2 år senere

img_0800Jeg er lidt tom for ord disse dage. På en god måde. Efter flere ugers mere eller mindre konstant tankemylder og (overdreven, men sund) refleksion, er det rart bare at være. Rart at føle mig ung igen, rart at være i smørhullet af godt selskab, rart at være landet på en god arbejdsplads. Jeg skrev for et par uger siden, at jeg inderligt ønskede, at man kunne spole tiden frem – frem til studiestart, frem til bedre tider. Nu vil jeg gerne trykke play, ikke ‘stop’ eller ‘spol’, bare play. Det er allerede to måneder siden, at jeg havde sidste vagt på SMAG – og før jeg får set mig om, er det august, og endnu et nyt kapitel skal påbegyndes. Hvad har ændret sig? Kunne man spørge. Det er ikke fordi, det hele med et trylleslag er blevet perfekt; det skriver mit søvnunderskud og trætte krop under på, næh det er mere en følelse, der er kriblet under huden på mig. Jeg har fandeme klaret det-følelsen. To år på egen hånd – lige om lidt.

Smider vi det ind i en marathonmetafor, er det som pludselig at nærme sig målstregen. Man træner op og prøver at forestille sig, hvordan løbet kommer til at foregå, men når startskuddet så lyder, går det op for en, at man ikke aner, hvad man har kastet sig ud. Løbet går i gang, man bruger sin træning, man rammer muren op til flere gange – for ikke at tale om mødet med udfordringer, man ikke havde forestillet sig at møde. Uventede møder, der i sidste ende kun gør løbet bedre – eller i hvert fald kun gør, at man løber lidt rankere, lidt højere og lidt mere hårdhudet over målstregen. Sidste år følte jeg mig på dybt vand flere gange ugentligt. Jeg tog hele tiden mig selv i at omtale mig som fucked up.

Fucked up vil jeg nu ikke sige, at jeg var, jeg var bare rykket ud af vante rammer – og manglede at definere grænser. Grænser for, hvad jeg kunne byde mig selv og andre. Lære hvornår man siger pyt, og hvornår man tager sig sammen. Lære hvem pokker jeg selv er – uden at inddrage andres og mine egne forestillinger. Det når man muligvis aldrig i mål, men jeg er kommet så meget længere, at jeg har lyst til at rejse et år tilbage i tiden og klappe sidste års mig på skulderen og sige:

Det hele bliver ikke nemt næste år, det bliver ikke som dit idealiserende hoved forestiller sig, du rammer muren flere gange, men det er ok, du bliver sej. Og du stopper med at kalde dig selv fucked up. Du bliver bedre til at stå op for dig selv – også overfor dig selv. Hæng i. Det løser sig.

   

Når tingene vender med 180 grader

32073097_10213736194492368_2913753513513189376_nKlokken er i skrivende stund 11:39. Jeg har akkompagneret mig med dagens anden kop kaffe og resterne af min veninde Emmas bland-selv slik. Om små to timer placerer jeg min numse på Sankt Hans Torv og skifter kaffen ud med et glas rosé. Hunden ligger kollapset på en skyggeplet. Kesi synger på repeat om at komme over ovre fra hjørnet. På nær en cykeltur i går, er det min første stund alene i tre dage. Den sidste halvanden uge har på alle måder taget pusten fra mig. Mit liv har nærmest fra dag til dag ændret sig med 180 grader. Det er skørt og helt helt fantastisk. For det er til det bedre – det meget, meget bedre. Den omfavnende sommervarme har helt sikkert en indflydelse, men den er ikke enkeltstående. Lige så tårekvalt og humørsvingende jeg var i april, lige så permanent har der siddet et fast limet smil på mit forårsfarvede ansigt i maj.

Der er rød neglelak på mine hænder efter den sjoveste bytur i lørdags, der kulminerede kl. 5:25 med, at den ualmindeligt betænksomme taxachauffør fra spejlet kiggede mig dybt i øjnene og spurgte, om han ikke skulle holde ind og åbne en dør. Som sagt, som gjort. Undskyld, gade et sted mellem H.C. Andersens Boulevard og Islands Brygge. Undskyld.

