Natteskriverier

Jeg er så træt, at det næsten gør ondt – alligevel ligger jeg her. Før med øjnene stirrende mod det lille lysglans på væggen, nu med computeren på skødet. Om det er jetlaggen, min soven længe, eller det tankekaos, jeg skrev om her, ved jeg ikke. Sikkert en kombi. Det er det ofte. Min plan var egentlig at få påbegyndt en række rejsedagbøger fra New York, men lige nu trykker ‘post New York-syndrom’ mest. Hånden på hjertet ryster jeg nogle gange (diskret) på hovedet, når jeg hører nogle snakke lovprisende om at rejse; om hvordan det ændrer en og sætter tingene i perspektiv. Den aha-oplevelse har jeg sjældent fået, selv ikke på de rejser, der har været længst både i tid og distance. Den fik jeg denne gang. Måske det fordi jeg denne gang ramte et tidspunkt, hvor jeg er dødforvirret.

Og hvad er jeg så forvirret omkring? Tænker man måske. Jeg fristes til at skrive alt. Jeg er igen (igen, igen, igen) kommet i tvivl om, hvad jeg vil læse. Kender I det, når man kan forestille sig selv i studiet, men ikke i jobbet – og omvendt? Sådan har jeg det med henholdsvis litteraturvidenskab og medicin (yes, de to kendinger igen). Og så vil jeg gerne anskaffe mig en hund, men jeg vil også gerne nyde den frihed, alle siger, man skal huske at nyde og værne om. En frihed, jeg først nu har indset, hvor fantastisk og skræmmende kan være.

Grunden til, at mine drømmer falder på en hund gik op for mig på den aha-givende ferie: jeg savner at have familie omkring mig, helt ind i min grundvold. On that note, så skræmmer det mig helt ustyrligt, at jeg nu er fyldt 20, og at jeg dermed indenfor almindelighedens rammer kunne have min egen familie indenfor 5 år. I mit hoved er der yderligere 20 år til, at det lyder aktuelt. Så hellere en hund 😉

   

Ramt af jetlag og tankekaos

14518403_10208780497843049_183379673_nJeg er et følelsesmæssigt rod af dimensioner i dag – det er jeg faktisk de fleste dage for tiden. Det er som om, det først nu er gået op for mig, at jeg faktisk står midt i mit sabbatår, et sabbatår der har til opgave at give pusterum og afklarethed. Og måske mest af alt at ryste lidt op i den afklarethed, jeg havde opnåede uden egentlig at vide, hvad det var, jeg følte mig afklaret omkring. Man fornemmer rodet, tankerodet. Et rod, der ligeledes stammer fra, at jeg i slowmotion svang stængerne ud af sengen kl. 12.35 – ca. 13 timer efter, jeg svang benene den anden vej. I virkeligheden er det ikke så skørt, for klokken var kun 6.35 i mit jetlagsforvirrede hoved. Vores fly landede nemlig i går – min mors og mit, jo og en masse andre menneskers. En masse andre mennesker, der ligesom os havde været velsignet med et visit til verdens navle; New York.

Det var en af de ferie, der rystede en indefra. Der fik alting udenfor ferieboblen til at virke ligegyldigt. Der satte tingene i perspektiv. Som fik mig til at kramme min elskede mor flere gange dagligt ved et af New Yorks mange røde lys. Røde lys, den føromtalte mor gik fra at respektere på næsten militært niveau til på badass manér at trodse hver og en. Måske fordi hun så, at det badass militær gjorde det samme. Måske fordi hun (og alle andre) blev en anelse utålmodige af de millioner af lyskryds. En ferie, der på ingen måde var idyllisk, men alligevel så perfekt, at jeg må knibe mig selv i armen ved synet af billederne.

Åh, hvor er der meget, jeg har lyst til at skrive om. For ikke at tale om de millioner af billeder, jeg ikke kan få flyttet over til den skrivende computer. Det må vi tage lidt af gangen, for jeg skal faktisk ud af døren. Det er det, der sker, når man sover dagen væk.

