes af tømmermænd. Og så skal jeg vist have hentet min cykel, bare den står der. Det satser vi på.