Men det var sjovt, virkelig sjovt. Den perfekte blanding af rosé på altanen, pæne cocktails, tilrøget værtshus og ømme dansestænger. Fem timer efter jeg havde lagt mig på puden, ringede det på – og siden da har jeg haft aarhusbesøg. Med andre ord har de sidste dage og de kommende dage rimet på stjernestunder, og jeg lapper det i mig som en bjørn, der spiser for første gang efter måneder i vinterhi. Jeg føler mig hjemme for første gang i lang tid. Og det er rart og tiltrængt. Og jeg er stolt af mig selv. Stolt af, at jeg for alvor er kommet videre; videre fra min gamle arbejdsplads, videre fra en åndssvag forelskelse. Videre. Stolt af, at jeg tog ansvar for mig selv og lettet over, at tingene som regel går op, når man føler, man er allerlængst nede. Som Thomas Helmig synger. Og jeg som tiggede bartenderen i lørdags om at sætte på. #aarhusianerikbh.

Og det nye arbejde? Det er lige, hvad jeg drømte om. 32089731_10213736196172410_5998093069210091520_nSå meget føler man åbenbart sig selv, når skal sådan ægte i byen for første gang i, hvad der føles som 100 år. Hvide bukser i byen? Det kan ikke anbefales. I hvert fald ikke efter den første time. 31960443_10213736195612396_728992027580039168_nTømmermændsramt type klar til at fylde sig med vanvittigt lækker vietnamesisk mad. 

Og som derefter overtalte sin veninde til at droppe havnebussen tilbage og vade i høje sko fra Nyhavn til Vesterbrogade – og derefter til Bryggen. For at blande det gode slik. 32081324_10213736194412366_9003185148241379328_nGlædesramte ansigter ved at ramme Bryggebroen med ømme fusser og tunge slikposer efter min vandretur. For kun at komme i tanke om, at hundedyret jo manglede sin aftentur. Thank God for sommeraftener. 31945516_10213736192772325_8311373149304258560_n Gårsdagens morgentur var en af de gode. En hvor vi alle tre væltede direkte ud af sengen og satte kurs mod vandet og Lagkagehuset. For derefter at trave rundt; først langs Bryggen, så ved Christians Havn og til sidst på Fælleden. Glæden ved at have aftenvagt 😉 

   

Det er dit liv

img_0591

SÅ gik den. Den første uge på nyt (nyt) job, det vil sige, at jeg egentlig kun har været der to dage, og at jeg skal derhen igen i morgen, men altså. Den har kriblet sig ind under huden på mig; hverdagsfølelsen. Den gode af dem. Den savnede slags. Den man halvt hungrer efter efter en lang ferie. Den man halvt glemmer, den man tager lidt (eller meget) for givet, når man står med leverpostej til ørerne og søvnunderskud til knæene. Den jeg ikke fik på det første job, men som jeg er betryggende overbevist om, at jeg får på det nye. De sidste to måneder har været så ubeskriveligt gode for mig. Ikke gode som forelskelse, solskin eller smagen af årets første is. Gode som i nødvendige.

Jeg kan idyllisere “den gamle hverdag” nok så meget, jeg vil, men sandheden er og var, at jeg i høj grad havde “glemt” mig selv i lang tid. Både glemt at passe ordentlig på mig selv  – og glemt, hvad der gør mig til mig. Måske lidt for navlepillende på en fredag formiddag, men ikke desto mindre sandt. Hvis der er noget, der er gået op for mig de sidste to måneder, så er det, at jeg har brug for at være mig – på godt og ondt. Jeg har brug for navlepilleri og refleksion. Jeg har brug for at fejle en masse og lære en masse af det.