Jeg bøjer mig i støvet

14365386_10208682655757058_1431955231_n (1)Jeg tager hatten af og bøjer mig i støvet af beundring over alle jer, der formår at have et liv udover det dersens fuldtidsjob. Jeg føler mig allerede som en jonglør på et ben – og jeg er altså mere platfodet end Anders And. Indrømmet; jeg føler mig ret tjekket, når jeg om morgenen drøner gennem byen i uset god tid med solbrillerne som skærm for morgensolen, chiagrød i maven, kaffe i årerne og den sorte frakke blafrende i vinden. Og ja, her knækker filmen allerede en smule, for det er jo småvanvittigt at have frakke på disse dage.

Ikke desto mindre tager jeg konsekvent for meget tøj på morgen; i det hele taget tager jeg for meget tøj på for tiden. På arbejdet kan du finde mig i den store sweatshirt – derinde i butikken, der nærmer sig saunatilstand. Om den næsten dryppende sved og de glinsende kinder får mig til at skifte til et menneskeligt outfit? Nej da. Jeg er vist for jysk til gøre andet end at køre en stiltiende lidelse og nikke lettere panisk, når jeg bliver spurgt, om jeg ikke har det seriøst varmt.

I det hele taget er jeg nok en fuldblodsjyde. En fuldblodsjyde, hvis vaskemaskine er i stykker – og som skal til New York på søndag uden rent (under)tøj. Apropos undertøj, så glemte jeg i dag mit undertøj. Yes, du læste rigtigt. Jeg følte mig ellers så tjekket, da jeg efter arbejde OG træning (ja ja, store sager), havde taget hyggetøj og bodylotion med til eftertræningsbadet (for sådan et huskede jeg også). Bodylotionen måtte i hovedet, for jeg havde glemt ansigtscreme – undertøjet fandt jeg dog. I mine strømper. De rene, heldigvis. Hvem ringer efter de voksne?

   

Hende med de to hjem

Skærmbillede 2016-09-13 kl. 21.27.19De salte tårer løber ned ad kinderne – sangen, der starter tårerne som en mekanik, spiller i ørerne. Bussen triller. Triller ned gennem byen – gennem min by. Som ikke længere er min by, ej heller mit hjem. For den føles ikke længere som hjem, den føles tryg og rar, men ikke som hjem. De iboende mennesker giver den derimod et hjemligt islæt i en grad, der gav tårerne frit løb. De stoppede dog hurtigt, tårerne – for jeg har dem med mig, med mig hjem. I hvert fald på nethinden, i minderne, i glædesfølelsen. Med mig hjem til mit nye hjem – til det hjem, der danner rammerne for det liv, der hedder mit voksenliv.

Det liv, der har givet mig en energi, et drive – for ikke at forglemme en træthed – som jeg aldrig har haft før. Måske det kaldes livsmod; eller livsgejst? En gejst, jeg tror i høj grad stammer fra København – fra byens uudtømmelige energi og dynamik. Der er plads, plads til at være sig selv, plads til at udforske, hvem man er, og hvem man vil være. Der er også plads til ikke at tænke, blot handle, til at leve – og til at være ny.

Plads, det er der også i Aarhus, men der er jeg ikke ny; hver en tomme af byen føles velkendt. Egentlig er det noget pjat, for det eneste, der er velkendt, er Aarhus som barndomshjem – jeg har aldrig været ‘voksen’ i Aarhus. Det skræmmer mig en anelse, hvor lidt jeg kan forestille mig at blive det. Måske en dag, hvem ved. Lige nu er tanken om at vende tilbage at finde allerbagerst i hovedet deromme ved tankeskraldet. Det vil nok altid hedde “hjem til Aarhus”, men på bussen, dér skal jeg hjem til København. Tænk sig sådan at have to hjem. Hvor heldig kan man være?

Glæden ved at flytte hjemmefra

Skærmbillede 2016-09-12 kl. 12.32.49Fanen med den smukke kjole fra Custommade er netop lukket ned, for jeg har her til formiddag fået fornøjelsen af at punge 498 kr ud for et støvsugerhoved til min 6 uger gamle støvsuger, og når jeg engang er så heldig at komme igennem hos Siemens kundeservice, er jeg ret så sikker på, at jeg får lov at punge summer ud af endnu større art. For vaskemaskinen har besluttet sig for at ændre funktion fra tøjvask til vandland – og jeg gad altså godt, at den ville smutte tilbage til sin gamle praktiske funktion. Det ville være rart, for undertøjsskuffen er snart tom, og jeg har ingen planer om at lave en Britney indenfor den nærmeste fremtid. Egentlig heller ikke den fjerne; jeg vil bare gerne have mere rent undertøj og mindre vandland på mit badeværelse. Det er fedt at flytte hjemmefra 😉

Jeg landede i går aftes med bussen efter et alt for kort døgn i Aarhus. En spontan tur, der afsluttede en lang og skøn arbejdsuge, hvor stilheden herinde har været larmende. Sidstnævnte skal der laves om på, så glæden var stor, da jeg fik tildelt en aftenvagt i stedet for de vanlige dagvagter – der skulle skrives løs, hygges løs og løbes løs, indtil den der virkelighed bankede på døren. Det har den jo med at gøre, så nu nyder jeg lige et kort stund med næsen i solen, inden næste kryds på to do-listen skal afkrydses.

Okay, så idyllisk er det ikke

14269837_10208628566324856_741967284_nDen der hverdag, jeg er så vild med, ikk’? Den er nok blevet romantiseret en smule i mit hverdagshungrende hoved. Det er som at gå fra et tidsoverskud af uanede proportioner til at lande i underskudsskuffen. Heldigvis er det en skuffe proppet med gode ting; fx den hyggeligste eftermiddag med kaffe og snak om alt og intet i Frederiksberg Have. Så pyt med, at opvasklugten stadig var intakt, og at de indershorts, der lå hjemme og grinte af mig på skrivebordet, gav frit udsyn til alt og alle, mig og min flade cykel drønede forbi.

Det er en vild følelse sådan at skabe sit ‘nye’ liv brik for brik – sit voksenliv. Hånden på hjertet havde jeg en idé om, at det ville tage lang tid, inden min kalender bestod af andet end arbejde og alenetid. Der tog jeg fejl. Det gør jeg ofte for tiden. Og heldigvis for det. Der er ikke megen tid tilovers; jeg kan allerede mærke, hvor nemt det er at glemme sig selv, når hjulet først kører. Der mangler noget til at give en rødder, så man ikke pludselig flyver væk – I kan måske fornemme, hvordan argumentationen for hundeanskaffelsen sniger sig ind ad alle sprækker 😉

   

Når sundhed bliver uoverskueligt

IMG_2163

De fleste er villige til at gå langt i sundhedens navn – om det så egentlig er sundhed til sidst, dét vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Hvad jeg vil gøre mig til dommer over, er min egen sundhed; den er blevet omdefineret i øst og vest i løbet af de sidste år, og jeg er stadig fuldt i gang. De sidste to år har mit liv været præget af ’sundhed i kontrolleret form’ – her tænker man nok, at jeg (igen, igen) taler om kostplaner og træningsprogrammer, og det gør jeg også, for træningen var nøje tilrettelagt med periodisering, tempomanipulation osv., og kosten stod i firkanter på den udprintede kostplan, men det var alligevel ikke det hele. Omfanget af handlinger gjort i sundhedens navn blev langsomt ekspanderet – så langsomt, at jeg næsten ikke tænkte over det.

Hylden med kosttilskud fik flere og flere venner, madbudgettet bugnede, det samme gjorde køleskabet – af madpakker, plastikflasken blev udskiftet, produkter til hud, rengøring og lignende fik nye konkurrenter – ja selv tandpastaen fik en helsificering. Og så var der søvnen, der blev en stressfaktor ude af proportioner. Det var en del af den livsstil, jeg gerne ville leve – tænkte jeg. Eller i virkeligheden slog jeg hovedet lidt fra. Ingen træning blev sprunget over, ikke så meget som et sæt eller en gentagelse. For jeg skulle jo stige i vægt(skiver), forbedre mig, performe. Min kritiske sans var forbeholdt til skolen. For træning var jo min pause. Man fornemmer et ‘men’ 😉

Det var ikke sundhed for mig. Måske hvis det havde været på et andet tidspunkt i mit liv – fx det første år af ‘rejsen’, men det blev for meget. Dermed ikke sagt, at det var ‘usundt’, det var blot ikke det, jeg vil definere som personlig sundhed. For mig skal sundhed modificeres til et niveau, der giver glæde og velvære. For mig er sundhed en navlepillende størrelse, der ikke kommer i firkanter, men i former, der kan strækkes og skrumpes. Det handler om at gøre det, der giver mening for en på det givne tidspunkt.