Jeg har erfaret, at min arbejdsplads skal rumme mødet med nye mennesker og det at være en af et fællesskab – for som alle, der har prøvet at flytte langt væk “hjemmefra” ved, så kan det være en pisseensom omgang at bevæge sig væk fra sit sikkerhedsnet. Det tager lang tid at opbygge sin “landsby”, og det er hårdt. Og sundt. Og svært. Svært at finde balancen mellem at udvikle sig, være sig selv og tilpasse sig bare for at passe ind. For selvom det kan være en kæmpe befrielse, at ingen kender dig og din forhistorie betyder det også, at der ikke er nogen til at minde dig om, at du har bevæget dig for langt væk fra dig selv. Og du skal være med. Både i tanken og i hamsterhjulet.img_0564-1MEN, for der er et men. Det er sådan cirka verdens fedeste følelse, når man får små glimt af den landsby; det liv man helt selv har skabt – uden sikkerhedsnettet indenfor nærafstand. Jo, man kommer til fejle og tage forkerte beslutninger, men lige pludselig går du ikke i et med asfalten længere, lige pludselig er alle ansigter, caféer, barer og restauranter ikke fremmede længere. Lige pludselig er der minder – gode og mindre gode. Men det er dine – dine minder, dine erfaringer baseret på dine beslutninger.

Jo, voksenlivet inkluderer endeløse vasketøjskurve, regninger man ikke anede, der fandtes, tømning af afløb og afrimning af fryser (haha). For ikke at tale om konfrontationer med sin chef, venskaber der løber ud i sandet, afvisninger og opsigelser. Men, for der er endnu et men. Det er dit liv, dit vasketøj, din konfrontation. Og man bliver hele tiden bedre – til at være voksen-ish. Det synes jeg lige, vi skal klappe os selv på skulderen for på denne højhellige fredag formiddag. Og for bare at være politisk korrekt, så også huske at sætte pris på. Sætte pris på vores frihed til i et enormt bredt omfang selv at kunne forme vores liv. Sætte pris på det og huske at udnytte det. Hver dag.

 

   

Hello Sunday – og nyt eventyr

31562343_10213674162061596_1707381312706314240_nÅh søndag, dit dejlige, dovne væsen. Du har været savnet. Jeg er efter de sidste par uges strabadser bukket under for en omgang, der tyder på at være forstadie til en omgang forårsinfluenza. Det måtte jeg indse, da jeg på morgenens gåtur langs Bryggen faldt i snak med en mand, der var vældig interesseret i livet med en border collie – min pelsklump. Havde det været lørdag nat i stedet for søndag morgen, kunne man argumentere for, at han muligvis er pisseligeglad med ‘the life of a border collie’, men der er noget os hundeejere; vi snakker. Vi er oprigtigt interesseret i at høre om nabolagets firbenede beboere, deres sovevaner, aktivitetsniveau og tidspunkt for renlighed. Eller, vi vil i hvert fald gerne åbne for sluserne om vores eget vidunder til en, der ikke stempler os som kattemenneske – med hund. Undtagen søndag morgen.

Søndag morgen er der to typer hundeluftere: der er overskudsmenneskerne med to go kaffen og bagerposen, og så er der os, der skjuler os i vores oversize hoodie og som på lang sigt spotter andre hundejere. Ikke fordi hunden ikke kan med andre hunde, men fordi virkelig ikke orker snakken. Sikkert meget lig, dem der triller med barnevogne. Uden yderligere sammenligning, i øvrigt. Især ikke når ens stemme lyder som en 60-årig, der nu på 45. år har røget en pakke smøger om dagen. I morges var jeg en blanding. Jeg lød og lignede på alle måder en, der få timer forinden havde sat nøglen i døren efter endeløse rækker sjuser. Det havde jeg ikke. Jeg var gået relativt tidligt i seng efter en aften på sofaen med min nye addiction: ‘New Girl’.
31500797_10213674162701612_8082259420274229248_nMen det var en dejlig tur, gaderne summede af den dejlige søndagsdovenskab. Jeg lappede og lapper det i mig sammen med te med generøse mængder honning. Jeg har sat boller i ovnen, Mads og Monopolet kører i baggrunden, i min forgrund er der åbnet 4-5 faner med spændende jobopslag, jeg i løbet af dagen skal have kigget nærmere på.

Spol en time frem – og jeg starter på nyt job i morgen. Og har nybagte boller med smør og marmelade i maven. Men altså. Fokus på den første del 😉