Efterår giver mig altid en uforklarlig lyst til at løbe, så det gør jeg – turene til centret er derfor færre og ustrukturerede, og det er ok. Det er mere end ok. Der er grøntsager på tallerkenen flere gange dagligt, men ikke til hvert måltid – nogle gange består ‘måltidet’ af et stykke frugt og en ske i peanut butter glasset. Vi kunne kalde det ‘hverdagssundhed’.

Vlog: Et job og en status

 

Jeg håber, jeres søndag er i gang på bedste vis? Herhjemme startede dagen et par timer senere end sædvanligvis grundet et glas vin for meget i går. Fridagen skulle egentlig udnyttes på produktiv vis med rengøring, indkøb, anden praktik – og træning. Indtil videre sejler lejligheden lidt, vasketøjet kigger på mig fra sin rodede bunke, og joggingbukserne sidder plastret til de ben, der får lov til at vente med at løfte metalstænger til senere på eftermiddagen.

Men er det ikke sådan, en søndag skal være? Fuld af overspringshandlinger? Er man i humør til endnu en overspringshandling, kan man trykke ‘afspil’ på ovenstående video. Der er lidt om job, lidt om København og lidt om rejser. Og til mit forsvar er den optaget for et par timer siden – en kommentar, der giver mening, hvis man afspiller 😉

Jeg kan ikke slippe tanken om

Skærmbillede 2016-09-03 kl. 11.23.00At anskaffe mig en firbenet ven. Der er jo to hjemme i Aarhus (ja, det er altså stadig hjemme i Aarhus 😉 ), jeg ubarmhjertigt har forladt, især savnet over den lille skid giver mig ondt i maven på en måde ikke-hundeelskende med al sandsynlighed synes, er ski’e skørt og nærmende kattedamemadness. De nu 5 uger i Hovedstaden er det længste jeg i mine snart 20 år, har været uden hund (eller pånær studierejsen med selvsamme længde). Jeg har savnet det (dem) fra dag 1 – og det er kun blevet værre. De første dage travede jeg tre ture dagligt af ren og skær vane og rutine – ja, og lyst. Jeg er hundemenneske helt ind i knoglerne. Den ubetingede kærlighed, den loyale trofasthed, de store hundeøjne. Visheden om, at der er en, der vil gå gennem ild og vand for en. Båndet, man på helt skør vis knytter med sin bedste firbenede følgesvend.

Og nej, det skal selvfølgelig ikke være lige nu. Lige nu må det blive ved tanken, lige nu skal fleksibiliteten udnyttes til fulde – det er i hvert fald det, min fornuft  (og omgangskreds) siger. For 20 år med 1-2 hunde af gangen har ikke kun lært mig om hundeøjne, men om forpligtigelse, hundeposer og dyrelægebesøg. Skammen, når den territoriumherskende hanhund agressivt gør af den stakkels postmand, gåturene før solen er stået op i blæst og regnvejr, bekymringen, når den behårede udviser smerte . Listen er lang, men hvor mærkeligt det end lyder, savner jeg også den del; ansvaret, op- og nedturene.

Jeg forsøger at lytte til fornuften – ud fra det har jeg lagt en lille plan. Minimum seks måneders hundefri skal der gå, derudover skal den lille skid hjemmefra på visit for at afprøve hundelivet i voksenlivet. Og en masse anden praktik, naturligvis. Smider vi fornuften over i hjørnet, må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg konsekvent har tre faner åbne med update om nyt kuld.  Det er ikke mærkeligt, at den næste bog, der venter herhjemme på bogreolen, er ‘Fornuft og Følelse’ 🙂

Sidder der måske nogle derude, som er solohundeejere? 

   

Et tåget hoved en lørdag morgen

14249317_10208587329933972_795860376_nDet er lørdag, jeg tilbagevendt under dynen, den guldfarvede højtaler ligger ved min side og summer af lyden af efterår – John Mayer. Sådan lidt fløde, sådan lidt dovent, sådan lidt perfekt. Hovedet er tåget; ikke af drinks (det er først i aften), men af en søvn så dyb, at selv Tornerose ville være misundelig. Det skyldes ingen ond fe, men en 12 timers arbejdsdag med run på i går. Undskyld mit franske, men forhelvede, hvor er det fedt at have den der hverdag igen – også selvom det indebærer et tåget hoved og et træt korpus. Det trætte korpus havde jeg egentlig planer om at hive ned og træne om lidt, men det bliver vist til en gå- eller løbetur. Det er det der med at lytte til kroppen, ikke? 😉  Og så skulle frisk luft være sundt. Har jeg hørt.

Hav en skøn lørdag – jeg kigger måske ind senere med lidt rodede tanker om en stor beslutning (dem er der mange af i de forskellige skønne blogunivers) 😀

Om at være hende den nye

Skærmbillede 2016-09-02 kl. 07.59.59Jeg har aldrig været god til at hende den nye; tanken om smalltalk og sporadisk kendskab får ikke ligefrem mit hjerte til at springe slag over. Går man vi en håndfuld år tilbage i tiden, er det straks værre, for som nogle måske kan huske, har jeg stammet i størsteldelen af mit liv – værst var navnerunderne, som jeg gjorde mit ypperste for at undgå. For at undgå øjeblikket, hvor alles øjne hvilede på en – og hvor størstedelen ofte vidste, at om lidt sad det fast – navnet, der sad fast i halsen, og tiden, der stod stille. Følte jeg. I takt med, at min stammen falmede og til sidst næsten forsvandt, giver tanken om navneintroduktion mig ikke sved på panden, ej heller knuden i maven. Alligevel er jeg typen, der skal have et kæmpe spark bagi (oftest af mig selv) for at springe ud i nye omgivelser med nye mennesker.

Det var trygt og rart, at den første måned herovre hovedsageligt blev tilbragt med kendte ansigter (mest mit eget), men jeg kunne også mærke, at der manglede noget. En følelse, jeg ikke har haft i sådanne dimensioner, siden jeg startede på gym; længslen mod det nye. Nye mennesker, nye omgivelser, ny energi. Paradoksalt nok har jeg efter to dage i navlen af nyt ikke følt mig så meget som mig selv i 100 år. Det er en god følelse. Behovet for at gemme mig bag selvopsatte murer er pakket væk – erstattet af lysten efter at springe. Og selvom springene kræver smalltalk og navneintroduktion giver de flere smil end maveknuder. Måske tanker man som ny på universitetet kan nikke genkendende til?

Hej fra en hverdagsfan

Skærmbillede 2016-09-01 kl. 18.34.42Jeg har altid været en hverdagsfan. Fan af den tilfredstillende både fysiske og psykiske træthed, der skyller over en de sidste timer, inden man lander på puden. Jeg er måske knap så meget fan af de aftenener, hvor de mange indtryk og visheden om det ubarmhjertelige vækkeur, gør det til en kamp at falde i søvn, men altså (mit yndlings”udtryk”). Det gik først op for mig i går, at det er mere end 4 måneder siden, at jeg har haft en reel hverdag. Der har været eksaminer, deltidsjob, rejser, flytning osv. – men ingen hverdag. Træthedsskyllet kom derfor snigende faretruende tidligt, jeg blev derfor enig med mig selv om, at der var intet for end at ændre destinationen fra træningscentret til hjem – til sofaen.

Efterårsluften fik mig dog lokket i løbeskoene. Måske det var efterårsluften, måske det var tanken om den Ben & Jerry’s, jeg havde planer om at afslutte løbeturen, i hvert fald føles benene lettere og hovedet klarere end det længe har gjort. Så fedt. Men mere om det løb senere og mere om is. Isen, jeg måtte i tre butikker efter. Isen, der blev indtaget under dynen med Gossip Girl på skærmen og håndklædeturban om hovedet. Isen, der afsluttede min første rigtige hverdag i hverdagens nye kapitel.